Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10277Visninger
AA

25. Kapitel 25

 

*Justins synsvinkel
"Yeaer, vi ses bro!" sagde jeg og gav ham et klap på skulderen. Usher lukkede forsigtigt døren efter sig. Vi havde brugt hele dagen på at snakke om det nye album jeg skulle lave, som kommer ud i Januar. Derudover snakkede vi også om filmen Believe 3D. som skulle bestå af min Believe turné. Som var lige på trapperne. Om nogle få uger skulle jeg allerede til Australien og give en koncert, også skal jeg hænge lidt ud dernede, mødes med nogle fans og bare chrille. Men mig og Usher havde også aftalt at give nogle surprise koncerter i London i morgen.
Det skal sgu nok blive hyggeligt. Pludselig mærkede jeg en mærkelig følelse i min mave. Jeg manglede noget. Men hvad?
Jeg sukkede og bevægede mig hen til min seng og greb fat i fjernbetjeningen og skulle lige til at tænde da min telefon ringede. 
Jeg forventede det var Scooter som ville snakke om filmen. Men nej. 
Sandra.
Jeg læste navnet igen. Sandra. 
Hende havde jeg ikke hørt fra i lang tid, men jeg havde heller ikke rigtig haft tid til at ringe til hende. Men jeg troede ellers hun kom hjem til mig efter skole. Jeg sad og ventede på hende. Men hun kom aldrig. Så istedet inviterede jeg Usher så vi kunne snakke om filmen og albummet. Min mobil stoppede straks med at vibere.
Fuck! Jeg nåede den ikke! Wtf?!
Jeg sidder med den i hånden, men mine tanker havde taget overhånd, og jeg glemte helt at tage den.  

*Sandras synsvinkel
Jeg tog forsigtigt og langsomt telefonen ned fra øret igen. Han.. Han tog den ikke. Han var sur. Han gad mig ikke mere. Han tror jeg hader ham.  Jeg kunne mærke jeg langsomt begyndte at ryste. Jeg tabte min telefonen ned i gulvet. Det gav et ordenligt brag.
Fuck altså. Sandra, fjols.
Jeg samlede den hurtigt op igen. Skærmen var flækket, men den virkede stadig. Forheldved altså.
Jeg lagde den på natbordet og rejste mig op. Mine ben rystede. Alting var bare lort. Jeg må ikke se Justin, Justin gider ikke snakke med mig og jeg har lige ødelagt min telefon.
Hvad fanden kan der ellers ske? Jeg trængte til et varmt langt bad. Jeg rejste mig og gik hen til badeværelset døren.
Håndtaget var overrakene koldt. Jeg sukkede og gik ind.  Jeg kiggede mig kort i spejlet. Mit lyse hår hang ned over skulderne på mig. Min mascara havde spredt sig i hele ansigtet. Min eyliner hang ned af kinderne på mig. Jeg lignede.
En panda.
Det sorte omkring mine øjne. Jeg lignede faktisk en panda, med min hvide hud. 
Jeg kiggede mig selv dybt i øjnene. Hvorfor skulle det her lige ske for mig? Hvorfor skal den dreng jeg elsker mest i hele verden være en kendt? Hvorfor vil min mor ikke acceptere mit valg? 
Jeg lukkede øjene, trak vejret tungt. Tårrene sneg sig frem igen. Jeg prøvede og holde dem inde, men kunne ikke. "Justin" hviskede jeg. "Jeg savner dig." 
Jeg trak forsigtigt mit tøj af og gik ind i badet og tændte vandet. Det varme vand løb ned af mig. Det var rart med et bad. De seneste gange jeg havde været i bad, var lige inden jeg gik i seng. Det var bare sådan hurtigt. Denne gang lød jeg det virkelig. Dampen steg og fugtede på spejlet herude. Jeg elskede når vandet var helt vildt varmt..
Mhhh... Mit blik bevægede sig langsomt ned af min krop. Jeg var bleg. Jeg har altid været bleg. Jeg kunne aldrig blive brun, selvom jeg har været i Italien hvor der var like 35 grader kunne jeg ikke blive brun. Jeg hadede det. Jeg går altid og ligner en varmpyr. 
Faktisk dengang jeg var mindre gik der rygter om jeg var en vampyr. Fordi jeg var bleg og havde lidt hugtænder. Som jeg stadig har, men folk ligger ikke så meget mærke til det mere. Hvilket jeg jo er taknemmelig over. Dengang jeg var lille gad ingen at være sammen med mig. Jeg gik altid alene hjem fra skole, folk ignorerede mig. Den eneste ven jeg havde, var min lære. Frøken Lund. Hun var så hyggelig. Og når jeg gik i SFO byggede vi altid Lego Skala.
Minder. 
Men hun døde af kræft da jeg gik i 2. klasse. Jeg var helt knust. Hun betød meget for mig. Det havde også undret mig hvorfor hun var begyndt at miste hår. Nogle gange i timerne lagde der pludselig en bunke rødt hår nede på gulvet. Men ingen spurgte ind til det. 
Jeg overvejede det mange gange, men gjorde det aldrig. Selvom jeg rigtig gerne ville have sagt farvel, var jeg syg dengang hun besøgte skolen for sidste gang og sagde farvel til alle.  Folk var taknemmelige over vi ikke havde hende som lærer, fordi så skulle vi have vikar, og af ham Thomas, som han hed, lærte vi ikke noget. Jo, vi lærte at bande og råbte højt. Som han altid gjorde. Han sagde hele tiden
Forheldvede, skrid, lort, sgu, møgunger og meget mere. Og jeg havde altid været lidt bange for at han ville slå.  

*Justins synvinkel
Jeg lod telefonen forsigtigt glide ned i sengen. Jeg havde ringet til hende for 22 gang. Og ja, jeg havde talt det. Hun tog den ikke.
Måske var hun blevet sur over jeg ikke tog den første gang, og nu gider hun ikke svare mig? Eller hvad ved jeg.
Jeg sukkede stort og lukkede øjne. Jeg skal sige farvel til hende inden jeg tager på turné. Jeg vil mærke hende læber, holde hendes hånd, se hendes fantastiske øjnene og ikke mindst det fantastiske andsigt. Og høre hendes stemme. Det var det bedste. Den dejlige lyse bløde stemme hun havde. Lyden af den fik seriøst en til at svæve på en lyserød sky.
Jeg savnede hende. Jeg havde ikke set hende siden dengang hun forlod mig, da jeg stod omringet af fans. Det var sgu da også træls de lige skulle komme der. Rolig. Jeg elsker dem, de betyder rigtig meget, men ligefrem at skubbe min kæreste fra mig! Der gik de seriøst over stregen.  Jeg tog min mobil op og gik ind på twitter:
Beliebers. Fantastiske beliebers. Hør. Jeg elsker Sandra, derfor skal i ikke prøve at skille os ad, for ligemeget hvad, vil jeg altid elske hende. Okay? Bare had os, men min kærlighed til hende er alt for stærk til i kan ødelægge det. Jeg elsker jer, husk xx
Jeg læste beskeden om igen og igen. Skulle jeg sende den? Ville jeg miste mine fans? Jeg ville nok knuse et par hjerter, men jeg ville ikke knuse Sandras. Jeg trykkede send og gik hurtigt ud af Twitter, så jeg ikke kunne nå at blive bombet af alle de kommentarer der sikkert kom. 
Jeg tastede Sandras nummer ind igen og prøvede at ringe. Hun tog den stadig ikke. Jeg bed mig i læben og rejste mig og gik ud i køkkenet.   

*Sandras synsvinkel
Jeg tørrede mig og tog nogle natbukser på og en sort top. Satte mit hår op i en knold og tog mine selv strikkede hjemmesko på. Jeg satte mig ind i sengen og tændte min computer. Den sædvanlige lyd kom, da den var klar. Jeg gik ind på internettet og skrev "Twitter" Jeg loggede ind og en masse kommentarer dukkede frem på skærmen. Jeg forsøgte at svare de fleste. Retweete dem og fav. dem. 
Jeg smillede for mig selv og trykkede New Tweet:
Slapper af hjemme. Der har været noget drama idag. Hm, men har det bedre nu. I gør mig gladere. Tak for alle de søde hilsner i har sendt mig. Forsøger at følge og svare jer alle. Love xx
Jeg trykkede send og der kom flere kommentarer.
Men en kommentar fik en tårer til at trille ned af min kind. "Håber det gør godt mellem dig og @JustinBieber @SandraFisher" 
Justin.
Justin.
Justin.
Han havde Twitter. Skulle.. Skulle jeg følge ham? Bare lige tjekke hans profil ud, det gør da ingenting. Jeg trykkede på @JustinBieber og hans profil dukkede op på skærmen. Han var så lækker. Hans profilbillede var ham, med hvid baggrund. Hans blik var rettet mod kameraet, hvor han sendte det mest sexede blik i verden. Uf hot.
Jeg rystede forsigtigt på hovedet og rullede ned. Fuck mange følgere! 
Jeg rullede endnu engang ned.. Hvor jeg så.. Mit navn.
Beliebers. Fantastiske beliebers. Hør. Jeg elsker Sandra, derfor skal i ikke prøve at skille os ad, for ligemeget hvad, vil jeg altid elske hende. Okay? Bare had os, men min kærlighed til hende er alt for stærk til i kan ødelægge det. Jeg elsker jer, husk xx
Det havde han tweetet for under 10 minutter siden! 
Jeg elsker Sandra, derfor skal i ikke prøve at skille os ad, for ligemeget hvad, vil jeg altid elske hende.
Sætningen kørte rundt i mit hoved. Jeg forstille lige ham stå og sige det. Han elskede mig stadig. Han havde ikke glemt mig. Men hvorfor tog han så ikke telefonen? Jeg tog telefonen som stadig lå på mit natbord og låste den op.
23 mistede opkald fra: Justin
Org! Han havde prøvet og få fat i mig mens jeg var i bad! Hvor er han dog sød! Jeg trykkede på hans navn og han blev automatisk ringet op.      

*Justins synsvinkel
Jeg mærkede mobilen vibere i min lomme, det fik mig til at smile den pakkesmør jeg havde i hånden, så den landte på jorden. Lækkert, smør udover det hele. 
Jeg rev mobilen op af lommen og kiggede på forskærmen
Sandra ringer
En dejlig varm følelse steg op igennem min mave. Jeg trykkede hurtigt Besvar
"Sandra?" spurgte jeg.
"Justin!"
Hvor jeg dog har savnet hendes dejlige lyse stemme. 
"Hvor jeg dog har savnet dig!" sagde jeg og smillede.
"Jeg savner virkelig også dig," sagde hun. "Men der er noget jeg må fortælle dig."
"Ja..?" spurgte jeg lidt forvirret.
"Vi.. Jeg..." stammede hun. 
"Hey, skal jeg komme over?" spurgte jeg.
Der blev stille. 
"Hvis du kan snige dig ind, uden nogle opdager det, så kan du godt. Ingen spørgsmål."
"Jeg kan forsøge skat. Hvor bor du?" 
Hun fortalte adressen og jeg skrev den hurtigt ned.
"Jeg kommer om lidt." 
Jeg kiggede op mod klokken. Perfekt. Der går en bus om omkring 6 minutter. Jeg fandt hurtigt nogle solbrillerne og tog hætten på min hættetrøje over hovedet og gik ud af døren og låste den efter mig. 
Ingen parpazzier - de var vidst taget hjem. Ellers glemmer de sig bare, men fuck det! Jeg småløb gennem parken.
Her var ingen. Klokken var vidst også ved at blive 9. 
Der var ret mørkt, men lygtepælene. Må gud være med jer, lygtepæle! Jeg løb hen mod bustoppestedet. Der var ingen. Men bussen var heller ikke kommet endnu. Jeg satte mig på en bænk. En lygtepæl lyste med skarpt gult lys over mig.  Jeg begyndte småt at synge, kunne ikke lade vær.
"I'll be your soldier, fighting every second of the day for the dreams girl. You can be my Destiny's Child on a scene girl. So don't stress, don't cry, we don't need no wings to fly. Just take my hand"
Jeg savnede at synge, det havde jeg ikke gjort i lang tid nu. Men snart skulle jeg synge hver dag i et år på min turné jeg glæder mig bare hel.....
Men..
Jeg kommer ikke til at se Sandra i et helt år. Med mindre.. Hun må tage med?!
Det var faktisk en god idé!
Skulderklap til dig Justin. Så kunne vi være sammen hver dag, og måske kunne hun komme med op på scenen og synge. Fordi.
Hun synger faktisk ret godt. Dengang hun sang baby mens vi sad og spiste. Stemmen ramte mig bare helt inde i hjertet. Jeg ville ikke vise det, jeg grinede bare og nikkede.
Jeg smillede ved tanken om hende. Jeg fløj nærmest 10 meter op i luften da jeg hørte et stort dyt. "Skal du ind?" spurgte manden der sad derinde. 
Bussen holdte foran mig, og der havde den vidst holdt i lang tid og vent på mig. Jeg rejste mig hurtigt, og gik derind. "Der var du heldig at jeg ventede på dig." smillede manden. Bussemanden. 
"Tak." sagde han. "Du er Justin Bieber, ikke?" spurgte manden, mens han kørte.
Hvilket han faktisk ikke måtte. Men jeg var den eneste i bussen, så det skete der vel ikke så meget ved. "Jeps."
"Min nevø er helt væk i dag." 
"Hils ham fra mig." 
"Skal du om til Sandra?" 
Et sus gik igennem min mave. Hvordan vidste han det?! Okay, han vidste måske godt. På internettet overalt står der det med mig og Sandra. Men ligefrem han spurgte, det var da høfligt. "Ja.." mumlede jeg og satte mig forrest. Han begyndte pludselig at grine. "Jeg venter hver gang hun skal hjem fra skole på hende. Jeps, en dag kom hun løbene med en hel flok fans efter sig." 
"Er det sket mange gange?" sprugte jeg og kiggede på ham. "En enkel gang. Ellers er hun blevet genkendt i bussen nogle gange." sagde han og havde blikket rettet mod vejen, hvilket var godt. For hvis han kiggede på mig, og ikke vejen, ville vi jo køre galt.
"Og.. Hun har grædt nogle gange." 
"Hvad?!" udbrød jeg. 
"Hun sidder altid helt bagerst i bussen, og jeg kan se hende i spejlet. Hun sidder nogle gange med tørre i øjene." 
"Ved du hvorfor?" spurgte jeg, men fortrød jeg sagde det. For hvorfor skulle en bussemand vide det? Han grinede stort. Det var også klart. Det vidste han nok ikke. 
"Så er vi her." sagde han efter noget tid hvor vi holdte stille. 
"Tak." mumlede jeg og rejste mig.
"Jeg gør bare mit arbejde. Husk bussen kører igen klokken halv 1. Jeps, jeg har en lang arbejdstid endnu. Så du kommer bare, venter 10 minutters ekstra tid på dig. Hvis du ellers sover hjemme hos hende." 
"Det kan jeg vel forstille mig at jeg gør." sagde han. Jeg sukkede og rejste mig. "Vi ses." sagde jeg. Det er ret mærkeligt, jeg har aldrig før snakket til en bussemand om sådan noget her.
Okay, bussemand, skal jeg stoppe med at kalde ham det?
Det er ret ulækkert.
Hæhæ Nej, det er da hyggeligt.
Jeg forsætter med det.
Jeg hoppede nærmest ud af bussen og lavede et karatespark. Ej okay.
Lygtepælene lyste gaderne op, alle husene var mørke. Jeg begyndte hurtigt at gå.
Okay, jeg var måske lidt mørke skræk  Lidt!
Jeg nærmede mig Sandras hus. Der var lys i vinduerne, men gardinerne i alle rum var rullet for, så jeg kunne ikke se ind. 
Okay, hun sagde jeg skulle snige mig ind. Hvorfor mon? 
Men okay. Jeg fiskede min telefon op af lommen og tastede hendes nummer ud.
"Hey babe." sagde jeg da hun tog telefonen. "Er du her?" spurgte hun. "Ja." mumlede jeg og kiggede op mod huset.
"Skat, gå om i haven." 
"Okay." jeg begyndte at gå op af indkørslen og åbnede forsigtigt havelågen om og gik igennem den mørke have.  "Sådan." sagde jeg. Jeg kiggede op mod huset. 
Et gardin blev rullet op og Sandra kom til syne. Jeg kunne ikke andet end at smile da hun stod oppe i vinduet og vinkede. Jeg vinkede tilbage. "Hvor er du dog smukk.." sagde Sandra og smillede.
Jeg grinede lidt og smillede stort.  Der var lidt stilhed hvor vi bare stod og stirrede på hinanden. Jeg havde savnet den tøs. 
"Okay Justin. Hvis du nu stiller en af have stolene op på bordet så kan du nok komme op på taget og bagefter kravle op til mit vindue" 
"Eller jeg kunne gå ind af døren?" spurgte jeg og sendte hende et undrene blik.
"Jeg kan forklare det her, kom nu Justin. Du skal ikke stå dernede og fryse." 
Jeg nikkede og lagde min telefon ned i lommen igen. Jeg løftede langsomt og så lydløst som muligt en af have stolene op på bordet. Den var tungere end jeg havde regnet med. Jeg satte det ene ben op på bordet og svingede mig derop. Jeg kom til at skubbe lidt til stolen så det gav lidt lyd.
Sandra stod oppe i vinduet og skar tænder. Jeg kiggede choket derop, men hun gjorde bare tegn til jeg skulle fortætte. 
Jeg gik forsigtigt op på stolen og kravlede op på taget. Det var heldigt de havde et fladt tag, for ellers ville det her aldrig gå. Jeg tog nu oppe på taget, fedt. Jeg står oppe på mit kærestes tag. Cool. Jeg bevægede mig langsomt hen til vinduet. "Justin" kunne jeg høre hun sagde gennem vinduet.  Hun lagde sin hånd på vinduet. Jeg smillede. Det mindede mig om noget jeg gjorde i en optagelse til musikvideoen: As long as you love me. 
- OKAY HØR LIGE HER, I VIRKELIGHEDEN HØRTE JEG JUSTINS ALBUM BELIEVE IKKE?! OGSÅ LIGE DA JEG SKULLE TIL AT SKRIVE AS LONG AS YOU LOVE ME SÅ KOM SANGEN! OG JEG HAR SAT DEN PÅ RANDOM, SÅ SANGENE IKKE KOMMER I RÆKKEFØLGE, OKAY VILDT!
Sorry, tilbage til historien, hæhæ -
Jeg lagde forsigtigt min hånd oven på hendes i vinduet. Jeg kiggede hende dybt i øjne  og ville ønske jeg kunne kysse hende, men det kunne jeg ligesom ikke, for der var et vindue i mellem. "Sandra?" spurgte jeg. Hun smillede og fjernede sin hånd og åbnede vinduet. 
En dejlig varm luft gik mig i møde da jeg kravlede ind. Jeg sad i vindueskammen mens hun stod der og så på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var bare så glad for at se hende igen.  Jeg lukkede vinduet og derefter gik jeg tættere på hende. "Er du klar over hvor meget jeg har savnet dig?!" spurgte jeg og trak hende ind til mig.   

*Sandras synsvinkel
Han kravlede ind forsigtigt, for han ville helst ikke ødelægge noget, selvom jeg ikke havde noget i mit vindueskam, for ellers kunne jeg jo ikke sidde deroppe, hvilket var rart at gøre nogle gange.  Vi stod længe bare og kiggede på hinanden. Men den kolde luft trak mere og mere ind af vinduet. Indtil Justin lukkede det. Han hoppede ned af vinduekammet og gik tættere på mig. En varm følelse gik igennem mig. Jeg savnede det her.
"Er du klar over hvor meget jeg har savnet dig?!" spurgte han og trak mig ind til ham. Jeg lagde mit hoved på hans bryst og mine hænder omkring hans hofter. "Det ved jeg ikke.." hviskede jeg. "Men jeg ved, at jeg har savnet dig helt sindssygt."
Det var så dejligt, at stå i hans favn igen. Jeg har savnet og have sådan en dejlig følelse og tryghed. Jeg skider på hvad min mor siger, jeg er lykkelig med Justin. Han trak sig forsigtigt ud. "Nå, kan du så forklare mig, hvorfor jeg ligefrem skulle snige mig ind?" 
Jeg smillede skævt og kiggede ned i jorden. "Og hey, hvorfor er din kind helt rød?!" spurgte han overrasket.
Jeg lagde min hånd op på min kind for at dække det. Det gjorde stadig ondt for dengang mor havde slået mig.
"Okay Justn." begyndte jeg, selvom jeg allermest ikke havde lyst til at fortælle ham hele historien om det min mor havde sagt med at vi ikke måtte ses. At hun ikke synes det her var det bedste for mig. Hvor meget jeg havde svaret igen, hvor meget hun havde skældt ud og slået mig. 
Justin så choket ud. Lige hvad jeg forventede. Nu vendte han sig sikkert om og gik.
Men nej, istedet slog han armene omkring mig og trak mig over i sengen. Han havde ikke svaret, eller sagt noget. Bare lagt mig over i sengen og lagt sig ved siden af mig, mens han forsigtigt vente min side til ham så vi lå i ske. 
Fantastisk dejlig følelse. Lysten steg op i mig, da han ting var ret tæt på min røv.
Han nussede min kind. Han havde stadig ikke svaret mig.
"Justin?" spurgte jeg, mens jeg vente mig om og så op ham.  Han smillede med hans honningfarvede øjene. "Vi skal nok klare det her." hviskede han. Sandheden i hans ord kørte rundt i mit hoved. Det passede. Vi skulle nok klare det her. Der var ingen tvivl om vi skulle være sammen forevigt om min mor så ville have det eller ej. Og hvis Justin og jeg bare gjorde det her hver gang så ville hun jo ikke opd.....
Jeg satte mig hurtigt oppe i sengen og Justins arme fløj langsomt af mig og landede ned i sengen, forefter han også satte sig op. "Hvad sker der?" spurgte han.
Jeg kiggede choket over mod døren, hvor håndtaget langsomt gik ned.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...