Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1636Visninger
AA

10. 10. Ridderne viser sit værd

 

Én for én kom der er en ridder ind. Nogle var høje og muskuløse, mens andre var små og ranglede. De præsenterede sig alle og bukkede, nogle nervøst og vævende og andre roligt og selvsikkert.
Den første prøve skulle skille de værste fra. Derfor var den første prøve meget simpel: Ram en målskive med et valgfrit våben.
Ind kom en skydeskive i den ene ende og i den anden blev båret en tønde fyldt med økser, knive og pile.
De fik 3 forsøg og mange ramte, men mindst lige så mange skød forbi og Lira tænkte i sit stille sind, at hun selv ville kunne gøre det bedre.
Gæsterne var endnu høflige og klappede af hver deltagers forsøg.
Da prøven var ovre og alle havde fået deres forsøg, var cirka halvdelen sorteret fra. Herefter kom hovedretten ind og de unge riddere satte sig blot ned for enden af rummet.

Da forretten var ovre, gik anden prøve straks i gang. Nu skulle ridderne fægte og kæmpe med hinanden. To modstandere blev placeret i midten af salen i midten af de samlede borde og blev sat i gang med at fægte, mens en dommer kiggede på fra sidelininen. Alle hviskede begejstret til deres bordherre eller –dame. Sværdfægtning var vel anset, fordi det var en disciplin kun riddere blev lært op i og blev betragtet som en kunst at kunne håndtere et sværd rigtigt, samt overvinde sin modstander. 
Mange af ridderens slag var indøvede, men de der var ranglede og tynde bevægede sig hurtigt, hvorimod de større slog bedre igennem og havde nemmere ved at finde ligevægten af  sværdet.
Gæsterne tøede mere og mere op som kampene skred frem og der blev varmere og varmere i salen. De begyndte at komme med tilråb og da en særligt dygtig fægter, havde fået overvundet en modstander og fået ham ned at ligge, begyndte en trampen i gulvet at gå i gang.
Det var almindeligt, at man i fægtekampe gjorde en ende på den sidste modstander man havde, men Lira fik et pludseligt syn af natten hvor hendes forældre døde. Hvordan den trampen var gået i gang og Firalia havde tappet hendes mor for liv.
Ridderen, der havde overvundet den anden rystede over hele kroppen og man kunne sagte høre den overvundne bede for sit liv.
Rytmen fra fødderne blev kraftigere og kraftigere som vinderen stod med sit sværd og trak tiden. Han løftede langsomt sit sværd over hovedet og kiggede lige i øjnene på den anden. Sværdet rystede voldsomt over hans hoved, men han holdt det der.
Tilråbene steg og blev grovere og nogle rejste sig fra deres stole. Det var som djævlen havde taget ved dem og hun huskede igen stanken fra de mørkklædte mænd og hendes mors helt kolde krop.

”STOP!” Lira trak sig så hurtigt tilbage og op af stolen, at den væltede bagover bag hende. Med ét var der blevet fuldstændig stille i salen. Hendes stemme rungede endnu i den store sal. Alle, selv offeret, kiggede på Lira. 
Hun gispede efter vejret, var stille et øjeblik og sagde så indtrængende: ”Hvorfor skal han dø? Er det ikke præcis det vi kæmper imod? At skåne de liv og familier, der er tilbage? Han er endnu ung og har hele sit liv foran sig. Og den anden. Hvorfor skal han tage en vens liv? Skal han leve med mareridt i så tidlig en alder? Det er der ingen stolthed i. De kunne være jeres alle sammens sønner. Må himlen være med jer alle i denne grusomhed.” Hun holdt en kort pause, hvor hun kiggede ud over de chokerede ansigter. 
Vinderen af kampen var ubemærket i gang med  at samle sin medridder op fra gulvet og Lira synes hun kunne skimte vand løbe ned af kinderne på ham.
 Det sortnede for hendes blik og hun mumlede så: ”Jeg har brug for noget frisk luft” Så stavrede hun hurtigt ud af salen. 
Det sidste hun hørte inden hun forlod salen var en mumlen fra et bord: "Jeg sagde det jo."
 Blind af vrede og med hidsige tårer i øjnene væltede hun ned af gangen indtil hun mødte en blind ende. Hun hamrede sin næve ind i døren foran sig flere gange og råbte højt af frustration. Hun kunne slet ikke indeholde de følelser hun havde indeni sig.
”Jeg vidste slet ikke, at en så yndig og ung dame kunne udvise så grimme, mandlige træk” Lira vendte sig kraftigt om og foran hende stod en af de unge riddere.
Hun tørrede hurtigt tårerene væk fra hendes kinder, vreden var næsten forsvundet og lagret i hendes baghoved med det samme og hun kontrollerede sig selv med det samme som hun havde lært. Hun følte sig pinligt berørt sådan at lade hendes følelser løbe af med hende imens en anden havde set det.
Men den unge mand rakte hende et krus vin og bedte hende sætte sig og hun takkede ja. Han var venlig og de sad i lang tid og snakkede.
Der blev fyldt op nogle gange i kruset fra en flaske han tilsyneladende havde fået smigret sig ind på fra køkkenet. Sammen med vinen fra middagen, kunne hun mærke hvordan hendes kinder blev varmere og varmere. Han var en muskuløs, pæn og brunhåret dreng. 

Da de havde siddet noget tid, havde han vist samlet mod til sig og sagde: ”Jeg har holdt øje med Dem hele aftenen nede fra min plads på rækkerne. Det er selvfølgelig også svært andet, når de er så smuk som De er.” Han tog hendes hånd og kyssede den.
”Åh kald mig bare Lira.” Al den formelhed. Hun var træt af det, tænkte hun. Hun lænede sig ind mod ham og hviskede: ”Kald mig nu bare Lira. Jeg er som enhver anden, det må du tro. Ja for jeg må vel godt kalde dig for du ikke sandt?”
Hun ventede ikke på svar, men fortsatte i sit lavmælte toneleje: ”Jeg skammer mig sådan over det hele. Jeg har jo intet gjort for landet og folket.”
Hun stoppede et øjeblik. Han tog hendes hånd og hun kiggede op på ham.
”Men det vil du jo nu.” Sagde han så og trak hende blidt op fra deres plads på stengulvet.
Lira kunne mærke vinen træde ind, da hun havde rejst sig. Det svimlede lidt for hende. Det hele gik lidt langsommere og hun kunne ikke huske hvad drengen hed og om hun overhovedet havde fået præsenteret et navn, men han var så flink.
Han tog hende i begge hænder. Hun gled naturligt op af væggen, som var kold mod hendes ryg og hun kunne mærke hvordan hun længtes efter at smage ham. Han tænkte vist det samme og lænede sig genert ind mod hende. Hun forsikrede ham i hvad han gjorde og hviskede ind i hans øre: ”Giv mig noget mere at skamme mig over.”
Så vendte hun sit hoved mod hans og overgav sig til et dybt kys.
Hun kunne mærke hvordan hendes åndedræt blev kraftigere og tungere. Ikke længe efter kunne hun mærke hans tunge skubbe blidt på og hun åbnede villigt munden og gav ham lov.
Så afbrød han kysset og lige inden hun kunne nå at reagere kunne hun mærke hans læber mod hendes hals. Hun lod sit hoved ligge sig bagover og sukkede dybt mens hun tog et godt tag i hans bløde, tykke hår. Pludselig kunne hun mærke en ulækker, voldsom krop over sig og sammesmeltede lyde fra en kro genspillede sig selv i hendes hoved. 

”Dronning Lira? Dronning Lira?” Hun kunne fjernt høre en kaldende stemme nede af gangen. Med det samme var hun tilbage på den forladte gang.Hun skubbede brat manden fra sig og kiggede sig vildt omkring. Der var ingen Sej og ingen kro og dette havde bestemt ikke været som dengang. Hun tog en dyb indånding, rettede på sit hår og tøj og gik så rundt om hjørnet. Hun håbede på den unge mand var klog nok til at blive der, indtil hun var forsvundet.
”Ja?” Hun sagde det helt roligt, trænet op af hendes mange svinkeærinder hjemme på slottet og gik ned mod stemmen.
Det var en af Vastalls mænd. ” Vastall spørger om De er okay, om De er klar til dessert”
”Ja. Jeg kommer nu. Jeg har det helt… Helt fint.”
Lira prøvede at få styr på det svømmende gulv, da hun gik op til sin plads ved bordet. Hun havde aldrig før fået så meget at drikke og bestemt heller ikke stået på en gang med en halvfremmed mand og blevet forført.
Da Lira havde sat sig spurgte Vastall forsigtigt: ”Er De klar til de næste dyste?”
”For guds skyld Vastall, nej. Jeg vil træffe min beslutning ud fra det jeg har set nu.”
Desserten forløb uden videre dyste eller kommentarer. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...