Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1636Visninger
AA

13. 13. Når alt bliver koldere


Lira kunne mærke temperatuen falde som de begav sig opad. Det var endnu sommer så selvom det blev køligere, var det stadig varmt, men den kølige bjergluft gjorde det udholdeligt at ride i.
Hvis ikke målet havde været så dystert, ville det havde været perfekte rejseforhold.
Ingen af dem sagde rigtig noget det første lange stykke, andet end når de skulle holde pauser.
Da aftenen kom, snakkede de om stederne de mødte og den ellers lidt anspændte stemning blev brudt, da Lira forsøgte at hjælpe med at sætte teltet op.
Lira, som aldrig i sit liv havde sat et telt op, prøvede det bedste hun kunne, at finde ud af det. Men opgaven virkede umulig og intet hang sammen for hende og opgav helt da hun stod med en pløk i den ene hånd og et stykke stof hun var kommet til at vikle om sig selv. Hun smed opgivende og irriteret tingene og kiggede på det rod, der mere lignede et af de hold vasketøj, de vaskede i søen derhjemme, end et telt, der kunne soves under. Jodt brød til sidst ud i latter som Lira efter et øjebliks forbløffelse og fornærmelse, hurtigt tilsluttede sig.
Så viste Jodt hvordan man slog det ellers simple, lille telt op på få minutter.
Jodt havde skudt en kanin tidligere på dagen og Lira fandt nogle bær i buskene omkring. Kaninen var kommet naiv og tryg ud på den ellers normalt helt forladte vej og begyndt at snuse i vejkanten. Jodt havde lynhurtigt og lydløst fået fat i sin slangebøsse og skudt en sten i retningen af kaninen, der blev ramt godt nok til, at den lå bevidstløs på stedet. Jodt brækkede nakken om på den og hang den over sadlen. Lira havde set til i nysgerrighed på de evner hun aldrig selv havde skulle bruge eller lære. 
I fællesskab lavede de et bål og de kunne gemme deres madrationer. Mæt og endnu glad og sikker lagde de sig til at sove. 

Næste morgen vågnede Lira til lugten af endnu et bål med tilhørende mad. Da hun kom ud af det lille telt, havde Jodt rigtig nok mad klar. 
"Vi bliver nødt til at komme hurtigere frem," var det første han sagde. Jodt havde undrende lagt mærke til at fuglene ikke længere sang.
Lira var en smule overrumplet, men havde intet at indvende. Jo før jo bedre.
"Fuglene synger ikke. Er det ikke mærkeligt?"
"Det er Firalia og hendes hære. De ligger deres intentioner som et tæppe, som et trist, magtesløs vejr." Svarede Lira, der ikke havde lagt mærke til det før, men var ikke et sekund i tvivl om svaret. Det var om end ubehageligt, men en god idenkation til hvor tæt de var på Firalia og hendes folk.
"Se,"  sagde hun og pegede på en sort ravn, der lige var landet.
Jodt svarede selv på hvorfor den var her: "Her vokser næsten kun grantræer og jorden er hård og mangler fugt og næring, selvom her normalt ville være glimrende levevilkår for massere af liv. Især på denne tid af året. Den venter kun på vi forlader maden. Eller bedre endnu - selv bliver til mad"
Hele dagen red de med en højere fart og færre pauser. Lira så nu, som en tilføjelse til billederne, sorte ravne i hendes drømme om natten. 

Efter et par dage og flere 100 meter oppe over jordoverfladen, var temperaturen faldet drastisk og de mødte deres første snevejr. 

"Det var dog..." Jodt begyndte en sætning, men afsluttede den ikke. Han kiggede sig omkring og op i himlen. 
"Hvad er det Jodt?" Lira kiggede undrende på ham. 
"Det er højst besynderligt det her. Det begynder da ikke bare sådan at sne. Det er koldt ja, men ikke på denne her måde." 
Lira kiggede sig også omkring nu. Så gik det op for hende. Det var ligesom med ravnen og manglen på frugtbarhed. Firalias folk.
"Jodt! Vi må i dækning. Nu!" Jodt stillede ikke yderligere spørgsmål og viftede hende ind i en hule i bjergvæggen.
"Nej! Ikke der! Tøjr hestene her." Lira var allerede redet et stykke ned af bjergvæggen og rigtigt nok kunne man akkurat ikke se hestene oppe fra vejen. 
Hurtigt løb de selv et stykke længere hen og ned bag en busk, hvor de lagde sig på maven.
"Er du klar?" Lira fastholdte blikket på stien foran hende.
"Klar? Klar til hvad?" Spurgte han og kiggede skiftevis på Lira og på den halvskjulte sti foran dem.
"Levende råddenskab." Hun kunne høre Jodt synke og han lagde sig om end, endnu mere sikkert og klar til at møde hvad der kom imod ham. 

Få sekunder efter blev den stilhed som to mennesker kan lave brudt. Sneen var taget til og Lira kunne nu høre taktfaste skridt blandet sammen med abrupte skridt.
Lira havde haft ret med ikke at skulle ind i tunnellen, det var nemlig der de små, men brede væsner kom fra.
Selv om de var ude i den friske luft, 
fyldtes den med stanken og lyden af hvislende grynt fra under hætterne. Men de var ikke alene. De taktfaste skridt kom fra mennesker eller hvad der var tilbage af dem, bundet sammen af læder og indimellem hørtes et lille skrid i den ellers taktfaste gang som følge af en svirpende pisk. Hvad hun så var næsten ikke engang mennesker mere. De var udsultede og deres kroppe forslåede.
Så stoppede de alle pludseligt. Lira løftede sig en smule på albuerne og kunne se en gammel mand ligge fladt, øjensynligt faldet over snorene eller hans ben simpelthen var bukket under ham.
Fangen bagved greb hurtigt manden og hev i ham for at få ham op at stå. Men den gamle mand syntes ikke at kunne stå på sine egne ben og den hjælpende blev mere og mere desperat og hendes gråd og desperation var stor.
Så blev synet sløret for hende, da fire af Firalias folk gik ind foran og hun kunne se enden af pisken svirpe først op over hovederne på dem, for så at forsvinde ned på manden, hun ikke kunne se. Så fjernede tre sig og den sidste bukkede sig ned. Da han flyttede sig igen, var det for at binde den bagerste fangekæde sammen med den foran.
De tre andre nærmede sig igen og hendes øjne udvidede sig da hvad hun så var dem, der sugede og tyggede af den gamle mand.
Jodt kunne mærke Lira røre uroligt på sig ved siden af ham, men han rakte lynhurtigt og lydløst en hånd ud på hendes skulder og holdte hende nede. Hvad han havde lært hos ridderne, var, at man skulle tie stille i sådanne situationer ellers ville det blot blive værre og gå ud over en selv tilmed. 
Lira klemte øjnene hårdt i. Det var forfærdeligt, for anden gang ikke at kunne stille noget op og hun følte hun var nødt til at gøre noget. Jodts hånd holdte hende dog nede og hun vidste, at det nok også var for det bedste.
 Alt hun kunne, var at høre lyden af deres slupren af mandens blod og det hæse skrig fra den hjælpende fange: "Neeej Far! Nej! Lad ham være! Han er min far! Hører I?!"
Det føles som en evighed, før de stoppede festmåltidet og var for enden af vejen og forsvandt af en anden sti. 
Først der åndede Lira ud og hun opdagede hun indtil nu havde holdt vejret.
Hun kom langsomt til fødderne og rystede det af sig, men opdagede så Jodt stadig lå på jorden. 
Hun lod ham være uden et ord og gik i stedet over til hestene. Lidt efter kom Jodt også over og de besteg uden et ord hestene og red videre.
Da de red forbi manden prøvede Lira så vidt muligt, at lade være med at kigge på liget, men hun nåede alligevel at se hans indvolde var væk og på sporet af blod, der flød hele vejen ned under hendes hests hove.
Ravnene var allerede på den gamle mand og Lira vidste det ikke ville nytte at gøre noget for at holde dem væk.
Fangens ord gav genlyd i ørene på hende. Hvordan hun havde tigget dem om at høre og give nåde til hendes egen far. 
"Vi når hende før de når dine. Hun vil aldrig nå dem. Aldrig. Det skal vi nok sørge før." Sagde Lira til Jodt med mere fasthed i stemmen, end hun egentlig følte hun havde, som hun sad der og rystede i sadlen og satte i trav. Ikke lang tid efter sluttede Jodt til. 

De red nogle dage og mødte regelmæssigt Firalias folk, dog uden flere af de ubehagelige oplevelser. Hun sov dog nødigt, dels af frygt for at blive vækket til live af Firalias folk og dels, at hun nu så ravnen hakke i den døde mands krop.
For hver nat blev det voldsommere og voldsommere og der begyndte at være flere af dem. De hakkede i dem Lira havde set dø og de begyndte at jage mennesker, der endnu levede. Hun blev mere og mere udmattet for hver dag, der gik på grund af den dårlige og manglende søvn.
Lira talte dagene, som det blev koldere og koldere og deres rationer slap langsomt op og på deres 10. dag,  holdt Jodt pludselig sin hest an.
”Vi bliver nødt til at efterlade hestene. De efterlader tydelige spor og vi kan ikke længere gemme dem. Vejene er blevet for smalle til vi kan gemme os og der er efterhånden kun én vej frem.” Sagde han mens han gled af og ned af hesten.
”Vi har heller ikke mad nok, hvis vi skal klare den selv. Tag kun det allermest nødvendige med.”
Han knappede sadeltaskerne op og fiskede mad og andre ting op og vurderede hver eneste ting grundigt.
Han besluttede sig til sidst for nogle ting, men kiggede så op mod bjergene og tog alle de valgte ting op igen og tog flere ting fra. Det ville blive en hård tur op over bjergene, så en let oppakning var essentiel.
Lira var dog ikke gået i gang, hun stod stadig og pillede ved åbningen af sadeltasken. ”Hvad med hestene?”
”Vi må efterlade dem. Så må vi håbe på de finder hjem.” Jodt sagde mere det sidste for at betrygge sig selv og give Lira et håb.
De kunne ikke spise hestene, da det ville blive for besværgeligt. De havde ikke noget, der var stort nok til at slå dem ihjel med og arbejdet med dem, ville være større end hvad de egentlig kunne få ud af dem.
De ville heller ikke kunne lave et bål nu. Her boede så få mennesker, at det straks ville vække uønsket opsigt. Der var heller ikke nogen af dem, der havde lyst til at se deres så trofaste følgesvende dø. 
Samtidig ville hestene også kunne ligge et falskt spor til deres fordel.
Lira fik en kuldegysning over hvad der dog kunne ske med hestene. De havde ikke fået ordentlig mad de sidste par dage og det vrimlede med Firalias hære.
”Men…”
Jodt afbrød hende: ” Lira, du vil vel hellere have, at to af os overlever, i stedet for alle fire dør? Det her er ikke hjemme på slottet, hvor alle kan få hvad de lyster.”
Han fortrød straks den hårdhed, der havde været i hans stemme, men undskyldte sig selv med, at det var nødvendigt for hende at forstå situationens alvor.
”Nej nej. Selvfølgelig ikke.” Hun tænkte med det samme på Svera som også havde valgt at ofre sit eget liv frem for dem begges.
Det gjorde hende ikke ligefrem mere tryg, at Jodt bare gik ud fra, at de døde. Nej, det var bestemt ikke hjemme på slottet det her. Det gik pludselig op for hende, hvor forkælet og godt stillet hun havde været. Og hvor sej Jodt egentlig var.
Hun trådte til side, da han gik ind til hesten for at åbne sadeltasken og kiggede på ham. Hun havde aldrig set ham sådan. Handlekraftig og ansvarsfuld.
”Hvordan kan du dog være så sej?”
Jodt vendte sig overrasket om: ”Hva´? Hvad mener du dog? Lira ville du ikke lige hjælpe til her?”
”Jo. Jo selvfølgelig” Svarede hun og vågnede med et sæt fra sin tanker og tog hurtigt over for Jodts plads ved hesten. 

Da de begge havde pakket jog de hestene, som straks begyndte at lede efter mad under sneen, lidt på afstand og de gik den modsatte vej. De traskede i stilhed og de kilometer de lagde bag sig var ikke mange i forhold til dem de havde på hesteryg.

Den aften havde Jodt ligget noget tid uden at glide ind i søvnen, han følte sig om end endnu mere hjælpeløs. Han var lysvågen og lå og stirrede ud i mørket. Ingen heste og næsten ingen oppakning de kunne leve af og nu hvor Lira og ham ikke havde snakket hele dagen, følte han sig overladt til sig selv.
Han genkladte sig følelsen af en varm hestehals. Hvordan den glatte pels løb gennem fingrene og fyldte en med ro, når man strøg med den bare hånd. Han lukkede ubevidst hånden for at gribe og fastholde den støtte kontakten med en hest gav. Den forsvandt dog hurtigt igen og tilbage var kun den kolde jord foran ham. 

Han kunne høre Lira fra hendes soveplads. Hun snøftede.
"Lira?"
Hun vendte sig ikke om, men mumlede:"Mmh" 
"Er du syg?"
Lira vendte sig om mod ham, rystede på hovedet og med håndryggen, der gned tårer væk og hun smilede et smil han allerede havde på læberne.
Så kunne hun høre han lagde sig ned. Rørte hende ikke, men han var tæt på.
Det var så uendeligt rart og trygt. Det føles som en varm dyne der blev stoppet ned omkring hendes udsatte krop og mindede hende om da Svera hver nat havde ligget lige ved siden af hende.
Lira rakte om og mødte Jodts arm, hun trak den om sig og de rykkede begge tættere på hinanden.
Så rart og så trygt havde hun ikke ligget siden sine barneår med sin mor eller far omkring hende. De var altid faldet i søvn inden hende og Lira havde ligget vågen til de vågnede af sig selv igen og kyssede hende på håret. Så havde de blidt sluppet hende og gledet ud af sengen og værelset i troen om at hun var dybt væk i søvnen.
Der gik heller aldrig lang tid før hun sov. Så snart de havde sluppet hende, var hun omgående begyndt at trække vejret helt dybt og anede kun døren, der gik i med et lille klik. 
Hun mærkede den samme træthed her, men hun havde lyst til at ligge her forevigt og ikke sove. Til sidst gled de dog begge ind i en drømmeløs søvn. Jodt med armen om Lira.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...