Når Venskab Er Kompliceret

Det hele er svært.

Siden han rejste har jeg haft det svært.
Jeg har ikke turde stole på nogle, Niall er den eneste jeg ville være sammen med. Ingen andre.

--------------------------------------------
Men hvad sker der når Niall kommer tilbage? Hvordan føler han, hvordan føler hun?
Velkommen til Katies verden, alt hvad der sker, hvordan og hvorfor?
Der vil selvfølgelig være skiftene synsvinkler.

(Jeg har haft denne her på Wattpad, og derfor er kapitel 1-2, og lidt 3 lidt sjovt skrevet. Undskyld.


33Likes
42Kommentarer
6083Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

Så er jeg her igen, jeg ville ikke være for lang tid om det her kapitel, eller, I skal ikke vente for længe :-D
**Ikke pænt sprog i den her, det kan virke stødene, intet andet end sproget ikke er særlig pænt**
Nå, men go for it. (Stadig Nialls synsvinkel)

 

Jeg kiggede over på Louis og var en lille smule halvforvirret, han plejer aldrig at spørge om sådan noget, og slet ikke med sådan et smil på læben, det var ligefrem uhyggeligt at se på. Louis pegede hen mod TV'et. 
"Så er det officielt, Katie Lizzy og Niall Horan dater, se de afslørende billeder og videoer" Sagde en TV vært, hun havde en blazer på med en hvid skjorte inden under, hun var meget høj, og meget tynd, hendes øjenbryn var tydeligt tegnet op, hendes læber var meget store, og var meget glinsende af alt den lipgloss, hun var meget falsk at se på. 
Jeg kiggede over på Katie, hun stod der helt skræmt, det må have været en svær dag for hende, eller, skræmmende mere, hun har været med i et interview, selvom hun har den største sceneskræk, og nu er hun med i ikke mindre end nyhederne. Zayn blev ved med at stirre på os, og sendte en masse underlige ansigter, nogle af dem var bedre end andre. 
"Så var der mere end én" Sagde Katie og kiggede ned, jeg tror ikke hun var ked af det, bare lettere forvirret, måske en anelse flov, fordi hun var med i nyhederne. 
"Det må man sige" Sagde Louis, og begyndte at smile.
Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave, det her var noget jeg har ønsket mig SÅ uendeligt længe, og troede aldrig det kom til at ske. Katie er seriøst den eneste for mig, intet at ændre, jeg vil være hendes uanset hvad hun gør eller hvad hun siger. Hun kiggede over på mig, mens hun sendte et flirtene smil, og trak mig ind i hendes soveværelse mens hun satte sig på sengen, jeg satte mig foran hende på gulvet.
"Det her er meningen ikke?" sagde hun, mens hun så ned, hun var måske en smule bekymret for mit svar, selvom hun ikke behøvede det.
"Jov, du min nu" svarede jeg, løftede hendes hage op så hun så mig i øjnene, mens jeg lænede mig hen til hende for at kysse hende. Endnu en gang var det fantastisk, de der læber var de blødeste og dejligste i hele verden, vi rejste os igen, og gik ind i stuen igen, da jeg opdagede at Harry var kommet tilbage, han så helt nedtrykt ud, mens han så på mig med glinsende øjne, han prøvede at rejse sig op, men var meget usikker i sine bevægelser, efter et godt stykke tid kom han endelig over til mig, og trak mig væk fra Katie og ind i hans værelse, jeg fik det rigtig dårligt at jeg skulle være væk fra hende, jeg har endelig fået hende, og vil bare være ved siden af hende til vi dør. 
"Niall" Begyndte Harry, han så ned, jeg fik en klump i halsen.
"Du ved, altså, jeg kan også lide Katie" begyndte han. Al min vrede hopede sig op i mig, det svin, Katie er min, og han skal bare holde sig væk fra hende, hvis man ikke gør, så smadrer jeg ham, seriøst, hun er min. Hvordan kunne han overhovedet finde på at sige sådan noget? Han er seriøst ikke normal.
"Du holder dig væk" var det eneste jeg kunne få ud, men ordene kom ud præcist som jeg tænkte dem, fuld af vrede, jeg kunne spytte på ham lige nu, uhh. Harry så ked af det ud. 
"Jeg skal nok, du skulle bare vide det" svarede han, og endnu en gang så han ned, jeg var virkelig sur, han skal bare holde sig fra min pige.
"Det havde jeg faktisk ikke brug for" råbte jeg ham, mens jeg løb ud af værelset, jeg gad ikke være sammen med ham, den eneste jeg gad være sammen med var Katie.

Inde i stuen sad Katie og snakkede med Louis, Zayn og Liam, de så alle så glade ud, især Katie. 
Jeg kiggede hen på Louis, og sendte ham blikket til at han skulle gå ind og snakke med det svin, også kaldet Harry, og undskyld mit sprog, men han skulle virkelig holde sig væk. Louis rejste sig og gik ind på Harrys værelse, jeg tog plads ved siden af Katie, hun så på mig med nogle meget spørgene øjne, hun kunne godt se der var noget galt. 
"Fortæller senere" hviskede jeg i hendes øre, og hun nikkede bekræftende, og forsatte samtalen med Liam. Jeg kunne ikke finde ud af hvad den handlede om, for det eneste der gik mig på var Harry, hvordan kunne han overhovedet være sådan, jeg har sagt 1 milliard gange før Kat kom hvordan jeg havde det med Katie, og at han synes hun er sød, det rager mig det mindste, de fleste kan lide Katie, hun er virkelig åben osv. Men han skal ikke stå og sige til mig at han kan lide hende, når jeg endelig har fået hende, hun er min drømmepige, og har altid været det, så skal han ikke tage alt det væk fra mig, som jeg har bekæmpet evigheder for at få. 

Harrys synsvinkel
Det var virkelig svært at se dem sammen, og at man kunne se at de var så lykkelige at de endelig havde fået hinanden, da det havde stået klart for os alle sammen at de ville finde sammen før eller siden. Men alligevel, jeg følte et eller andet for Katie, men kan ikke finde ud af hvad det er. Hun er som den prinsesse man ser i alle eventyr. 
Louis kom ind af døren, og skubbede mig ud af mine tanker.
"Hvad så?" Sagde han, og så underligt på mig, han kunne jo sagtens se at der var et eller andet helt galt.
"Jeg har bare et eller andet for Katie" Svarede jeg, og så ned. Det var virkelig pinligt at snakke om, og Nialls reaktion gjorde det ikke bedre, han udstrålede bare foragt og vrede. Jeg så op på Louis, han så overrasket ud, han er var chok.
"Hvad bilder du dig ind?" Kom det endelig fra ham. Det gjorde ondt at han sagde det på den måde, han var min bedste ven, det kunne være rart med lidt støtte.
"Var det det du sagde til Niall" Spurgte han om, han så sur ud, det var ikke særlig rart, jeg var ikke selv stolt over det, men det var ikke noget jeg kunne gøre for.
"Ja" Svarede jeg og kiggede ned i gulvet igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham, det ville gøre for ondt, det ville være for psykisk hårdt.
"Kan du ikke se hvor glade de er for hinanden? Hvorfor spolerer du det allerede første dag?" sagde han igen, jeg kunne mærke øjne sidde som knive på mig. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan ikke komme med et svar der er godt nok, et der gav mening, udover at jeg er forvirret, jeg vil bare gerne have Katie til at blive min. 
"Du må altså allerede nu indse, at hun er Nialls, det har altid været meningen at det skulle være dem en dag, at de først har indset det nu, det er der ingen der ved. Men hvis du så meget som spolere noget som de har sammen, så gider jeg aldrig nogensinde snakke til dig igen." Man kunne høre hvor meget han mente det, hvor gal han var. Jeg kunne ikke gøre noget, jeg kan ikke sige ham imod, udover at han måske overragere, ellers var det bare mig. 
"Jeg skal nok lade dem være så længe de er sammen" Sagde jeg endelig, jeg havde tænkt over ordene omhyggeligt, ellers ville der bare komme et eller andet lort ud som ingen ville forstå. 
"Også selvom de ikke er sammen, de vil være sammen foraltid, på en måde eller en anden" kom han igen. Nogle gange var han den bedste, men lige nu var han virkelig provokerende, selvom han sandsyneligvis havde ret, eller rettere det havde han.
"Jeg skal nok, det bare svært" Jeg havde ikke andet at sige, det her var svært, at vide at jeg ikke kunne få hende.
"Handler det her virkelig om hende" Svarede Louis mig hurtigt igen, og det gav mig rigtig meget at tænke på, var det hende jeg ville have, eller bare en kæreste? Var jeg misundelig på Niall fordi han har noget jeg ikke har, kærlighed. Det eneste jeg behøver er en at kunne holde om, og få hende til at føle som en prinsesse, og det kan jeg med Katie, det er derfor jeg vil have hende så inderligt. Men jeg må indse at hun er Nialls, og at de er skabte for hinanden. 
"Jeg er forvirret" Svarede jeg bare og lagde mig end i sengen, jeg gad ikke mere, jeg vil ikke kunne holde ud at se dem sammen, at være så forelskede som de er, altså, de skal ikke tage hensyn til mig, men hun er så fantastisk, og jeg vil ikke have at hun forstår det her på en eller anden måde så jeg virker som en galning, men alligevel, jeg kan ikke selv fortælle hende det, og hvis Niall siger det, forklarer han det på en eller anden måde så jeg er en dum idiot, selvom at jeg nok er det. 
"Vil du ikke fortælle hende det?" Så jeg spørgende på Louis, han virkede helt kold, han var virkelig sur, i alt den tid jeg har kendt ham har han aldrig været så oprevet før, der skal en del til at gøre ham sur.
"Du må altså selv få styr på dit eget pis, undskyld jeg siger det, men jeg vil ikke blandes mere end i det her, men det eneste jeg vil sige er at hvis du så meget som flirter med hende, hvis Niall bliver ked af det, hvis du sårer ham omkring Katie, så snakker jeg aldrig til dig, jeg vil aldrig have noget at gøre med dig igen." Det var det sidste han sagde inden han gik igen, og jeg var alene.igen.
Alt det her var så forvirrende.
Efter et stykke tid beslutter jeg mig for at gå ind til de andre, bare for at jeg ikke virker alt for lonley type. 
Inde i stuen sad de alle sammen, deres øjne var som knive, udover Katies, de funklede,  men hun havde sikkert heller ikke hørt det, endnu.
"Katie, vi bliver ned til at snakke" For jeg endelig sagt, jeg kigger ned og rødmer en smule, det her ville blive akavet. Hun så nysgerrig på mig, og vi gik sammen ind på mit værelse, Niall og Louis' øjne var som knive i ryggen da jeg gik ind på værelset. 

 

Nå, hvad siger I så til alt det her. Godt/dårligt? 
Men ihvertfald håber jeg det var godt, og undskyld det blev lidt sent, men vi skulle holde min mors fødselsdag i dag, så der har været lidt travlt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...