Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6065Visninger
AA

22. Kapitel 22

DET HER AFSNIT, UNDSKYLD DET HAR VÆRET SÅ LANG TID UNDERVEJS! MEN DET ER VIRKELIG ET DER HAR FÅET MANGE FØLELSER GANG I MIG, SÅ VILLE HAVE DET SKULLE VÆRE SUPER GODT!

 

 

Der var gået 2 dage nu, stadig intet tegn fra Niall, intet, overhovedet, han havde ikke engang brugt tid på at  skrive en SMS, et brev, et eller andet, han var bare stukket af, det gav mig kvalme, ikke fordi jeg er sur, eller jov, det er jeg, jeg er ikke bare sur, jeg er indebrændt, kunne smadre en eller anden, bare for at komme af med min vrede... Men det kommer jo kun fordi jeg er så fandens ked af det, og jeg ved det, men hvorfor gjorde han det? Uden at sige hvorfor, give en grund til at han vil ødelægge mig på den her måde, det plejede han aldrig at kunne finde på, og hvorfor, det er der ingen der ved! 

"Katie?" Jeg blev revet ud af mine tanker, mens jeg kiggede hen mod døren, hvor Louis stod i døråbningen, der var virkelig et eller andet galt med mig, udover det her, jeg følte mig ikke tilpas nogle steder.
Jeg kiggede bare på ham, jeg kunne ikke åbne min mund, det havde jeg ikke kunne siden han rejste, Niall var blevet til han eller ham her i huset/lejligheden, der var ingen der kunne sige hans navn, uden at græde. Drengene var lige så sønderknuste som mig, de elskede ham også, måske ikke på samme måde som mig, eller, man ved aldrig? Men alligevel, de var jo brødre. 
"Må jeg komme ind?" spurgte Louis langt om længe, det eneste jeg kunne give som svar var et enkelt nik, uden at tænke over det. Jeg havde været frygteligt meget alene her på det sidste, ikke fordi drengene ikke gad at være sammen med mig, men ja, jeg havde låst mig inde på værelset, og boet der, og var kun kommet ud når der var mad. Og det havde givet mig tid til at tænke, virkelig, ikke kun med ham men også alt andet i mit såkaldte liv, som er ved at smuldre igennem mine fingre, lige foran øjnene på mig, og jeg kan ikke gøre noget ved det, udover at få ham tilbage, men hvordan?

"Jeg ved du er sønderknust, men altså, vi må lede efter ham, han kommer ikke tilbage ved at vi bare bliver her" Han kiggede ned, han stod stadig i døren, men uden jeg havde lagt mærke til det havde han lukket den. 
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle svare, jeg prøvede at sige noget flere gange, men det var som om at ordene kun blev i mit hoved, jeg kunne ikke få dem ud.

"Mere end gerne,"  Begyndte jeg, prøvede at tage mig sammen til at sige noget mere end den sætning, vise at jeg er stærk nok til at snakke, selvom det lyder helt åndsvagt, men det er en stor ting for mig lige nu. "men, må jeg ikke lige se noget på dit værelse" Jeg kigggede bekræftende på ham, håbede på et ja, men hvorfor skulle han sige nej? Er der noget jjeg ikke må se, det tror jeg ikke? 
"Ja, selvfølgelig" Han smilede let, men  det forsvandt hurtigt igen. Jeg prøvede at rejse mig op, men min seng holdt mig fast, bundet med lænker om mave, arme og ben, bundet som om at jeg skulle blive her for  evigt, og måske skulle jeg, hvilken forskel ville det gøre?

Efter en lang kamp med mig selv om at rejse mig op, gjorde jeg det endelig. Det føles helt mærkeligt, og nu hvor jeg tænker over det... Så er det underligt alt det her. Tænk af en person, en enkelt person, kan få mig til at få det så dårligt. Det  alligevel underligt. Men vi ved alle han ikke bare er en random person, han er Niall, han er den dreng der har været hos mig hele livet, den eneste person der har fået mig til at føle mig elsket, den ene person der har fået mig til at græde af glæde. Han var ikke bare en dreng, han var virkelig hele mit liv. Jeg bliver ved med at skrive det her i datid, men han er væk, og hvis jeg ikke gør noget ved det nu, så er han væk for altid, så er jeg væk  for altid.
Jeg  bevægede mig hen mod døren, som Louis åbnede døren for mig. Inde i stuen sad de alle sammen, og var mindst lige så deprassive som mig. Medierne har ikke fået noget at vide, de tror bare vi alle sammen er her inde, og ikke bevæger os uden for en dør. Utroligt nok har undgået paperazzierne. 

"Hvordan går det?" Harrys falske smil kom frem, det var ikke fordi han er falsk, men ingen kan smile på det her tidspunkt.
"Tjaa" Var det eneste jeg kunne svare. Hans krøller sad perfekt, hans smil, grønne øjne.
NEJ NEJ NEJ! Det sagde(tænkte) jeg var ikke... ! OMG! Hvor er jeg klam. Der er et eller andet galt med mig. Men måske er det fordi jeg savner kærlighed. Men alligevel, jeg er den største so. EVER! 
Lige pludselig kunne jeg godt gå, og det gik temmelig stærkt. Inde i stuen hørte jeg en mumle noget i retningen af 'hvad skulle det til for?' jeg kan ikke helt finde ud af hvem, men det er også irellevant. 
Inde på Louis' værelse var der pænt rodet, og det kunne tage en tid at finde noget.. Hvis det overhovedet var der. 

Jeg ledte ledte og ledte, samtidig blev jeg mere og mere ked af det, jeg forstår ikke hvorfor han gjorde det mod mig? Hvordan kan han overhovedet bilde det sig ind? Han må have kommet med en eller anden slags begrundelse, sende en SMS, et eller andet.
Jeg satte mig ned langs sengen. Gulvet var koldt, min ene arm kom langsom op til mig hoved, og jeg havde sat mine ben op, som et omvendt V. Tårende presse ret meget på, selvom jeg græd, men de blev ved med at komme, og så snart jeg havde tørret en væk, kom der bare flere end der var før. Jeg havde aldrig troet at det kunne ramme mig så hårdt, altså, hvordan kan, nej, jeg må være stærk.

 

***

"Katie?" En dejlig stemme lød ind i mit øre. Hvor ville jeg ønske det var Nialls, men Harrys charmerende dybe stemme tog over rummet. Han var der virkelig når man har brug for det, samtidig med at der stadig var et eller andet der fik mig at hade ham, eller, hade er et meget stort ord, men jeg brydes mig ikke om ham, han er lidt for player agtig for mig, jeg er mere til det faste der holder i længden, det der er kærligt, hver en berøring bare får dig til få kyldegysninger - no dirty mind - det jeg havde med Niall var sådan, det var for real, andet kan jeg ikke sige, end at jeg savner det, savner det mere end noget andet her i livet, hvordan kan man være så sikker på at noget ville være for evigt, når det eneste der gengælder det, er at han stikker af.
"Er du okay?" Dumt spørgsmål, måske bare for at bryde stemningen, men alligevel, hvordan fuck ville han selv have det, efter alt det her, hvordan har han det, hans bedsteven er stukket af, og han lader som om alt er godt, eller, nu gør han, det væmmes mig langt inde i hjertet.
Jeg rystede på hovedet og gav mig til at sende ham et ondt blik, ikke helt bevidst, men dumme spørgsmål kraver dumme svar. Efter lidt tid lavede han en opgivende lyd fra sig, og gik ud igen, døren blev smækket ret hårdt, det gav et sæt i mig. 
Så var jeg der, alene, fortabt i min egen verden, og tårer der blev ved med at rulle ned af min kind. Hvordan kommer man nogensinde over det? Hvordan skal jeg komme videre fra det her? Hvad gør jeg? Hvorfor? Jeg blev siddende, prøvede at finde løsninger til det hele, men efter et godt stykke tid gav jeg op, og sank den klump jeg havde haft i halsen. 
Da jeg endelig kom på benene, fandt jeg min mobil frem, for at se om han havde skrevet. Jeg stivnede. En besked fra Niall. Jeg kiggede ud i luften, vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, jeg har en blackberry, så kan ikke se hvad der står. Der var helt tomt i rummet, så jeg besluttede mig for at gå ud til de andre, de er ligeså meget påvirket som jeg er. 
"Katiiiiiie!" Louis' stemme var en beroligende lyd mod mit øre, hvilket gav mig endnu flere nerver på, hvordan skulle jeg sige det? 

"J-jeg har fået en besked" Drengene kiggede forvirret på mig,og forståeligt nok, men min stemme knækkede helt over, så det er svært at forsætte. "Fra Niall" sagde jeg lynhurtigt, just in cause at jeg ikke kunne. Drengenes ansigtsudtryk ændrede sig, det var en blanding af håb, og fortvivlsomhed. 
"Hvad står der?" Liams stemme overtog rummet. "Jeg ved det ikke, jeg tør ikke åbne den" Jeg kiggede ned, kan godt selv se hvor dumt og tumpet det lyder, men, hvad hvis der står han aldrig vil se mig igen? 
Med ét stod Zayn med min mobil i hånden, fumlede lidt  med den for at åbne den.
Zayn læste stille og roligt beskeden igennem, hans ansigtsudtryk var ikke til at tyde på nogen måde, forventede det værste, håbede på det bedste. Men samtidig gjorde det mig forvirret, hvordan skulle jeg tænke, tro, opføre mig, hvad hvis der stod han aldrig vil se mig igen?

Zayn kiggede endelig  op, han var stadig ikke til at tyde, han kiggede ned igen, håbede at han ville læse den op.
"Hej Katie,
Undskyld for det her, måske forstår du at jeg var så ked af det, og hvis ikke, så forklarer jeg det lige: jeg havde aldrig troet at du ville være min, aldrig i livet, jeg har altid troet at vi var skabt til at være bedstevenner, også måtte den stoppe der, men da vi blev ældre, det vil sige omkring 14 år, opdagede jeg, at det ikke var venskabelige følelser mere, jeg opdagede at jeg havde en trang til at passe på dig, en trang til at du bare skulle være min, og det blev du,godt nok mange år senere, men trods alt, så blev du min. Men at se dig få så meget hate, det gør ondt på mig, fordi jeg ved du tager det til dig, selvom du selvfølgelig vil sige alt andet. Jeg kan ikke leve uden dig, selv i X-Factor var du mit holde punkt på alt, du fik mig til at tro at jeg kunne, og som vi kan se nu, 

kan  jeg. Du er mit livskærlighed, og jeg vil have at du har det så godt som muligt. Så jeg er rejst. Zayn kiggede op. Tårende trillede ned af mine kinder, jeg sendte ham et bedene blik på at han skulle forsætte.
"Jeg ved det gør ondt, men måske er det det bedste? Jeg ved det ikke. Det her er det sværeste jeg har gjort i mit liv, derfor kunne jeg ikke stoppe med at græde den anden dag, og undskyld jeg var lidt sur, men det har været der sværeste, og jeg er sur på mig selv. Stadig. Sur på at alt det her ikke bare kan holde op, så vi to bare kan være sammen.
Inden du flipper helt ud, så lov mig at du giver det en chance uden mig, vis at du kan have det sjovt, for jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage, når alt det her har lagt sig, og fansene endelig har indset at de skal stoppe med at give dig hate, for hvis det  ikke stopper, så kan de godt vinke farvel til nogle ting, såsom mig. 
Det her er virkelige egoistisk, jeg ved det. Jeg ved at du sikkert er helt fra forstanden, men vi kan ikke snakke. Jeg kommer tilbage på et eller andet tidspunkt, måske? Du skal vide at jeg ikke nyder det her, det eneste jeg nyder er at jeg ved jeg har dig, håber jeg. 
Jeg er ked af at jeg aldrig sagde farvel. At du måtte vågne op,og få alt det her lort i hovedet, men ved du hvad? Det her er 100% en fejl, den største fejl i mit liv. Men jeg var panisk. Lad vær' med at gå tilbage til det du har gjort.
Xx Niall" 

 

Jeg kiggede ned, og mærkede pludselig en masse hoveder i min retning. Den besked har kun gjort alt værre, han står og siger han måske ikke kommer tilbage igen? En tåre trillede den, som hurtigt blev efterfuldt af en hulken.
Jeg mærkede et par arme omkring mig, uden at vide hvem det var, så lagde jeg mit hoved på hans bryst. Området hvor mine øjne var, blev hurtigt meget vådt på t-shirten. Jeg kiggede op, det var Louis, han så på mig med et undrende smil, man kunne tydeligt se at der var et spørgsmål der plagede ham inderligt.
Jeg gjorde et nik til at han gerne måtte spørge, håbede at han forstod min hentydning, for jeg kan ikke snakke, ikke lige nu. Der sad omkring 50.000 klumpe i min hals, jeg kunne umuligt synke dem alle sammen, det ville komme til at tage måneder. 

"Hvad har du gjort tidligere?" spurgte han langt om længe, jeg kiggede rundt på de andre drenge, Louis havde vist talt for fleres vegne end hans egene. Jeg kiggede ned, vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det, for det er sgu ikke noget jeg er stolt af, langt fra, tilsidst sank jeg en af klumpende, og kiggede direkte ind i hans blålige øjne.
Jeg prøvede at åbne munden, men kunne virkelig ikke sige noget. Jeg blev nød til at sige det, de var mine eneste chance for at stoppe det. Jeg opgav at snakke, men rev lidt ned i mine bukser, og lidt op i min top, så min hofte kom til syne, hvordan ville de reagere?
"Forhelved Katie!!" Halvråbte Louis. Som sagt er jeg langt fra stolt over det, det var en af mine dybeste hemmeligheder. 
De andre drenges skuffede blikke der stadig kiggede stadig på nogle af de mange ar jeg havde på min hofte, efter jeg har cuttet mig selv med barber blade, men de skulle bare vide. Jeg har langt flere end dem. 
"Hvorfor?" Hans stemme knækkede. Hvordan skulle jeg forklare. Tårende væltede ud af mine øjne som et vandfald. Hvorfor? Hans stemme sad fast og kørte rundt i hovedet på mig, selvfølgelig vidste jeg hvorfor, men hvilken en af grundene skulle jeg fortælle?

 

Jeg undskylder at kapitlet har været så lang tid undervejs, men som sagt skulle der ske ret meget, og ved ikke, har også været ret doven, og læst ret mange andre movellaer, så har lidt glemt den, men vil begynde at færdige gøre den her.

Btw. se lige min trailer til min ellers første movella, som desværre ikke har lang tid igen, men jeg er igang med at tænke på en ny, jeg synes selv jeg har nogle fede idéer, og håber I vil læse med,

Jeg vil godt lige gøre en reklame, for en youtube fanfiction på engelsk jeg er falder over. Den er seriøst perfekt! Det er en rigtig græde en, tænkte jeg lige ville dele den med jer, link i kommentaren for traileren, og hvis i vil se den hele, skal I bare gå ind under dem der laver den, også ligger de der.

En sidste ting? Vil I ikke være søde at skrive hvad I synes om det hele? Både traileren, men især historien? Så kan jeg se om nogen af jer er gode til at gætte?

xx Caroline

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...