Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
660Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2. - Emilies synsvinkel

Jeg rejste mig op, famlede lidt i mørket efter døren. Jeg fandt den og lukkede den helt. Så tændte jeg lyset. Det var lidt skarpt for øjnene, men jeg vendte mig hurtigt til det. Så gik jeg over til min kommode. Åbnede den øverste skuffe, hvor jeg havde blyanter og sådan noget. Jeg rodede lidt i det, og fandt endelig hvad jeg søgte.  Lille, spids, og perfekt til at skære sig i blodårerne med. Jeg havde altid brugt den til at spidse mine blyanter med, for jeg havde ingen blyantspidser.

Jeg satte kniven ned mod mine blodårer i håndleddet, og skulle lige til at presse til, og skære blodårerne over, da jeg fik en idé. Jeg ville bruge mit blod til at skrive med på gulvet. Jeg satte mig på gulvet, og skubbede tingene omkring mig væk. Gulvet var lysebrunt, så den røde farve ville træde godt frem. Gad vide hvem der ville finde mig her, livløs, kold og smurt ind i blod. Jeg var ligeglad. Jeg ville ikke leve i en verden hvor jeg ikke kunne være sammen med Kasper. Alting var meningsløst uden ham.

Lige pludselig var det som om min krop kom tilbage til mig. I hvert fald begyndte tårerne at presse mod mine øjne, mit bryst gjorde ondt, min puls begyndte og gå dobbelt så hurtigt, og mit hjerte slog mindst tre gange så hurtigt. Jeg kunne mærke blodet blive pumpet rundt, og jeg satte langsomt kniven ned til mit håndled igen. Mine øjne var fyldt med tårer, så jeg tørrede dem med min ene hånd. Jeg skulle jo kunne se hvad jeg lavede. Jeg satte spidsen mod min ene blodåre, og pressede til. Blodet flød ud, og jeg lagde kniven på gulvet. Så tog jeg lidt blod på min finger og skrev; I… jeg skrev det, så det tydeligt kunne ses. Så tog jeg igen noget blod på min finger, og skrev; L… O… V… jeg tog blod på min finger, og fortsatte med; E… D.. det trådte tydeligt frem på det lysebrune gulv, men jeg var ikke færdig, så jeg tog igen blod på min finger, og skrev; Y … O… U … igen lidt blod og så skrev jeg; K… A… S… P… E… R…

I LOVED YOU KASPER
Da jeg havde skrevet det tog jeg kniven igen, kiggede mig lige en enkelt gang i spejlet. Jeg var helt bleg. Blodmangel. Også skar jeg de andre blodårer over.
Jeg kunne ikke mærke nogen form for smerte, men langsom kunne jeg mærke mine øjenlåg glide i. Jeg nåede og kigge hurtigt på uret ved min seng. Klokken var næsten halv fire. Min far ville være den første der så mig. Han ville stå op om en time, undre sig over at lyset var tændt på mit værelse, gå herind, og se mig smurt ind i blod. Mine forældre vidste hvor hårdt det havde været for mig, men der var intet de kunne gøre…
Og så blev alting sort…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...