Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6090Visninger
AA

23. Kapitel 23

"Hvorfor?" Hans ord sad stadig dybt inde i hjertet på mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, der var aldrig nogle der havde spurgt hvorfor? Folk havde aldrig givet et råd på vejen, mest Niall, for som I nok ved efterhånden, havde jeg ikke rigtig andre venner. 
Tårende trillede stadig ned af mine kinder. Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle fortælle det. Og fortælle hvor slemt jeg har haft det. Det var aldrig noget jeg gad snakke om, men altså; jeg kan næsten ikke komme uden om det nu. På nogen måde. 
Jeg trak vejret dybt, prøvede at tage mig sammen til at finde ud af hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle formulere det hele.

"Jeg havde det svært," startede jeg, deres blikke blev endnu engang rettet direkte mod mig, jeg tror ikke de havde regnet med at jeg ville sige hvorfor. Jeg kiggede op. "Alle var imod mig, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, og ja. Det endte ud med selvskade." Fortvivlet. Skulle jeg fortælle mere, fortælle om alle de gange jeg har stået med en kniv, for på min hofte ser det ud som et par gange, men andre steder på kroppen har jeg ar, som jeg aldrig kan komme af med, som er det grimmeste i hele verden, men en ting jeg er "glad" for at jeg ikke gjorde, var at jeg undlod at skære mig selv ved håndledet. Alle ville kunne se hvor skrøbelig jeg havde været.
"Gjorde du andet end det" Lød det fra Zayn, hvis blik var fuld af sogrg, på en uforklarlig måde. 
"Ja," jeg tænkte mig lidt om. "Eller, jeg stod engang med pillerne i hånden, og kom på hospitalet, uden de store men.
Louis' blik gjorde næsten ondt. Jeg følte han var meget skuffet over mig, uden grund. Godt nok var han min bedsteven, men han kendte mig ikke dengang, jeg var i mit livs største hul, jeg, jeg. Jeg var skuffet over alt, jeg var svag.
"Har du flere end dem?" Det var Louis, selvfølgelig var det ham, hans blik svigede mod min hud, og gjorde at jeg ikke kunne få mig selv til at kigge op fra gulvet.
"Ja" Svarede jeg kort. Min stemme knækkede. Jeg havde seriøst ikke snakket med andre end Niall om det her, samtidig var jeg i tvivl om det her var en god idé overhovedet, jeg var bange for at deres syn på mig ville ændres. Jeg gik fra en smerte, til en næste.
"Må vi se?" Hans stemme var ret hård, og ikke mindst sur. Hvordan kan han være sur over noget der er så lang tid siden? 
Jeg trak langsomt ned/op nogle forskellige steder, det vil sige; den anden hofte, min mave, ankler, tæer, skulder, haleben og knæ, selvom det på knæet bare ligner en skramme. Alt i alt, havde jeg ret mange steder, og for hvert sted, kunne man se at deres blikke blev mere skuffede - især Louis'. Jeg kunne ikke tage dem mere, og da jeg begyndte at se Liams melidenhed i øjnene, tog jeg det som en billet til at skride en på mit værelse igen. 

 

***

 

 

Dagende blev længere og længere. Drengene havde holdt godt øje med mig, og hvis jeg havde været på toilettet/i bad, i lidt lang tid, havde de banket på, og nærmeste sparket døren ind. Det var præcis derfor jeg ikke fortalte det til nogle. Samtidig forstod jeg ikke hvorfor jeg stadig blev her, men jeg tror det er fordi at jeg havde et håb om at når(hvis) Niall kom tilbage, så ville han kommer hertilbage, og ikke andre steder. Kun et simpelt håb.

"Katie?" Louis' øjne hvilede som altid på mig, efter jeg havde fortalt det, det irriterede mig grænseløst, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Han gjorde det jo kun for at være sød, for at jeg ikke gjorde noget dumt. Men alligevel, det havde fjernet mine personelige grænser, men samtidig havde en stor sten fjernet sig fra mit hjerte, forvirrende, ved det, mit liv er bare totalt motherfucking ude på en landevej der aldrig ender. Underlig sammenligning alligevel. 
"Ja?" Jeg svarede koldt, men mine tanker var et helt andet sted lige nu, vidste slet ikke hvor jeg skulle starte, måske bare der hvor at jeg behøvede Niall som en sindsyg, jeg har læst hans besked om og om igen, prøvede at se om der evt. kunne være spor om hvor han kunne være, noget jeg måske har overset, men indtil videre, er jeg gået fortabt i min søgning, og håber bare han kommer tilbage. Jeg havde selvfølgelig også ringet til hans mor, da jeg syntes hun skulle vide besked. 
"Kommer du ikke ud til os andre et øjeblik?" Jeg havde mest løst til at sige nej, og blive herinde og være passiv, men efter lange overvejelser gav jeg mig, og gik ind til de andre som sad inde i stuen og kiggede underligt på mig.
"Hvad er der galt?" Begyndte jeg, for med alle deres ansigter rettet direkte mod mig, kan man tydeligt se at der er noget galt, udover at Niall er væk. 
"De har fundet ud af at han er forsvundet" Harrys stemme var lav, og det var et held at jeg formodede at høre hans stemme. Hvordan skulle jeg reagere på det her, det var ikke sådan at jeg råber YES nu kommer han snart tilbage, for det gør han nok ikke, nu har jeg tudet i en uge konstant, måske skulle jeg også 'pige mig op' og vise at jeg godt kan, også for Nialls skyld. Gid jeg kunne høre hans stemme, bare et ord, men jeg ved også godt det ikke kommer til at ske. 
"Hvad skal vi gøre?" Jeg lød lidt halvforvirret, men skjulte det meget godt i forhold til hvordan jeg har det indenvendig. 
"Måske skulle han snart komme hjem, inden det går over gevind, for altså, Twitter er næsten nede over alle de tweets og det trender hele tiden at han skal komme tilbage, måske forstår de snart alvoren?" Liams stemme var helt stille, og knækkede flere gange. Jeg følte mig pludselig helt skyldig, og endnu engang gik jeg et mentalt sammenbrud. Jeg gik over i sofaen og satte mig ved siden af Harry. Jeg havde ikke så meget imod ham mere, men altså, jeg var stadig ikke tryg ved alt det her, for jeg var så sårbar, så mine følelser er overalt, og jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget, som jeg virkelig kommer til at fortryde senere, og måske endda miste Niall, hvis jeg laver noget med hans bedsteven, forståeligt nok. 
Men ærlig talt, så gjorde han mig glad, og var flere gange kommet ind samtidig med Louis for at høre hvordan jeg havde det. De her tanker skal stoppe. Jeg vil fortryde det og jeg ved det. 
Måske skulle jeg starte igen, at få noget fysiks smerte. Men jeg turde ikke, at se Louis hvis man fandt ud af det, han ville nærmest skrige mig op i hovedet kunne jeg forestille mig. Men mest af alt, Nialls øjne hvis han fandt ud af det, første gang han fandt ud af det ville han ikke se mig i meget lang tid, måske følte han at det var hans skyld, men det var det langt fra, jeg var bare det største fjols i hele verden.
"KATIE?!" Det var Zayn der råbte af mig, og samtidig fik jeg en pude i hovedet, det gjorde virkelig ondt, for jeg havde et blåtmærke på kinden, som jeg havde fået da jeg var rullet ned af sengen den anden dag, de andre troede ikke rigtig på mig, men det måtte være deres problem, for det var den fulde sandhed. 

Jeg kiggede ud af vinduet, himelen var blå grålig, en indre trang til at se Niall, vores første rigtige kys i regnen, midt i skoven. Det virkede så fjernt, selvom det ikke har været så lang tid siden endda. Vejret har ændret sig, det regner hele tiden, og der går ikke lang tid før de sner, udsigten var perfekt, nu manglede der bare en ting. Gæt selv hvad.
Jeg havde flere gange gået en tur, overvejet om det overhovedet var værd det her? Selvom han siger alt bliver godt igen, så ved vi jo begge at det ikke gør, på nogen måde. 
"Er du okay?" Liams søde og beroligende stemme overtog rummet, og da jeg kom tilbage til virkeligheden lagde jeg mærke til at jeg gråd. Smerten var udlidelig, min hals var stoppet helt til af gråd, -de fleste burde kende følelsen, jeg kender den virkelig alt for godt- mine øjne gjorde næsten ondt, og mit ansigt var helt vådt, jeg overvejede at gå i bad, men bare tanken om at jeg ville tænke det her igennem, ville dræbe mig, det ville på ingen måde gå godt. 
Jeg rystede på hovedet som svar, jeg burde seriøst stoppe med at tænke så meget, det gjorde ingen gavn, overhovedet, hvorfor skulle det det? 
En hånd greb om mit håndled, og neglende borede sig ned i min hud, det var dejligt på en måde, en lille smule fysiks smerte i forhold til alt den psykiske. Uden at sige et ord, eller røre på mig, fulgte jeg flygtigt med, uden overhovedet at vide hvem det var. En dør blev lukket med et brag. 
"Er du ude på at dræbe mig eller hvad?!" Louis' stemme var fuld af vrede. Hvad snakkede han egentlig om? Dræbe ham? Jeg kunne forstå hvis jeg havde stået med en stor køkkenkniv ved hans hals, og var  1 cm fra at skære hans hals over? Men efter hvad jeg lige husker, så var det ikke sket.
"H-Hvad mener du?" Min stemme knækkede fuldstændigt. Det virkede på en måde nyt at snakke, måske fordi jeg helst havde undladt det, og gået langt ind i min egne tanker. 
"Du betyder virkelig meget Katie. Kan du ikke se at du ligner en der er på vej til at tage dit eget liv?" Nærmest spyttede han ud, måden han sagde det på var slet ikke som han plejede, der talte han som om at jeg virkelig var en engel, det kan man vidst ikke helt sige at han gjorde nu. At all. 
"Jeg kunne ikke finde på at tage mit eget liv!!!" Jeg råbte virkelig højt, helt uden min stemme knækkede. Han havde gjort mig virkelig vred, hvordan kunne han nogensinde tro jeg kunne finde på det, jeg havde været

der engang, og vil gøre alt for ikke at komme tilbage. 
Han var såret, mest fordi han stadig troede jeg var ved at tage mit eget liv, han var trods alt min bedste ven, men alligevel, ikke min far.  

Louis' synsvinkel

 

Jeg kan virkelig ikke forstå hvad der sker i hende hoved. Hun savner Niall som en sindsyg, men alligevel er hun virkelig tæt på selvmords afgrunden, enhver kan se det, og efter hun sagde at hun havde en fortid med cutting, og at det var så slemt endda, hun havde 100 ar eller sådan noget. Ej, det måske overdrevet, men alligevel, der var alt for mange, hun er pæn, man kan ikke sige andet, men hun ville være langt pænere uden, 100%, og at hun ikke havde fortalt det, gjorde virkelig ondt, jeg har fortalt hende virkelig mange ting, som jeg ikke siger til enhver, det har kun Harry der kendte til dem, og at hun så ikke siger hun har cuttet. Klask. Det er det eneste jeg kan sige.På den 'gode' sid, som der ikke er, så har hun ikke gjort det ved håndledet, så alle kunne se det. 
Jeg følte noget for hende, ikke forelsket måde, men på en måde man ikke kan beskrive, en måde kun få har fået mig til at føle. Det minder om den måde Harry for mig til at føle. Kan ikke sige hvordan, men det er noget helt specielt. 

Min mobil begyndte at vibrerer i lommen, det gav et lille sæt i mig. Langsomt og elegant tog jeg den op fra lommen, og den tog fint plads i min hånd. iPhone 5, fantastisk størrelse, dog med nogle revner i skærmen der gør det lidt svært at se nogle ting, men gider ikke have en ny. Den passer fint. 
Hele min krop stivnede. Det var Niall.

 

 

Nååååååååå... Hvad siger I til det hele? 
Desværre er der ikke lang tid tilbage for den her Movella. 
Men vil i ikke være fantastisk at skrive nogle kommentarer om hvad I synes, om det hele?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...