Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
640Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Kapitel 7. - Emilies synsvinkel

Da vi kom ind, satte vi os ved et af bordene lidt væk fra vinduerne, ved kantinen. Daniel bestilte en kop varm kakao med flødeskum til hver af os. Imens vi drak det, snakkede vi lidt, og fandt ud af nogle ting om hinanden. Jeg forklarede ham alt i mit liv, uden problemer, lige indtil jeg kom til den nat jeg prøvede at begå selvmord. Jeg stoppede mig selv, så det lød nogen lunde naturligt, og håbede på at han ikke lagde mærke til det, og spurgte nærmere om det. Det gjorde han ikke. Han fortalte mig om ham selv. Jeg fandt ud af at han næsten lige var kommet ud af et forhold, hvor han havde dumpet hende, hvem hun så end var, og at hun havde bedt nogle af hendes venner tæske ham, fordi hun var så sur. Og det var derfor han var her på hospitalet. Vi kiggede lidt på hinanden, uden og sige noget. ”hvorfor er du her egentlig?” spurgte han, efter et minuts stilhed. Jeg var ved at få kakaoen galt i halsen, og blev nød til at hoste engang. ”hva’?” Han gentog sig selv:” hvorfor er du her?” Han kiggede medfølende på mig. Jeg kiggede lidt ned i bordet, og sagde stille:” selvmord.” jeg kiggede op på ham, og tilføjede så:” eller… et forsøg på selvmord.” jeg fik lidt ondt af mig selv, og kiggede ud af vinduet. Daniel sagde ikke noget, så jeg vendte hovedet og kiggede på ham. Det så ud som om han var helt væk i sine egne tanker. Jeg viftede med mine arme op foran hans ansigt. Han rystede lidt på hovedet, og kiggede så på mig, smilede skævt, og sagde så:” det var vidst min tur til at være helt væk i mine egne tanker, hva?” jeg nikkede, og svarede:” ja. Hvad tænkte du på?” han kiggede lidt på mig, og da han sagde noget igen, var det ikke rigtig et svar, men en konstatering af hvorfor jeg prøvede at begå selvmord. ”det var ham. Det var ham der slog op med dig, der var skyld i at du prøvede at begå selvmord. Du elskede ham for højt, til at kunne leve uden ham.” jeg fik et lille chok, fordi han gættede rigtigt første gang. Jeg kom mig hurtigt over det, og nikkede så. ”hmm… det samme følte jeg med min ekskæreste det første stykke tid efter jeg havde slået op. Jeg var bange for at jeg havde taget det forkerte valg. Bange for at hun ikke ville tage mig tilbage, og bange for at jeg ville virke som en total nørd hvis jeg spurgte hende om hun ville komme sammen. Jeg overvejede selvmordet, men hun løste mit problem, da hun fik sine venner til at smadre mig. Jeg føler intet for hende mere. Jeg var bange for at jeg ikke følte noget for nogen mere, fordi jeg heller ikke rigtig kunne lide min bror mere, selv om vi altid har været ret gode venner. Jeg troede at det med at have kærlighed til folk helt var væk, fra min side.” han holdt en lille pause og fortsatte stille:” det var indtil jeg så dig. Jeg kunne med det samme se at jeg ville falde for dig.” jeg sad bare stille og lyttede til hvad han sagde. Jeg brød mig ikke rigtig om det jeg hørte. I hvert fald ikke indtil til sidst. Jeg smilede lidt da han sagde at han med det samme kunne se at han ville falde for mig, selv om jeg så ud af helved til. ”hvor lang tid har du været her på hospitalet?” spurgte jeg, og følte lige pludselig dårlig samvittighed over at jeg havde haft ondt af mig selv lige før. ”en uge tror jeg.” jeg nikkede en enkelt gang. ”nå men… vil du ikke lave et eller andet, end at snakke om alt det her. Det er lidt skræmmende.

Der er en pool nede i den anden ende af haven. Tror du at du kan klare en svømmetur?” han smilede stort. Jeg rødmede, og kiggede hurtigt ned i bordet for at han ikke skulle se det. For sent. ”det tager jeg som et ja.” sagde han, rejste sig, og tog min hånd.

Vi gik ud af dobbeltdørene, og ud på græsplanen. Vi gik på græsset, på vej ned til den pool Daniel havde snakket om. Så kom jeg i tanke om noget meget vigtigt. ”Øhm Daniel? Jeg har altså ikke noget badetøj.” sagde jeg undrende. ”intet problem. Man kan låne dernede, og håndklæderne kan man også låne.” Jeg nikkede en enkelt gang, og vi gik videre. Lige pludselig havde jeg det som om nogen stirrede efter mig. Jeg vendte mig om, og så Kasper. Han så trist ud. Jeg vendte mig om igen. Jeg gad ikke føle medlidenhed. Han havde dumpet mig, jeg havde grædt, haft en ubeskrivelig smerte, og prøvet at begå selvmord. Jeg ville ikke græde over ham mere. I det samme kom jeg til at tænke på et ordsprog jeg havde hørt. Det lød sådan; græd ikke for kærligheden. For den du græder for, fortjener ikke dine tårer, og den der fortjener dine tårer, ville aldrig lade dig græde. Jeg kiggede på Daniel, og spurgte mig selv om han måske ville lade mig græde. Jeg åbnede munden, og skulle lige til at spørge ham, men lukkede den igen. Ville det ikke lyde lidt underligt og spørge en person, og han ville lade én græde. Jeg blev enig med mig selv om at det ville lyde usandsynlig dumt. jeg vågnede lidt op af mine tanker, og lagde mærke til at vi var næsten helt henne ved poolen. Der var ikke andre end mig og Daniel, og Daniel så yderst tilfreds ud, hvad det angik. Jeg smilede. Havde det været meningen at der ikke skulle være andre end os to?

Jeg gik over til en kasse hvor der var badetøj i. fandt en bikini, og gik over til omklædningsrummene. Bikinien var sort. Det var det eneste jeg rigtig lagde mærke til. Da jeg havde taget den på gik jeg ud, og over mod Daniel. På vej over til ham, fløjtede han af mig. Jeg blev lidt overrasket, og kiggede ned af mig selv. Så jeg så godt ud i bikini? Jeg havde sikkert stadig render under øjnene, og uglet hår. Jeg kiggede på Daniel. Han stod og ventede på mig. Jeg kom automatisk til at se på hans mave. Han havde den flotteste mave jeg nogensinde havde set. Med six-pack. Jeg grinede indvendig af mig selv. Hvor var det bare typisk mig.

Da jeg var over ved poolen, satte jeg mig ned, og mærkede på vandet, hvor varmt eller koldt det var. Det var ikke lunt. Dejligt, lige som jeg bedst kunne lide det. uden at jeg havde lagt mærke til det, havde Daniel taget lidt tilløb, og sprang ud i vandet lige i nærheden af hvor jeg sad, så der sprøjtede vand op på mig. Jeg skreg, og tog hurtigt mit ben op af vandet. Det var koldere end jeg havde troet. Daniel kom op af vandet igen, og grinte af mig. Jeg kunne godt selv se at det var sjovt, og jeg begyndte at grine sammen med ham. Så svømmede han over til det sted hvor jeg sad, satte sine hænder på hver side af mig, og løftede sig op. Vi var så tæt på hinanden. Han kiggede lidt på mig, og kyssede mig. Et øjeblik gik tiden i stå, alt rundt omkring os forsvandt. Han trak sig lidt væk. Så fantastisk. Jeg havde stadig lukkede øjne, og et kort øjeblik havde jeg glemt hvordan man trak vejret. Jeg gispede lidt efter luft. Det var dejligt at få luft ned i lungerne, da jeg endelig kom i tanke om hvordan man trak vejret. Daniel var hoppet ned i vandet igen, og jeg sad og så på at han svømmede rundt. Han svømmede over til mig igen. ”hjælper du mig ikke lige op?” spurgte han, og strakte en hånd frem. Jeg tog den, men blev lidt mistænkelig. Hvilke jeg havde god grund til at være, for øjeblikket efter, trak han mig med ned i vandet til ham. Jeg grinede af ham. Slog ham let i hovedet, og knugede mig ind til ham. ”du ved godt at jeg ikke er særlig godt til at svømme ikke?” sagde jeg og løftede øjenbrynet. ”helt ærlig madame. Hvordan i al verden skulle jeg have haft en chance for at vide det?” spurgte han, og begyndte at grine. Jeg smilede og betragtede ham imens han grinte.

Da han var holdt op med at grine, lagde han armene omkring mig, og knugede mig længere ind til sig. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og lukkede øjnene. Der gik et par minutter hvor vi ikke rørte os.

Jeg åbnede øjnene, og begyndte og fryse lidt. Daniel mærkede at jeg fik kuldegysninger, og svømmede ind til kanten. Jeg satte mig op på kanten. Han satte sig også op, men i stedet for at blive siddende, rejste han sig op, og gik over og hentede to håndklæder. Det ene lange han omkring mine skuldre, og det andet lagde han på jorden ved siden af mig, og satte sig på det. Jeg smilede til ham.

Solen skinnede, så jeg fik hurtigt varmen. Da jeg havde fået varmen, rejste jeg mig, tog håndklædet fra mine skuldre, og foldede det ud på græsset, og lagde mig på det. jeg lå på ryggen, med lukkede øjne, og den ene hånd op på mine øjenlåg. Daniel lagde sig ved siden af mig, men lagde sig på siden, så han kunne se på mig. Jeg kunne nærmest mærke at han betragtede mig, så jeg kiggede over på ham. ”hvor er du smuk.” sagde han, og strøg sin ene hånd over mit hår. Jeg smilede og følte mig virkelig som et menneske igen. Det føltes så naturligt.

Jeg havde det vildt godt sammen med Daniel, og var næsten helt sikker på at det var ham der var den eneste ene for mig. Hvem skulle det ellers være? jeg kunne ikke forestille mig en anden der skulle være min eneste ene, hvis ikke det skulle være Daniel. Han var lige pludselig blevet grunden til at leve. Lige som det havde været med Kasper. Jeg brød mig ikke specielt om at tænke på Kasper. Han havde været grunden til at jeg prøvede at begå selvmord. Det var ham der havde slukket mit indre lys. Han skulle være glad for at Daniel havde tændt lyset igen, nu da selvmordet ikke virkede. Mit tåbelige forsøg på selvmord.

Vi blev ude ved poolen i et par timer. Det meste af tiden var vi i vandet, men hvis det blev for koldt, gik vi op igen. Da vi havde været der et par timer, gik vi tilbage over græsplanen, og ind til kantinen. Vi var blevet lidt sultne. Vi fik hver en sandwich. Min var med kylling. Jeg nåede dårligt nok at spise halvdelen, før jeg hørte en stemme kalde på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...