Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10428Visninger
AA

13. Kapitel 13

 

Det bankede på..
"Sandra. Lad os nu snakke om det her.." 
Jeg svarede ikke.
"Sandra, jeg kan ikke leve uden dig. Du er det bedste der er sket for mig.. Lad nu vær.." 
"Oh, sagde du også det til Selena?!" råbte jeg og gik ind i stuen.
Det blev ved med at banke på, men det stoppede efter nogle minutter.
Han var væk.
Jeg sad og stirrede ud i luften.  Hvad fanden havde jeg gjort? Jeg har lige smidt min største kærlighed ud. Jeg begyndte at græde. "Hvad har jeg gjort?!" råbte jeg. Jeg havde det dårligt, en dårlig mavefornemmelse. Jeg tog en af sofapuderne og kastede den ind mod væggen. Jeg slog mig ned i sofaen. Jeg havde det så dårligt at det ikke kunne beskrives. 
Jeg græd i flere timer. Jeg følte mig som et stort sort hul. Alt var forbi, alt var ligemeget. Jeg havde mistet den person, jeg elskede mest i hele verden. Jeg følte mig så alene. Pludselig bankede det på døren,
jeg sprang op, Justin!
Jeg løb ud til døren og rev døren op.
"Justin je...." 
"En salat pizza..?" sagde manden.
"Øh ja, jeg henter lige pengene." sagde jeg og tårrede øjnene i min trøje og gik ud i køkkenet og tog de penge mormor havde lagt.
"Bare behold resten" 
"Er det noget galt?" spurgte han.
"Øhm.. Nej..." sagde jeg og kiggede ned.
"Hmm.. Hvorfor græder du så?" 
"Jeg har mistet min kæreste... Vi kom op og skændes.. Og ja.." 
"Okay.. God appetit." sagde han og smillede. 
"Øh ja, tak" sagde jeg.
Han vendte sig om, og begyndte at gå. 
Jeg lukkede døren. Jeg tog den varme pizza med ud i køkkenet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at spise en pizza, uden Justin.  Jeg begyndte og græde igen.
*JUSTINS SYNSVINKEL
Jeg lukkede døren og låste den. Jeg løb ind på mit værelse og smed mig i sofaen. Jeg har mistet min drømmepige.
Jeg har mistet alt,
jeg er intet uden hende. 
Jeg tog min mobil op. Ingen nye beskeder.
Jeg sukkede stort. Jeg trykkede ind på appen "Twitter" og skrev en status:
Hey folkens. Jeg lever endnu, nyder min ferie hjemme. #Canada
Jeg trykkede "Tweet" Der gik ikke særlig lang tid før folk havde reetweet, svaret eller føjet tweet'et til favorit. 
Jeg låste min telefon og lagde den i sengen. Jeg sukkede.
Sandra. Sandra. Sandra.
Jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg savnede hende virkelig. Jeg har mistet alt, jeg bliver aldrig lykkelig igen.

*SANDRAS SYNSVINKEL
Jeg så ned på den varme pizza og sukkede.
Jeg satte mig op på det kolde køkkenbord og så ud af vinduet. Solen skinnede stadig, det var lyst. Klokken var kun omkring tre. De to sidste timer havde været de værste hele mit liv. Jeg savner ham. Jeg tør ingengang sige hans navn mere, så nu er det ,,ham´´ 
Jeg overvejede og smide pizzaen ud og bestille noget andet mad. Men hvor dumt ville det lige være? Jeg besluttede mig for at spise, selvom det ikke var aftensmad ville jeg spise måske et stykke og gemme resten til aftensmad. Jeg tog en bid af den varme pizza. 

  Jeg satte mig op i sengen. Solen skinnede ind af vinduet, fuglene sang.
Men ingengang det kunne gøre mig glad, jeg plejer ellers altid elske at vågne op sådan.
Men istedet havde jeg den mærkeligste mavefornemmelse. Jeg vidste at jeg manglede noget.
Justin.
Selvom jeg næsten ikke har været sammen med ham, og det kun er anden gang, så er der bare noget ved ham, jeg ikke kan glemme.
Han var helt unik. Jeg bliver aldrig lykkelig igen. Hvad hvis jeg skulle vågne op med den mavefornemmelse hver morgen, resten af mit liv?
Jeg kiggede på klokken. Halv 9. 
Der var stille i huset da jeg listede ned af trappen. Mor og mormor sov stadig, de var nok rigtig trætte over deres tur i går. 
Jeg kiggede kort på min telefon, ingen beskeder, ingen opkald, intet. Jeg overvejede at ringe til Justin, for at tale ud.
Men han ville sikkert aldrig tilgive mig, over det jeg har gjort. Og han kan sikkert finde bedre, der er jo en million piger som står i kø for at blive hans kæreste. Jeg havde overhovedet ikke lyst til cornfleaks, jeg havde ikke lyst til at spise, jeg var ikke sulten.
Det plejer jeg ellers altid at være om morgen.
Jeg satte mig ind i stuen. Hvad skulle jeg få den her dag til at gå med? En hel søndag hvor jeg skulle lave... ingenting. 
Gid jeg kunne spole tiden tilbage, gid jeg bare kunne have kysset ham og sagt at det var okay, for.. selvom han er på turne kan jeg stadig skrive med ham, jeg kan måske komme med til nogle koncerter og være sammen med ham backstage.
Hvad var problemmet Sandra?
Du ville ikke miste kontakten, hvorfor blev du så sur? Hvorfor?!
Jeg begyndte ligeså stille at få tårer i øjnene, men tårrede dem hurtigt af.
Ikke græde Sandra.
Jeg tog min mobil op igen, intet. Jeg sukkede og lagde mig ned i sofaen.  Jeg kunne ikke holde tårrene inde.
"Hvorfor?" hviskede jeg. Jeg trak vejret hurtigt. Tårrene løb ned af mine kinder og gjorde puden helt våd. Jeg lukkede øjnene.

 

Jeg vågnede med et sæt da det bankede på døren. Jeg rejste mig op og gabte. Jeg gik langsomt hen til døren. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren. Og der... Der stod...  

Jeg kunne ikke lade vær med at publicere et nyt kapitel, så her er det! Jeg håber i er tilfredse. 
Hvad mon der sker i næste kapitel? Hvem er det som står udenfor døren?!

- Lauraaaa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...