Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
646Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Kapitel 4. - Emilies synsvinkel

Jeg vågnede i et helt hvidt værelse. Der var nogle kvinder i hvid uniform der farede frem og tilbage. Jeg lå ned, og ved siden af mig sad en mand og en kvinde. Jeg kunne ikke kende dem, men de så begge uroligt på mig, så jeg tænkte at der var noget rigtigt i at de sad her, ved siden af mig. Jeg lukkede øjnene, for jeg var vildt træt. Jeg var svimmel, og havde ondt i hovedet. Jeg ville sætte mig op, men jeg knækkede sammen i mine arme, så jeg faldt ned i sengen jeg lå på igen. Manden der sad ved siden af mig, havde set hvad jeg prøvede på, så han rejste sig hurtigt, og kom over og hjælp mig. Jeg kom op og sidde, og kiggede rundt i lokalet. Alle kom styrtede hen til mig, da de så at jeg sad op. Det var lidt irriterende, og jeg fik næsten ikke noget plads, for alle ville se, så de pressede sig bare længere ind mod mig. Jeg ledte hjælpeløst efter dem der havde siddet ved siden af mig. Jeg kunne ikke se dem, så jeg lagde mig ned igen, og lukkede øjnene.
Jeg vågnede først da det var blevet mørkt. Jeg kiggede over til min højre side, for at se om den mand og kvinde der havde siddet der, stadig sad der. Det gjorde de ikke. Til gengæld sad der en to piger og en dreng. Jeg kunne kende den ene pige, og jeg åbnede halvt min mund. Det var svært, men jeg fik lige akkurat fremstammet:” Amanda!” de kiggede alle tre op på mig, og da de så at jeg havde åbne øjne, og kiggede over mod dem, kom de alle tre farende hen til hende. Den lave, lyshårede pige, Amanda, tog min hånd, og hviskede mod mit øre:” det må du aldrig gøre igen. Er du klar over hvor bange jeg har været?” jeg kiggede på hende, og lukkede øjnene lidt. Så åbnede jeg dem igen, og kiggede hen på de to andre. Den ene så ud som om han led vildt meget. Mere end man kan beskrive med ord. Så sagde han:” jeg er ked af det. Jeg så hvad du har skrevet med dit blod på gulvet. Jeg er så ufattelig ked af det. Hvordan kunne jeg gøre det. jeg har været så dum og…” Amanda afbrød ham. Hun havde set mit ansigtsudtryk, og sagde til ham:” jeg kan godt forstå du har det sådan, men ærlig talt, tror du hun gider og hører det nu? Jeg vil lige minde dig om at hun kun har sagt mit navn, så det er ikke engang sikkert at hun kan genkende dig, og hvis ikke hun kan det, så kan hun sikkert heller ikke huske så meget andet, og det der er en af de ting hun med sikkerhed ville glemme som noget af det første.” Hun tav, og nøjes med at kigge på ham. Han åbnede munden, men lukkede den igen. Jeg så på dem alle tre. Hvad var det de snakkede om? Det irriterede mig, men jeg fik bare ondt i hovedet af at tænke på det, så jeg prøvede at snakke igen. Denne gang gik det helt fint. Jeg lød lidt hæs, men ellers ikke noget. ”hvor er jeg? Og hvad er der sket?” spurgte jeg, og kiggede spørgende på Amanda. Hun svarede mig med blid stemme:” Du er på hospitalet. Du blev fundet på gulvet hjemme på dit værelse. Du var smurt ind i blod, for du havde skåret i dine blodårer, fordi…” hun afbrød sig selv ”Det snakker vi om senere, ikke?” Hun smilede, og jeg kunne pludselig huske det hele. Bort set fra én ting. Jeg kunne ikke huske hvorfor jeg gjorde det. jeg prøvede at huske det, men jeg kunne ikke. Jeg satte mig op, og gned mine øjne. Min ryg, og arme knækkede, da jeg satte mig op. Jeg skulle til at hoppe op fra sengen, da en hånd pludselig greb fat i min arm. ”hvor skal du hen?” det var Amanda der havde spurgt mig. Hvor skulle jeg hen? Gav det ikke sig selv? jeg syntes det var underligt at de ikke vidste det, men jeg svarede alligevel:” ud og gå. Jeg har fået vildt ondt af at ligge ned i så lang tid.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...