Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
645Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Kapitel 9. - Emilies synsvinkel

sig mig. Hvornår holder du op med at lege tagfat? Det er lidt kedeligt.” jeg stirrede ondt på Daniel. Helt ærlig. Troede han at vi legede tagfat? Jeg ville sådan set bare slippe af med ham lige nu. Jeg kunne ikke fordrage ham. Ikke lige nu i hvert fald. Hvorfor kunne han ikke bare fokusere lidt på mig, i stedet for alt andet, der var omkring mig. Jeg kunne mærke at min krop rystede. Jeg var stadig ked af det indeni, og det var derfor jeg rystede. Næsten lige som når man hulker. Men jeg følte vrede. Jeg tror det er stærkeste følelse jeg føler lige nu. Men jeg vidste det ikke, for jeg savnede også Amanda. Og til min store overraskelse, så savnede jeg også Kasper. hans store, kærlige knus. Gad vide om han ville give mig et knus, hvis jeg kom tilbage sådan her. For han ville vel ikke hvis jeg kom tilbage og var glad. Gad vide hvordan det egentlig gik med Amalie? Jeg fokuserede på Daniel igen. Igen kiggede han væk. Denne gang bare ikke helt så diskret, hvis man kan kalde de andre gange det.

Det irriterede mig ufatteligt, og jeg skubbede til ham, så han røg lidt bagud, og løb så, så hurtigt jeg kunne, op mod hospitalet. Da jeg var nået et stykke, kunne jeg se Kasper. Han kiggede over mod mig. Mere kunne jeg ikke se. Jeg kigge tilbage, og så at Daniel løb efter mig. Han løb hurtigt, så jeg løb endnu stærkere. Jeg kunne næsten ikke så vejret, men jeg fortsatte. Da jeg var tyve meter fra Kasper, sænkede jeg farten, men løb direkte over i armene på ham. Gad vide om han kunne hjælpe mig af med Daniel? ”hva’ sker der?” spurgte Kasper. ”bare en lille misforståelse.” svarede Daniel koldt. Helt sikkert tænkte jeg. Han vidste sikkert ikke engang hvad der var galt, og troede bare at det var pga. det der med boksningen, som han ikke havde fortalt mig noget om. ”det ser ikke rigtig ud som om, at det bare er en lille misforståelse” snerrede Kasper. Jeg kiggede op på dem, og først nu, kunne jeg mærke tårerne i mine øjne. Kasper kiggede på mig, og tørrede mine tårer væk. Gad vide hvor svært det egentlig var for ham. Han var sikkert ret glad for situationen. Eller, selvfølgelig ikke at jeg var ked af det, og at Daniel var her, men at få lov til at trøste mig, stå og holde om mig, og beskytte mig mod Daniel. Jeg vidste nogenlunde hvordan han havde det, for jeg havde jo fundet ud af at han stadig elskede mig.

Daniel og Kasper så på hinanden, som om de kunne begynde en slåskamp når som helst, hvis ikke det var fordi jeg stod i mellem dem.

Hvad fanden var det lige der skete? Hvorfor skulle mit liv absolut være så fucket? Hvorfor lige mig.

Jeg fik øje på Amanda indenfor. Hun kiggede medlidende på mig. Jeg forstod det ikke, jeg havde jo ikke fortalt at jeg ikke savnede Kasper mere. Selvom det lige var gået op for mig at jeg rent faktisk stadig savnede ham. Det var også meget nemmere nu hvor Amalie ikke var der. Jeg kiggede op på Kasper og derefter over på Daniel. Jeg fandt ud af at de begge to nærmest stod i angrebs stilling, og kunne lige pludselig godt forstår Amandas medlidende blik. Jeg kiggede hurtigt op på Kasper, og spurtede derefter ind til Amanda. Vi stod begge to og kiggede ud på Kasper og Daniel som var i gang med en slåskamp. Jeg forstod egentlig ikke hvad det var de sloges om, men jeg var heller ikke helt klar i hovedet endnu. Selv om jeg havde håbet på det. jeg kiggede på Amanda. Det så ud som om hun vidste præcis hvorfor de sloges, så jeg gik ud fra at det bare var mig der ikke vidste det.

Deres kamp var ikke overhovedet ikke smertefri. De fik begge to nogle vildt store skrammer. De lossede til hinanden, og en enkelt gang fik Daniel ramt Kasper i skridtet. Jeg blev flere gange nød til at kigge væk. Hvor var de egentlig voldelige? Og Kasper var meget stærkere end jeg troede. Han fik op til flere gange lagt Daniel ned, og jeg havde jo set hvor stærk Daniel var, da han boksede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...