Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10272Visninger
AA

17. Kapitel 17

 

"Justin!" råbte jeg efter ham. Han var åbenbart gået så langt ind, at jeg ikke kunne se ham mere.
Mærkelige væsen! Hvorfor kan vi ikke bare være et normalt par, som ikke behøver og gå i skove?!
Og hvorfor gør han det her?! Det er da det mest mærkelige der er sket længe! Hvorfor lige en skov? Jeg sukkede stort. Okay, jeg måtte vel bare prøve at finde tilbage og bagefter tage bussen hjem. Jeg tror der kør en om lidt, så det er vel super.
Jeg drejede rundt en gang og begyndte at gå, den samme vej som vi kom fra.  

Justins synsvinkel:
Hvad fanden har den tøs gang i?! Hun skal sgu da ikke gå! Det var jo meningen hun skulle gå med! Forheldvede! Plan mislykket.
Fuck!
Jeg vendte mig om og så på huset. Jeg ville have at hun skulle se det. Det var jo en overraskelse.
  "Hey brooo!" Usher stod i døren. "Kommer hun ikke snart?" 
"Hun er gået." mumlede jeg lidt for lavt. Tror ikke han hørte det. "Hvad er hun!?" råbte han. "Hvad fanden har du lavet?"
"Det var meningen hun skulle gå med mig, men nu er hun bare gået tilbage." 
Han så mærkeligt på mig. "Skynd dig efter hende forheldvede!" 
Jeg hævede det ene bryn. Som om hun ville gå med mig, efter det jeg lige havde gjort. Og hvorfor var det nu også jeg gjorde det. Okay en virkelig åndssvag idé, jeg er ikke så god til sådan noget. Jeg overvejede kort at ringe til hende, men det ville jo være ret kikset. Jeg vendte Usher ryggen og kiggede ind i skoven. Okay. Jeg begyndte at gå i mellem alle træerne, buskene og grenene.   

Sandras synsvinkel:
Okay, jeg tror nok at jeg er på vej tilbage. Er jeg ikke? Skoven er virkelig stor, og jeg gik jo bare med Justin som forsatte længere ind, jeg kiggede jo ikke hvilken vej vi tog. Det føles som om vi bare gik ligeud hele tiden, men det kunne vi jo ikke, fordi jeg er jo ikke kommet tilbage?!
Jeg havde gået i omkring 10 minutter ligeud. Men jeg var ikke kommet tilbage. Okay, det her var virkelig lort! Og hvorfor var det nu liiiiiiiige vi skulle ind i den her lorte skov?! Lorte idé, og hvad var meningen med det? Piss lort forheldvede! 
Måske.. Havde Justin planlagt at det her skulle ske. Så jeg kunne farre vild i skoven og dø herude. Så smutter han ned til Selena og lader som om jeg aldrig har været til. Måske? Er det rigtigt? Nej, det kunne Justin ikke gøre mod mig. Eller kunne han? 
Men, han elsker mig jo.
....eller gør han? 
Jeg stoppede op. "Han elsker mig jo ikke! Ellers ville han aldrig have gjort det her!" råbte jeg. 
Jeg fik et chok da nogle fugle føj. De havde åbenbart sat oppe i et træ, og fået et kæmpe chok over jeg havde råbt det der.
Hæh, undskyld fugle.
Håber i tilgiver mig. 
Jeg stod længe og kiggede op på det træ fuglene havde forladt pga. mig. 
Okay, hvorfor gjorde jeg det? Det var et træ, forheldvede! Det vildt var. Her var jo omkring flere milioner træer i den her skov.   

Justins synsvinkel:
"Sandra!" råbte jeg for 233438736 gang. Og ja, jeg havde talt dem. Okay, nej.
Hvor var hun hende? Hun kan sgu da ikke nå så langt væk på så kort tid. Jeg forsatte med at gå. Hvilket nok ikke var så klogt, fordi det var begyndt at blive mørkt. Fuck man! Hvor lang tid havde vi lige gået i den her skov?! Og ja, nu er det jo fuldstendig umuligt at finde tilbage. Jeg kunne ikke se en skid.
"Sandra!" prøvede jeg igen. Men intet svar. Jeg trak min telefon op af lommen og tastede hendes nummer ind.  
"Sandra!" sagde jeg lettet, da jeg opdagede hun havdet taget den. "Hvad vil du?" lød en mumlen. "Oh Sandra! Er du okay?!" 
"Ja, nu hvor du ikke er her. Er jeg okay." Det gav et sus i maven. Hvad?! Okay, her ringer jeg for at spørge om hun er okay, også siger hun sådan noget?! Hvad sker der for det?! 
"Hvad?" hviskede jeg.
  "Ja, Justin forheldvede! Se hvad du har fået mig til! Klokken er omkring 10 og jeg står ude i en stor lorte skov!"
"Sandraaa. Undskyld søde. Det var ikke meningen det her skulle ske." 
"Hold nu bare kæft, okay?! Det her var jo fucking din plan at det her skulle ske! Du vil have jeg skal dø, okay!"
  Jeg begyndte at trække vejret hurtigere. Dø! Nej! Det skal hun fucking ikke! Overhovedet ikke! Nej nej nej! Den tanke må hun ikke få!-
"Sandra. Søde. Nej! Det her var ikke planenen. Overhovedet ikke. Den her plan blev en failer, søde undskyld. Jeg er så ubeskrivelig ked af det." prøvede jeg.
Men det lykkes ikke. "Hold nu kæft Justin! Gå nu bare ind og grin over jeg skal dø nu!" 
"Nej, for ved du hvad?!" Der kom en akavet stilhed. Hun ventede nok på et svar.
"Jeg står også ude i den her skov!"
"Hvad gør du?!" spurgte hun overrasket.  

Sandras synsvinkel: Hvad fanden har den idiot nu gang i?! Vil han nu se mig dø, eller hvad?! "Hvad gør du?" spurgte jeg en andelse overrasket, hvilket ikke var meningen. Jeg skulle lyde ligeglad.
"Jeg gik ud for at finde dig." sagde han lidt sødt. Okay, det var sgu lidt cute at han også ofre sit liv for mig. Han er faktisk meget mere værd end mig. 1000000 hvis af mennesker ville tude hvis han døde. Min mor og mormor ville tude hvis jeg døde.
Halleluja, det var da mange. Ikke? 
"Seriøst?" hviskede jeg.  "Ja, fordi jeg elsker dig." han mumlede en smule. Og jeg var ikke sikker på om jeg hørte rigtigt. Men elskede han mig? Det måtte han jo, fordi han går ud i en stor lorte skov for at finde mig. 
"Hvad?" hviskede jeg. "Jeg elsker dig!" han råbte.
"Justin! Jeg kunne høre det!" råbte jeg så højt, som han også gjorde.
"Jeg kunne også høre dig!" 
Altså, vi mener ikke i telefonen, vel?
Hæhæ. Altså, vi kan høre hinanden, de er tæt på hinanden right now, ok?
 Det kom de bare ligepludselig.. hæhæ
"Lys med din telefon!" sagde han glad. Jeg stak min arm op i vejret. Okay, det her så nok ret åndssvagt ud, men heldigvis kunne ingen se mig. "Jeg prøver og komme hen til dig." sagde han.

  Justins synsvinkel:
Jeg blev lettet over vi var ret tætte på hinanden. Jeg var småt begyndte at fryse og mistet håbet.
  Jeg skal bare se den tøs igen! Jeg skal have hende med over i sommerhuset, hvor jeg kan varme hende. Hvor hun kan hilse på Usher, så kan han se hvilken smukhed jeg har fået fat i. 
"Justin!" stemmen gav ekko mellem alle træerne. "Sandra?" 
"Justin!" jeg kunne mærke nogle arme omkring mig. Jeg tog også mine og klemte til.  "Jeg har været så nervøs" sagde jeg og kyssede hende i håret. Hun svarede ikke.
  "Sandra?" spurgte jeg lidt efter. Okay, havde hun nu stenet igen!? -.- 
"Justin. Undskyld." mumlede hun og trak sig væk. Jeg kiggede overrasket på hende, selvom hun sikkert ikke kunne se det.  "Det her.." begyndte hun men jeg stoppede hende.
"Sandra. Jeg er frygtelig ked af det. Det her var ikke meningen. Overhovedet ikke."
"Jeg skal altså hjem nu.." hviskede hun. "Sandra. Vi kan umuligt finde hjem, i den her mørke." 
Hun sukkede stort. "Så bliver jeg vel nød til at pjække fra skole, endnu engang." 
"Det er jeg ked af søde. Men, vi har lygterne fra vores telefoner. Vi kan prøve." 
Jeg ville gerne have set hende andsigt udtryk da jeg sagde det. Om det var okay med hende. 
"Nej." sagde hun. "Hvad?" jeg hævede det ene bryn.
"Nej, jeg kan ikke gå mere." hviskede hun.
"Hvad mener du!?" råbte jeg. Lidt for højt.
"Justin, er du klar over hvor lang tid jeg har gået, og hvor mange gange jeg har faldet? Jeg er fucking træt, og orker ikke mere. Jeg vil bare sove!" 
"Sgu da ikke her forheldvede Sandra!" sagde jeg bestemt. Der blev stille. Jeg ventede bare på et svar, men det kom ligesom ikke. "Okay." sagde jeg og gik tættere på hende. Jeg tog fat om hendes ryg og hende ben og løftede hende op. "Så må jeg jo bære dig!" smillede jeg. 
Hun svarede ikke, så det betød vidst en tilladelse. 

  Sandras synsvinkel:
Jeg havde det så godt i hans favn. Jeg lå og klisterede mig op af hans mave. Han begyndte langsomt at gå. Utroligt at han kunne. Fordi vi kunne ikke se noget, overhovedet ikke. Det var helt mørkt.  Det var overraskene at han ikke væltede eller blev træt, fordi jeg vejer jo omkring 6789 kg. 
Jeg prøvede at holde mine øjne oppe, men det lykkes ikke. Okay, jeg var nød til det. Jeg var så træt, jeg kunne ikke holde dem oppe.  Ellers skulle jeg ikke huske mere.

  Justins synsvinkel:
"Sandra?" hviskede jeg stille. Hun svarede ikke. Hun lå helt stille og klemte sig ind til min mave mens hendes hænder havde rundt om mig og holdt fat.  Orh, hun sover. Hvor er hun dog sød.

  Sandras synsvinkel:
Jeg vågnede med et sæt og satte mig op. Hvor fanden var jeg?! Jeg kiggede rundt i rummet. Jeg lå i en dobbeltseng  med Justin ved min side. Værelset var lyst, med klare hvide skabe. Ellers var der ikke andet i rummet. Her lugtede. Anderledes? 
Jeg kiggede kort ud af vinduet, der kunne jeg se skoven. Hold kæft, hvor jeg dog hader skove! Det sidste jeg kunne huske fra i går var at jeg lå perfekt i Justins favn hvor han bærrede mig gennem skoven. 
Det er det sødeste nogen, nogensinde havde gjort for mig. Tænk at han ofrede sig sådan for mig. Jeg lagde mig ned igen og kiggede på Justin som lå og sov, så sødt. Han var nok rigtig træt, efter turen igår. Mon han havde gået det halve af natten med tykke mig i hans favn?
Spasser, vi kunne bare have sovet ude i skoven.
Selvom det her var 5000% bedre. 
Og hvor var det nu lige jeg var?
Jeg aede kort på kinden og smillede.  Han lukkede forsigtigt sine øjne op. Skrækkelig syn han vågnede op til. Jeg lignede sikkert lort.
"Godmorgen smukke" sagde han og smillede.
Spasser.
"Smukke? Nja, det tror jeg nu ikke." sagde jeg mopset 
  Han grinede og trak mig ind til ham. "Du er smuk" hviskede han. Han lagde sine arme omkring mig. Jeg lå og kiggede ind i hans mave.
Hæhæ, dejligt syn. 
Jeg tog forsigtigt min hånd og lagde den på hans mave. Dejlig varm og dejlig "Sandra." sagde han og jeg stoppede med at nusse den. Han trak mig væk og så alvorligt på mig. "Du må virkelig undskylde det igår." "Justin. Det er okay. Vi er okay, og vi er ikke blevet spist. Bare rolig" smillede jeg.
"Sandra." begyndte han. "Meningen var at vi skulle herhen og hygge os. Her uden nogle parpazzier, hvor vi bare kunne være os selv. Usher var her, men tog hjem da vi kom hjem. Jeg sagde at vi gerne lige ville være lidt alene. Så du møder ham på et andet tidspunkt, håber det er okay."
Hygge os?
Hæhæhæææææææææ
Jeg rejste mig op. "Justin, det er okay, helt okay." Jeg gik over til ham og tog hans hånd. og smillede. "Kom" sagde han og rejste sig op. Han åbnede døren, og nu stod vi inde i en stue.
Verdens hyggeligeste stue.
Der var en pejs, med en sofa overfor. Der stod et spisebord, nogle reoler med bøger.. Køkkenet var i en åbning. Sommerhus.
Det her lignede et sommerhus, og det var det sikkert også. "Jeg skylder dig en tjeneste."  "For hvad?" spurgte han forvirret. "Det du gjorde igår. Du bar en pige på 8765 kg hjem, det var virkelig sødt. Justin!" "Skat, jeg vil gøre alt for dig." 
Et sus gik gennem min mave.
Jeg smillede. Stort. Jeg lignede sikkert en idiot.
Men jeg kunne ikke lade vær. Det havde ingen sagt før.
Og han mente det.
Fuck man, hvor er han bare....
Årh, han er vidunderlig.
"Er du ikke pisse træt?" spurgte jeg. "Nej, faktisk ikke." smillede han. Jeg grinede.
Utroligt, jeg havde regnet med at han var mega træt fordi.. det i går. Vi tog længe bare og kiggede på hinanden, okay.. hvad nu?  "Hmmmmm..?" sagde han kort.
Jeg grinede. Det her var meget akavet. Sådan havde han det vel også. Han kiggede ned i jorden. Hvad var der så spænderne ved jorden, Justin?!
Hehe
Efter lidt tid kiggede han op igen, med et frækt smil. Øh?!
Ellers gik det så hurtigt.
Pludselig trak ham mig ind til ham og stod længe og kiggede i mine øjene. Hans læber ramte mine og smed mig ned i sofaen og kravlede over mig. Han udviklede kysset til et snav. Jeg nussede hans ryg, mens han langsomt trak tøjet af mig.  Det her var vidst det han mente med at ,,hygge''    

  Okayyyy stoppppppppp! 
Efter en halvtime med .. you know .. var vi efterhånden blevet ret sultene. Eller jeg var. 
"Tak" hviskede han.  Jeg kiggede forvirret på ham. "Tak, hvad?" 
Han smillede frækt, og jeg forstod hvad han sagde. Okay, selvtak da.
Jeg samlede mit tøj op, og tog det på igen. Justin sad bare i sofaen og kiggede på. Okay. Det var super mega sindssyg akavet. Jeg trak min trøje over hovedet og tog mine bukser på.
Jeg vendte mig om og kiggede på ham. "Toilettet?" spurgte jeg.
Han smillede og pegede. Jeg sendte ham et skævt smil og gik hen mod døren. Og skyndte mig at lukke den efter mig. Okay okay okay.
What the heeeeell? Jeg lignede jo..
Forheldvede en bjørn eller sådan noget!
Mit hår var helt uglet, mit makeup sad halvvejs nede af kinderne på mig. Jeg lignede.. jeg ved ikke hvad. Det var ikke et kønt syn. 
Jeg forsøgte at fjerne makeup'en med vådt toiletpapir og prøvede og redde mit hår med mine fingerspidser.
Okay, nu så jeg værre ud. Mit hår lignede nogenlunde sig selv.
Men jeg lignede seriøst.. Mig uden makeup. Puhaaaa.
Mon Justin synes jeg er lækker nu? Nej, sikkert ikke.
Træls jeg ikke havde lidt makeup med, så jeg kunne gøre noget ud af mig selv. Mit blik faldede ned over mit tøj.
Min hvide tanktop sad elendigt og skævt. Mine bukser så, så beskidte ud. 
Jeg rettede min tanktop og rev den lidt ned, så man kunne se min røde BH. Frækt.
Havde Justin ikke en sort tus, så jeg kunne tegne lidt eyliner? Eller tilfældsvis en øjenvippebukker? 
Jeg kom i tanke om noget jeg gjorde i de mindre klasser. Jeg lukkede øjene, tog fingerspidsen af min hånd og pressede mine øjenbryn op til mine øjenlåg. Så lignede at jeg havde mascara på. Sådan fik jeg nemlig opmærksomhed. Jeps.
Fedt liv. 
Det gjorde jeg og bagefter var jeg lidt mere tilfreds med mig selv. "Sandra?" lød det af døren. Eller personen bag døren. Justin. Det var hans stemme.
"Ja?" spurgte jeg og kiggede på mig selv.
Jeg så dum ud når jeg snakkede.
Tssh
"Er du snart færdig? Øhm.. Du har været derude i 20 minutter."  Jeg fniste. "Jeg er færdig nu!" sagde jeg og gik over mod døren. Jeg åbnede den og så lige ind i Justins smukke øjene. 
"Ikke stir!" sagde han hurtigt og forberedt. Hahaha. 
Han tog min hånd og trak mig ind til ham.
"Søde, jeg har lavet morgenmad" hviskede han. Er der noget den dreng, ikke kan?!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...