Drengen bag solbrillerne | Justin Bieber ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Sandra bliver tvunget til at flytte til Canada, sammen med hendes mor. De skal bo nede ved hendes mormor. Hun er ret nervøs. Skolen, venner.. alting.
Men hvad hun ikke ved er at hendes livs kærlighed har et godt øje til hende i bussen. Finder Sandra nogensinde ud af hvem han ,,virkelig er´´ ?
*Andstødende sprog og hentydelser til sex kan forekomme, så er i advaret*

53Likes
90Kommentarer
10266Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Regnen løb ned af flyvinduet, og trak mit humør mere ned, end det allerede var. Jeg sad i et fly på vej til Canada, mine forældre har været oppe og skændes det seneste måned. De har råbt af hinanden og kastet ting efter hinanden. De har bare holdt det skjult for mig, men jeg har altid vidst det.
Min mor besluttede sig for at flytte til Canada med mig. Vi skal bo nede ved vores 67 årige mormor Marie.  Lyset var slukket inde i flyvet. Jeg kiggede på min mor. Hun sad og sov og snorkede en smule. Vi havde fløjet i omkring 2 timer og klokken er halv 3 om natten. Normalt burde jeg være vildt træt lige nu, men af en mærkelig grund kan jeg bare ikke sove. Alle mulige tanker kører rundt i mit hoved. Hvordan mon det kommer til at gå dernede? Hvad med skolen? Jeg skal starte helt forfra.. Nye venner, nye lærer.. det hele bliver bare så anderledes.  Jeg tog min mobil op af lommen, en ny besked fra Sofia: ”Det er bare i orden. Nyder du flyveturen? Savner dig..” Jeg kiggede længe på beskeden. Sofia.

Min bedsteveninde for evigt. Hun blev så såret da jeg fortalte hende at jeg skulle flytte til Canada.  ”Den er vel okay, kan bare ikke sove. Savner også dig..” endte jeg med at svare. Et ret plat svar men ja. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var mørkt, det eneste man kunne se var dråberne trille ned af vinduet.    ”Sandra.. Sandra!” råbte min mor. Jeg vågnede med ét sæt. ”Tag din kuffert, vi er der” Jeg kiggede kort ud af vinduet.
En lufthavn. ”Skynd dig lidt Sandra.” Jeg tog min kuffert og gik hen til hende.  Vi skulle med en bus som kørte hen til den by min mormor boede i. Byen Stanford. Det var helt en lettelse da jeg så den blå dobbeltdækkerbus komme kørende hen til os. ”Her er din billet” sagde mor og gav en lille billet til mig, jeg nikkede bare uden at sige noget. Min hånd rystede da jeg gav buschaufføren billetten. Han kiggede mærkeligt på mig og tog imod den. Jeg gik lidt langsomt ind i bussen og ventede på min mor havde betalt. Hun stod lidt og bøvlede med billetterne. Jeg tog min mobil op fra lommen, en ny besked fra Sofia: ”Håber du faldt i søvn søde. Hvordan er det derovre?” ”Lige nu står jeg inde i en bus, hvor jeg føler alle stor og glor på mig. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg ser ud, føler lidt mit hår og min makeup sidder helt forfærdeligt.” ”Sandra.. Kom nu videre folk bag os venter.” Der var samlet en kø bag mor og mig. ”Kom nu videre!” var der nogle der havde råbt. Jeg forsatte ned i bussen. Jeg klemmede mig gennem de tætte bussæder med min tunge store kuffert.
”Må jeg ikke sidde inderst? Jeg bliver hurtigt køresyg..” sagde mor.
Jeg nikkede kort og hun satte sig ind. Jeg klemte min kuffert med ind og satte mig. Der stormede folk ind og satte sig. Jeg kiggede lidt rundt i bussen og fik øje på en dreng. Han var klædt i helt sort tøj, sorte solbriller og en sort hat.
Sikkert en dreng som ikke havde lyst til at vise sig selv.  ”Er det noget galt Sandra?” spurgte mor. – ”Nej nej, jeg skal bare lige vende mig til at jeg skal bo i Canada.”  ”Nå. Det vender du dig nok til. Vi har allerede søgt dig ind på skolen i Canada og du blev accepteret! Skolen ligger kun omkring de 10 minutter væk, altså med bus.”  ”Har du været der før?”  ”Dengang jeg var en lille pige, ja. Men ellers ikke, men jeg kan huske det tydeligt.” ”Okay..”  Jeg kiggede ud af vinduet, bussen kørte stille og roligt. ”Her er godt nok mange bjerge.” hviskede jeg. ”Hey, sådan er det i Canada. Her er ikke andet end skov og bjerge.”  Jeg sukkede. Det lyder vel skønt.. ”Hvor lang tid går det før vi er der?” Spurgte jeg. ”10 minutter søde.”  Jeg nikkede og kiggede igen rundt i bussen. Jeg kiggede på drengen med det sorte tøj. Hvorfor dog gå med solbriller i Canada? Det er i hvert fald ikke sommer. Han kiggede pludselig op fra hans telefon og mødte mit blik. Han smillede. Jeg skyndte mig at kigge den anden vej. Mærkeligt, hvorfor smiler han til mig?
Bussen stoppede stille.
”Så Sandra. Så er vi her!” sagde mor lettet, hun var sikkert glad for vi skulle ud af bussen. Hun var sikkert blevet køresyg. Jeg rejste mig, tog min kuffert og begyndte at gå. Folk kiggede på mig da jeg gik forbi dem. Jeg kiggede tilbage for at se om mor var gået med, det var hun heldigvis. Jeg kiggede bare ligeud og prøve og ignorere publikummet. Jeg skulle lige til at stoppe op, da jeg så drengen. Han sad og kiggede på mig. Jeg lod som om jeg ikke havde set ham og gik videre. Jeg fik sådan en underlig mave fornemmelse da jeg gik forbi ham. Hvad var det?   ”Okay. Hvis jeg husker rigtigt fra dengang jeg var her, skal vi bare gå igennem de grønne huse der.” sagde mor og pegede.  Jeg begyndte langsomt at fryse, der var virkelig koldt her. Vi begyndte langsomt at gå, jeg kiggede mig omkring. Det her, dét er mit nye hjem. Her skal jeg bo, resten af mit liv. Vi havde gået i noget tid indtil mor pludselig stoppede op.  ”Så er vi her..” sagde hun.  Jeg vendte mig spændt om
Det gav et sus i maven. Huset var stort og hvidt med en lille veranda ude foran. Omkring huset var der smukke blomster og træer. Der var lys i nogle af vinduerne. Et smil bredte sig langsomt på mit ansigt.  ”Er det ikke smukt Sandra?” spurgte mor. ”Det er vidunderligt.. Skal vi virkelig bo her?”  Det hele var så smukt. Jeg var van til en lille lejlighed i København. Med ingen have, dog en fælles legeplads hvor der altid var skrigene børn som løb rundt. Her var der så fredeligt og ja igen… vidunderligt. ”Skal vi?” spurgte mor.  Jeg nikkede kort og vi begyndte at gå ned ad den lille sti til huset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...