Phan

VIGTIGT: Denne historie er ikke skrevet på baggrund af virkelige hændelser!

Fan-fictioen er en "mini-serie" jeg vil skrive om shippet "Phan" som består af de to YouTubers Dan og Phil (http://www.youtube.com/user/danisnotonfire) (http://www.youtube.com/user/amazingphil)

Dette er den første form for fan-fiction jeg har skrevet, så derfor er det ikke perfekt men jeg vil alligevel gerne prøve.

14Likes
8Kommentarer
891Visninger
AA

1. Mødet

"Daniel Howell! Hør efter din dovne skid! Det er dig jeg taler til. Hvad giver regnestykket?"

Min gamle sure matematik lærer Hr. Johnson flippede totalt ud, igen. Jeg havde glemt alt om lektier og havde brugt hele aftenen i går på at spille computer og sove. Han kunne da ikke forvente at jeg laver mine lektier hele tiden, jeg er jo et menneske for fanden. Jeg har også brug for fritid så jeg kan slappe af og gøre lige hvad der passer mig.

"Hr. Howell, vil du være så venlig at svare på spørgsmålet?" hans ansigt var begyndt at blive rødt, og jeg må indrømme at jeg havde lidt ondt af den gamle

"Svaret er 378.573, meget enkelt regnestykke"

Jeg nyder altid at se de andres overraskede ansigts udtryk, når de opdager at jeg kan andet end at sove.

"Korrekt." sagde han og fortsatte sin undervisning. Matematik. Hvilket utroligt kedeligt fag, tal efter tal blandede sammen med nogle få bogstaver og tegn. Og det værste af det hele er at facit altid er det samme forstået på den måde at 2+2 altid giver 4, det ændre sig ikke.

Imens Alt andet forandre sig hurtigere end en dag kan gå, er matematik uforanderligt.

Klokken ringede og Hr. Johnson bad os om at lave nogle opgaver til i morgen, men jeg hørte ikke rigtigt efter, jeg ville bare hjem. Jeg pakkede mine ting sammen og proppede mine høretelefoner i ørene og vendte snuden mod udgangen mens musikken spillede i mit hoved.

Mit navn er Daniel Howell, men mine venner kalder mig Dan. Jeg går på gymnasiet og bor i Manchester.

jeg har ikke mange venner, men de venner jeg har, vil jeg til gengæld ikke bytte for noget andet.

Busstoppestedet var proppet med elever som ikke kan vente med at komme hjem, eller bare at komme væk fra det her hul. Jeg stillede mig om bag i køen og håbede lidt på at bussen snart kom, det var midten af december og de steder der ikke har været saltmaskiner og sneplove går sneen helt op til knæene.

Jeg stod af bussen og klokken var 15.09, hvilket gav mig massere af tid til at gå på Starbucks inden jeg blev nød til at tage hjem og lave de pokkers lektier. Jeg gik ind på Starbucks og bestilte den sædvanlige sorte kaffe blandet op med omkring en tredjedel af kaffens masse i mælk. I det øjeblik jeg vendte mig om opdagede jeg, at jeg nok skulle have bestilt take-away. Alle bordene var proppet, ud over et lille bord nede i det ene hjørne. Der sad en dreng på omkring min alder ved bordet, hans sorte hår fik et blåt genskær fra cafeens lamper, hvilket fik det til at ligne at hans hår lyste.

Stille og roligt begav mine ben sig af sted mod bordet, jo nærmere jeg kom, jo mere overbevidst blev jeg om at vi var på samme alder. Han så ung ud, men ikke ung nok til at være et barn, han var på omkring min højde ud fra hvad jeg kunne bedømme tre border fra ham.

"Hej, må jeg sidde her? Der er ikke flere frie borde og jeg var dum nok til ikke at bestille take-away"

Drengen kigge op på mig, han havde et smalt ansigt, blå øjne og bleg hud. "Ok, bare tag plads" sagde han med en undertrykt latter i stemmen og han smilede op mod mig. Jeg gengældte hans smil og satte mig overfor ham.

"Mit navn er Dan, hvad er dit?" spurgte og rakte min arm over bordet for at give ham hånden. Han tog min hånd i en hilsen og svarede "Mit navn er Phil."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...