Freakshow

"I sin søgen, fulgtes han med menneskestrømmen ind i det store mørke telt. Han klemte sig forbi de spændte mennesker, som sad side om side, tæt på tribunen. Mellem to spændte par satte han sig på den simple træbænk. Cirkusdirektøren, en rund mand med et overskæg stoppet med voks kom, på trods af den store vægt, ganske let ind i manegen. Han smilede stort og kækt til dem alle.
”Godaften, godaften mine damer og herrer, piger og drenge! I aften, i denne manege i Cirkus Miseru! Viser vi jer...."

7Likes
6Kommentarer
831Visninger
AA

1. Freakshow

 

Teltet var så stort, at det synes at række mod himlen. 
De grønne grantræer som omringede  det blå og sorte stribede telt lyste op i stjernehimlens lys.

Hvor var jeg?

Folk i alle aldre, farver, størrelser og stand strømmede til.
En lille pige i hvid skørt med store folder holdt sin mor i hånden, hendes lysekrøller omkransede hendes søde ansigt med en rød mund, en rigtig lille prinsesse.

Hvor er jeg?

”Mor, mor! Er den her igen i år?” Pigens trillende stemmer ramte øregangen som en sød melodi. Moderen til pigen, havde selv de vildeste krøller, men ikke pigens korngule farve, til gengæld havde hun det flotteste kobberbrune hår.  ”Jeg ved det ikke Regina, lad os gå ind og se efter.” Hendes bløde smil til den lille pige varmede hjertet.  ”Den var så høflig for mig sidst mor!” pigens jublende stemme ringede som små klokker.

Den..? Som han stod der, i mørket, foran det store blå og sort stribede telt, undres han.
Hvem var den?
Hvad var det for et sted han helt nøjagtigt var endt?  
I sin søgen, fulgtes han med menneskestrømmen ind i det store mørke telt.
Han klemte sig forbi de spændte mennesker, som sad side om side, tæt på tribunen. Mellem to spændte par satte han sig på den simple træbænk.
Cirkusdirektøren, en rund mand med et overskæg stoppet med voks kom, på trods af den store vægt, ganske let ind i manegen. Han smilede stort og kækt til dem alle. 

”Godaften, godaften mine damer og herrer, piger og drenge! I aften, i denne manege i Cirkus Miseru! Viser vi jer, børn som mødre har forladt, som Gud ikke vil kendes ved.. Åh disse stakler, de små pus, viser vi jer.  Alle vores kunstner er så glade, trods de er bizarre.”
Han lo en høj latter som publikummet, inklusiv mig, lo med på. 
”Mine damer og herrer, drenge og piger.. Er i klar, til at møde Cirkus Miseru’s helt egen prinsesse.” Han holdt en kort kunstpause, så rundt på os med spændte, mørke øjne, smilede så de hvide tænder glimtede i faklernes skær.  ”Alle sammen, giv en hånd til Aderyn Brac, den frie fugl fra Welsh.”

Han begyndte at klappe med de hænder, som var så fint beklædte med hvide handsker, den høje hat blev stillet på skrå, et klap med hælene også forsvandt han ud af manegen.  Der var helt stille i det store telt. Publikum og jeg, holdt vejret i spænding. Lys blev sat i midten og det mørkeste hjørne, syntes en skikkelse at tage form. Jeg holdt spændt vejret..
Da hun trådte helt ind i lyset så hun op.  Hendes øjne var store og mørke, på trods af deres mørke tristhed, smilede hun. Hun så rundt på publikum, lavede to små elegante trin.  Kjolen hun bar, var turkis med farvestrålende fjer. Et højt snit, gav udsyn til hendes ben, som var unaturlig spinkle.
De var skæve, som en hjorts ben. Jeg så på hendes arme, de var lige så spinkle, men buede på en måde som jeg ikke havde set før, som vinger.
Trods hendes skønhed, var det klart, hun var den brud ingen ville have, fordi hun var skabt, som hun var. Hendes lange hår virvlede omkring hende og med et slag, samles det hele på hendes spinkle ryg. Jeg syntes at kunne skimte noget på hendes ryg, et farvestrålende mønster, som oplystes på hendes hvide hud.  Hun drejede endnu engang, jeg syntes at se mere af det farvestrålende mønster denne gang, stampede i jorden med en spinkel fod.

Og skreg.

Nej, hun skreg ikke.  Hun ramte så høj en tone, at det lød som et skrig. Der var helt stille blandt publikum imens hun stod helt stille, mens hun holdt tonen. Pludselig forstummede tonen, og begyndte at synge.
Mens hun sang, dansede hun små trin, hun dansede tættere og tættere på det store stativ, hvor et reb var spændt op.

”Dybt. Dybt nede, under jorden, er jeg skæbnebestemt til at synge bønner. 
Helt alene. Fra fortiden som ikke har nogen steder at gå, jeg væver stemmer til at gå rundt og rundt. 
For spidsen af den gentagende historie. 
Dedikerede jeg mig selv til skæbnen. 
Uden at vide noget som helst, har jeg fortsat sunget, for hele mit liv.
En sang for regnen. 
En sang for solen.
For enden af vejen til paradis. 
Varme hænder var ofret, men kunne ikke nå mig.
På den forvrængede bund af en dødende verden. 
Er jeg bestemt ved skæbne til at synge bønner
Med de blide røster, sover i den glemte fortid
Som jeg ændrer min fortvivlelse til et smil
Jeg synker til bunden af tårer..
Igen i paradis af lys og skygge
Lad mit ønske nå der ...”

Under sin fortryllende sang, havde hun kravlet op i det høje tårn, danset ud på den udspændte line, som hun sang den sidste linje, stoppede hun op. Og da sidste ord var forstummet, faldt hun.

Publikum og jeg, gav et gisp fra os.  En kort stund var jeg ved at tro, at det var selvmord i rampelys, indtil hun blev grebet.  I armene på to tvillinger sad hun.

De stod så tæt at jeg ikke kunne skimte dem fra hinanden. De slap divaen og sendte os alle et dyrisk smil. Deres barnlige sparkedragt, var syet sammen. Jeg lod øjnene glide omkring dem, analyserede dem. De var.. Siamesiske tvillinger. Deres uhyggelige smil og deres latter fik gåsehuden til at rejse sig på min arme.  De lo, græd og skreg.
Dansede rundt om divaen mens de sendte os alle uhyggeligt blikke.
De fangede lokker af divaens hår, skiftes til at sno det gennem deres små hænder. 
De løb rundt i manegen, ind i mellem rakte de ud efter børnene, som forskræmte gemte sig hos deres mødre. 

”De siamesiske tvillingerne Morgan og Morgana” 
Cirkusdirektøren trådte frem og lo.  Divaen og tvillingerne satte sig pænt op på en vogn og sad ganske pænt stille. De krympede sig i smug. Jeg gættede på at folk og mine øjne, ikke altid var lige rare, at have på sig.
”Mine piger og drenge, Herrer og damer. Denne forestilling er endnu ikke slut.  Byd velkommen til Sado. Barnet, som ikke vil dø..”
Han bukkede dybt. ”Mine damer og herrer, tildæk jeres børns øjne, I som er sarte, væn jer bort. Barnet som ikke vil dø, er ikke for Guds sarte sjæle..”
Han gik baglæns ud af manegen, stadig i det dybeste buk og mest skræmmende smil. Ind i manegen, med en bamse i hånden, iført hvid natskjorte. I bare fødder og med sorte øjne, trådte en lille dreng.
Han så rundt på os med blanke øjne.
De dybe sorte øjne så gennemborende på os alle. Han var så trist at se på.  Hans tynde arme hang som hvid snor ud af den gennemsigtige natskjorte.
To mænd eller drenge, kom ind i manegen. De tog bamsen ud af hænderne på drengen og satte den for foden af vognen. De tog fat i drengen, og begyndte at vride hans led og lemmer.
Inden længe var han forvreden i de særeste former, de vred alle led og lemmer, formede ham i mærkelige positioner. Publikum så målløse til.
De vred og foldede drengen, smed ham fra højder, alle utænkelige ting.
Jeg turde næsten ikke se med. Men gjorde det alligevel.

Til sidst, satte de drengen sammen med divaen og de deforme tvillinger. 
Igennem de røde tæpper, kom en person, fuldstændig iklædt sort, kun hans røde hår flammede op i mørket. Han trak efter sig, en kæde, for enden af kæden, var en dreng låst i hvid spændetrøje. Hans blå klædedragt var mørk, næsten sort. Hans hår var farvet i forskellige blå nuancer, han så på os med kolde, gennemskærende øjne. Det føltes som om han så helt ind i min sjæl.  Han smilte uhyggeligt. 

”Og nu.. Bæstet. Kannibalen. Monsteret som spiser kolde ting. Toshiro.” Han rykkede i lænken, så bæstet faldt på knæ. En let knurren undslap den blåhårede. 

”Aargh.. Renji. Gør det igen, og du bliver den næste som bliver lagt på køl.” Hans hvide hænder knugede sandet. Et fad med lemmer, dybt frosne, både fra dyr og mennesker blev båret ind og sat foran ham. Han snusede ind, så savlende rundt på os alle sammen, væltede dramatisk ned af stolen, forsøgte med fråde om de blå læber, at gispe noget ud. 
”Pigen med de sorte krøller, på køl hun skal. I min mave fryse” han slog en uhyggelig latter op. Fyren med det ildrøde hår, Renji, hev i lænken så Toshiro kom op igen. Voldsomt blev Toshiro sat på bænken med fadet, ansigtet, det mælkehvide ansigt, presset ned i det kolde fad.  Med knurren, begyndte han, til publikums rædsel, at fortære de kolde lemmer.  Min maves indhold vendte sig ved dette syn. Jeg havde lyst til at kaste op, som han gnavede sig igennem hænder, arme, ben og rygge fra mennesker såvel som dyr.  Da sidste bid var slugt, strøg et saligt smil over det blå bæsts ansigt. Han blev ført ind til resten fra freakshowet. Vinkende, vrælende, brølende, skrigende, knurrende blev vognen kørt rundt i manegen.

ådden frugt blev kastet, spyt stod ud, ramte dem.  Men ingen skældsord blev råbt.  Cirkusdirektøren kom smilende ind i manegen. 
”Jeg takker publikum for at være kommet, til denne cirkus opførelse.” 
Folk begyndte at rejse sig, skyndte sig ud.  En genkendelig klokkeren stemme fangede mine ører:
”Mor, mor. Kan vi ikke se Den igen?”
”Nej, søde. Den virkede til at være et forfærdeligt humør i dag. Han truede sin vogter. Lad os hellere tage hjem til far.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...