Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10273Visninger
AA

19. Kapitel 19

 

"Er det ikke okay?" mumlede han og kiggede mærkeligt på mig. 
"Altsåååå.." begyndte jeg, "Min mor ved ikke .. at vi er sammen.. Øhm, min mormor tror at du er en random guy som hedder Oliver. Jeg ville ikke sige at du var selveste Justin Bieber, så måtte vi sikkert ikke være sammen. Men det er vi nu, og der er jo de der fucking parpazzier efter mig, og når de opdager hvor jeg bor, vil de stå udenfor huset 24/7 og fucking ikke give os fred. Min mormor vil opfatte mistanke, og derefter smide os ud. En ny stor artikel: Sandra Fisher smidt ud af en 67 årig."
Jeg trak efter vejret. Wauw, har aldrig snakket så hurtigt før.
Han overvejede hvad han skulle sige, og stod bare og kiggede på mig. "Sandra." begyndte han. "Hør her. Det her er dit valg. Hvis du vil fortælle din mormor og din mor omkring mig, så gør det, hvis de ikke vil støtte dig i det her, så må vi droppe det her. Jeg vil bare det bedste for dig. Og Sandra. De der parpazzier pisser dig af, det kan jeg se på dig! Jeg ved du fucking hader dem, og synes bare de skal skride. Men det er pga. mig at de er kommet. Det her er min skyld. Undskyld. Sandra, undskyld. Det er mig der har ødelagt det hele. Sorry!"
 Han så ret trist ud og skuffet. Mon det har var sket for ham før? At han måtte miste sin kæreste for alle parpazzierne? Hvor er det dog synd for ham!
"Justin. Nej. Vi skal ikke droppe det her. Selvom vi kan skændes, så elsker jeg dig bare så meget. Du betyder seriøst alt nu. Uden dig, er jeg intet." sagde jeg og kiggede ned.
Han smillede skævt. "Sandra.." sagde han. "Jeg elsker også dig. Men er du sikker på det her?" 
Jeg nikkede og kiggede stadig ned i jorden. "Det bliver svært. Men skat, hvis du kan holde det ud. Kan jeg også.." 
"Men, hvad med din mormor og mor?" spurgte han. Jeg sukkede. "Jeg ved det ikke. Jeg tror de flipper ud, men det må de selv om."  Jeg kiggede op. Han stod og smillede overrasket. Som om han ikke havde forventet min holding til det. Som om han troede at forholdet var forbi. Men hvorfor? Ville han da gerne have det?!
"Justin?" Han stoppede med at smile og nikkede. "Vil du gerne droppe.. det her forhold?" jeg kiggede ned i jorden igen. Ville ikke se hans andsigtryk.
"Vil du?!" spurgte han overrasket.  Jeg udbrød et lille fnis. "Jeg vil have det her skal varer forevigt. Men.. hvad med dig?"
Stilhed. Hvad? Det ville han sgu! Ellers.. ville han sige nej.. Istedet for at være så tavs! Jeg troede.. at han elskede mig.. Så alt.. har været en stor løgn?
"Hvorfor har du ikke sagt det?" hviskede jeg og kiggede op. Han stod også og kiggede ned i jorden. "Sandra.. Jeg er bare i tvivl om det her. Jeg vil dig bare det bedste.. Og jeg tror ikke, at hvis du får et liv, hvor der er parpazzier der følger dig 24/7 er det bedste for dig. Misforstå mig nu ikke, jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig. Du betyder seriøst også alt for mig. Du er bare så unik. Første gang jeg så dig.. var det bare.. så fantastisk. Nu tror jeg på kærlighed ved første blik."
"Justin. Du er det bedste for mig. Jeg er fucking ligeglad med de lorte parpazzier, de kan rende mig! Og hvis min mormor og mor så ikke vil acceptere det, så løber jeg sgu da bare hjemmefra. Justin. Jeg vil ofre mit liv for dig."

 *Justins synsvinkel:
Lad vær med at græde. Stop Justin, lad vær! Hold det inde!
De ord.. Jeg er mundlam. Hvad skulle jeg sige? Hun sagde lige alt det hun også betød for mig.  Hun så mærkeligt på mig, hun ville have jeg skulle sige noget. Bare ét eller andet. Men jeg var mundlam. Hvor kikset bare at sige: I lige måde. Hun fjernede blikket fra mig og kiggede til siden. Måske fortrød hun det lige?
Fuck fuck fuck!  Nu tror hun vel ikke at jeg ikke gider hende, vel? Sig noget Justin!
"Sandra.." begyndte jeg. Hun kiggede endelig på mig igen. Jeg stirrede ind i hendes perfekte øjne.
"Justin da." sagde hun og tørrede en tåre som åbenbart rendte ned af min kind. "Kunne du ikke bare have sagt at du ikke gad det her mere?" hun mumlede.
"Sandra.. Nej!" udbrød jeg. "Jeg elsker dig."  Jeg trak hende ind til mig og klemmede til. Nu han hun vidst opfattet at jeg elskede hende, ligeså meget som hun elskede mig.
Vi stod længe der, i hinandens favn. Det var så rart. Hun var min eneste ene. Hun trak sig så ud. "Justin.. Jeg må altså se at komme hjem. Min mormor og mor er jo sikkert urolige ogggg.."
Jeg afbrød hende. "Jeg forstår søde." Jeg smillede et kært smil, som på en måde også blev ret falsk. Håbede hun ikke bemærkede det. "Skal vi gå ned til busstoppestedet?" spurgte jeg og smillede. Hun nikkede.
Vi gik ud i gangen hvor vi tog vores sko og jakker på. Han tog min hånd og vi begyndte at gå ud af indkørslen.
Vi forsatte ned af en sti ved siden af skoven. Ikke inden i den, men ved siden af den. "Minder.." hviskede jeg og kiggede ind i skoven. Han grinede lidt.
Vi gik forbi åbningen til skoven. Kliken sad der. Stadig. Havde de seriøst ikke noget andet at lave? Vent. Der var noget galt. Der var kun to drenge den her gang. Ham den mørkhårede var der ikke. Hvad mon han lavede?
Nå. Jeg var da også ligeglad.  De var nogle trælse møgsvin. Tror jeg ... jeg kender dem jo ikke. Okay fail Sandra. "Det er Justin Bieber!" jeg vendte mig om og kiggede over mod kliken. Pigerne var på vej herover.
"Fuck!" sagde Justin lavt.
"Justin!"
"Åh Justin jeg elsker dig!"
"Jeg er din største fan!"
"Kan vi få et billede?"
"Kan vi få en autograf?"
"Flyt dig!" sagde en af pigerne til mig og derefter skubbede mig væk.
Jeg var lige ved at vælte ned på fortovet, men jeg grab fat i en lygtepæl.
Må gud være med jer lygtepæle!
Jeg sukkede. Der blev dannet en større flok omkring Justin. Folk råbte og en masse billeder blev taget. Skulle jeg vente? Men det her taget jo en evighed. Også når jeg ikke bussen. Den kører nok om omkring 12 minutter. Jeg vendte ryggen til flokken og gik over vejen.
Jeg kunne mærke ét blik i nakken. Var det Justins? Eller måske en af de møgidioter piger fra kliken.
Jeg gik forbi Justins hus, som stadig så så øde ude som da jeg så det første gang.  "Sandra Fisher?" blev det råbt.  Blitz gik mig i møde.
Fuck! Parpazzier!
"Sandra! Hvor er Justin?"
"Har i slået op?"
"Sandra? SANDRA!"
Jeg begyndte at løbe. Forheldvede! Lorte tidspunkt de kom på. Nu tror de sikkert mig og Justin har slået op, fordi vi ikke gik sammen. Og nu kommer der en masse drama, og flere parpazzier dukker op og slår lejr udenforan mit hus. "Gider i godt lade mig være?!" råbte jeg. 
De løb efter mig. Det betød åbenbart nej. Tænk at have sådan et lorte job, at følge efter nogle mennesker 24/7.  "Få jer et liv!" fløj det ud af mig.  De stoppede med at løbe, men tog stadig billeder. 
"Grov eks-kæreste Justin har. God overskrift." sagde en mand til en anden mand. Vreden skyllede op i mig. "Nej!" råbte jeg og gik med hurtige skridt over mod dem. 
"Har i slået op?!" råbte nogle. 
"Hvor er Justin Sandra?!"
Et kamera blev stukket helt op i mit andsigt og en stærk blitz. Jeg tog fat om kameraet og rev det ud af mandens hånd. "Hvad fanden laver du?!" råbte manden og tog fat i kameraet. Jeg holdt fat.  "Nu lader i mig fucking være!" råbte jeg og smed kameraet ned i jorden. Det gik i stykker. Hvad fanden har du gjort Sandra!
Nogle gispede og flere billeder blev taget. Okay. Nu kommer der jo fucking mere drama.
Jeg begyndte at løbe igen, igennem parken. "Det er jo Sandra Fisher!" blev der råbt ovre fra nogle. De rejste sig op og løb efter mig. Lad mig nu være idioter!
"Sandraaa. Må vi få et billede?"
"Stakkels pige da! Lad hende være!" var der nogle der råbte, men det påvirkede ikke dem som løb efter mig.  Nu var det "fans" nogetnoget istedet for parpazzier.
Kendisliv, jeg hader det!
Jeg fucking hader det! 
Folk var stadig efter mig da jeg næsten var henne ved busstoppestedet. Bussen holdt der. Jeg kiggede kort op på bussemanden som kiggede overrasket på mig, fordi der var en hel masse folk som løb efter mig.  "Veeeeeeentttt." råbte jeg og nærmede mig mere bussen. Jeg skyndte mig ind i bussen og dørene blev lukket hurtigt efter mig. Jeg sukkede stort da jeg så alle de menensker som klemte sig op af busdøren. "Åben!" råbte nogle.
"Tak!" råbte jeg til bussemanden, som bare nikkede og begyndte at køre. 
Folk inde i bussen kiggede skærmt på mig. Åh nej, bare de ikke ogsååå.... "Sandra Fisher?" råbte en lille pige. Hun rejste sig fra hendes plads og gik langsomt hen til mig. 
Hun smillede kært til mig. "Må jeg få et billede."
Jeg smillede falsk. "Okay." 
Hendes mor kom derefter hen til os. "Hun er en stor fan!" sagde hun til mig.  Jeg smillede. Ægte den her gang. Sådan nogle fans her, kan jeg godt lide. 
Hun tog sin iPhone op af hendes jakkelomme. Jeg tog armene rundt om pigen og smillede op mod kameraet. "Sådan!" smillede moren og tog telefonen ned i lommen igen.
"Tudsind tak!" sagde pigen og smillede til mig. 
"Det var så lidt." sagde jeg. De gik hen på deres pladser igen. Jeg satte mig helt bagerst i bussen og tog min telefon op af lommen. Mon Justin stadig stod der omringet af fans? Nu ved jeg hvordan han har det. Hvordan kan han dog leve med det? Jeg ved at han elsker hans fans meget, men det må da være pisse træls ikke at have privatliv.
Det gik op for mig.
Jeg har fans.
Men mon hvor mange jeg endelig havde? Og de fleste var sikkert sådan nogle haters, som bare ville have mig og Justin fra hinanden. Ligesom hende idioten der skubbede mig væk. 
Jeg kiggede ud af vinduet. Det var så småt begyndt at blive mørkt og jeg var ret træt efter idag. 
Jeg orkede faktisk ikke at tage hjem. Min mor er sikkert pisse vred over at jeg ikke var kommet hjem. Og sikkert også med mormor. Jeg lovede jo at jeg kom hjem i går. Jeg bruger bare undskyldningen: Jeg nåede ikke bussen. Hvilket jo heller ikke gjorde, så det var ikke løgn. 

  Jeg gik ned af indkørslen til vores hus. Det var lys i vinduerne til stuen. Så de var vel vågne. Okay, det er nok lidt normalt at være vågnen klokken 5. 
Jeg tog fat i håndtaget og rev det forsigtigt ned. Her var dejligt varmt inde og den sædvanlige duft af roser gik mig i møde. 
"Sandra?" lød der inde fra stuen. Jeg nikkede.
Nå ja, det kunne de jo ikke høre.
Hahahhahahaaa
"Ja?" sagde jeg og tog mine sko af. "Hvor fanden har du været!?" mor stod i døråbningen.
"Hjemme hos min.. veninde.."  "Du skulle have været hjemme i går!" råbte hun. "Jeg nåede ikke bussen." mumlede jeg.
"Den undskyldning kan du ikke bruge hver gang pigebarn! Gå op på dit værelse! Du har stuearrest i to uger!"
Forheldvede!!!! Jeg kan sgu da ikke leve, hvis jeg ikke må se Justin i to uger.
"Og efter skole, tager du direkte hjem, for ellers tager jeg din mobil og computer!" 
Hvor er hun streng man!
"Slap nu lidt af Trine. Sandra er ung, og har lov til at komme lidt ud!" råbte mormor inde fra stuen af.
Tak mormor! Du forstår mig, tudsind tak!
"Hun er selv udenom det mor! Hun kunne bare have kommet hjem!" råbte mor til mormor. 
"Så du vil have hun skal sidde op på sit værelse i to uger? Lad hende dog besøge hendes venner!" 
"Stop så Marie! Det er sådan det er!"  Mor var så fucking vred at hun blev helt rød i hovedet. "Og hvad står du der for?! Op på dit værelse nu!" råbte mor og pegede op af trappen.
"Og du går i seng! Uden aftensmad!"
"Hvor er du fucking streng!" råbte jeg. "Jeg ville meget hellere have boet hos far!"
Jeg vendte mig om og gik hurtigt op af trappen.
Spasser!
Jeg løb hurtigt op på mit værelse fordi jeg kunne mærke tårrene pressede på. Jeg smækkede døren efter mig og smed mig i sengen. Jeg begravede mit hoved i mine hænder. 
Hvordan skal jeg sige det her til Justin?!  Jeg kan jo ikke bare tage direkte hjem fra skole, uden at skulle hjem til ham..
Også var jeg fucking sulten. Jeg havde næsten ikke spist andet hele morgen, end Justins lækre morgenmad men den havde jeg jo forlængst skidt ud i toilettet.  Jeg kunne lugte aftensmaden. Laks.  Fucking snyd. Jeg elsker laks.
Jeg elsker i det hele taget fisk. Jeg ved godt der er synd for dem, at de skal dø for at vi skal æde dem og det ikke er deres skyld at de smager så godt. Men.. Ja... Jeg spiser det bare... 

Det bankede på døren. Jeg tørrede tårrene af og kiggede over mod døren. "Mor. Du kan bare fucke af." råbte jeg. Døren blev åbnet. Mormor. Jeg blev helt glad da jeg så hende.
Hun kom med en tallerken laks, kartofler  sovs og et glas vand.  Jeg smillede stort og gjorde tegn til at hun bare kunne stille det på natbordet.
"Tak" min stemme knækkede over.  "Søde." begyndte mormor. "Der var virkelig krig mellem dig og din mor. Bare rolig. Hun bliver okay.." 
"Mormor... Jeg kan ikke klare hvis jeg ikke må besøge Justin efter skole.." 
"Justin?" spurgte mormor og løftede det ene bryn.
Fuck fuck fuck!  




Undskyld ventetiden! Men her er kapitel 19 så.
Jeg har også lavet en trailer til movellla'en her, som du kan se ovre i højre hjørne :) 
Det kunne være fedt, hvis i gad og bedømme den nede i kommentaren.

Love you,
Laura

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...