Me, my tears and I

Kate ved ikke, hvad hun skal gøre. Hendes liv er noget rod. Ingen kender hende. Ingen interesserer sig for hende. Ingen ved, hvem hun virkelig er. Ingen forstår hende. Ingen vil lære hende at kende. Ingen kan hjælpe hende. Kun musikken. Kate kender musikken. Musikken kender hende.

1Likes
3Kommentarer
152Visninger
AA

1. My day, my life

 

Udenfor sner det som aldrig før. Det har det gjort hele dagen, men på grund af vinden er det blevet endnu værre, end det var før. Og min mors lysterapilampe hjælper ikke rigtig på humøret. Jeg ved godt, at sneen burde gøre mig glad, det er jo trods alt snart jul. Men siden sidste jul, hvor jeg fandt alle de tomme ølflasker ude i skuret, har jeg bare ikke kunne få mig selv til at nyde istapperne eller lysene i vinduerne. Udover min fars drukproblem, så har jeg bare haft en svær tid. Skolen, familien og vennerne eller, hvad man kunne kalde de få, der gad snakke med mig. Hver dag var et helvede! Min mor måtte slæbe mig ufrivilligt ud i bilen, og hver gang det skete, måtte jeg høre på hendes brok om, at hun kom for sent..

Jeg bevæger mig langsomt ud i køkkenet, mens jeg i mit hoved gennemgår de forskellige tebreve, vi har liggende i skuffen. Kirsebær, jordbær, fersken og bare helt almindeligt frugtte. Jeg nupper et fersken tebrev fra den lille æske, det har opholdt sig i. Derefter hælder jeg vand i kogekedlen, og tænder for radioen. Lyden strømmer ud fra det lille cremefarvede apparat. Jeg vrikker lidt med hoften, drejer rundt, og finder en kop frem fra skabet. Derefter tager jeg en lille skål og fylder den op med bløde småkager fra supermarkedet. Min mor kommer hjem fra arbejde lige om lidt, og hun elsker at proppe sig med dem.

Kl. 16:05 kan jeg høre hendes bil dreje ind ad indkørselen. En bildør bliver smækket, og fodtrin lyder i den tykke sne, som stadig ikke er blevet skovlet væk. Døren går op, og ind træder min mor. Hendes lyse hår er sat op i en knold, og hendes blågrønne øjne er våde endnu en gang. Hun græder tit i bilen. Jeg hørte det engang, da hun skulle køre mig til træning. Det har hun gjort siden hende og min far blev separeret. Grunden til separationen er, at de ikke vil skilles, men stadig vil vise mig, at der er håb for, at de måske en dag finder sammen igen. Men det regner jeg nu aldrig med kommer til at ske.

Hun hænger sin hvide frakke på stumtjeneren, tørrer øjnene, og går ind i køkkenet. Med sløve bevægelser finder hun en kop og hælder te op i den. Så sætter hun sig på en af stolene i vores lille køkken, og giver sig til at spise en håndfuld småkager. Jeg kigger forsigtigt på hende, men da hun kigger op, sænker jeg blikket.

Typisk!

Altid akavet stemning. ”Nå…øhm.. hvordan har din dag været?” spørger jeg hurtigt om. Min mor stirrer anstrengende på mig og smiler kort, inden hun siger: ”Fin tak. Og dig? Glæder du dig til i morgen?”

I morgen er første skoledag på min nye skole: Mckinley high, og jeg glæder mig ikke! Det er bare endnu en åndssvag skole med dumme og snobbede elever, der ingen medfølelse har. Jeg fatter bare ikke sådan nogen mennesker, der gerne vil såre og nedgøre andre. De tror, de er så meget bedre end alle andre, og på grund af deres statusser, tror folk som mig på dem.

”Hallo.. Nogen hjemme?” Spørger min mor og løfter det ene øjenbryn. ”Var?” Forvirret kigger jeg op, og river mig ud af mine tanker. ”Øh.. ja, jeg glæder mig,” lyver jeg og undgår hendes undrende blik.

Vi sidder i køkkenet resten af aftenen. Udenfor stormer det, og månen titter frem bag sit tågede gardin. Ingen skyer kan ses på himlen, kun skinnende, klare stjerner. Tidligere på aftenen fik vi tændt nogle stearinlys. Ingen af os siger ret meget. Vi drikker bare lavmælt vores te og spiser kun småkager til aftensmad. Jeg kigger på det store ur, der hænger på væggen. 04:00. ”Jeg må hellere gå i seng nu,” siger jeg og rejser mig. Min mor tjekker klokken og siger, at hun hellere må se at gøre det samme. Trætte i benene trasker vi ovenpå. 04:18 ligger jeg i min seng og tænker på i morgen, eller rettere sagt i dag. Hvis jeg er heldig er der måske ikke nogen, som vil lægge mærke til mig. Jeg kan bare forsvinde i mængden..

Hvad skal jeg tage på? Hmm.. Måske den grønne top, sort cardigan og converse. Eller vest og jeans. Jeg når ikke at tænke til ende, for kort efter sover jeg.

                                                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...