Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
644Visninger
AA

8. Kapitel 8.

Kapitel 8. - Emilies synsvinkel

Jeg kunne ikke lige kende stemmen, men jeg vendte mig alligevel om. Jeg genkendte straks dem der havde kaldt. Kvinden med det lange lyse hår, lige så lyst som mit, og manden med det brune hår, og grønne øjne. Jeg havde også selv grønne øjne, og så lige pludselig som et lyn fra en klar himmel, så jeg lighederne mellem mig og manden og kvinden. ”mor? Far?” spurgte jeg lidt usikkert. De nikkede begge to. jeg rejste mig hurtigt op, og susede hen til dem. Jeg kastede mig i deres åbne arme, og stod og krammede dem i et par minutter. Jeg havde savnet dem mere end jeg var klar over, og så kunne jeg mærke tårerne presse sig frem i mine øjne. De væltede ud, og jeg kunne slet ikke styre det.

Min mor kiggede ned af mig, og så ikke særlig begejstret ud. Jeg kom i tanke om det jeg havde på, og smilede skævt til dem. ”skal vi ikke finde noget ordentligt tøj til dig?” spurte min mor. Jeg nikkede en enkelt gang, også hev de mig med ned af gangen. Jeg nåede lige at få et sidste glimt af Daniel inden vi var nået helt væk, men bagefter spurgte jeg mig selv om det var ham jeg havde set, for han havde set sur ud, og sendt dræberøjne. Det lignede ham ikke, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke over hvad der var galt. Var det mig der havde gjort noget galt?

Jeg fulgte med ind på den stue jeg var vågnet på, og satte mig på sengen. Min mor og far fandt noget tøj frem. Da kastede det i min favn, og sendte mig lidt for hurtigt ud på toilettet, så jeg kunne skifte tøj. Jeg lagde tøjet fra mig, og tog det op ét efter ét. Nu forstod jeg hvorfor de havde sendt mig så hurtigt herud. De ville undgå mine protester.

De havde fundet nogle ballerinasko, et par næsten gennemsigtige strømpebukser, nogle korte shorts, en lang sort T-shirt, en hvid hulet T-shirt, som jeg kunne tage ud over den sorte, en cardigan, en masse halskæder, og et par øreringe.

Helt ærlig. Kunne de ikke have valgt noget andet? Min mor bankede på døren, og spurgte:” er du snart færdig?” jeg skulede mod døren, og lod vær med at svare.

Da jeg havde taget tøjet på, hørte jeg en underlig lyd, som om noget var røget på gulvet. Jeg kiggede ned, og lagde mærke til at der lå en macare, og en øjenskygge nede på gulvet. Jeg havde åbenbart ikke set det da jeg havde taget tøjet op ét efter ét. Underligt. Det burde da også have røget på gulvet der. Jeg ignorerede det, og kiggede mig i spejlet over vasken. Så tog jeg macaren i hånden, og begyndte at tage det på. Bagefter tog jeg øjenskyggen, og lagde et tyndt lag på. Jeg gad egentlig ikke og ligne en dulle så meget som jeg gjorde nu, men det var min mors ønske, så jeg gjorde det uden protester. Eller. Det vil sige at jeg kun svovlede, bandede og protesterede inde i mig selv. da jeg kom ud, nikkede min mor, men løftede så en finger, åbnede munden lidt, og løb ind på stuen jeg havde ligget på, igen. Jeg kiggede undrende efter hende, men øjeblikket efter, kom hun tilbage med en hårbørste i hånden.

Jeg sukkede, men tog så børsten, gik ud på toilettet igen, og redte mit hår igennem. Det gjorde vildt ondt, det havde været mere filtret end jeg havde troet. Jeg tog åbenbart fejl med alting lige for tiden. Jeg grinede lidt af mig selv, men koncentrerede mig om at rede mit hår.

 

 

Da jeg kom ud, så min mor så glad ud, at hun kunne springe rundt, og klappe i sine hænder, men hun skreg af glæde. Og så endda i flere timer. Jeg så udmattet på hende, mens jeg forstillede mig hende gøre det. Jeg grinte indvendigt. Jeg havde set hende gøre noget alla det, da jeg sagde til hende at jeg ville konfirmeres, og ikke nonfirmeres. Den eneste forskel var bare at det ikke var i flere timer. Det var nemlig kun to timer. Hun havde været så glad, at hun straks gik ind og fandt alle mulige bøger frem om design, og kjoler.

Endnu engang grinte jeg for mig selv, og jeg tør væde med at jeg også fik et lille smil frem.

Da jeg kom tilbage til kantinen, kunne jeg ikke se Daniel.

Jeg gik udenfor, ned til græsset, og videre ned til poolen. Heller ikke der var han.

Jeg vendte mig halvt om, og fik øje på en åben dør. Jeg var alt for nysgerrig til at kunne ignorere den, så jeg gik hen til den. Jeg kiggede halvt ind, og så Daniel stå og bokse. Han var god, og shit hvor havde han mange muskler.  

Jeg stod og kiggede på Daniel der boksede, et stykke tid. Han havde shorts på, og bar overkrop. Man kunne tydeligt se han six-pack. Han blev ved med at bokse, og jeg spekulerede på om han kunne blive ved i flere timer endnu, for det så ikke ud som om at han var særlig træt, selv ikke efter ti minutter af hvad jeg vidste.

Efter et kvarter fik Daniel øje på mig. Han kiggede nervøst til mig, og smilede skævt. Jeg smilte tilbage.

Vi havde snakket så meget om hvad vi hver i sær interessere os for, og hvad vi gik til og sådan, men Daniel havde ikke nævnt noget om boksning. Underligt. Hvorfor havde han ikke fortalt mig det?

Det så ikke ud som om Daniel kiggede på mig, da jeg fik en rynke i min pande, over min undren. Det så nærmere ud som om han kiggede på et punkt over mit hoved. Jeg kiggede halvt ned i gulvet, og vendte mig om og gik. Han gik efter mig, men det var ikke som om han ville, men blev tvunget til det. kan vendte mig om mod sig, og kiggede på mig, uden og smile eller noget. Hans ansigt var helt udtryksløst. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og lige pludselig væltede de bare ud alle sammen.

Jeg kunne næsten ikke se noget for de mange tårer, men de lykkes mig og se Daniel lidt. Han havde stadig det samme udtryksløse blik, og stirrede igen på et punkt over mig. Hvad skete der? Ville han bare lade mig græde? Hvorfor kiggede han ikke på mig? Hvorfor havde han ikke fortalt mig om det boksning, og hvorfor opførte han sig så underligt. Igen kom der en strøm af tårer ud gennem mine øjne, men denne gang lagde han armene om mig, og holdt mig tæt ind til sig. Jeg kiggede op på ham, men han kiggede ikke ned på mig. Han kiggede stadig hen på et punkt der ville have været over mit hoved, hvis jeg havde stået der. Jeg blev irriteret, og maste mig ud af hans arme. Skubbede ham på brystkassen, og løb ud, og hen over græsset. Tårerne væltede ud, og jeg kunne ikke se hvor jeg løb hen. Jeg vidste kun at jeg løb den modsatte vej af hvor alle andre var. Jeg tror jeg var på vej ned mod en tom strand. Jeg kunne høre at Daniel løb efter mig, men jeg ignorerede det, og fortsatte. Jeg undrede mig over hvorfor han ikke bare løb op ved siden af mig, og standsede mig, nu da han løb efter mig. Jeg vidste at han løb meget hurtigere end mig, så det ville ikke være noget problem for ham at indhente mig.

Jeg fortsatte ligeud, indtil jeg nåede ned til vandkanten. Jeg standsede op og tørrede tårerne væk fra mine øjne, og kiggede tilbage på Daniel. Det så ikke ud som om han var forpustet, og han kiggede stadig ikke på mig. Det irriterede mig, især da jeg pustede efter luft. Jeg ignorerede det. jeg gad ikke og se på Daniel. Han var så irriterende lige nu, så det gjorde helt ondt. Jeg satte i løb igen, og løb hen til nogle både der var lidt nede af stranden.

Da jeg kom ned til dem standsede jeg op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...