Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1634Visninger
AA

1. 1. Lira af Lavor


Vil du gerne høre et rigtigt eventyr? Med prinsesser, dronninger, konger, det gode og det onde, fantasivæsner, slotte og kærlighed. Så kom og sæt dig her og hør hvad jeg har at fortælle om landet Maraialand:

Der var engang en prinsesse. Hun blev født som alle andre små børn og hendes forældre holdt af hende. Hun blev født på en solskinsdag. Folk kom ridende eller gående fra nær og fjern for at lykønske Dronningen og hendes mand, kongen. Buddet om, at dronningen skulle føde var blevet sendt af sted så hurtigt, at man skulle tro, det var vinden og ikke bare en af de mange unge riddere, der blevet sendt af sted med buddet.  Alle var samlet for at hylde ægteparret. 
Dronningen var glad, men træt efter den timelange fødsel, da hun i sin morgenkåbe gik ud på balkonen. Hun blev mødt af pludselig stilhed. Alle holdt vejret over den lille prinsesse. Først da dronningen slog tæppet fra den lille og dermed viste en lille, lyserød barnekrop, brød jublen ud. Alle hujede og klappede, som var det aldrig hørt før. De vidste dog ikke, at de i fremtiden skulle komme til at juble højere endnu.
Dronningen snakkede ud over folkemængden: ”Jeg navngiver hende Lira af Lavor. Må hun vokse op til sin tid og vogte over det store Maraialand. Giv hende styrken og hjertet til at holde godheden i Maraialand.”

Fra denne dag voksede og voksede datteren og hun blev behandlet som en rigtig prinsesse. Hun havde ingen problemer og ingen laster i livet. 
Hun havde gyldenblond hår, hun var høj og slank, hun var charmerende, sjov og var god mod alle. Hun havde derfor også vundet pøblens hjerter.
Hun måtte det meste og hendes venner og hende legede tit i den store have med de mange blomstrende rosenbuske eller på de lange gange med store, farverige tæpper og portrætter af gamle, adelige mænd. Og da de blev ældre, løb de i de gamle gader. De fik nyslungen honning hos gamle Sjalka og drillede og spillede terninger med de fordrukne og hårde, men venlige sømænd på kroen. De havde de vildeste historier fra havene og vendte altid tilbage med nye, når vinteren kom og de havde lagt for tøjer i havnen.
Når pigerne ikke var frie til at more sig, modtog de deres undervisning. Undervisning i gode dyder, syning, skrivning og læsning, regning, universets sammensætning og hvad der ellers var nødvendigt for at blive et ungt, dannet menneske, som de voksne udtrykte det. Og alt imens Lira voksede op, levede landet videre mens solen skinnende på dem alle.

 

En tidlig morgen efter en specielt hård aften af undervisning, længes Lira efter at komme ned i stalden. Her blev hun mødt af velvillige, unge stalddrenge.
”Jeg klarer det selv,”sagde hun og gav dem et af hendes smil, der fik hendes øjne til at stråle.

Hun var blevet undervist i takt og tone af hendes mor den aften.
Lira gik forbi de store kridhvide og kulsorte varmblods-heste, fortsatte forbi de store koldblodsheste, der snart skulle på marken så der kunne blive høstet og ned til bunden af stalden.
Moren havde pointeret at hun altid havde måttet meget og havde ladet hende glad gøre det, men at Lira snart var en ung kvinde, som skulle tænke på hendes ansigt udadtil.
Stalden forvandlede sig fra den høje, rene, rummelige bygning til en noget mørkere og mindre, men også hyggeligere stald. Her stod fårene om vinteren og her kunne budenes hårdføre ponyer tøjres og få vand og mad efter en lang rejse gennem landet.
Her lå også kamrene, der var forbeholdt de unge stalddrenge og de rejsende bude. Hun følte sig en del bedre tilpas hernede. Et sted hvor der ikke bare herskede storhed og rigdom. Hun følte at her tilbad folk hende ikke, som om hun var vigtigere end alle andre. Det var ikke vigtigt hvem man var, men bare om man havde brug for hjælp og så ville der blive taget sig af det.
Lira kastede sit blik hen over den store, tomme fåreindlukning og så hen over de slidte døre til kamrene. Kamrene skulle bare fungere og give varme og styrke og ikke være flotte eller imponerende.
Lira lod til sidst sit blik hvile ved en skimlet Connemara pony. Ponyen havde stået opstaldet på slottet hele sommeren. Her nød den godt af at græsse sammen med fårene og nogle af de andre ponyer.
De gik her, fordi de var for langsomme om sommeren, her blev der i stedet brugt de store, hurtige heste. Men om vinteren, når sneen og frosten satte ind, satte ponyerne en god vinterpels og kunne bevæge sig godt og sikkert igennem det glatte og svære terræn med deres små, sikre, stærke ben.  Samtidig behøvede de knap så meget mad som de store heste og de var udholdende, så de var gode til de lange ture henover Maraialandet.
Lira smilte ved synet af ponyen og følte straks en indre ro, ved at være alene med den gode, rolige pony. Hun gik ind i stalden til den, snakkede lidt med den, mens hun kløede den bag øret.
Lira fortalte ponyen ting hun ikke kunne til nogen andre og om vinteren savnede hun ponyen indtil den kom tilbage.
Når en pony kom tilbage fra norden, skyndte hun sig altid så hurtigt hun kunne ned i stalden og tog imod. Hun hjalp så godt hun kunne og var efterhånden lige så hurtig som stalddrengene. Stalddrengene overlod det ofte gladelig til hende. De ville nødig gå i stå i mugeriet eller indhentning af vand, så deres sved blev koldt så de begyndte at fryse.
Hendes hænder, der i modsætning til de rejsende og stalddrengenes, var varme og efter hendes megen syarbejde kunne hun arbejde hurtigt og sikkert med alle de små remme.
Dog måtte hun overlade tørringen af en våd pony til stalddrengene. Hun havde ikke nær nok krafter til at tørre en våd, snedækket pony hurtigt nok.
Men når ponyerne så stod i stalden og alle andre ellers glemte dem, gik hun ned i stalden og nussede og pussede om ponyerne og efterhånden begyndte de at kende hende. De vrikkede med deres ellers søvnige hoveder og tog velvilligt imod de ting hun havde snuppet fra køkkenet inden hun gik.
Sådan var det alle steder på slottet: De elskede at få Lira på besøg.
Hun var den eneste af de adelige der mængede sig med tjenestefolkene frivilligt. Men det var også der Lira bedst kunne lide det.
Da Lira havde sagt hej til ponyen, trak hun det tykke tæppe og gjorden ned fra væggen og lagde det på ponyens ryg. Ponyen virrede lidt med ørerne. Den ville komme senere ud på marken, men den vidste også at det betød en god tur ind i skoven.
Lira klappede ponyen og greb i et rask tag det simple hovedtøj der var uden bid, så man om vinteren bare kunne slå lejr hvornår det skulle være og undgå at skulle have et hovedtøj på igen, når budene havde kolde, stive fingre.
Da hun havde lagt det på ponyen, lod hun den bakke ud af spiltovet  og de gik ud af den smalle, lave indgang. Da de var kommet ud på den store gårdsplads, svang hun sig med lethed i hendes ridetøj op på ponyens ryg og ponyen begyndte at skridte villigt af sted henover gruset. Ponyen vuggede i takt med dens gang med hovedet og man kunne høre dens skridt; klipper-klopper, klipper- klopper.
Lira hilste på nogle tjenestepiger og bag sig kunne hun høre en stemme råbe hende an: ”Lira! Er du ikke sød at ride forbi Laram? Han skal have dette brev, det er blot en meddelelse om hvornår han vil kunne starte igen.”
Lira nikkede og tog så imod brevet fra den rare kvinde Svera. Hun forsvandt ud af gårdspladsen og fulgte hegnet fra fårefolden, der smilte hun til den unge fårehyrde, som var i gang med at drive fårene videre til en mark der ikke var afgræsset. Hun nød at kunne følge med overalt og ligesom med budponyerne, så rendte hun altid ned og imødekom hyrderne og fårene når de kom hjem fra deres månedslange sommergræs. Et liv ude i friheden måtte nok være det Lira drømte mest om.

Lidt senere kom hun ind i skoven og ved lyden af fuglene og hvislen i træerne, forsvandt hun ind i sine egne tanker. Nu var det bare hende og ponyen.
Solen var så småt helt oppe på himlen og hun tænkte på sin far, der nok lige nu havde sat sig til rette bag sit store skrivebord og hendes mor, der nu stod og kaldte af nogle tjenestepiger eller tilså slottet sammen med hushovmesteren.
Hun var skræmt af tanken. Tanken om at hun skulle være dronning en dag. Hun havde hverken lyst til at skulle holde store sammenkomster for de rigeste og mest utålelige mennesker i landet eller bestemme hvordan en rosenbusk skulle klippes til. Var det virkelig det hun voksede op til at skulle gøre?
Hun følte sig slet ikke hjemme blandt sin mor, dronningen og sin far, kongen. Hun havde det bedst sammen med de hjertelige, storbarmede kogekoner, de sladrende, muntre, unge piger og med de friske, sjove stalddrenge og markfolk.
Lira nåede til en lysning i skoven, her lå Larams sommerhus. Laram tilbragte tiden her sammen med sin kone og børn i de varmeste sommermåneder og kom derefter tilbage og levede i en længe af slottet og varetog sine opgaver med regnskaberne.
Hun gled elegant af ponyen og trak den med over til et nærliggende træ og bandt den så her, hvor den straks begyndte at nippe til det friske sommergræs rundt om træet. Hun vendte sig mod det lille hyggelige hus og gik frem til den lille dør og bankede på. Ingen svarede. De måtte være udenfor et sted, så hun fortsatte rundt om huset og så rigtig nok Laram. Han stod rank med ryggen til, ved siden af sin lille datter, der hev i hans lange, tynde jakke.
”Laram, jeg har et brev til dig fra Svera.”
”Oh goddag Lira” Sagde han, imens han samlede sin datter op og anbragte hende på armen og vendte sig derefter imod hende og tog imod brevet.
”Åh nej Lira, er du nu ude på den lille brogede pony igen? Ja, ja så kan man se hvad der sker på det korte tid jeg er væk.” De lo begge.
Lira havde altid redet på den lille snuskede pony, også når regnskabsholderen var på skolen og manede hende om at lade være. Han ville have hende til at ride roligt og undgå at blive beskidt på en af de fine heste med sadel og et rigtigt bid. Men hun fik alligevel lov til det, da hun stadig var ung og red kun hvor folk der kendte hende så hende. Laram vidste også at han havde så godt som ingen magt over Lira og sagde det mere for hendes eget bedste, da han vidste hvad hendes lærere, far og mor syntes om det.

Den lille datter der ved ordet pony var lyst op i et smil sagde: ”Pony, pony. Far pony!”
”Åh nej da se nu hvad du har startet ved at komme her i det udstyr Lira” Sagde han og smilte.
Lira vinkede og smuttede hurtigt ud til ponyen igen. Tænk at være så lille og ikke skulle tænke på hvad hele folket synes om sig.
Hun satte ponyen i trav og den travede fremad gennem skoven med ørerne fremme. Hun forsvandt igen i sine egne tanker og kunne ikke lade være med at blive påvirket af hestens ivrighed. Hun smilte til sig selv og tænkte over hvis det nu bare altid var så enkelt som det her lige nu her.
Ingen bekymringer, bare fremad.
Hun fortsatte af stien i lang tid og havde ikke lyst til at vende om og tilbage. Hun ville bare fortsætte og hun lagde an til galop. Ponyen lystrede og fortsatte muntert i galop af den lange skovsti.
Hun kunne mærke den blide morgenvind i hendes ansigt og farten fik hende til at udstøde et hvin af glæde. På hver side af hende susede de grønne grantræer forbi og fremad kunne hun se den brede, lige sti med nedfaldne blade, der dæmpede lyden af de dundrende hove.
  Ponyen øgede og øgede farten for hvert skridt og først da Lira nåede til den store, blå sø, satte hun den forpustede pony ned i skridt og skridtede stille og roligt ned til søen.
Hun klappede ponyen på dens svedige hals og kunne mærke dens ribben udvide sig i takt med at den pustede ud. Hun gled selv forpustet og smilende ned og de drak begge stille et øjeblik af det kølige vand.
Søens vand var spejlblankt, da ikke en vind rørte sig her ved vandhullet. Kun enkelte steder kunne man nogle gange se en luftbobbel, måske fra en fral, stige op til overfladen og sprede ringe i vandet. En fral er et fredeligt lille, langsomt, tykt væsen, der lever i søer. Nogle gange kan man se deres store øjne der sidder på toppen af hovedet som to kugler sat fast. 
Pludselig kunne hun mærke en hånd der blev lagt på hendes skulder. Hun vendte sig forskrækket om og helt tæt på hendes eget ansigt, så hun et ansigt der udvidede sig i et grin og sagde: ”Bøh!”
Hun trak sig hurtigt tilbage, men grinede så og slog vand op i ansigtet, da hun fandt ud af hvem det var. ”Det må du aldrig gøre igen Jodt!”
”Hov, hov, hov!” Sagde den unge dreng Jodt og slog også vand op på Lira.
”Hvad skal dette ligne? Skal du tilsmudse de kongelige klæder!? Det bliver kongen ikke glad for at høre!” Grinede Lira.
”Uh nej da, hvad har jeg dog gjort? Jeg håber da så sandelig, at kongen vil tage mig i nåde og ikke ofre mig til dragerne!” De grinede begge og Jodt svang sig op på sin kraftige, men hurtige hest.

De skridtede hele vejen hjem gennem skoven sammen, mens de snakkede. Da de igen nåede frem til kanten af skoven, hvor Lira var kommet fra, red de ud af skyggen af træerne og frem til hegnet, der holdt rævene fra fårene. Solen stod nu højt på himlen og varmede hele Maraialand godt igennem.
Hun tog sin hånd op til sit opsatte hår og tog sin hat, der havde holdt hendes hår på plads, af. Hun rystede på hovedet og hendes lange blonde hår faldt ned på ryggen af hende og hun begyndte at vifte sig let med hatten.
Hun skiltes med Jodt, der hvor vejen skilte i en vej op til slottet. Hun vinkede smilende til Jodt og var glad for han havde gjort hende selskab på turen hjem. Han var begyndt sin udlæring hos en af riddernes mænd og havde kun meget lidt ferie fra hans strenge og lavt betalte job her i de varmeste måneder.
Hun sørgede for at ride ind gennem den lille port, så hendes mor ikke risikerede at se hendes udslåede hår.
Hun steg af og klappede taknemmeligt ponyen. Så trak hun den igen ind i stalden, sadlede den af, børstede den og gav den vand. Hun sluttede af med at give den et friskt æble, hun havde snuppet fra de tidligt modne æbletræer i køkkenhaven, på vej ud til staldene.
Så løb hun med håret dansende livligt bag sig op af gårdspladsen og igennem gangene, hvor hun til sidst mødte Svera i badestuen, der havde gjort et bad klar til hende. Hun hoppede taknemligt ned i karret med det lunkne vand, der duftede af lavendel og roser og lod sæbevandet vaske al sveden og den ellers så rare hestelugt af hende. Lira lukkede øjnene og lod sig sænke dybere ned i vandet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...