Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
637Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Kapitel 6. - Emilies synvinkel

Da jeg havde hørt hvorfor jeg prøvet at begå selvmord kunne jeg lige pludselig godt huske det hele. Sorgen, smerten, det store hul i mit hjerte, og den ensomhed jeg havde følt. Jeg stirrede bare ud i luften, og prøvede at få min krop til at føle den smerte igen. Jeg ville føle det igen, men jeg kunne ikke. Jeg følte ikke noget for Kasper mere. Jeg havde glemt ham. Jeg havde vendt den udvikling tingende havde taget. Var blevet den lille sårbare, skrøbelige pige som jeg havde været før jeg kom sammen med ham. Jeg rejste mig efter lidt tid. De andre rejste sig også, men jeg sagde at de skulle lade mig være, også gik jeg. Jeg gik ud i den store have der hørte til hospitalet, og mærkede et lille vindpust i mit hår og ansigt. Hvis det var et hvert andet tidspunkt end dette, havde jeg sikkert syntes det var dejligt, men nu løb det mig bare koldt ned af ryggen. Det var lidt koldt på mine ben, selv om det var en forholdsvis varm sommerdag. Jeg havde shorts og T-shirt på, og gik på bare tæer. Efter det med vindpustet, havde jeg forventet at græsset heller ikke ville være rart at gå på, men det overraskede mig positivt, da det var blødt og gå på. Jeg gik rundt i haven et par timer. Jeg gik bare. Kiggede ud mod havet der lå lidt længere væk. Solen skinnede, og efter hvert minut blev det dejligere og dejligere. Selv vindpustende blev dejlige. Jeg tænkte over det Amanda havde sagt om hvorfor jeg havde prøvet at begå selvmord. Jeg var fuldkommen væk i mine egne tanker, så jeg lagde slet ikke mærke til at der var en der sagde hej til mig. Jeg fik et lille chok, da ham der havde sagt hej til mig, prikkede mig let på skulderen. Jeg vendte mig hurtigt om, og kiggede lige ind i øjnene på en vildt fremmed fyr, omtrent min alder, brunt hår, og brune øjne. Han var lidt højere end mig, og totalt lækker. Jeg rødmede, og kiggede ned i jorden. ”øh hej. Undskyld, jeg var vist helt væk i mine egne tanker.” sagde jeg og smilede skævt op til ham. Han smilede stort og svarede grinende:” ja det skal jeg da love for.” han grinede lidt, og jeg begyndte også at grine. Tænk at jeg havde tænkt så meget over det, at jeg fuldkommen havde overhørt én der stod max en meter fra mig. Jeg grinede over mig selv. Det var rart at grine. Så naturligt. Jeg følte mig som et menneske igen. Indtil nu havde jeg bare følt mig som en robot der var blevet styret af en eller anden.

Vi kiggede lidt på hinanden, og sagde ikke noget. Der var stille. Det var ham der brød tavsheden ved at spørge:” hvad hedder du egentlig?” han smilede, og fortsatte:” hvis altså engle har navne.” jeg rødmede lidt, og svarede så:” Øhm… jeg hedder Emilie.” han nikkede en enkelt gang. Stadig med et kæmpe smil. Jeg smilede skævt og spurgte så:” hvad hedder du?” han svarede ikke, så jeg kiggede op på ham, og så at han kiggede et helt andet sted hen. Jeg kiggede i den retning han kiggede i, og så Kasper se surt på ham. Jeg forstod det ikke. Efter hvad Amanda havde sagt, havde han slået op med mig. Han kunne da ikke være sur over at jeg havde det sjovt sammen med andre. Eller ville han have at jeg ville falde på knæ og tigge og bede om at han ville tage mig tilbage, og når så han afviste, så skulle jeg bryde sammen i gråd, og altid være ked af det. Han måtte være vanvigtig hvis det var det han havde håbet på.

I mellemtiden var ham den fremmede holdt om med at kigge over mod Kasper, men kiggede beundrende ned på mig. ”jeg hedder Daniel.” svarede han, og igen smilede han stort. Jeg smilede til ham. ”Din kæreste bryder sig vist ikke om at vi snakker sammen.” sagde han og pegede over mod Kasper.

Han er ikke min kæreste.” sagde jeg ligegyldigt. ”Han slog op med mig.” Daniel så uforstående på mig, og sagde så:” det forstår jeg ikke. Hvordan kunne han slå op med en så smuk pige som dig?” jeg spærrede øjnene op. ”smuk pige som mig? Jeg troede ellers at jeg havde render under øjnene, at mit hår var helt uglet, og at jeg så lidt sløset ud?”

Han grinte lidt af det jeg havde sagt, og sagde så, stadig halv grinende:” ja, det har du sandelig ret i. Men helt ærlig. Du ser altså ret sød ud sådan. Man får helt lyst til at passe på dig. Du virker så lille og skrøbelig.”

Jeg smilede lidt for mig selv, og rødmede lidt. Jeg vidste ikke om han så det. ”vil du ikke med indenfor? Du har fået gåsehud på benene.” jeg kiggede ned på mine ben. Han havde ret. Jeg nikkede, og smilede lidt skævt til ham, og begyndte og gå ind. På vej ind, tog han min hånd i sin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...