Your Mind Is Criminal.

Sean er en nittenårig dreng fra den amerikanske by New Jersey. Han er vokset op i en lykkelig familie, men da hans far rejser til Afghanistan, og dør i en vejsidebombe, bliver det aldrig helt det samme. Kun to år efter da han fylder tolv, forlader han moderen og hans tre andre søskende, og vælger det hårde liv på gaden. Endnu er han ikke endt i politets varetægt, men vil det ske i det senere liv, eller vil han vende tilbage til sit gamle liv, her syv år efter, på hans fødselsdag?

3Likes
1Kommentarer
278Visninger
AA

1. Scream and Shout.

Jeg var ni år gammel da min far rejste til Afghanistan, og lige fyldt ti da jeg fik af vide at han var død. Jeg var vred og indebrændt, men måtte holde det væk. Min mor var knust, og mine søskende forstod ikke hvad der var sket. Som den ældste måtte jeg lære at klare den for min mor. Hun var på randen til et psykisk sammenbrud, men som månederne gik, skubbede hun det fra sig. Hun lærte at blive selvstændig, og der blev mindre og mindre brug for mig. Til sidst kunne jeg få tid til at gå i skole igen. Men det var en hård kamp i midterskolen, og når man er anderledes er det ikke altid lige nemt. Jeg var den eneste sorte på hele skolen, og de andre børn mobbede mig. Jeg var venneløs, og det eneste jeg kunne gøre, det var at lade være med at tage i skole. To år efter min far døde besluttede jeg mig for at stikke af. Der var ikke brug for mig nogle steder, og jeg følte mig så helt alene..

 

Når jeg tænker tilbage på det får jeg kvalme. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det, når jeg igen føler mig så alene. Men nu er jeg ikke alene mere. Jeg bor iblandt nogen mennesker der er som mig selv. Eller foregiver at være det. Den eneste måde at glemme på, er at gøre det som jeg altid har afskyet - Stoffer. Men man har ikke rigtigt noget valg, når nu man lever i sådan et miljø. Man må lære at leve med hverdagen her, som mest af alt består af stoffer, alkohol og kriminalitet. Alt det jeg tit drømmer mig væk fra, når jeg sidder i en af de lasede sofaer, i det gamle varehus, som jeg 'flyttede' ind i, lige efter jeg stak af. Jeg tænker stadig på min mor nu og da. Og jeg besøger hende også. Hun ved det bare ikke selv. Og det er sådan at det bør være. Jeg ved at hun savner mig, og jeg ved at hun har brug for mig. Men jeg er ikke klar. Ikke klar til at indse sandheden, at de er kommet videre, og at jeg endnu ikke er det. Men alligevel føler jeg mig ikke så alene længere. Måske ændrer det sig en dag? Eller måske aldrig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...