Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1609Visninger
AA

11. 11. Et kendt ansigt hjælper til med beslutningen

 

Derefter brød festen ud. Musikken spillede op og alle var oppe fra stolene. Lira sad et øjeblik på sin stol inden hun forsvandt ud af den lille sidedør.
Hun gik stille ned af gangen og ud mod en af altanerne. Her stod hun og kiggede ud mod bjergene. Hun kunne i det fjerne se flammerne fra Firalias fakler og ellers var alt mørkt.
Hun kunne for anden gang den aften mærke tårene glide ned af kinderne. Denne gang dog mere i ulykkelighed end i vrede.

”Hej.” Endnu en stemme, der afbrød hende i hendes svage øjeblikke den aften. Det var heldigvis mørkt.
Hun vendte sig hurtigt rundt og blev med ét helt stille. Foran hende stod en meget kendt skikkelse. I skæret kunne hun se det krøllede hår og det røde skær. Hun kunne se de små fregner der løb over næsen og hun kunne se det godmodige, kække smil. Jodt.
Hun fik en klump i halsen ved synet af ham og hun kunne ikke få et ord frem andet end et gisp i et forsøg på at få vejret.
”Skal du ikke sige hej eller er du nu blevet en rigtig dronning?”
Lira grinte halvkvalt, tørrede hurtigt de tårer, der nu var blevet til glædestårer, væk og løb så i armene på Jodt, der løftede hende og svang hende grinende rundt.

Da Jodt endelig satte hende ned igen og de begge var helt rundtossede, spurgte hun: ”Hvad laver du dog her?”
”Lidt gensynsglæde ville være på sin plads, men jeg kan da godt gå igen, hvis det er.”
Jodt gjorde mine til at vende rundt, men Lira rakte hurtigt ud efter hans skulder og sagde: ”Nej! Nej det var ikke det jeg mente Jodt. Jeg tror aldrig jeg har været så glad for, at se nogen jeg kender, som nu.”
Jodt smilede og sagde: ”Det ved jeg godt Lira. Jeg har det på samme måde. Jeg er her med nogle af de unge riddere, som arbejdsdreng. Det går bare ikke så godt for dem med at skulle imponere droningen vel?”
Der var røget et hurtigt glimt af skam over hans ansigt, ved hans nævnelse af at være så meget længere nede i status end Lira. Men både Lira og Jodt vidste, at Lira var ligeglad.
 Liras kinder blev røde over den sidste kommentar og hun kiggede ned i jorden. Hun spurgte om han havde set hendes reaktion ved dysten, men Jodt slog hende venskabeligt på skulderen og sagde: ”Ja det gjorde jeg. Jeg har fulgt hele middagen fra siden. Op med humøret gamle ven, det var jo bare for sjov. Det du gjorde derinde var det rigtige. Det andet er vanvid og en underlig skik.”
Lira smilede og greb som et tag af vinden, om Jodts hoved og gned hans hovedbund.
Jodt fik dog hurtigt vristet sig løs og Lira anede i det øjebliks korte børneleg Jodts fremtrædende muskler og hans kinder, der nu var markeret ved kraftige kindben og skægstubbe i stedet for runde og glatte med hvalpefedt. Det var ikke kun hende der var vokset på dette år.
Jodt selv så også ud til at være forsvundet i sine tanker et øjeblik, men de smilte så opmuntrende til hinanden og gik ned af gangen.
”De er nogle fæhoveder. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst, ville jeg ikke lade dig med én enkelt af dem. Det kan godt være de er gode til at fægte, kender hele riddermester-rækken eller ride i høj fart på få minutter eller hvad ved jeg. Men hvad skal man bruge det til oppe i bjergene? De ved jo dårligt nok hvordan man tænder et bål.”

Da de kom til indgangen af salen, hvor Liras lille personlige indgang var, stoppede Jodt.” Det må jeg ikke.”
Lira kiggede på ham og sagde: ”Så vent her.”
Lira trådte ind i salen hvor folk var gået så småt i gang med at danse. Flere og flere blev opmærksomme på Lira og de tiede. Nogle forpustede efter dansen og andre bare glade i færd med en snak.
 Lira gik hen til Vastall og meddelte, at hun havde taget sin beslutning til hvem der skulle følge hende. Vastall var overrasket og spurgte om hun ikke ville se dem klare de næste opgaver også, men Lira svarede hun allerede havde set nok.
Så Vastall nikkede ivrigt og klinkede, om end unødvendigt, da der allerede var helt stille i salen, på sit glas og rejste sig.
”Dronning Lira har taget sin beslutning. Jeg må bede de resterende riddere træde frem, klar til at blive velsignet.” Alle var overraskede, da der stadig var en god stor portion tilbage og hun umuligt kunne have husket dem alle. Ridderne moslede dog frem og Lira vendte sig mod hele salen.
”Jeg, droning af Maraialand, har valgt Jodt, søn af Vraga, til at være min ledsager og livsvogter på min rejse over bjergene.”
Vastall kluklo og forvirringen var stor og alle kiggede sig rundt. De kunne ikke huske en såkaldt Jodt. Frem trådte dog, fra samme dør, som Lira var kommet ind af, en ung mand med rødt, krøllet hår og en høj muskuløs bygning. Han så selv meget forvirret ud og hviskede ud af mundvigen hvad Lira dog tænkte på.
Lira snakkede dog bare højt og klart over forsamlingen: ”Jeg velsigner Jodt, søn af Vraga, med dette vin som symbol, på det blod han vil ofre og jeg beder til, at han med godheden fra guderne, vil overkomme de forhindringer, der skal komme på hans og min vej på bedst mulig vis. Sebamed Hrusma la vulue.”
Hun sagde de gamle ord, rakte ham bægret med vin, som Jodt drak af og dyppede derefter sine fingre i vinen og førte dem over hans pande, hans læber, ører og hænder.
Så knælede Jodt ned og bøjede sig tre gange for Lira og strakte armene op mod guderne og sagde de samme gamle ord som Lira.
Derefter satte han sig på knæ og så kom Vastall til med et sværd og skar først et fint snit i siden af Jodts hals, der ikke fortrak en mine og førte derefter den blodplettede klinge over hans skuldre skiftevis 6 gange i alt.
Til sidst lagde Vastall hænderne på hans hoved og kyssede dem og åbnede dem derefter også op mod guderne og sagde også de gamle ord.
Så brød klapsalverne ud og alle løftede deres glas og sagde i kor henvendt til både Jodt og Lira: ”Må du sejre.”
Så sagde Lira, tilfreds med sin beslutning: ”Lad der være fest.” Alle jublede, skålede og musikken satte straks i gang. Ingen havde åbenbart noget imod det ikke blev en af ridderne, når først de havde fået lidt vin indenbords og der blev spillet op til dans.
Inden Jodt kunne nå at sige noget til Lira, hev Lira ham med ind i kæderne af folk. De første omgange i den hurtige dans, prøvede Jodt at snakke med Lira, men det var umuligt at få et ord indført, for da først hun kom til Jodt i cirklen, var hun straks afsted igen. Efter et par omgange virkede det som om Jodt glemte det og levede sig i stedet over til dansen.

Unge som de var, klarede de snildt flere danse og da de havde været gang i lang tid og var helt forpustede, brød de endelig ud af kæden.
Folk henvendte sig straks til Lira og spurgte om hendes valg og flere lykønskninger kom til hende. Lira svarede tålmodigt og høfligt på alle spørgsmål, men hun kunne se manden, der havde været ubehøvlet overfor hende sidde ved sin plads og kigge på hende. Lira rystede dog på hovedet af det for at fortrænge det og lod være med at tænke på det resten af aftenen.

Lira brød til sidst ud af menneskemængden.
De fleste af ridderne så ikke videre misfornøjede ud og det virkede ikke som det var noget der gik dem helt vildt meget på, at Lira havde valgt dem fra. De fleste dansede rundt med en ung pige i kæderne eller snakkede med deres forældres bekendte.
Der var dog nogle, der stadig sad på bænken, de var blevet placeret på, da de kom ind. Nogle så triste ud, nogle sad med hovedet i hænderne og andre sad blot og stirrede.

Lira gik hen til dem og på vejen snuppede hun en bakke med fyldte vinglas.
”Tag et,” sagde hun til den første på bænken og gik ned af rækken med bakken, hvor de alle tog et glas.
”Tak for jeres mod til at tage prøvelserne og hele vejen herop. Nu må det være tid til, at selv sådan nogle pligtopfyldende riddere som jer har det lidt sjovt og fejre I endnu ikke skal dø.” Derefter løftede hun sit glas og de svarede hende alle, med også selv at løfte glasset og skåle.
Så bød hun dem alle op at danse og snart var hun igen i sving i kædedansen. Her var nogle lige så dårlige til at danse, som de havde været til at slås og ramme, mens andre udviste et imponerende talent og Lira tænkte med det samme, at de nok ikke frivilligt havde valgt at blive riddere.
Tænk et værd de kunne udvise andre steder. Men æren og arven gik foran det meste her i landet og det var noget, der stak dybt i traditionerne.

Mange beundrede Dronning Lira for hendes skønhed og ikke mindst storhed og hun blev ved med at blive budt op til dans, indtil hun til sidst måtte takke nej og bryde ud af mængden af livligt dansende par.
Hun sank ned på en stol og pustede ud.
Vastall kom hen til hende og satte sig også ned ved siden af hende: ”Godt at se, at De morer Dem.”
Han klappede hende et par gange på hånden og sagde ikke mere, men det var som Lira kunne høre ordene: Imens du stadig kan, flyde med ud og fuldføre sætningen.
De sad i en tid, men så sagde  Vastall: ”Jeg var overrasket over dit valg Lira. Jeg ved du gav mig en ordre som dronning, men kan man få en forklaring? Jeg er vist ikke den eneste der higer efter sådan en.”
Lira kiggede frem for sig selv, imens hun betragtede Jodt, der nok for første gang i sit liv, fik lov til at deltage i festlighederne på lige fod med de andre.
Hun samlede sig et øjeblik om hendes svar og selvom det ikke var velovervejet, var det rigtigt. Det kunne hun mærke.
”Jeg ved det bare. Jeg har kendt Jodt siden jeg var barn og han kender vist mere til overlevelse end nogen anden i denne sal. Han er ikke fattig, men de må arbejde for livet hjemme hos ham. Selvom jeg gudskelov aldrig har været nær bjergene, ved jeg dog, at det ikke er en masse krigere jeg får brug for. Det er en, der kan finde mad og varme og en der kan skjule os for Firalias mænd fremfor at kæmpe mod deres store flokke. Det er ikke hele kongefamilien der kommer bumlende i 3 kareter og en hær til beskyttelse. Vi kan være usynlige hvis vi vil.”
Hun snakkede langsomt for at undgå at snøvle og tilsyneladende lagde Vastall ikke mærke til noget.
Vastall nikkede bare anerkendende og rejste sig. Lira kiggede efter ham. Hvad var hans svar? Han kunne da ikke bare gå.

Natten var efterhånden kommet over dem og Lira tilbragte den næste halve time med at sige farvel til gæsterne og da musikken spillede den sidste sang, var der nogle få sejlivede tilbage.

Jodt kom hen til hende og rakte sin hånd frem. Han var tydeligvis lige så beruset som Lira.
”Må jeg bede om denne dans Dronning? De ser for resten hen-rivende ud i den kjole.” Han bukkede dybt for hende og rullede på 'r'-et i 'henrivende', men inden han nåede ned og op igen, nåede han at vakle 2 gange til siden og de grinede begge lidt og hun tog tilfreds hans hånd og de svang stille rundt.
Hendes tanker gik tilbage til gangen og hun genoplevede følelsen af nydelse. Hun skød tankerne væk og kunne mærke hendes kinder blusse af forlegenhed.
Hun lagde hovedet på Jodts skulder og smilede lidt for sig selv. Måske skulle det hele nok gå alligevel. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...