Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10263Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Jeg vågnede og satte mig op. Ved siden af mig lå Justin og sov endnu. Jeg rejste mig op, jeg havde ingen bukser på og kun BH.
Jeg tog mine sorte bukser på igen og den lilla sweater som Justin havde givet mig. Jeg tog min mobil op. Klokken var 11:39 jeg kommer for sent i skole! 
”Justin..” sagde jeg. ”Justin!” Han vågnede.
”Åh godmorgen Sandra.” han satte sig op.
”Jeg kommer for sent i skole…” 
”Det havde jeg glemt alt om. Undskyld, vi skulle have sat vækkeuret til..”  Jeg sukkede. ”Det er for sent nu. Bussen kommer alligevel snart.” Justin rejste sig op. Jeg så på hans overkrop.. Den var virkelig smuk..  ”Undskyld søde.” sagde han og krammede mig. ”Skal jeg følge dig hen til bussen?” 
”Nej nej, bliv du bare her.” smillede jeg.
”Hey, inden du går. Må jeg så ikke lige få dit nummer?” spurgte han. Jeg nikkede og smillede til ham.   Jeg satte mig ved en bænk ovre ved bustoppestedet, der var stadig 2 minutter til bussen kom. De fleste ovre fra skolen var begyndt at komme herhen. Jeg kunne ikke se Stella. Hvad skulle jeg også sige, hvis hun spurgte hvorfor jeg ikke var kommet i skole i dag? Jeg blev nød til at få en genial undskyldning, fordi jeg også skal med bussen hjem igen. 
”Hey.” Det var Isabella og hendes klike som var kommet hen til mig. ”Hej pjækrøv, hvorfor var du ikke i skole i dag? Hva?”  ”Det kommer ikke dig ved.” ”VI troede dig og din ’ven” havde pjækket.” sagde Marie.
”Var Stella heller ikke i skole?” spurgte jeg.
”Niks.” sagde Isabella. Hvad mon der var galt med hende? Har det noget at gøre med at hun var til læge?  Bussen kom og jeg skyndte mig at finde en tom plads. Jeg tog min mobil op af lommen og skrev en besked til Sofia: Har fået en veninde hernede Stella, ellers er der ikke sket andet.
Jeg nåede ikke bussen i går så jeg sov ude, virkelig træls  Jeg savner dig ved min side skat, jeg sidder helt alene i bussen mens jeg ser på de andre som sidder og snakker og griner. Gid du var her.. Knus
Jeg trykkede på send og kiggede ud af vinduet. Himlen var blevet helt mørk og det begyndte stille at regne.
”Kan jeg sidde der?” jeg kiggede op, en fremmed pige med lyst hår samlet i en hestehale stod og kiggede på mig med de smukkeste blå øjne. Jeg nikkede og satte min taske ned på jorden. 
”Sandra ikke?” spurgte hun. Hun udtalende ikke mit navn ordenligt, men jeg nikkede bare. ”Jeg hørte det Isabella havde gjort. Det må have været hårdt. Men bare rolig, hun gør det på alle. Det skete også for mig på første skoledag.” Jeg kiggede på hende. ”Men normalt plejer det ikke at vare i særlig lang tid før de lader dig værre.” sagde hun.  Jeg smillede til hende, ”Det er dejligt at høre.” sagde jeg. ”Åh, jeg hedder for resten Annie.” grinede hun. 
”Dejligt at møde dig.” mumlede jeg.  ”Er der noget galt, eller?” 
”Nej, jeg har det okay.. Det er bare.. Regnen gør mig trist.” sagde jeg og kiggede ud af vinduet.
Den mindede mig om flyveturen, hvor meget jeg overhovedet ikke gad med og Sofia. 
Hun kiggede lidt mærkeligt på mig og kiggede så væk. Tror nok hun synes jeg er mærkelig. Jeg kunne mærke min mobil vibrerer nede i lommen, jeg havde regnet med det var fra Sofia, men nej, det var fra et nummer jeg ikke kendte:
Hej søde! Her er mit nummer, bare sådan at du har det. Hilsen Justin. 
Et smil bredte sig på mine læber, jeg gik hurtigt ind og tilføjede ham som kontakt. Pludselig stoppede bussen og alle begyndte at rejse sig. Der var en hel masse støj i bussen.
”Forheldved, jeg skal gå hjem i det her vejr..”
”Det er da også bare træls.” ”Hvorfor lige på det her tidspunkt?” Jeg rystede bare på hovedet og rejste mig op, og ventede på jeg var den sidste i bussen, så jeg kunne komme ud.  Jeg trådte ned på det våde asfalt. Jeg tog min taske over skulderen og begyndte at gå. Det styrtede ned, og jeg kunne mærke jeg allerede var gennemblødt.
”Hey.. Sandra…Sandra!” lød det bag mig.. Jeg vendte mig om..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...