Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1646Visninger
AA

12. 12. En kamp for dem vi elsker

Hun vågnede næste morgen med et sæt og hendes krop var svedig. Hun havde haft mareridt igen, men ikke vågnet før på grund af alkoholen. Hun kunne svagt huske skrigene fra hendes drøm og der gik nogle sekunder før billederne forsvandt. 

Udenfor regnede det og hun kunne høre vinduerne give efter for blæsten. Det måtte endnu være tidligt, for der var stille på resten af godset og tjenestepigen var endnu ikke kommet op. Så hun besluttede sig for at vente med at tage et bad og tog i stedet en morgenkåbe på og gik ud af døren. 
Der var dejligt stille på gangene og da hun kunne mærke hendes mave rumle gik hun mod køkkenet. I køkkenet var der i modsætning til resten af gården allerede fuld gang i det hele. Der blev kogt suppe og æltet dej, nogle sad og spiste stille og roligt på en groftudskåret bænk og af og til kom der en ind af døren med friskt kød eller æg. 
Da hun havde stået noget tid og betragtet køkkenet, der var næsten lige så travlt og stort som slottets, var der en der fik øje på hende. 
"Åh det er jo Dronning Lira! Hvad ønsker De?" Sagde en af de lidt ældre damer.
Der blev med ét helt stille og alle bukkede eller nejede febrilsk.
De yngre piger kastede nysgerrige blikke på hende og det var tydeligt, at kun de dygtigste kokkepiger var i stand til at måtte snakke til herskaberne. Det mindede Lira om, at hun ikke var på slottet. 
"Åh jeg tænkte på om der ikke var et eller andet at spise til mig? Jeg er forfærdelig sulten." Liras stemme var en smule hæs og hun snakkede ikke særlig højt, men det lød da til de opfangede hendes besked alligevel og kokkepigen nikkede blot til Lira, selvom hun nok synes hun havde set et hurtigt, lille smil på damen også. 
Da Lira satte sig på bænken, løftede mange af dem der sad og spiste blikket og kiggede lidt mistroisk på hende, men spiste så videre. 
"Jeg kan hurtigt få nogle til at dække bordet op Deres højhed."
"Nej, nej det gør slet ingenting. Jeg vil hellere sidde her, hvis det ikke er til for meget besvær?"
"På ingen måde. På ingen måde Deres højhed." 
Lira nikkede tilfreds og fulgte så nysgerrigt med i hvad der skete omkring hende. Ikke lang tid efter blev der sat både det ene og det andet foran hende og hun tog villigt for sig.
Få minutter efter, kom stalddrengen fra dagen før ind af døren. Lira smilede og gestikulerede ham til at sætte sig overfor hende. han satte sig lydigt ned, overrasket over at se Lira igen og så i køkkenet.
De andre i køkkenet sendte også diskrete, nysgerrige blikke. Hvad havde en lille unge dog at gøre med dronningen? 
Foran ham blev der sat havregrød og han kastede sultent blikket på Liras overdådige morgenmad. 
"Tag for dig. Det skulle nødig gå til spilde." Sagde Lira, som snart var mæt. Drengens øjne blev opspildede af mistro og han kiggede gentagne gange fra maden til Lira. 
"Værsgo," sagde hun og skubbede fadene frem til ham. Han tog prøvende en pandekage og Lira grinede og nikkede opmuntrende til ham. Der gik få sekunder, før han gik løs på alle sagerne. 
Lira smilede og rejste sig så. Hun synes hun kunne ane endnu et smil på den ældre kokkepige. 

"Jeg tror aldrig jeg har sovet så godt i hele mit liv!" Jodts stemme mødte Lira, så snart hun var trådt ud af køkkenet og Jodt kom rundt om hjørnet.
"Du skulle have set det! Jamen altså det var kæmpe og der var tonsvis af puder. Nårh ja det ved du jo alt om, men altså helt ærligt. Det var jo... Jo fantastisk!" Sagde han med et smil og et tilfreds suk.
Lira grinede og indrømmede, at hun også havde haft det sådan, da hun kom her. Det mindede dem om, at de ikke vidste hvad der var sket i hinandens liv de sidste mange måneder og Jodt sagde: "Men det har vi vel masser tid til at få rettet op på." 
Lira smilede skævt og Jodt sukkede og hans smil gik lige så stille af hans ansigt med tanken på den forestående rejse.  

Lira havde mest lyst til at blive her for evigt. Lad nogle andre om det hele. Lade resten af verden klare problemerne ligesom da hun var barn og mor og far var usårlige.  Men de havde ikke været usårlige. 
"Lad os komme afsted så hurtigt som muligt. " Lira vendte sig hurtigt til Jodt og kiggede alvorligt på ham. 
"Men Lira det er jo ikke bare sådan. Vi skal..."
Lira afbrød ham: "Det hele bliver værre for hvert sekund, der går. Vi bliver ikke mere klar af at blive her og opgaven bliver kun større, så hvorfor ikke komme afsted med det samme?"
Jodt kiggede på Lira og det slog ham et kort øjeblik hvor meget Lira havde erfaret på den tid de havde været adskilt. Det var ikke den samme Lira som ikke ville vokse op.
"Du har ret." Jodt sagde det fast og Lira var allerede på vej ned af gangen. 
Jodt stod alene i den store hall og han kunne mærke det knuge om hans hjerte. Hans forældre var stadig derhjemme. Hvem vidste hvad der ville ske med dem, mens han var væk? Hvad ville der ske med ham selv?
Et øjeblik blev han ustyrligt vred på Lira. Hun ville intet miste på denne rejse, hun kunne jo lige så godt dø. Hun havde ikke nogen, der ville vente derhjemme, søvnløse, om natten på hende, ingen, der... Jodt slog forfærdet tanken ud af hovedet og skammede sig.
Lira havde mistet alt, der engang gjorde hende tryg og dem, der elskede hende. Dem, der ventede søvnløse på hende om natten, var væk.
Et helt land forventede sejr midt i hendes sorg. 
Hun havde om end endnu mere at kæmpe for end Jodt.
Det var sikkert rigtigt nok, at grundene til deres sejr for denne rejse, var forskellig. Hvor Jodt skulle overleve for at kunne komme hjem, var det for hende sikkert ikke længere vigtigt om hun selv overlevede, men om at rette op på det der dræbte hendes liv nu. 
Han følte sig taknemmelig og følte sig for første gang i sit liv rigere end Lira af Lavor. 

 

Lira tog en dyb indånding og med et sidste kig ud af vinduet i det store værelse, hvor mystiske lyde af jern mod jern nu mødte hendes øre, vendte hun sig om og gik ud af værelset. For enden af gangen stod en af de store døre på klem og hun bankede stille på den. 
Jodt sad bøjet over et pergament med en pen i hånden.
Lira skubbede den halvåbne dør åben, trådte lydløst ind i lokalet og betragtede Jodt skrive. Gav ham tid.
Hun forestillede sig slottet og hendes forældre. Hvordan det ville have været hvis det var hende, der havde været Jodt og havde nogen at skrive til. Hvad ville man skrive? 'Ærede forældre, jeg er på vej ud på en dødsrejse. Hvordan har I det ellers?' Hun fnøs over den morbide situation og Jodt blev opmærksom på hendes tilstedeværelse.
"Åh Lira jeg hørte dig ikke." Hvad der mødte ham, da han vendte sig fra pergamentet var et stenhårdt ansigt og han vendte sig hurtigt igen, som om han var blevet brændt af hendes blik. "Jeg er øhm lige straks færdig." 
Lira vendte sig også tilbage til virkeligheden og rystede tankerne væk: "Hva'? Åh tag endelig den tid det tager. Det er vigtigt. Det er noget, der er... Er vigtigt." Sagde hun og vendte sig så trist igen mod døren. Han havde chancen for at sige farvel og det var noget hun ikke ville tage fra ham.

Hvor havde Jodt dog trukket nitten med Lira, som aldrig i sit liv havde lært noget om at overleve, men nu skulle med på en dødfarlig rejse. Han ville ikke kun skulle redde sit eget liv, men også Liras.
"Jodt du behøver jo ikke gøre det her bare fordi jeg sagde det i går."
"Det gør jeg heller ikke Lira." Han sad stadig med ryggen til. "Jeg gør det for mig selv. For dig, for min familie og dem omkring mig."

Jodt skulle ikke opleve at miste sine forældre, så Firalias folk måtte aldrig nå frem til dem. En sejr var derfor nødvendig for dem begge.
Det var en kamp de tog ud på sammen og et, de havde til fælles var sikkert: De ville begge kæmpe for dem de elsker. 
Hun besluttede sig for, at selvom hun vidste det var Jodt, der var den, der kunne og skulle passe på hende, så ville hun gøre hvad hun kunne, for at få Jodt hjem i sikkerhed. Hans forældre skal ikke vide hvordan det er, at miste sin søn.
Så rettede hun sig op og gik med rejst pande ned af gangen igen.

På hendes færd til gårdspladsen mødte hun uendeligt mange mennesker og det var som om, hun var den eneste, der var klar over hvad, der skulle ske. Alle andre levede deres liv som de altid gjorde og de fortsatte som om intet specielt skulle til at ske. Men hele verden skulle jo til at ændre sig. Ihvertfald for Lira. Endnu en gang.

Lira tog imod de to opsadlede heste og hun kunne nu se Jodt stå inde i hallen. Han rakte brevet frem og sagde noget til Vastall, som Lira ikke kunne høre. Vastall svarede og rakte så også armen frem for at tage brevet. 
Det var kun et enkelt sekund Jodt holdte fast på brevet inden han slap det, men det enkelte sekund var der. Det var kun Lira og Vastall, der opdagede det og Vastall rakte sin hånd frem og klemte hans skulder som en opmuntring eller en bekræftelse i det han gjorde.
Så gik de begge ud mod Lira, som havde en hest i hver hånd.
"Klar?" Spurgte Lira ham. 
"Klar." Svarede han sikkert.
De vendte sig begge mod Vastall og Lira takkede ham: "Tak Vastall. Det har som altid været skønt at være hos dig. 
Jeg ved, at ingen hjælp eller godhed er nogensinde spildt, lige meget hvor lille den er.  Og De har gjort meget, det vil belønne sig. Farvel for nu." Vastall svarede ikke, men nikkede og skilte sine læber ad adskillige gange, men ingen lyd kom ud. 
Lira smilede opmuntrende, lige så meget for hende selv, som for Vastall og som de red ud af gården, stod Vastall stadig som forstenet og betragtede dem ride ud mod nord. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...