Det gyldne æbles kraft

Pigen Cindy finder et magisk æble i skoven og får uventede evner.

1Likes
3Kommentarer
291Visninger

1. -

Jeg sad i vores lænestol inde i stuen, og læste et blad. Min mor stod ude i køkkenet og overvejede om hun skulle bage en æblekage. Jeg elskede æblekage, så jeg håbede hun besluttede sig for at gøre det. Og det gjorde hun. ”Cindy? Vil du ikke gøre mig en kæmpe tjeneste? Vil du ikke være sød at gå ud at plukke nogle æbler til mig, så jeg kan lave æblekage?” Hun så bedende på mig, mens hun smilede. Jeg nikkede, og gik ud for at tage min jakke og mine sko på. Min mor gav mig en fin kurv, som jeg kunne lægge æblerne i. Så gik jeg ud i skoven, da jeg vidste at der var nogle æbletræer der. Jeg havde boet her siden jeg var helt lille, så jeg kunne kende skoven som min egen bukselomme. Da jeg endelig var nået til det område hvor alle de smukke æbletræer var, stillede jeg min kurv på jorden, og begyndte at se efter nogle gode æbler. Da jeg havde plukket en masse æbler i et godt stykke tid, så jeg pludselig et æble som ikke så helt normalt ud. Det var lidt større end de andre, og så var det en helt anden farve. Det var nemlig gyldent. Jeg plukkede det, og kiggede lidt nærmere på det. Det var som om det sagde ”Spis mig!” Jeg kunne ikke tage øjnene fra det, så jeg tog en bid. Det føltes som om jeg blev løftet 5 cm op i luften. Jeg følte mig træt og så gyldne farver for øjnene. Få sekunder efter blev jeg efterladt helt normalt på jorden igen…Eller gjorde jeg? Pludselig hørte jeg ikke længere fugle der pippede, insekter som summede eller egerne som skræppede. Men dyr som talte. Det var underligt. Det hele er måske bare en drøm? Jeg satte mig ned på jorden med et bump. To blåmejser sad i et træ og snakkede om hvem og hvad de skulle finde som aftensmad. Egernet i træet ved siden af snakkede med sig selv om hvor meget den elskede nødder. Pludselig hørte jeg noget pusle bag en busk. Jeg gik stille hen og kiggede bag busken. Verdens mest nuttede dådyr stod og spiste. Jeg prøvede forsigtigt at sige hej til den, for ikke at skræmme den. Den så lidt forskrækket op, men svarede så med et forsigtigt hej. ”Jeg kan godt forstå hvad du siger, bare lige at du ved det.” Sagde jeg og smilede bagefter. Den så lidt underligt på mig, da det nok var lidt nyt for den at nogen sagde det. Der plejede nok ikke at komme et menneske forbi, og sige at hun godt kunne forstå hvad den sagde. ”Er det rigtigt?” Spurgte den. Jeg nikkede. Jeg skulle egentlig have været tilbage til min mor nu. Hun er sikkert bekymret for mig. ”Ved du hvad.. Øh..Jeg skal til at hjemad nu, men jeg kommer tilbage i morgen” Jeg gik hen og tog min kurv med æbler og gik hjem.

Jeg havde fortalt min mor om det med at jeg kunne tale med dyr. Hun troede ikke på mig. Hun sagde det var noget sludder, for det kunne ikke lade sig gøre. Jeg var gået ud i skoven igen for at finde det lille dådyr. Det lille dådyr kom løbende hen mod mig. ”Du må hjælpe os! Der er nogle som er ved at fælde nissernes træ! Det er nogle meget små drilske væsner med store øjne. Hvis deres træ bliver fældet, bliver de så sure at der ikke længere bliver jul og så gør livet surt for andre, ved at lave de værste narrestreger!” ”Det er jo forfærdeligt! Men hvordan kan jeg hjælpe? Nej, vis mig bare hen til træet inden det er for sent” sagde jeg. Dådyret nikkede, og vi løb alt hvad vi kunne mod nissernes træ. Noget af det første jeg så, var mænd med store maskiner, som kunne bruges til at nedlægge det kæmpe store træ. En mand var allerede parat til at fælde træet. Så de skulle til at fælde træet nu. ”NEJ! Stop!” Råbte jeg. En mand så surt på mig. ”Hvad laver du her? Det er farligt, smut så med dig! Og det skal være nu!” Råbte han tilbage til mig. Jeg gik lidt tættere på. ”Du må ikke fælde det træ! Der bor levende væsner der inde, nisser! Og hvis i fælder træet, vil de gøre livet surt for andre, og der bliver ikke længere jul!” ”Sikke noget pjat du står og siger! Og desuden kan jeg ikke stoppe med det her projekt. Du må snakke med min chef så.” Sagde han. ”Men..-” ”Ikke noget men! Smut så!” Råbte han. Manden begyndte at i skære træet. Pludselig lyder der et ordentligt brøl. ”Hvad i alverden bilder du dig ind!?? Det gør jo ondt at du skærer i min stamme! Og ved du i øvrigt hvad du har gang i!? Du er i gang med at fælde nissernes 7800 år gamle træ!” Det var nissernes træ. Manden stoppede og så forskrækket op. ”D-de-det.. Taler til mig!” Han så rundt, men endte så med at kigge på træet igen. Se selv, nu vil du ikke fælde det vel!?” Sagde jeg. Han rystede på hovedet. Han ringede derefter til sin chef og sagde at han ikke kunne fælde træet. Hans chef troede ikke på det, og sagde at han selv kom over, for at fælde træet. Mandens chef kom i sin store bil. Han tog motorsaven, og begyndte at skære i nissernes træ. Træet brølede igen og sagde præcis det samme til ham. I mellemtiden var den anden mand blevet så bange at han var kørt hjem. Hans chef var også blevet forskrækket, og kunne ikke rigtig tro på at det var rigtigt. Han turde ikke fælde træet. Derfor stoppede han projektet. ”Okay! I får jeres vilje! Jeg stopper det her!” Råbte han til os. Derefter kørte han sin vej, med alle sine ting. Jeg så på dådyret som jeg i øvrigt havde fundet ud af hed Kiwi. Vi jublede og jeg krammede Kiwi. ”Så bliver det alligevel jul!” Jeg grinede kort og smilede så.

Da det endelig blev december, endte det med at blive den bedste jul nogensinde. Og jeg havde fået en ny ven, dådyret Kiwi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...