Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6090Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

*Noter*
Hej alle sammen. 
Tænkte om i ikke lige gad og dele den med jeres venner/veninder/bekendte/familie, et eller andet? 
Det ville være lidt federe at der var mange læsere.... 
Men indtil videre er jeg glad for jer der gider at læse med, for som sagt er det her min første, men jeg vil gerne have at der er  nogle der læser med. 
Ellers er jeg en lille smule lonley om at skrive den. Det er måske heller ikke så fedt så.

Men ihvertfald, her er kapitel 3.  

"Ørmm.... Nej, altså... Egentlig ikke" Svarede jeg, kort og kontant. Der blev stille i den anden ende af røret.
"Mener du det?" Spurgte Niall forsigtigt, man kunne høre han var skuffet og knust, det gik lige i hjertet, kunne ikke holde ud af høre ham sådan, det var kun sket en gang før, og der var mange virkelig sønderknust. 

"Er du sikker" Orderne går lige i hjertet. For det var jeg. Var det den rigtige beslutning. Selvom det ike engang var mig der havde besluttet det, jeg kunne ikke gøre noget.
"Jeg er ikke sikker på noget" Begyndte jeg, indtil han så mig dybt i øjnene. Han var fantastisk. Det var jeg sikker på. Vent HVAD? Nej, nej, nej. Glem den del.
"Husk nu bare 2 ting: Det er ikke mit valg, og det er ikke så lang tid" Begyndte jeg igen, men blev endnu en gang, men denne her gang satte han fingeren foran min mund.
"Ikke så lang tid?" Han så sur ud, men ikke på den måde, mere som om at jeg havde sagt noget forkert.
"Katie, du står og siger du først kommer tilbage om et halvt år?!" Jeg blev ked af det. Tror han ikke det er svært for mig? At jeg skal klare mig med min mor i et halvt år, ikke at det var slemt, men fordi hun  havde fået et eller andet arbejde. Jeg ville ønske jeg kunne blive her, og bare bo hos Niall?
Vent? Det var en god idé, men tror aldrig min mor ville gå med til det. Eller?
"Jeg ved det Niall. Men, hvis jeg kunne komme uden om det, tror du så ikke også jeg havde?" Siger jeg, måske en smule halv provokeret, men det er fordi jeg ikke gider det her. 
Niall så på mig, som om at han havde fået den samme idé som mig. Han tog sin telefon og ringede op til min mor. 
"Hej, det er Niall. Tænkte...." Og Niall begyndte at forklarer det hele til min mor.
Der var en masse små snakken frem og tilbage, indtil Niall sagde farvel og lagde på.
"Tja.. Det gik ikke som forventet" Niall kiggede ned, og man kunne se at en tåre var på vej.

Jeg begyndte at tænke mig om? Var det det rigtige jeg har sagt? Nej. Jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan. Igen. Det var svære en helvede sidste gang.
"Ej Niall... Rolig. Det var bare for sjov. Selvfølgelig skal vi det." Han åndnede lettet op, han troede på den. Men det kan man jo også sige jeg gjorde. I den grad. 
"YES, okay. Ørmm.. Det bliver nok omkring klokken 18.00 tirsdag, til onsdag på et eller andet tidspunkt hen af dagen?" Typisk Niall... Altid på et eller andet tidspunkt, som han ikke er hel sikker på, det er altid svært at planlægge med ham.
"Perfekt, glæder mig." Jeg lagde på. Ved ikke helt hvorfor. Jeg var bare ved at flippe ud. Endelig kommer min skønne Niall hjem igen... Nej, vent. Slet det der skønne....

De næste dage gik sådan, ja noglelunde. Jeg var meget alene. Og Sasha gik den anden dag, næsten lige efter jeg var færdig med at snakke med Niall. Hun havde åbent bare andre "planer". Tsh. Som om. Hun ville bare have at jeg skulle føle at der var nogle der gad mig, også skred hun igen. 

Jeg blev mere og mere glad for at Niall snart, altså. Jeg har fået lov til at slippe for skole onsdag for min mor, så jeg kan være sammen med Niall, nu hvor han endelig er her. 
Selvom jeg mangler meget lidt. Altså. Jeg er 18 år, og har en sådan underlig slags gymnasium. Der er "kun" 1G og 2G. Så jeg er færdig her om lidt, og thank God for det. 
Det er søndag, og jeg er igang med at gøre klar til at Niall kommer, for imorgen der når jeg helt sikkert ikke noget. Der skal jeg til "skole-hjem samtale" eller hvad man nu kalder det. Så der går hele dagen på det. 

Skole dagen gik som den plejer. Helt stille og roligt. Men jeg blev mere og mere spændt på at Niall snart skulle komme, og til "skole-hjem samtalen" kunne jeg slet ikke sidde stille, jeg er ikke den type der sidder stille i forvejen, og nu var jeg virkelig ikke til at styre. 

Endelig blev det tirsdag, og Niall kommer i aften. Jeg vågnede egentlig op og havde det virkelig dårligt. Men hen af dagen blev det bedre. Tror det var på grund af at jeg var så spændt. Jeg sad også på værelset, og tegnede en masse tegninger med Niall og jeg. Tegninger var seriøst et godt middel på alt, uanset hvordan jeg har det kan jeg altid tegne mig fra det. 

 

Endelig var jeg hjemme.... Nu var der kun 1 time til at Niall skulle komme.  Han var sikkert allerede på vej. Han var altid i god tid.

Nialls synsvinkel

Så, nu var det bare at tage de sidste 20 m. op ad den lange indkørsel, også var jeg der. Katies hus. 
Efter en lang dag hvor jeg har siddet, og spist en hel masse, 8 forskellige retter også 2 desserter. Man kan godt se at det er lang tid siden min mor så mig sidst, men på den anden side er det en del af hende, og det er nok også derfra at jeg har fået mine madvaner fra, hun har jo fodret mig godt og grundigt da jeg var barn. 
Jeg vågnede fra min tanker af en varevogn der kører forbi. Nu var det nu, jeg var under 2 minutter fra at se Katie. Min elskede Katie, som desværre kun er min bedsteveninde. Men inderst inde er hun meget mere end det. 
Jeg var endelig noget op til hoveddøren, da jeg forsigtet trykkede ringeklokken ned.
Ding dong. 
Man kunne høre hendes små fodtrin løbe ned af trappen, da hun tog i håndtaget fik jeg helt ondt i maven af glæde.

Muaahahahahah! Jaaa...
Hvem ved hvad der sker... Nårrr ja. Det gør jeg.
Kom gerne med ris og ros. Selvom at den lige er startet. Så er i da mere end velkommene til at sige jeres mening.

xx Caroline 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...