Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6107Visninger
AA

20. Kapitel 20

 

LÆS DET HER:

Vildt!! Jeg er nået helt til kapitel 20, og det er kun 19 dage siden jeg startede, dejligt at se jer der følger med, det er virkelig jer der gør jeg gider at skrive, ellers havde jeg stoppet.
Men her er ihvertfald kapitel 20, håber I kan lide det, når I er færdige med at læse, så vær sød at læse forfatterens note nederst, der kommer lige lidt om hvordan jeg vil gøre det fremover, og sådan noget, det ret vigtige ting jeg skriver der, men først til det 'sjove'.

 

Jeg kiggede stadig på hende, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det, for hvis det stod til mig, så havde jeg svaret et eller andet underligt igen, men når jeg er med deres fans, føler jeg mig som en lille mus, jeg føler mig helt som en lille pige igen, nok fordi jeg er så ny i det her 'univers' som jeg egentlig ser det.
"Ja da" svarer jeg. Pigen ser helt bleg ud, vidste ikke hvordan hun skulle reagerer.
Hun går over til Niall, og giver mig kameraet, jeg forstod godt hentydningen til at jeg skulle tage billedet, jeg forstår godt hvorfor, hun er sikkert en af dem der nok ikke er på 'vores' hold, kunne man forestille sig. Han bøjede sig ned til pigen, så de ca. var på samme højde, han var stadig højere. Klik. Billedet var taget, og han rettede ryggen igen, hans øjne var helt døde, på under 2 min. havde de ændret sig fra glinsende krystaller, der næsten dansede i himlen, til en vissen blå rose, uden at overreagerer.
Jeg gik hen til ham, og trakte ham ind i mit kram, jeg mærkede hurtigt hans hænder falde på plads hvor de plejede, jeg stilte mig let op på tæer, så vi var på samme højde, prøvede at finde ud af hvad der var galt, men inden jeg nåede op til hans ører for at spørge hvad der var galt, kiggede han mig i øjnene, han var tæt på at græde, lidt for tæt i forhold til at vi var omringet. Jeg kunne mærke at der var tårer på mig, selvom jeg ikke ved hvad der er galt, så er det noget der går ham for sygt på, for han er ikke en der græder let, på nogen måde.
Fra det ene sekund til det andet var jeg omme på hans ryg, hvordan og hvorfor kunne jeg ikke helt forstå, eller, hvorfor delen nok godt, men jeg blev helt forvirret, det gik virkelig stærkt, aldrig prøvet noget lignende, han er jo stærk, men det der var for sindsygt, ligesom en rutsjebane af en art.
Han løb hen til bilen, det gik faktisk uden problemer, de lavede ligesom vejen for os, det fik ham til at sænke farten en smule, og der gik ikke særlig lang tid, så var vi foran bilen, jeg blev nød til at hoppe af, og vi gik ind i bilen.
Han var helt stille, den eneste lyd der var, var de piger der bankede på ruden, for at komme ind, jeg så på ham, på en eller anden måde, følte jeg at han gemte noget for mig, men hvad, det er et mysterium, alt for mystisk, han plejer ikke at gemme noget for mig, men det var ikke sådan en ting eller noget, det var mere som om at der var noget han ikke gad sige, hvis I forstår.
"Hvad er der galt?" Jeg kiggede stille over på ham, på samme tid med at je slungede min krop hen til ham, han smilte en smule, men det varede kun kot, før han igen blev seriøs, og spændte en smule i sinne muskler.
"Ikke noget, havde bare håbet vi kunne tage det med ro" Han kiggede hen på mig, men jeg har altså kendt ham i mange år nu, selvfølgelig taler han sandt, men det her er ikke hele historien, der er noget andet bag, jeg forestiller mig lidt en stor metal dør, jeg har åbnet den ene nu, men bag døren er der en anden osv. Jeg må vide sandheden, må vide hvad han egentlig vil med det her.
"Hvad mere?" Han kiggede undret på mig, men det var falsk sat op, det en ulembe for ham, jeg ved præcis hvordan han reagere i de forskellige situartioner, jeg ved hvordan han lyder når der er noget han gemmer, når der er noget han ikke vil fortælle.
"Jeg er bare så træt af at man ikke har noget privatliv, at jeg ikke kan være ude en enkelt  nat, uden at skulle være omringet, træt af det her, jeg elsker mig liv, men alle har brug for privatliv, der er ikke nogle der gider at være på forsiden hele tiden, jeg vil bare gerne kunne tage en aften som den vi lige havde, hvor vi ikke laver andet end at slappe af, andet end at vær glad for hinanden, og håbe på at der ikke sker noget, for der kan ikke ske noget, jeg er jo også dækket op hele tiden, jeg har bare ikke mine egn øjeblikke, med mindre jeg forbliver inden for. Jeg vil ikke lyde som om at jeg ikke er taknemlig, det er det sidste jeg ikke er, men hvis jeg kunne få den ulejelighed bare en gang imellem at have mine stunder for mig selv, og pigen jeg elsker?" Han kiggede ned, han var tydeligvis sur, meget, jeg vidste på ingen måde hvordan jeg skulle reagere, men en ting jeg vidste var, at han behøvede mig, det kan man jo se, han sidder og klager, og når jeg siger at Niall ALDRIG klager mener jeg det(med mindre det er mad), han har et for stort hjerte til at klage.
Jeg trak ham ind til mig, følte alle hans følelser bryde ud i et stort råb, jeg blev helt bange, hans råb blev størrer og størrer, tårer faldt ned af hans kinder, som om at de aldrig ville stoppe, jeg var død, det var hjerteknusende, for ikke nok med at vi sad, helt tæt, og at han råbte sine lunger ud af vrede, tårer løb ned ad hans ansigt, så rystede han af hele kroppen, og jeg mener ikke bare ryste, det var virkelig store rystelser, af vrede, rædsel.
Men hvorfor kom det her? Hvorfor reagere han på den her måde, der var jo ikke sket noget med os, vi havde ligget der hele aftenen/natten, bare ligget der, som om at intet ville ske, og nu.

 

***

Vi ankom til lejligheden, han var stadig lige så meget ude af den som før, uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få ham til at slappe af, få ham til at fortælle hvad der er galt siden han reagere på den her måde, siden at hele hans verden kolapsede på en gang, uden den store grund, eller jov, selvfølgelig er der det, ellers havde han ikk reageret sådan, men uden en grund som jeg vidste af, mit eneste håb er drengene lige nu, de er de eneste der kan få ham til at fortælle noget. Forhåbeligt.

 

Louis' synsvinkel 

Katie kom ind af døren, alles opmærksomhed faldt over på hende, hun så ikke for godt ud for at være ærlig, hendes hår var uglet, hendes trøje var ret våd omkring skulderen, og hendes ellers strålende øjne, var helt døde.
Jeg løb ud til hende, det største smil var på mine læber, der var et  eller andet ved den pige, som altid gjorde mig glad, hun er sådan en strålende personelighed, alle kan lide hende, ellers er der noget galt. Jeg kiggede på hende, og kunne tydeligt se der var noget voldsomt galt, hun kiggede  ud af døren. Hun gik stille derud, og kom ind igen, hun trak.... Niall?
Hvordan var det lige han så ud? Han rystede som en sindsyg, han øjne var helt fyldt med vand, tårer løb som en sindsyg ned af hans ansigt, hans trøje var helt våd, nok på grund af tårende, han så helt færdig ud, hvad er der lige sket?

I mellem tiden var resten af drengene kommet ud til os,  de var lige så forvirret som mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad kan der være sket? Det er helt vildt, han er ikke en der viser følelser, og nu? Han er jo helt ude af den.
Liam gik over til Niall, hjalp ham med at tage sine sko af, han var helt hjælpeløs. Liam kiggede ham  i øjnene, hans gnist var helt væk, Niall kiggede ikke på ham, men fulgte Katie i alt hvad hun lavede, hver eneste bevægelse, selvom der ikke var så mange af dem, hun var stivnet, tårer løb som en sindsyg ned af hendes kinder, ingen af os vidste hvad vi skulle gøre.
Jeg fangede Zayns opmærksomhed, han var vidst lige så forvirret som mig, vi prøvede at ligge en plan, måske var det ikke denbedste måde, men ingen af os kan snakke.
Jeg  gik hen til Liam, som stadig stod med Niall, Zayn og Harry gik hen til Katie, og tog hende ind på Harrys værelse, vi satte os ind på mit.
"Hvad er der galt?" Begyndte Liam, Niall kiggede på ham, men kiggede hurtigt ned igen, man kunne se allede tårer der løb ned af hans kinder, det irriterer mig at vi ikke kan finde ud af hvad der er galt, ingen af os var der, så det er svært at se det hele på den lyse side, for lige nu er der sgu ikke nogen lys side.

"Jeg tog hende med på en date" sagde Niall, efter meget lang tids akavet stilhed, hvor vi ikke vidste hvad vi skulle stille op med ham, han var bare siddet, siddet og taget sig sammen til få noget sagt.
"Det vel ikke det der er galt" Jeg kiggede over på ham, også selvom det ikke helt kom ud på den mest seriøse måde, så var det ment i det mest seriøse. 
"Nej" Han kiggede ned, igen, før han lænte sig bagud i sengen, som han sad på kanten af, han lå bare der, med en pude over hovedet, skreg, skreg, skreg og skreg, det var noget af  den værste lyd jeg har hørt, den var så fyld af smerte, det gjorde helt ondt at høre på, det lød som om at han skulle slagtes, men på en eller anden måde værrer.... Indtil.... Katie.

 

 

Igen! VIGTIGT!

Igen, jeg undskylder virkelig meget for at den har været så lang tid undervejs, men ved ikke, håber det var det vær.
Men der er et par ting jeg gerne lige vil sige i forholf til historien:
1) Gider ikke have kritik iforhold til billedet, over at det er jeres, I må selvfølgelig gerne sige hvis der er noget galt, men hold venligst gerne kommentarene til historien, så jeg kan gøre den så meget bedre som muligt.
2) Jeg vil opdatere så tit som muligt, men jeg vil helst skrive af lyst, og ikke fordi jeg er tvunget, så bliver det alligevel noget møg der kommer ud.
3) I må rigtig gerne skrive hvad I tror der sker, vil gerne se om jeg er let at regne ud, eller hvad.
4) Overvejer at lave en trailer, eller en et eller andet om hvert kapitel, hvad siger I til idéen? 

Nå, men i hvertfald, håber ikke jeg har mistet nogle af jer, fordi jeg har været lang tid om det her kapitel.
xx Caroline

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...