Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6089Visninger
AA

24. Kapitel 24

Katies synsvinkel

"Katie?!" der var en eller anden der skreg mig ind i hovedet, ingen idé om hvem. Stemmen var bekendt, og meget bestemt. Hvor var jeg? Det eneste jeg kunne se var sort, som om at jeg var i min egen verden. Jeg kunne ikke komme ud, kunne ikke åbne mine øjne, for at se hvem der var der stod og skreg mig ind i hovedet, for det er jo tydeligt at der er et eller andet galt, helt galt. 
Det eneste jeg husker; er at vi var samlet, samlet på grund af en SMS, fra ham. Hvad sker der? Jeg føler mig helt fortabt. 
Det sidste lange stykke tid, har jeg bare grædt, grædt over min tidligere bedste ven, som blev til min kæreste, hvor han derefter vælger at stikke af, uden at give en troværdig grund, og siger højt til alle min fortid, som jeg ellers var kommet fra. Eller det var jo ikke hans skyld, det var min skyld at sige til Zayn at han skulle læse den op, men alligevel, jeg er overvåget 24 timer i døgnet, og kan ikke få lov til at græde ude på toilettet når jeg bare har lyst til at smide håndklædet i ringen, fordi Louis tror jeg begynder at cutte, også selvom det har været virkelig fristende. Hvad sker der? Hvordan kan man græde så meget? Og hvordan kan man løbe væk, uden at sige noget? Jeg er virkelig sur. Intet kan blive det samme, ikke engang når han kommer tilbage. Han har såret mig så fandens meget, at det næsten er utilgiveligt, eller nej. Det ER utilgiveligt. På alle måder. Hvordan kunne han få sig selv til det, på nogle måder?! Det irriterer mig grænseløst, at han ikke giver lyd fra sig, for det første bliver jeg skide urolig, om der er sket noget med ham, for det andet; så gør det ikke nogle forskelle, ingen har fundet ud af det endnu, og hvis det så var, så kan de ikke se hvis vi snakker, der må ligge noget mere bag end som så, noget han ikke fortæller mig, som bare gør mig endnu mere bange!

"Katie?!!!" En hæs stemme blev højere, den er fuld af gråd, smerte, sorg, og sikkert mere. Jeg kommer tilbage til mig selv, kan mærke at mine øjenlåg roligt slår op. Alt er helt sløret, men kan se nogle skikkelser der uroligt bevæger sig rundt.
Der står de så, Zayn, Liam, Louis, også Harry og hans grønne øjne der borrer sig ind i mig. Hans kinder har tårer overalt, jeg kigger ufokuseret hen på de andre, de ligner Harry, altså med deres tårer, hvor lang tid har jeg været 'væk'? 
"Hvad?" Nærmest hvisker jeg, min stemme virker helt forkert, eller, det virker forkert at snakke i det hele taget. 
"Hvad fanden skete der?" Hans stemme er så nervøs, og hans øjne er fyldt med vand. Hvad fanden er der sket siden han, og de andre drenge reagere sådan? Det må være slemt. Eller...
To hænder tage hurtigt fat i mig, den ene omkring mit liv, den anden i min hånd. Hvad sker der? Noget virker helt forandret. Jeg kommer hurtigt og usikkert på benene, prøver at holde fat i den person der nu har rejst mig op.
"Hvad er der sket?" Mumler jeg, en smule højere end sidst jeg sagde noget, men stadig ikke særlig højt, og nok kun lige højt nok til at de andre forstod det.
"Du faldt bare om" Harrys stemme var hæs, og man kunne godt høre han havde grædt, hvorfor?. "Besvimet" sagde Louis lidt efter. 
Hvorfor var de alle så urolige for mig? Det burde de ikke, hvis der er nogle der burde være urolige for mig, så burde det være Niall, men næææh nej, han skulle rende rundt og prøve at spille helt, prøve at få alle til at have det godt, udover hans 4 bedstevenner og hans kæreste.
"Woooow" Zayn så skræmt på mig. Havde jeg virkelig tænkt højt... IGEN? Skal virkelig stoppe, enten med at tænke, ellers med at tænke højt, måske er den første mulighed den bedste. 
"Igen" mumlede jeg, mens jeg stille gik væk fra Harry og hen til en stol. 

"Hvad stod der i beskeden?" Mit spørgsmål kom helt bag på dem, som om at jeg havde glemt det, men så glemsom er jeg heller ikke. 

 

Louis' synsvinkel

Havde hun virkelig bare besvimet? Alle var fuldkommen bange, tårende pressede stadig rigtig meget på, jeg var virkelig bange for at jeg skulle græde foran Katie, hvis ikke jeg havde, var ikke sikker. Harry var flippet fuldstændig ud, jeg tror han føler noget for hende, også selvom Kat er noget så sur på Niall her for tiden, hvilket er forståeligt, så elsker hun ham virkelig højt.
"LOUIS!" Deres stemmer lød som et kæmpe ekko, gennem den store lejlighed. Jeg må seriøst stoppe med at lukke mig så meget ind i min egen verden. Det gør ingen gavn. 
"Ja?" Måske en smule koldt, men hvad skal jeg gøre? Jeg er mindst lige så forvirret som Katie. 
"Hvad stod der i sms'en?" Harrys stemme var meget utålmodig, men fair nok, jeg ved jo heller ikke hvor længe jeg har været inde i min egen verden. 
Jeg fandt min mobil frem, i håb om at det var sms'en fra Niall de mente, jeg havde ikke engang selv læst den, bare hans navn fik mig til at fryse, altså, I ved, ikke sådan fryse, som at have det koldt, men den anden måde fryse, som I at stå stille. Tror I har fattet det. 

"Hej Louis.
I starter nok med at tænke hvorfor jeg skriver til dig, og ikke Katie, men I må vide at ved at være alene på den her måde, har gjort så jeg har fundet ud af en ting, noget jeg aldrig troede jeg ville kunne tro, eller, måske, who knows. 
Du skal starte med at sige til Katie at jeg virkelig elser hende, at hun er den eneste for mig, men mest af alt noget hun ikke ved, nemlig at vi skal ses, os alle 6, virkelig, har noget at fortælle som I aldrig troede var muligt, og muligvis det eneste gode der er kommet ud af min lille 'flugt'.  Hvorfor gjorde jeg det? Ja, vil forklare det så kort som muligt, og inden I tænker, kan han ikke gøre det hvis vi mødes? Så meget er jeg heller ikke i stand til.

En kort af en lang er at jeg følte at Katie måtte se hvordan fansene også kan være sure på
mig, de kan også være kede af det. I ved ikke hvor meget såkaldt 'hate' jeg har fået, altså det har ikke været sindsygt, men tror der er over 500 personer der har skrevet at jeg er et opmærksomheds krævende fjols. 
Så ville jeg se om Katie er i stand til ikke at se mig, for jeg har fundet ud af at siden vi er kommet sammen, så kan jeg ikke LEVE uden hende. Jeg har levet på et hotelværelse under falsk navn. 
Sidst men ikke mindst, så skulle jeg se om hun ikke ville cutte igen, håber hun har sagt det til jer, eftersom jeg hentydede til det i min sidste besked, btw. undskyld for at de er lange, men det er langt nemmere end at skulle ringe, og I vil få mere ud af det. 

Elsker jer alle.
-Vi ses imorgen kl. 12.00 ved den der lille kaffecafé, I ved godt hvilken jeg mener. 
Niallx 

WOW! Alle vores munde stod åbne som et O, selv min der havde læst det. Måden han skrev det på var helt sikkert gennemtænkt, og hvis jeg kender ham ret, så har han tøvet meget med at sende den. 
Mit blik gled hen på Katie, hendes ansigt så helt smadret ud, nok af at græde så meget, som hun har gjort for tiden. Liam holdte om hende, hun var tydeligvis 'tilfreds' med beskeden, selvfølgelig var hun det! Hun ser Niall imorgen! 

Katies synsvinkel

Resten af dagen var som en dans på skyer, jeg glædede mig som en lille pige til juleaften til imorgen, min elskede lille Niallermand kommer imorgen, eller nej, vi mødes. 
Drengen har tydeligvis lagt mærke til mit pludselige humør skift, hvilket har gjort at vi har fjollet langt mere end vi har gjort de sidste, MEGET mere end vi har gjort på det sidste. 
Alt var seriøst fantastisk, hvordan har jeg kunne leve sådan på det sidste, selvfølgelig ville han komme tilbage? Niall er ikke typen der stikker af, nejnej! 

 

Aftens maden var helt i top, den eneste der ikke var helt oppe over skyerne var Harry, han var glad, men virkede ikke til at være helt over happy, som resten af os er. 
Jeg håber virkelig ikke der er sket noget i hans familie eller noget, og undskyld jeg siger det her: men jeg er ligeglad! Det eneste der overtager min hjerne er at min skønne fantastiske irske bedsteven/kæreste kommer imorgen. 
Jeg har fuldstædig tilgivet ham for det han har gjort, men kræver alligvel en bedre forklaring på et tidspunkt, måske ikke lige her imorgen, der tror jeg også jeg glemmer det, men ja... SNART, når vi ligesom er faldet på plads igen, ligesom TETRIS. 

 

***

 

 

"KATIE?" Louis' stemmer overtog så lige mit værelse.
Igår havde været fuldstændig fantatisk, efter vi havde spist havde vi set film, til langt ude på natten, hvorefter vi var gået hver til sit. Louis og jeg havde godt nok fjollet en del inden vi gik i seng, men jeg vandt vores 'kamp' ved at hælde vand i hans seng, og nåede ind på mit værelse og låse døren inden han kom. 
Hvilket minder mig om................
Louis? Jeg tør sgu da ikke åbne døren, så står han der ved en kage som jeg for i ansigtet eller et eller andet. 

Efter mange overvejelser havde jeg taget noget lidt almindelig, men alligevel havde jeg gjort lidt mere ud af mig selv, bare for Nialls skyld. 

"Hæven er sød sweetie" Louis´ ellers dejlige stemme var fuldt med hævn, hvilket ikke klædte ham, han virkede som et lille barn på 7, og når man tænker over det, er det lige det han er, bare i en forvokset krop. 
Jeg vendte mig langt om længe om, af ren nysgerrighed hvad han nu havde lavet, jeg når kun lige at vende mig om, før han kaster gårdagens pasta og kødsovs i hovedet på mig, noget så klamt! 
Jeg løb over til ham, men han nåede ind på sit værelse, så jeg løb ind på Harrys værelse, for så at kunne løbe ind på Louis' da de på en måde hang sammen, der er ihvertfald en dør fra den ene til den anden. 
Men inden på værelset sad en ALT for trist Harry, han lå og græd, oog så ikke ud som om at han lige var startet. Så er det akavede øjeblik, hvor man står og skal vælge om man skal hage hævn over Louis, eller om man skal trøste sin ven. I sidste ende er det ikke et svært valg, selvom det var noget så fristende at løbe ind til ham. 
Jeg satte mig på sengen, det var vidst først der han lagde mærke til mig, han prøvede at mande sig op, selvom det mislykkes en smule. 
"Hvad er der galt?" Min stemme lød noget så forvirret, lidt for meget. 
"Det lige meget," Han stoppede, man kunne tydeligvis se at han havde en indre komflikt med sig selv, "forsæt dit liv på lyserøde skyer," SAY WHAT?! Liv på lyserøde skyer. Det sidste stykke alt for lange tid, har jeg grædt hver dag, og overlevet selvmordstankerne, på grund af Niall, hvis det er hvad han kalder dans på lyserøde skyer, så skal han virkelig til at gå børnehave klassen om! 

Uden videre rejste jeg mig op, og gik hen mod dørens retning, jeg var ikke bare lidt, men fucking sur! Hvordan kan han overhovedet tillade sig at sige sådan?
"Ved du hvad?" jeg kunne ikke stoppe mig selv mere. "hop i havet" mine ord var virkelig kolde, men jeg måtte ud med det, vreden skulle ud, og hvis jeg ikke skulle slå ham sønder og sammen, måtte jeg bruge min mors gamle ordsprog når hun var sur. 

Ude på badeværelset var der dejligt varmt, jeg havde ikke tænkt mig at gå i bad, Louis' havde stort set kun ramt mig på tøjet, så det var bare at skifte tøj, og lige fjerne noget af det sovs der sad i hovedet på mig. 

Jeg løb fra bade værelset og hen til mit værelse for lige at skifte mit tøj, uheldigvis havde jeg Louis lige i hældene, han kunne sikkert mærke der var noget galt, men for at være 100% ærlig ikke? Så vil jeg bare gerne hen til Niall nu. 
Jeg nåede ikke at lukke døren inden han nåede med ind, hvilket ikke ændrede på min beslutning at jeg bare ville skifte, også tage ud til min blondeprins. 
Vreden boblede stadig inde i mig, jeg forestillede mig en drage der var klar til at spyde ild på en hvis hr. Styles næste gang jeg ser ham. 

"Var det mig?" Hans stemme var nedtrykt, hvordan kunne han spørge? Jeg kan da godt tage sjov, kan jeg ikke? 
"Nej," svarer jeg hurtigt inden han kommer på alt for mange tanker, for jeg ved at han er ligesom mig, tænker way to much. "Hvem er det så?" jeg hader at snakke, har jeg sagt det, det tror jeg ikke, men jeg hader seriøst at snakke når jeg er sur, jeg ved ikke hvordan jeg kan sige det. "Siger det i bilen"

Jeg skyndte mig at tage en ny trøje over hovedet. Det var ikke første gang jeg skiftede foran Louis, så der var intet i det.

 

***

Jeg brød mit løfte til Louis, jeg gad ikke snakke om det i bilen, jeg var alt for depri til det. Det eneste jeg ville var at se min skat, jeg håber ikke han har forandret sig? Hvem forandre sig så hurtigt? Man ved aldrig, tid er en svær ting.

***

Så stod vi der, foran resturanten, ventede på at han ville dukke op, jeg spejdede selv en del efter ham, uden at vide hvad jeg skulle forvente, altså, hvad hvis der var sket noget?

Der var han, min dejlige prins kom løbende imod mig, sekundet efter var jeg løftet op i hans arme, tårer begyndte at løbe ned at mit ansigt. Jeg trak mig lidt ud af krammet, uden at han satte mig ned, men jeg var nød til at se hans øjne, de strålede af lykke!
 Jeg kyssede hurtigt hans læber, han kyssede ivrigt med, hvordan har jeg kunne leve uden?

Harrys synsvinkel

Selvom man skulle tro det, har jeg det ikke dårligt. Det eneste jeg har det dårligt med, er at han kommer tilbage. Derfor blev jeg hjemme, planlagde min hævn, HAN TOG MIN PIGE!

 

Heeeeej! Undskyld for et kapitel der suckede en del!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...