Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
634Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Kapitel 5. - Emilies synsvinkel

Amanda hjalp mig op og stå. Da jeg skulle til at gå, lagde jeg mærke til at Amanda ikke havde fjernet sin hånd fra min arm. Jeg kiggede spørgende på hende, men hun ignorerede det. jeg tog det første skridt frem, men mine ben knækkede sammen under mig. Amandas hånd der havde holdt fast om min arm var skyld i at jeg ikke faldt ned på gulvet. ”derfor!” sagde Amanda indtrængende. Jeg kiggede hende ind i øjnene og nikkede så en enkelt gang. Jeg tog endnu et skridt frem. Lidt usikkert, men jeg faldt ikke. Jeg gik lidt usikkert i starten, men efter et par minutter, gik jeg helt fint igen. Jeg gik ud på gangen, og hen til en kantine der var der. Jeg kiggede mig lidt omkring. Jeg kunne ikke genkende stedet. Jeg satte mig ved en af bordene tættest på hvor jeg stod. Denne gang var der ingen der stirrede eller kom farende hen til mig. Det var dejligt, for så kunne jeg få lidt fred. Drengen jeg ikke havde genkendt satte sig over for mig, og pigen jeg ikke genkendte satte sig ved min venstre side. Amanda satte sig ikke ned, så jeg kiggede op på hende for at se om der var noget i vejen. Kun kiggede tilbage, men det varede lidt før hun også satte sig ned. Jeg kiggede på dem alle tre én efter én. De kiggede alle tre på mig. Jeg besluttede mig for at finde ud af noget mere om hvad der var sket, hvorfor jeg havde prøvet at begå selvmord, og hvem de to jeg ikke genkendte var. ”Ehm… hvorfor prøvede jeg egentlig at begå selvmord?” jeg kiggede på dem alle tre. Amanda kiggede bestemt på mig, ham den fremmede kiggede ned i bordet og rødmede lidt. Så kiggede jeg på pigen jeg ikke kunne genkende, og spurgte:” og hvem er du egentlig? Og ham?” jeg pegede på ham da jeg spurgte, og hun svarede mig:” jeg er en af dine bedste veninder. Jeg hedder Line. Og det er Kasper. Din ekskæreste. Kan du slet ikke huske noget?” jeg kiggede ned i bordet og mumlede:” ikke andet end hvem Amanda er.” Amanda var min bedste veninde. Hun havde altid støttet mig, vi havde været venner siden børnehaven. Derfor kunne jeg tydeligt huske hende. Selv om jeg måtte indrømme, at jeg ville havde været hundrede procent sikker på, at jeg også ville havde glemt hende, nu da jeg åbenbart havde prøvet og begå selvmord. Jeg kiggede på ham der hed Kasper. Min ekskæreste? Havde jeg været ked af at det var forbi mellem os? Hvad var det der var sket? Jeg ville vide det, og jeg ville vide det nu. Jeg var blevet lidt irriteret over at de ikke bare fortalte mig hvorfor jeg havde prøvet at begå selvmord, så jeg kunne ikke rigtig styre min stemme, og nærmest råbte:” MEN HVORFOR PRØVEDE JEG AT BEGÅ SELVMORD?” dem der sad ved de nærmeste borde vendte sig om og kiggede underligt på mig. De kiggede alle tre forskrækket på mig. Jeg stirrede ondt på dem alle sammen. Hvad ventede de på? Det tog to sekunder mere for Amanda, at tage sig sammen til at fortælle mig det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...