Wasn't meant to be?! --- 1D ---

-Hvad gør man når ens kæreste slår op med én, til fordel for en anden, og man stadig er helt vildt forelsket i ham, og han var den eneste grund til smilet på sine læber? Det vidste jeg ikke, og derfor valgte jeg altså den nemme løsning. Selvmord. Problemmet er bare at jeg ikke dør. Jeg vågner op på hospitalet og kan ikke huske noget. Hverken personer i mit liv, mine tanker eller drømme. Jeg møder en ny fyr på hospitalet, og håber på at han kan rede mig og mit halvknuste liv og hjerte. Men er det muligt, og hvad så når det ikke er som jeg havde forventet? når han viser sit sande jeg, og er en helt anden. Kan mine forældre så rede det hele, ved at sende mig til London? Og når nu jeg føler at det ikke var meningen at jeg skulle være født. Kan 5 verdensberømte, superskønne drenge så rede mig derfra?

4Likes
4Kommentarer
656Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Kapitel 10.  - Emilies synsvinkel.

Efter en halv times tid, kom der nogle sygeplejersker ud og fik stoppet Kasper og Daniel. Daniel havde fået forvredet foden, fået en hel masse skrammer, og slået sin højre arm utrolig meget. Kasper havde fået en hel masse skrammer, brækket sin venstre fod, fået en hel masse skrammer, og havde fået revet sin skulder af led. De kom næsten ind til en sygeplejerske lige med det samme. Kasper kom først ind, men ca. 2 min. efter kom Daniel også ind. Jeg frydede mig lidt over det der var sket med Daniel, men jeg var ked af det med Kasper. Kasper betød lige pludselig en hel del for mig igen.

Jeg satte mig i en sofa, og ventede i ca. en halv time, før de kom ud. De fik begge to besked på ikke at komme op og slås igen, og da slet ikke på et hospital. Jeg gik hen og omfavnede Kasper så snart sygeplejerskerne var gået. Daniel kiggede væk. Ha! Så kan han lære det.

Daniel overraskede mig, da han forsigtigt spurgte:” Emilie, må jeg godt tale med dig udenfor?”

Vi gik udenfor. Det var blæst lidt op, men det var ikke koldt.

undskyld. Det var ikke min mening. Jeg ved godt at jeg sikkert var irriterende, men jeg vidste ikke hvad du ville sige til at jeg bokser, fordi jeg ikke havde fortalt dig det. Jeg skulle have fortalt dig det. Men altså. Fordi jeg kom op og slås med din ven der, var fordi jeg blev jaloux over at du stod og krammede ham, og han trøstede dig. Det skulle have været mig der gjorde det.”

Wow. Det havde jeg ikke forventet at hører fra ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg stod bare og stirrede på ham med åben mund, indtil jeg fik taget mig sammen, og sagde:” ja, du skulle have fortalt mig det. Men hvor lang tid ville du egentlig have gået uden og fortælle mig det, og hvorfor kunne du ikke bare se på mig, og trøste mig da jeg havde brug for det. hvis du havde gjort det, så havde jeg aldrig løbet væk fra dig, og så ville jeg ikke have løbet op til Kasper, så han kunne trøste mig, og dermed havde i ikke kommet op og slås, også havde i heller ikke slået jer!”

Daniel var ikke glad for situationen. Det kunne man tydelig se. Han kiggede ned i jorden, trippede i gulvet, og bed sig lidt i læben.  

jeg… jeg ved det godt men..” fremstammede han, men afbrød sig selv, og kunne igen ikke sige noget.

Jeg ventede lidt, men så røg min tålmodighed også, så jeg rystede lidt på hovedet, sukkede og sagde så:” Ved du hvad?” han kiggede op på mig. ”Jeg tilgiver dig ikke, og det skal du ikke regne med at jeg gør lige foreløbig, og du skal ikke regne med at jeg vil tilgive dig overhovedet, hvis du ikke kommer med en forklaring, og en undskyldning. Og indtil da, så syntes jeg faktisk at du har godt at det der skete med dig under den slåskamp!” jeg vendte om på hældene, og gik med hurtige skridt ind. Jeg kunne høre Daniel råbe efter mig, men jeg løftede bare hånden, som tegn på at jeg havde hørt ham, men ikke havde tænkt mig at svare.

 

 

Jeg tog hjem dagen efter, og Daniel fik mit nummer, til hvis han nu skulle finde på en undskyldning, eller give mig en forklaring på, hvorfor han gjorde som han gjorde.

Og der gik ikke særlig lang tid, efter jeg var kommet hjem, før telefonen ringede. Jeg tog den; ”Jah?” der var stille i røret, og jeg tog telefonen lidt væk fra øret, for at se om jeg nu havde trykket på grønt rør. Og det havde jeg. Jeg satte øret til røret igen, og spurgte; ”Hallo! Er der nogen?” også blev der lagt på.

Hemmeligt nummer.

Min første tanke, var at det var Daniel der havde ringet, og den tanke holdt jeg fast ved. Hvem skulle det ellers være?

 

 

Jeg stod på mit værelse og var ved at pakke ud. Der var rigtig rodet på mit værelse, og på gulvet kunne man stadig se blod. Det var virkelig prøvet at blive vasket væk, men det var ikke lykkedes helt.

Mine forældre har virkelig prøvet på at få mig til at have det godt, men de kunne aldrig få helet det hul der var i mit bryst. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde det. Jeg kunne få Kasper tilbage hvis jeg ønskede det, jeg har mødt Daniel, og Amanda ringede, sms’ede og kom forbi lige når jeg havde brug for det. Sjovt nok, så ringede eller skrev hun altid, når jeg ikke havde noget at lave, og kunne tænke over alle de ting der var dumt her i livet. Det var rart. Det var ikke behagelige tanker, og det gjorde ondt at tænke på. Det var dejligt at komme væk fra alt. Det ville man måske også tro at mine drømme gjorde, men det var helt anderledes. Jeg drømte om det jeg tænkte på, når jeg ikke havde noget at lave. Jeg havde mareridt. Jeg kunne ikke vågne, og det gjorde ondt.

Jeg havde i lang tid – det vil sige i så lang tid jeg havde været hjemme efter besøget på hospitalet - prøvet at finde ud af, hvorfor jeg havde det hul i mit bryst, men jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Det var som om jeg manglede noget, men alligevel havde jeg alt jeg ønskede mig. Jeg havde mine venner omkring mig, muligheden for at få min ekskæreste tilbage, mine forældres fulde opbakning og støtte. Men hvad var det lige jeg ønskede mig så inderligt? Ønskede jeg i virkeligheden at jeg kunne få Daniel tilbage? Jeg tror det var det. Hvad ellers skulle det være? Jeg var faktisk lidt ligeglad med om han gav mig en undskyldning for sin opførsel. Alle opfører sig jo dumt engang i mellem, og når nu han ikke kan forklare det, så må det jo være dén grund. Jeg forstod ham jo godt. Jeg havde selv gjort de værste ting, og ikke kunne forklare dem bag efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...