Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6068Visninger
AA

21. Kapitel 21

 

(Stadig Louis' synsvinkel, undskyld for stavefejl, for ikke set dem alle sammen)

 

 

Hun stod i døren, vidste ikke om hun måtte komme ind, eller hvad. Hun lignede ærlig talt en zombie, hendes øjne, de var helt døde, hendes hår var helt ødelagt, hun havde store rander under øjnene, som var helt sorte, hendes tøj var bogstavelig talt ødelagt, der var en stor revne på midten, hendes ellers stramme bukser, var helt slidte, og igen, så var der en pænt stor revne ved lommen, hvordan hun kunne få det, har jeg virkelig ingen idé om.
Stemningen var blevet helt nedtrykt, mere end den var i forvejen, Niall kiggede på Katie for at fange hendes opmærksomhed, prøvede at komme i kontakt med  hende, men det var som om at hun virkelig var død, hun så lige ud i luften, men det var som om at hendes krop og øjne var helt døde.
Endelig rejste han sig op, og gik hen til hende, hans tårer løb stadig ned ad kinderne, hans ansigt lignede stadig en tomat, hans hår var ikke længere i en quiff, det lå ned, helt naturligt. Jeg kiggede hurtigt over på Liam, han var ligeså forvirret over alt det her som mig. De var begge kommet ind af døren, Katie så normal ud til at starte med, pludselig er hun sådan her? Pludselig er hun gået i en helt forkert retning. Da Niall kom ind af døren, der var han allerede helt væk, som han jo så stadig er, men alt min opmærksomhed lå lige nu på Katie, hvad var der sket, hvordan kunne det ske? 

Han stod bare der foran hende, stod og kiggede på hende, prøvede at komme tættere på hende, men det var som om at hun trak ham væk, måske er det ikke meningen, måske ved hun ikke hvad hun gør.
Hvordan kunne alt det her ske? Det virkede ikke som om at de havde været oppe og skændes eller noget, for mig virkede det som om at Niall havde gået et kick af en art, men om det bare er mig?
"Skal vi ikke lade dem være alene?" Zayns stemme overrumblede hele værelset, som der ellers havde lagt en nedtrykt stilhed over.
Harry kiggede forbløffet på ham, måske var det ikke det mest smarte at lade dem være alene, vi ved ikke hvad der er sket, eller, jeg ved jo ikke med Zayn og Harry, men jeg ved absolut ingenting.
Liam og jeg nikkede og forlod modvilligt rummet. Da vi kom ud i stuen kiggede vi alle rundt på hinanden, men specielt Harry vidste noget som vi andre ikke gjorde, det kunne man se på ham, man skulle ikke tro det, men han er en ufattelig dårlig løgner.
"Hvad skete der?" Jeg kigger over på Harry, som nu kigger ned i gulvet, kan det være så slemt?
"Katie ved det ikke" Han kiggede op igen, det burde være sandt det han sagde, men hvem f**k ved det, hvis Katie ikke gør, udover Niall selvfølgelig.
"De var vidst på date, også kom der nogle fans, så løb de, hvorefter Niall var grædefærdig" Forsatte Zayn. Men der må være sket noget mere end det, altså, måske er det kun noget Niall ved, men alligevel.
"Hvad skete der lige inde på jeres værelse" Liam kiggede skiftevis mellem Harry og Zayn, endnu engang kiggede de ned begge to.
Flere gange åbnede Zayn munden, men lukkede den igen, man kunne se at tårene begyndte at presse på hos ham. Zayn og jeg havde kommet forbløffende tæt på Katie her på det sidste, det var som om at hun bare var skabt til at vi skulle være bedstevenner, det lyder mega underligt, børnehave agtigt, men ikke mindre er det sandt. 
"Hun fik bare et ulykkeligt flip" Zayn kiggede hen på mig, da en tårer løb ned ad hans kind.
Vi satte os alle rundt om bordet, helt stille, Katie og Niall var stadig inde på værelset, uden vi havde nogen idé om hvad de lavede, men de var meget stille. Man kan kun håbe på de sover.

 

***

Klokken var blevet ret mange, og de var stadig ikke kommet ud, jeg var helt vildt bekymret om hvad der var sket, men hver gang jeg gik hen mod MIT værelse, for at komme ind til dem, havde Liam sagt at jeg skulle holde mig væk. Men nu kan jeg altså ikke tage musten mere, tænk hvis der var sket noget med nogen af dem, jeg ville være sønderknust.

Da jeg åbner døren, falder Kat bagover, hun sad vist op ad døren. Hun lignede sig selv før vi gik, stadig rigtig zombie agtig. Niall til gengæld, han så sgu værrer ud end før, han græd stadig, jeg overvejede at hente noget vand med alt det vand han har mistet, for hvis man har grædt lige siden de kom hjem, så er det sgu mange liter, hans trøje var blevet helt krøllet, han havde også fået rander under øjnene, ærlig talt, ligende de et zombie par, men Kat er værrer end Niall, hun havde stadig det ødelagte tøj.

De sad bare der og stirrede på hinanden, de var begge helt underlige i deres udtryk, som om at der intet liv var i dem. Hvis man skal tro på det Harry siger, så er der et eller andet galt med Niall, men han gider ikke sige det.
"Vi har noget mad til jer, I må være helt vildt sultne." Jeg smilte let for at muntre stemningen lidt op, det kunne den godt trænge til.
Katie rejste sig op, og gik ind i stuen, men Niall blev siddene, måske var det her min chance for at finde ud af hvad der var galt med ham, da det tydeligvis ikke ser ud til at han har snakket med Katie.
"Hvad er der galt, du bliver nødt til at snakke om det, ellers kommer vi ingen vegne" Hans ansigt var stadig helt dødt, men det var som om at han fik en anelse liv i, da jeg smilede til ham. 
"Vi var på date" Han kigger ned. Hvis jeg var rigtig heldig, ville jeg få hele historien nu, hvis bare jeg spiller mine kort rigtigt. 
Jeg nikker forstående, selvom jeg nok må ligne et spørgsmåls tegn. Niall kiggede ned, endnu en gang løb tårende omkamp ud af hans øjenkrog.
"Der kom nogle fans, det fedt at de er der, men intet privatliv" Han kiggede op, hans øjne udstrålede ulykkelighed, og det ødelagde et eller andet inde i mig, min mave knuede sammen, jeg følte at jeg var ved at kaste op, og kunne mærke tårende presse på.
"Er det derfor du har det sådan?" Spurgte jeg nysgerrigt, det kan vel ikke være derfor, så er der et eller andet galt, sådan har det været i evigheder, ikke at det gør det bedre, men det troede jeg vi alle var over. Måske ikke. 

Han begyndte stille at ryste på hovedet, ville det sige at det ikke er derfor? Hvad f*nden er det så? Undskyld, men det irriterer mig, grænseløst. 
Han rejste sig stille op, og gik ud i køkkenet, jeg fulgte efter. Han tog nogle lange tunge skridt, slendene skridt, hvis bare jeg vidste hvordan jeg skulle få ham i godt humør igen. Men måske ville det hjælpe hvis han gad sige hvad det var. 

***

 

Vi havde alle spist, og sat os over til fjernsynet, der kørte en eller anden latterlig film. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Niall var gået i seng, men ikke inde hos Katie som han plejede, men ind på sit eget værelse, hvilket også gjorde mig hele vildt nervøs, hvad skulle det til for.
Katie blev mere og mere zombie agtig, hun gad ikke noget, udover at spise og sidde ned.

 

Katies synsvinkel

Jeg var sønderknust, helt ind til hjertet, hvordan kunne han opføre sig sådan der? Det er ikke fair, især ikke når han ikke gider sige hvad der er galt, vi havde siddet inde på værelset i f*cking 4 timer, uden han så meget vil sige et ord til mig, han sad bare der og kiggede på mig. 
Vreden boblede og boblede, men ikke sådan en sur vrede, det var mere en vrede der gjorde sådan ondt. Jeg var alt for bange til for hvad der er galt, han er trods alt min kæreste, og jeg er virkelig skrøbelig på det område, at han har det på den måde, det er DET der knækker mig.
Jeg ved ikke hvad jeg ligner, min trøje og bukser er stadig ødelagt efter mit flip. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men alt min sorg gik ud i noget der kunne minde om vold, på mig selv. Det lignede mig ikke, men det er bare for meget for mig, for meget ikke at vide hvad der er galt med ham, jeg elsker ham alt for højt til at se ham på den måde. Uden tvivl er det her den værste følelse i mit liv. 

"Godnat drenge, jeg går i seng" Jeg gik stille hen mod mit værelse, i håb om at jeg kunne falde i søvn, jeg har virkelig brug for søvn, brug for at mine tanker om alt det her bliver sat på pause, bare lade min krop slappe af. 
Jeg var kun lige noget ind på mit værelse, da der var en der bankede på døren. Jeg sad på sengekanten og var igang med at tage mine sokker af, men kunne ikke, hele min krop var alt for svag til at gøre noget.
"Kom ind." Sagde jeg rigtig lavt, men højt nok til at døren blev åbnet. I døråbningen stod Zayn, han så meget mere nervøs ud end han plejede, hans selvsikre smil var væk, alt. 
"Kan jeg hjælpe med noget?" Han kiggede på mig, med de der charmerende brune øjne, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for altså, vil det ikke virke lidt akavet at spørge om han vil tage mit tøj af? Ved ikke med jer, men det synes jeg.
"D-De-Det fint nok" Får jeg fremstammet, min stemme knækkede helt over. Jeg har ikke talt rigtig længe, det virkede helt nyt for mig, helt... Fremmet?
Han kiggede underligt på mig, for han ved jo godt at der er noget, men ved ikke hvad.
Jeg forsætter med at tage mine sokker af, det er nok første gange det nogensinde har været så svært, tænk når jeg kommer til mine bukser, oh God, overvejer at sove med mit tøj på.
Zayn satte sig på sengekanten, det gav et lille ryk i hvor jeg sad, som om at jeg faldt lidt ned der hvor man sad, eller i den side.
"Skal jeg blive herinde?" Han kigger usikkert på mig. Jeg har lyst til at sige nej, men jeg kan ikke klare mig her, men hvad vil Niall ikke tænke. Måske er han ikke sig selv, men alligevel, han er trods alt min kæreste. Men hvis jeg er heldig, så forstår han, hvis han så meget som gider. Jeg hørte fodtrin ude i stuen, jeg tror de andre var ved at gå i seng. Indtil døren igen går op, uden så meget som at banke på. 

I døren stod Harry, Liam og Harry. De kiggede alle underligt på mig, nok fordi jeg stadig prøvede at få mine sokker af, indtil jeg opgivende gav op, og lagde alt min opmærksomhed på dem.
"Skal vi ikke alle sove herinde?" Det var Liam der snakkede. Jeg følte mig som en lille pige, der bare ville have den ene ting, men blev ved med at få noget der minder om, og ja, det er skide ondt sagt, men det eneste jeg har brug for lige nu, det er virkelig Niall, at holde om ham, at føle mig elsket igen, ikke det her lort, jeg kunne lige så godt ligge mig til at dø. Men selvmord er aldrig en løsning, uanset hvor slemt det står til, man kan altid søge hjælp,  tell me about it, jeg har været til 100 forskellige psykologer, pga. min far, jeg har virkelig været ved at give op, men man skal bare indstille sit sind på at man skal videre, uden at kigge tilbage. 
Jeg nikkede bare som svar, ved ikke helt hvad jeg  ellers skulle svare, jeg kiggede ned, da jeg kunne mærke tårende presse på, jeg mærkede en hånd på min ryg, en varm blød hånd, der ikke kunne  være andre end Zayns.
Jeg kiggede over på Zayn, han var virkelig trist at se på, det var som om at alt det her, var ligeså hårdt for ham, som for mig, hvilket jeg ikke håber, for jeg er ved at blive spist op indvendigt af et eller andet stort sort hul, men det er fyldt med smerte.
Jeg kiggede over på døråbningen, de var alle 3 kommet tilbage med deres madras og dyne, på en eller anden måde så var jeg rigtig glad for at de gad bruge deres tid på mig, gad være sammen med mig, især når jeg har det på den her måde. Men på den anden side har jeg bare brug for Niall, han er grunden til største delen af mit liv.

Efter lidt tid var der blevet stille, drengene havde siddet og snakket lidt om det hele, og en enkelt gang havde de også været inde hos Niall, som vidst skulle ligge og sovet, jeg håber af hele mit hjerte det er rigtigt, jeg havde ikke selv gået der ind, så havde jeg aldrig kommet væk igen, jeg har gået kold, tror jeg, det burde jeg kende mig selv godt nok til.
Men det der sårer mig mest, det er at ingen af os ved hvad det er, at  han holder noget hemmeligt, som virkelig er så stort, så han har siddet/ligget og grædt time, efter time, efter time, efter time. Det ligner ham ikke, han er så åbent normalt, og nu. Nu er han så indelukket som han overhovedet kan være, at han ikke fortæller det sine bedstevenner, eller sin... Kæreste.

 

***

Jeg vågnede op, helt fugtig i ansigtet, jeg kunne forstille mig at jeg har grædt, jeg faldt ihvertfald i søvn grædene, så meget kan jeg da huske.
Jeg kiggede rundt i værelset, det var kun Zayn og Liam der var tilbage, alle de andre må været stået op, af en eller anden grund, så jeg tog mig sammen til at gå ud til dem, kiggede hurtigt ned ad mig selv, sorte shorts og en grøn tanktop, det måtte jeg da kunne komme ind i stuen i?

Og jeg havde ret, alle undtagen Zayn, Liam, også Niall, var der.Ordet gav mig kuldegysninger, jeg var stadig ked af det, men ved ikke hvad jeg skal gøre.
De gav mig alle et udtryk, der ikke kunne være godt, på nogen måde, de så så kede ud, så skuffede, men mest af alt; hjælpeløse.
"Katie," Louis gav mig det der udtryk, der ikke kan være godt, det udtryk han gav mig igår, da han prøvede at få noget ud af mig, mht. vores date. "Niall, h-ha-han" Han kiggede ned. "Han er stukket af" KLASK! Jeg blev fyldt med vrede, skyldfølelse, sorg, og ting som jeg ikke kan beskrive. Jeg var helt væk, følte at hele min verden er gået under.

 

Hvad tror I der sker? Hvorfor stak han af, eller, hvorfor er har han det sådan i første omgang? Smid en kommentar, om hvad I synes, også hvad I synes om alt det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...