Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6095Visninger
AA

9. Kapitel 9

Hej alle sammen
Hvordan går det? Håber det går godt. Men ihvertfald, gå da lige ind på min profil og bliv fan, og når du nu er igang, så kommenter lige hvad du synes, like historien, og bliv fast læser, det ville være rigtig dejligt at se hvor mange der egentlig følger med.

"Ja?" Svarede jeg, og kiggede endnu en gang op på Niall, han så meget bekymret ud, og havde stadig tårer i øjnene, og egentlig var det lidt underligt at han havde, han er ikke den store der viser følelser, så man må sige at det er noget der har ramt ham hårdt, men min far var også ligesom hans extra far, de havde et helt specielt bånd sammen, to skøre 'unger', hvis man kan sige det sådan. 
"Du siger bare hvis der er noget du har brug for, jeg vil gøre alt, købe alt" Sagde han, og kiggede op igen. Han var virkelig ked af det, det gik endnu hårdere i hjertet. Jeg følte at jeg havde en giganomisk kniv i mit hjerte, som bare sad der, skar dybere og dybere ned. Smertefuldt. 
"Det lover jeg" Svarede jeg, og tog dynen overhovedet, så han ikke skulle se at jeg begyndte at græde. Det var virkelig svært det her. Jeg hørt døren smække, og troede at han var gået ud, men jeg rykkede ikke min dyne, den beskyttede mig af en art,  som om at der var en der holdte hånden over mig, så intet slemt ville komme. 
Jeg følte pludselig at der var en der satte sig i min seng, og bare sad der. Helt stille. Men hvem kunne det være? Det kunne kun være Niall der ikke var gået, men barre lukkede døren efter sig. 
Han fjernede let dynen fra mit ansigt, og så mit fugtige ansigt af tårer, og begyndte let at nusse mig på kinden, det var virkelig dejligt, men samtidig mindede det mig om min far da jeg var helt lille, han sad altid på sengekanten, mens han læste eventyrer op, og nussede mig på kinden. 
"Er du sikker på at du er okay?" Sagde Niall igen, og kiggede ud af det store vindue, selvom der var trukket for.
"Ja, det fint, jeg havde bare ikke lige forventet at skulle snakke om det her" Svarede jeg og lukkede mine øjne, jeg var virkelig træt, og havde bar brug for at sove, lige her og nu. 

Jeg  vågnede af at solen strålede igennem de tynde gardiner, jeg følte mig som en lille prinsesse, selvom jeg stadig var sønderknust over at have fortalt min historie, ikke fordi at jeg ikke vil fortælle den, men at det kom så pludseligt, jeg ved ikke, det var bare rigtig svært for mig. 
Jeg vendte mig om på siden, og så at Niall lå ved siden af mig, helt ude i siden så jeg kunne få plads, jeg fylder en del når jeg sover. Måske var det derfor jeg havde sovet så godt, fordi Niall lå ved siden af mig?
Jeg rejste mig op, og kig hen til min kuffert for at finde noget tøj, jeg anede ikke hvad jeg skulle tage på, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle idag, men det endte med at jeg tog en blå Abercrombie & Fitch trøje på, en med blomster noget på, og et par sorte strame jeans. 
Jeg gik ud på toilettet for at skifte, det ville være lidt akavet hvis Niall vågnede, og jeg stod der og skiftede. Inde i stuen sad Zayn og Liam, de kiggede begge to på mig med store øjne, for at se om jeg var okay, jeg smilte til dem, og håbede at de forstod min hentydning. 
Ude på badeværelset var der en smule rodet, og der var toilet tasker alle steder, jeg slog toilet brættet ned og lagde mig tøj der. Jeg gik hen til spejlet, og så på mig selv. Gal hvor var jeg  grim, jeg havde mascara ud i hele ansigtet, hele vejen ned ad kinderne. 
Jeg fandt min toilet taske på en af hylderne, og fjernede let min mascara, and alt det andet der sad rundt i mit ansigt der ikke skulle være der. Det tog ca. 10 min. men så var jeg også helt neutral at se på igen.
Jeg gik forsigtigt hen til mit tøj, og tog det på, toppen sad perfekt, bukserne var lidt mærkelige nede ved læggende, de var lidt løse, men ligemeget. Jeg tog et tyndt lag mascara på, og en smule lysebrun øjenskygge, bare for at gøre lidt ud af mig selv. Da jeg synes jeg var færdig gik jeg ud fra toilettet, og lukkede døren efter mig. 
Liam og Zayn sad stadig i stuen, og efter jeg havde smidt mit tøj ind på værelset gik jeg ind og joinede dem, de vidste ikke helt hvad de skulle spørge om, og jeg kunne sagtens forstå dem, for altså jeg tudede hele aftenen igennem igår, så det klart for en hver at man ikke ved hvordan man skal starte.
"Det okay, jeg har det fint, jeg kan bare ikke klare at snakke om min far" Sagde jeg, og fik en klump i halsen, men jeg ville ikke græde igen, så ville de først blive forvirrede.
"Du klarer det godt Katie" Sagde Zayn og kiggede på mig med sine dejlige brune øjne. 

Klokken blev 10, og resten af drengene skulle op hvis de skulle nå til det interview de skulle nå. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle med, eller om jeg bare skulle blive her, men måtte hellere finde ud af det, for på den anden side skulle jeg også finde nogle kontakter her i London, sådan at jeg ikke kun har drengene. 
"Skal jeg med idag?" Spørger jeg drengene, som alle sammen sidder og spiser morgenmad. De kigger lidt rundt på  hinanden, indtil Harry siger: "Ja Katie, selvfølgelig skal du det? Du skal ikke snuse rundt i lejligheden alene" De begynder alle sammen at grine, men Louis ser stadig ked ud af det, det var ikke rart at se ham så ked af det. 
Jeg burde egentlig også få noget morgenmad, og da jeg kiggede over på bordet  var der en plads ved siden af Harry, og en ved siden af Louis, jeg valgte at gå over til Louis, af 2 grunde, den ene fordi mit løfte til Niall, og for det andet tror jeg at det ville gøre Louis lidt gladere, for han skal ikke have det så dårligt, han kunne på ingen måde vide det. 
Vi spiste resten af vores morgenmad i ro, der var et par enkle jokes her og der, men ellers i en behagelig stilhed, og da vi var færdige rejste vi os alle sammen op og tog vores tallerkener ned i opvaskemaskinen, jeg synes det var ret sejt der var sådan en på et hotel værelse.
"Må jeg snakke med dig Katie?" Spurgte Louis, og man kunne se at han bare brændte for at fortælle noget. Vi gik sammen hen til hans værelse. Det var rent, og pænt at se på, selvom vi kun havde været her i en dag, men mit var altså ikke særlig pænt at se på. 
"Jeg undskylder altså hundrede millioner trillioner gange for igår, det var ikke med vilje, hvis jeg havde vist det havde jeg ALDRIG nogensinde gjort det, tro mig, lover ikke at gøre det igen" Louis kiggede på mig, og han udstrålede skyldfølelse. 
"Det gør ikke noget, I havde fundet ud af det på et tidspunkt alligevel, nu ved I det jo bare fra start af, kan man sige." Sagde jeg og kiggede på Louis, han var ikke helt tilfreds. "Men jeg LOVER, jeg er ikke sur" Afsluttede jeg, og han lyste op.
"Det er tid til at gå!" Råbte Liam, vi løb begge to ud i gangen, og jeg skyndte mig at tage mine blå vans på, og gik ud på 'gangen' så jeg stod der før Louis, Muaahhah.

 

Undskyld at det var lidt kortere det her kapitel, men det blev altså nød til at stoppe her, ellers gider I ikke læse næste kapitel.

Nå, men hvad synes I? Godt el. dårligt?

xx Caroline

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...