Criminal? (1D)

Hvad gør Harry, som er kendt skyldig i et mord, han ikke har begået? Hans fans er skredet sammen med drengene. Vil den eneste han kan få hjælp af hjælpe ham? Vil Harry kunne lyve overfor hende? Og vil det være muligt at finde den rigtige morder?

18Likes
12Kommentarer
1202Visninger
AA

3. The Truth

Jeg havde regnet med, at jeg ville blive kørt hen til min far. Men det var der åbenbart ikke tid til. Da bilen stoppede, fik jeg et mindre chok. Vi holdt udenfor Londons fængsel. Foran den kæmpe hovedindgang stod 2 politibetjente og snakkede med en mand. Jeg steg ud af bilen efterfulgt af de 2 mænd, der havde fulgt mig herhen.  Jeg kiggede spørgende på dem, og den høje gik forbi mig mod den store faretruende bygning. Jeg havde aldrig kunnet lide fængsler, de var så indelukkede. Ikke fordi jeg havde været i fængsel, men jeg havde været på en skoletur i 5. klasse, det havde været nok for mig. 

Den høje mand stoppede henne ved de andre, og jeg fulgte tøvende efter. "Far?" Spurgte jeg undrende, før mit ansigtsudtryk ændrede sig til lettet. De to politibetjente, der havde snakket med min far, kiggede undrende på mig over mit udbrød, men jeg var ligeglad. Min far hev mig ind til sig i et kram. Jeg smilede glad. Det var ved at være noget tid siden, at jeg sidst havde set ham. 

"Hvor har jeg savnet dig skattemus", sagde han og holdt mig ud fra sig, så han kunne kigge ordentlig på mig. Jeg smilede til ham, men så ramte virkeligheden mig. Jeg var taget til London, for at forsvare min eks-kæreste mod en anklagelse for mord. Hvordan var det her sket? Jeg kunne mærke tårerne samle sig i øjenkrogen og tog mig sammen. Rolig nu, han har jo ikke gjort noget Angela. 

"Frøken?" Spurgte en af de to politibetjente mig venligt om. Jeg kiggede over på ham. "Ja?" "Vi skal lige lave nogle få test, inden du kan se Harry, så hvis du vil følge med?" Jeg nikkede, hankede op i min taske og tog min far i hånden, mens vi gik ind i bygningen.

Fængslet lignede ikke et fængsel indefra, det ligner nærmere en stor virksomhed, en bank eller noget i den stil. Vi blev guidet rundt derinde i 5 minutters tid. Det var jo meningen, at jeg jo nok skulle tilbringe en del tid herinde. Vi nåede til et lokale, hvor en lille tyk tog over og viste os ind i lokalet. Manden smilede venligt og bad min far gå ud. Derefter blev jeg bedt om at sætte mig ned, manden begyndte: "Er du Angela Williams?" "Ja" Svarede jeg nervøst "Godt. Du skal være sød at give mig noget af dit tøj." Han kiggede alvorligt på mig, uden at kigge mig i øjnene. Harry havde sikkert fortalt dem, at man ikke kunne lyve, hvis man kiggede mig i øjnene "Hvorfor?" Spurgte jeg roligt. Jeg kiggede ham i øjnene med et skarpt blik "Vi skal.. vi skal bruge det til en DNA test, for at sikre os du er den rigtige", sagde han nervøst, da han prøvede at lyve. Yes mit trick virkede. Mentalt skulderklap til mig. "Okay, kan i nøjes med noget hår? Jeg vil ikke overlade mit tøj til politiet", svarede jeg flabet. Manden nikkede, da jeg gav ham et par hår fra mit hoved "Du må gerne gå hjem for idag, vi ses imorgen", sagde han smilende. "Okay," smilede jeg falskt og smuttede ud af døren.

 

Harry's synsvinkel

Var det virkelig hende, det kunne det da ikke være. Angela var lyshåret og feminin, pigen her var brunhåret og havde en skater stil. Nej, det var det ikke. Jeg sad og fulgte med på en skærm fra min celle. Der havde allerede været 7-8 piger forbi, som påstod, at de var Angela. De kendte hende jo ikke gang. Jeg var jo sammen med hende, før jeg blev kendt. Directionere ved sikkert mere om os end os selv. Det var egentlig ret spooky. 

En mand kom op i min celle og fortalte, at de havde fundet den rigtige pige, og hun ville komme imorgen, og at jeg skulle skrive nogen spørgsmål ned til hende. For at være på den sikre side skal det være nogen personlige spørgsmål.

Efter lidt tid så min liste sådan her ud:

 

Spørgsmål til Angela

1) Hvad skulle vores barn hedde, hvis vi skulle have et?

-  Dave, Jonas eller Jason.

2) Hvad lavede vi på den første date?

- Var på burgerbar.

3) Hvor mødte vi hinanden

- Gennem vores venner.

4) Hvad hed min ynglings sang dengang?

-  Robbie William's Angels

 

Hvad fuck skulle jeg ellers spørge om? Jeg tænkte og tænkte. Tøvende skrev jeg en linje mere på papiret.

 

5) Hvilken gave havde du købt til mig, da du slog op?

-  En tur i biffen og ud og spise

6) Hvad var den første gave, du fik af mig?

- En sort tshirt med batman på.

 

Hvorfor var det så svært? Jeg skulle bare skrive nogen fucking sølle spørgsmål ned.

En politi betjent kommer og fortalte, jeg ville få 2 besøg imorgen, og jeg havde fået lov til at komme på internettet én time i aften. En sølle time, men det er sku da bedre end ingenting.

Jeg har to gode gæt til hvem det er der kommer på besøg imorgen.

1) Mor eller Gemma

2) Drengene eller min advokat

 

 

 

Jeg slog øjnene hurtigt op, hvorfor Fuck havde jeg sat alarm til? Når jo, jeg fik gæster. Jeg stod langsomt ud af sengen, jeg havde faktisk sovet godt til en forventning, jeg troede fængslers senge var noget lort, det var maden også, men det sagde vi ikke til Niall. En mandlig betjent kom ind "Din første gæst er på vej. I får et kvarter" brummede han "Hvem er det der kommer?" Spurgte jeg hurtigt betjenten. "Jeg mener nok, hun hedder Angela, men jeg er ikke sikker." Og så gik han ud af døren.

 

Lidt efter blev døren åbnet, og ind trådte en pige, men det var ikke Angela "OMFG  jeg har savnet dig så meget, jeg troede aldrig jeg skulle se dig!" Råbte hun. Det var ikke Angela. Hende her var brunhåret, men hun lignede hende lidt "Du er ikke Angela, du er bare end sindsyg fan, hvor er den rigtige!" Skreg jeg ind i hovedet på hende, hun kiggede forskræmt på mig og begyndte at græde "Harry det er mig" snøftede hun "Skrid, du er ikke den rigtige, jeg er jo ikke dum'' sagde jeg koldt. Jeg var træt. Træt af, at de ikke kunne finde hende. De ville aldrig finde hende. Det var dumt at spørge, om de kunne. Hun ville nok heller ikke engang hjælpe mig.

 

 

Angelas synsvinkel.

"Skrid du er ikke den rigtige, jeg er ikke dum!" Skreg han ind i hovedet på mig. Harry din ekskæreste står foran dig, og du kan ikke kende hende. Hvad fanden skete der for den dreng? Jeg skulle til at åbne munden, da han skubbede mig ud af døren. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, så det endte med, at jeg bare satte mig på en bænk ude på gangen.

Hvis han ikke vil have min hjælp. Så skal han da få lov til at slippe.

Jeg ved ikke rigtig, hvor lang tid jeg havde siddet her, men pludselig hørte jeg drengestemmer for enden af den meget stille gang. De pjattede, men ikke sådan som drenge normalt ville gøre. Jeg kunne høre, de kom tættere på, men jeg vidste ikke, hvor langt væk de var, indtil en af dem lagde en hånd på min skulder.

"Er du okay? Drenge bare smut ind til Harry, jeg kommer om lidt.'' Spurgte han. Jeg svarede ham ikke. Han ville nok blive utålmodig, men nej, han blev siddende. Til sidst valgte jeg at svarere ham dog. ''Nej.''

Han løftede mit ansigt op fra mine hænder og kiggede mig i øjnene. Jeg slog dog hurtigt blikket ned, så han ikke kom til at se på mig på den måde, hvor han ikke kunne lyve. "Se på mig. Er det noget med Harry, siden du sidder foran hans dør?'' Spurgte han roligt  og jeg nikkede ''Hvad hedder du?'' Spurgte han så "Angela. Er du ikke medlem af Harry's band?'' Spurgte jeg og kiggede dybt ind i drengens meget flotte dybblå øjne "Du mener vel One Direction, og hey er du ikke Harrys ekskæreste? Foresten hedder jeg Niall",  spurgte han venligt "Ja, og ja, indtil han afviste mig og sagde, det ikke var mig, og er Harry nu blevet bøsse?'' Svarede jeg snøftende "Åh, hvorfor dog? Nej, Harry er ikke bøsse, det er bare hans og Louis's bromance. Det er bare rygter" Jeg sukkede blot, inden jeg fik mod til at fortælle ham sandheden.

"Da Harry" startede jeg ud. Jeg ved ikke engang, om han vil lytte. "Og jeg var sammen, var jeg lyshåret og gik for det meste kun i kjoler og nederdele og alt, der kun kan sidde på piger. Harry glemte mig på vores årsdag, hvor jeg så sad og ventede på en resturent i 3 timer. Jeg blev der efter ret såret og forlod ham. Jeg ved godt, jeg overdrev den gang, men jeg var sur og såret. Derefter flyttede jeg til Danmark over til min mor. Der blev jeg ret så brun håret, fik briller og skiftede totalt stil. Derovre levede jeg en god og almindelig tilstedeværelse uden at skænke Harry en tanke, indtil to politimænd kom og fortalte, at Harry var blevet fængslet, og at jeg skulle jeg hjælpe ham. Fair nok tænkte jeg og slog ham op på Google og fandt ud af, at han er verdens kendt i et eller andet band. Og nu hvor jeg skal hjælpe ham, vil han ikke have hjælp og står og skriger mig op i hovedet og kalder mig sindssyg!'' Kørte jeg ud i en lang smøre, jeg stoppede dog en gang for at tage min trøje af. Og ved i hvad? Under den er den trøje, som Harry lavede til mig. Niall så ud som om, han var faldet ned fra mars.

"Wow. Det var ikke lige det, jeg fik at vide. Men din historie er mere... øh mere overskuelig. Harrys var bare snøft, gråd og mumlen” sagde han. Det var tydeligt, at han prøvede at løfte mit humør, hvilket hjalp en smule. Han havde stadig ikke lagt mærke til min trøje, han blev ved med at se mig i øjnene i stedet. Normalt undgik folk dem, som om de var bange for mig. Men det var han ikke, det var dejligt.

”Kom.” Han rakte mig sine hænder og uden at tænke over det, tog jeg fat i dem og blev trukket op. Han smilede, og uden at tænke over det gengældte jeg det. En rigtig ven, tænkte jeg. Han åbnede døren ind til Harrys "værelse." Niall skubbede mig lige så forsigtigt ind.

Harry smilede og lo, men han så alligevel ikke glad ud. Han smil falmede, hans øjne blev hårde og hans mund blev til en smal streg. Jeg var sikker på, at hvis det ikke var for Niall’s hånd på min skulder, så havde han allerede skubbet mig ud på gangen igen.

”Hu..” Mere nåede han ikke at sige, før han lukkede munden igen. Han stirrede på min trøje, hvilket han måske også burde. ”Du var ikke ligefrem høflig Harry”, sagde jeg, da jeg havde hans opmærksomhed. ”Men jeg reagerede nok heller ikke smukt.” Jeg lød som en dramaqueen, hvilket hele rummet fandt underligt.

Jeg havde lyst til at stikke af, men Niall stod i vejen. Jeg så det lille vindue som en oplagt flugtvej, hvis jeg altså havde været en mus.

Harry ledte efter de rigtige ord. Nogle ord der skulle kunne slå mine, nogle ord der skulle give ham selvtillid. Jeg havde alt den selvtillid, jeg havde brug for. Mine ord var ikke lige det bedste, jeg kunne komme med, men det lagde han ikke mærke til. Han havde for travlt med at finde noget, der kunne få mig ud.

”Du er ikke Angela”, sagde han til sidst. Det var ikke underligt, at han ikke kunne kende mig. Det der var underligt, var den måde han behandlede mig på. ”Jeg troede ellers, at min T-shirt var svar nok”, sagde jeg. Jeg lød som en heks, men det var jeg vel også på nogle områder.

Harry blev stum igen. Det var tydeligt, at han var ikke overbevist. Harry skulle til at komme med en ”spydig kommentar” igen, men det fik han ikke lov til af Niall. ”Så, så kamphane. Hør nu hvad hun vil sige.” Og med de ord slog det klik for Harry. Han flyttede sig ihærdigt, så der var plads til mig. Jeg satte mig bare stille ned. Jeg skulle lige til at sige noget, da en dreng med brunt hår afbrød mig. ”Vi er lige udenfor.” Og så rejste de sig alle sammen og gik ud.

”Hvor skal jeg begynde?” Spurgte jeg og droppede min onde stemme. ” Der hvor du vil”, svarede han.  Jeg trak vejret helt ned i lungerne og begyndte grådkvalt "Undskyld Harry", var det eneste, jeg kunne få frem lige nu. Jeg kiggede Harry direkte i øjnene, så jeg vidste, han ikke løj. "Du glemte mig Harry, du glemte mig!" Snøftede jeg igen. Harry kiggede trist på mig "Angela, undskyld, undskyld, men vil du ikke godt hjælpe mig? Efter det her behøver du aldrig at se mig mere, bare hjælp mig." Sagde han desperat og tog mit hoved op i hans arme

"Den der t-shirt kender jeg da slet ikke noget til." Harry prøvede at skifte emne. "Nej, slet ikke, det er ikke derfor der står 'Made By Harry' vel? Du har aldrig været god til sarkasme", sagde jeg med et smil.

Der var stille et øjeblik, før jeg ikke kunne holde det ud længere. "Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, ellers var jeg jo nok ikke taget herover vel?" Jeg gav ham endnu et af mine smil. "Men Harry?" Han kiggede afventende på mig. "Hvorfor dræbte du Nickolai?" Jeg spurgte bare for at se om han løj.

Hans pupiller blev helt store og sorte "Jeg dræbte ham ikke", sagde han langsomt "Det kan jeg se ,du ikke har Hazza", prøvede jeg smilende, også selv om det nok så ret falsk ud. Harry så ret ligeglad ud. "Angela vil du ikke nok fortælle det, som du sagde til Niall?" Han kiggede spørgende på mig med hans grønne hundehvalps øjne, som jeg ikke kunne modstå

"Kun hvis du siger undskyld for at kalde mig sindssyg fan. Jeg vidste ikke engang, du var kendt, eller som folk siger verdenskendt i bandet One Direction", sagde jeg og tilføjede med et glimt i øjet. "Eller at du var bøsse, og at du alligevel har været sammen med flere piger end jeg har venner. Men jeg selvfølgelig heller ikke så mange." Det sidste sagde jeg lidt trist men trak alligevel på smilebåndet.

Harry kiggede bekymret på mig over mit tonefald men begyndte så langsomt "Undskyld. Seriøst jeg har været på forsiden af alle ungdomsblade, i MTV ret mange gange og sidder fast i alle pigehjerter, udover det har jeg været kendt i 2½ år og vi skal snart udgive vores nye album ' Take Me Home'", sagde han med et smil. 

"Men jeg er altså ikke er bøsse, det er bare min og Louis bromance, derfor kysser vi, og så er der også noget, der hedder photoshop, hvis du har hørt om det. De sindsyge fans. Det sidste vil jeg ikke kommentere." Pludselig slog det sidste jeg havde sagt ham, og han kiggede alvorligt på mig. "Hvad er der sket med Silje?"

Jeg lavede 'Thums up' med begge hænder og svarede på hans spørgsmål "Hun er død" Harry så helt forkert ud i hovedet men rystede det væk "Fortæl det nu!" Brokkede Harry sig så pludseligt, og jeg begyndte den lange smøre om mit liv. Igen

 

Harrys synsvinkel.

Nu kunne jeg faktisk godt kende hende, hendes øjne og smil afslørede alting, hvorfor havde jeg været så dum? Jeg forstod ikke, at hun ikke bare var skredet. Det ville jeg havet gjort, hvis nogen havde været så idiotiske.

Hun var lige blevet færdig med at fortælle sin livs historie, da jeg pludselig huskede papiret. Jeg rejste mig op og gik over til bordet i den anden ende af lokalet. Ej okay, rummet er ikke så stort, men altså, du ved, hvad jeg mener.

Jeg fik hentet papiret. Hun havde sat sig på min seng imens, så det gjorde jeg også. "Jeg har lige nogen spørgsmål, du skal besvare, okay?" Hun nikkede, og jeg forsatte "Okay, hvad skulle vores barn havde heddet, hvis vi skulle have et?" Hun så ud som om, hun tænkte sig om "Jonas, det var min idé!" Udbrød hun tilfreds.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...