Phan

VIGTIGT: Denne historie er ikke skrevet på baggrund af virkelige hændelser!

Fan-fictioen er en "mini-serie" jeg vil skrive om shippet "Phan" som består af de to YouTubers Dan og Phil (http://www.youtube.com/user/danisnotonfire) (http://www.youtube.com/user/amazingphil)

Dette er den første form for fan-fiction jeg har skrevet, så derfor er det ikke perfekt men jeg vil alligevel gerne prøve.

14Likes
8Kommentarer
892Visninger
AA

3. Kameraet

 

Dan's del:

 

Sneen var kommet igen, hårdere end da den havde faldet første gang, hvilket gjorde det utroligt svært at komme over til Phil. Vejen var ikke ryddet og pga. Den nye sne var der kommet is de steder der i går både var is og sne fri. Så mens jeg skøjtede hen af fortovet på vej i den retning som Phils hus gerne skulle ligge i, hørte jeg til en bladet spilleliste hvor nok den største andel af sangene var skrevet af Muse, et band som jeg med et tilfælde opdagede at Phil i hvert fald har hørt to sange fra. I går mens vi lavede lektier begyndte han nemlig at nynne en melodi jeg kun kender alt for godt, og den skreg langt væk af Muse. Men inden jeg nåede at spørge havde han stillet mig et spørgsmål, og jeg syntes det var ubehøvlet at skære ham af for at spørge ham om musik. Henne på hjørnet stod der et hyggeligt hvidt hus med et stakit hele vejen rundt om forhaven, stakittet blev afløst af en høj hæk som så ud til at indramme hele baghaven. På havelågen hang der et lille skilt hvor der stod "Lester". Forhaven havde et blomsterbed og en lille have dam og lignede en af de haver enhver person ville være lykkelige for at vise frem om sommeren. Jeg gik op til hoveddøren og bankede på, en kvinde som jeg regnede med var Phils mor åbnede døren og lukkede mig ind.

"Du kommer tidligere end vi havde regnet med, Dan" sagde hun og gav mig hånden og jeg gengældte gestussen. "Jeg er Phils mor, Phil er ude og børste tænder. Du kan gå ind på hans værelse mens du venter." sagde hun og jeg nikkede for at besvare hendes spørgsmål. Hun fulgte mig ned af en lille gang og ind på et værelse med en uredt seng med blåt sengetøj, et opryddet skrivebord med en computer og et videokamera, og nogen havde presset både en bogreol og et klædeskab af væggene. Over sengen hang en række af Muse-plakater som bekræftede min teori om at han havde hørt bare lidt af deres musik. Jeg stod og kigge på de mange billeder af albums, singler og Muse's tre medlemmer Dom, Matt og Chris, da jeg hørte nogen hoste bag mig. Det var Phil, han var parat til at gå så jeg fulgte efter ham ud af huset og ned mod det lille busstoppested hvor flere børn og unge havde samlet sig for at komme i skole. Flere gange var vi nød til at bukke os da snebolde blev kylet i vores retning, og de små børn grinede som besat da Phil pludselig deltog i deres sneboldkamp. "Kom nu Dan, man bliver aldrig for gammel til sne!" råbte han til mig i det øjeblik han sendte en snebold lige i maven på mig. Jeg bøjede mig ned og lavede en snebold som ramte Phil lige på ryggen mellem skulderpladerne, han grinte og kastede endnu en bold imod mig, sådan blev vi ved indtil bussen kom kørende rundt om hjørnet. Vi satte os ind i bussen og delte et par høretelefoner så vi begge kunne høre Muse's nye album som jeg havde lagt over på min telefon aftenen forinden. Vi snakkede om hvor fedt det kunne være at komme til en af deres koncerter og opleve det meget omtalte og berømte lys og røg show. Bussen havde været fem minutter forsinket da den havde siddet fast i en trafik prop i nærheden af et lejlighedskompleks, så vi kom selvfølgelig for sent til første time. Phil havde tysk og jeg havde historie så vi ville ikke kunne se hinanden før frokost. Vi fulgtes fra bussen og ind på skolen og skiltes igen.

 

Historie var som historie nu engang er. En lærer, en klasse og en masse gamle facts og personer. Selvom min lille beskrivelse får det til at lyde utroligt kedeligt, er det nok et af mine ynglings fag, men det laver ikke om på at man helst vil lave alt andet end at modtage undervisning om fredagen og lige så snart den sidste klokke lød mødtes jeg med Phil på hovedgangen lige overfor inspektørens kontor.

Vi tog hjem til Phil og spillede 'Sonic' inde på værelset, han fortalte mig om hans YouTube "arbejde" da jeg spurgte til kameraet

"Jeg har gjort det i et stykke tid nu, og jeg må indrømme at man faktisk får en eller anden form for bånd til sine subscribers." Sagde han mens han fik ledet sin "sonic-person" væk fra et hul.

Phil- ”Du begynder at bekymre sig en smule om dem og når man læser glade, rosende eller positive kommentarer bliver man glad, ligesom når får et kram eller et skuldreklap af en ven.”

Mig- ”Jeg har faktisk selv overvejet at starte på at lave videoer.  Jeg vil gerne prøve noget nyt og opleve det du oplever med dine subscribers. Jeg vil gerne kunne underholde folk og gøre dem glade selvom at de måske ikke er i godt humør. Jeg kan bare ikke få mig selv overtalt til at begynde.”

Phil- ”Altså. Jeg kan ikke se hvordan dine forhåbninger og ønsker ikke har overtalt dig til at starte endnu. Men jeg syntes du skal give det et skud.”

Mig- ”Jamen, hvad skal jeg gøre? Hvis jeg sætter mig ind foran et kamera og snakker i en halvtime bliver jeg jo bare kedelig.”

Phil-”Du kan jo starte med at præsentere dig selv. Sige hvad du hedder, hvor du kommer fra og hvad du interesserer dig for.” Sagde Phil og smilede til mig.

Det endte med at jeg tog hjem om aftenen med Phils kamera i tasken, og skulle i gang med at filme min første video. Jeg havde fået Phil til at gå med mig og hjælpe mig med at filme og redigere. Jeg opdagede at det tog meget længere tid end jeg først havde forstillet mig, men jeg endte med at blive meget tilfreds og jeg oploadede videoen til min egen kanal ”danisnotonfire” (Tro mig har ingen anelse om hvorfor jeg valgte at kalde mig det på Youtube!)

Jeg endte med at tilbringe hele min weekend i Phils selskab, ikke at det gjorde mig noget. Phil blev på nogle få dage en fast støtte og det tætteste jeg nogensinde har haft på en bedsteven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...