Freakshow

"I sin søgen, fulgtes han med menneskestrømmen ind i det store mørke telt. Han klemte sig forbi de spændte mennesker, som sad side om side, tæt på tribunen. Mellem to spændte par satte han sig på den simple træbænk. Cirkusdirektøren, en rund mand med et overskæg stoppet med voks kom, på trods af den store vægt, ganske let ind i manegen. Han smilede stort og kækt til dem alle.
”Godaften, godaften mine damer og herrer, piger og drenge! I aften, i denne manege i Cirkus Miseru! Viser vi jer...."

7Likes
6Kommentarer
933Visninger
AA

2. Bag om showet

Jeg sad i mørket i et langt stykke tid. Hvorfor jeg sad her, det havde jeg absolut ingen anelse om, hvor skulle jeg ellers gå hen?  D

et puslede bag ved de mørke gardiner bagerst i cirkusset, hvor de glade artister havde kommet væltende fra.  Jeg genkendte straks Cirkusdirektøren, han kom smilende ind i arenaen, vinkede de andre spøjse væsner efter sig. Toshiro, det blå bæst som spiser kolde ting, Sado, barnet som ikke vil dø, Aderyn Brac, den deforme diva Morgan og Morgana, de siametiske tvillinger. Morgan og Morgana kom hånd i hånd med det blå bæst og divaen. Det blå bæst bar barnet som ikke vil dø, på ryggen.  ”Lad os få pakket det cirkus sammen!” Direktøren vinkede med sin stok mod teltdugen, han havde ikke opdaget mig, alligevel følte jeg, at der var et sæt øjne på mig.  ”Oih.. Vi har et ekstra sæt øjne med os i aften.” Stemmen kom bag mig, jeg drejede hovedet og så lige ind i et brændende sæt grønne øjne.  Jeg så et glimt af et sæt smilende tænder, før en stor næve greb fat i min nakkekrave.  Personen hev mig ud fra tribunen og ud i arenaen, hvor jeg blev smidt, mindst en meter væk fra personen. Sandet klæbede til mit ansigt, personen lo bagved mig.  ”Renji.. Det var ikke nødvendigt.” Jeg genkendte stemmen som divaens.  ”Sådan en lurer, skal ikke tro han er noget.” Han sparkede i sandet. ”Alt ondt skal bekæmpes med noget godt.” Stemmen var hæs. Jeg turde ikke se op, og holdt i stedet for mit hoved ved jorden, kneb øjnene i, så de ikke skulle se, de tårer som trillede ned af mine kinder.  Skridt hørtes, kom tættere på, og stoppede foran mig.  Mit hjerte sad helt oppe i halsen. ”Tag min hånd dreng. Ingen i dette cirkus vil dig noget ondt.” Jeg så op, og så ind i de dybeste blå øjne, som var omkranset af de sorteste øjenvipper og mælkehvide hud. Han smilte til mig, det blå bæst. ”Hvor er du sød. Dine store brune øjne er ikke så ræd som før, tør dine tårer væk, ingen vil dig noget ondt. Rejs din krop fra det ydmygende sand. Børst dine mærkværdige klæder af. Og se på os.” Han rakte sin hånd ud til mig, som jeg tog. Det gav et sæt i mig, da den var overraskende varm. Den kulde han så ud til at udsende, var væk, i det jeg rørte ved hans bløde hånd. Mit hjerte faldt til ro, hans varme var tryg.  Med et nik, rejste jeg mig. En lille latter undslap det blå bæsts læber, han lo til mig, og førte mig så tilbage til de andre. Divaen tog min hånd i sin, jeg kunne ikke undgå at skæve til hendes skæve lemmer, hun smilte til mig. Morgan og Morgana stillede sig nysgerrigt foran mig, rørte ved mit tøj og spurgte i munden på hinanden.  ”Hvor kommer du fra?” ”Dit tøj er mærkeligt?” ”Er du en freak?” ”Er du løbet hjemmefra?” Renji, han som havde afsløret, at jeg havde siddet gemt blandt de tomme rækker, begyndte, sammen med cirkusdirektøren, at flytte stole og bænke. ”Lille ven da, har du tænkt dig, at være med i Freakshowet, siden du er her?” Hun aede mit hår, smilte til mig, og lo.  ”Der er altid plads i den her familie.” Cirkusdirektøren kom trippende ind, lagde en hånd på min skulder og smilte.  Jeg hjalp dem med at rydde op. Pakke teltet ned. Under hele forløbet synges der lystigt.  Det var som et eventyr. Alt arbejde blev udført med en elegant hast, som trinene i en ballet.  Deres fortryllende smil og latter fangede mig.  Om aftenen lo de endnu, som et eventyr der aldrig ville få stop. Men senere, kom en mere alvorlig mine på.  ”Du ved, at det ikke er altid lige nemt, at være.. med i et freakshow.” Aderyn Drac, så på mig med sorgfulde øjne. Jeg forstod hende ikke. ”Mange er bange, nogen ser os som en trussel, andre finder os fascinerende. Andre.. hader synet af os. Vi går med store kapper, for at skjule vores udseende, for ikke at blive dømt.” Toshiro’s stemme var trist.  ”De kommer her, for at dømme, for at se noget nyt, for at blive skræmt. De vil se hvordan gud dømmer.” Barnet, som ikke vil dø, havde ikke sagt noget før nu. Hans triste mørke øjne slugte mig, og fik tårer til at vælde op i mig.  ”Vi er her..” Morgana så på mig med sine dybe øjne ”Fordi vi ikke har andre valg.” Morgan sluttede hendes sætning, så på mig ligeså alvorligt. ”Min mor kaldte mig Aderyn Brac, Fugl fri, fordi jeg ikke skulle lade mit udseende, styrer min frihed.”  Divaen aede det blå bæsts hår. ”Selvom Direktøren passer godt på os, er vi aldrig helt frie. Vi skiller os ud, og vil gøre det til vores dages ende.” Bæstet, som spiser kolde ting, så på mig, jeg nikkede til hans ord.  Han havde ret. De ville aldrig kunne leve som jeg. De var tvunget, af naturen til at skille sig ud.  En tanke slog mig. Bæsterne er mennesker. Ligesom jeg. Den næste morgen, rejste jeg med cirkusset. Rejsen foregik med samme eventyrlige glans, som den foregående aften havde gjort. Og jeg lo med. Forestillingen blev sat op. Skyer mørknede, en følelse af, et eller andet ikke var rigtig skød igennem mig som pile.  Om aftenen, alt var klart, startede forestillingen.  Jeg stod bag tæppet sammen med resten af freakshowet. ”.. I aften har vi en særlig optræden. Tag godt i mod, drengen med dødens øjne.” Direktøren lo og pegede ud mod gardinerne og lige der hvor jeg stod. Drengen med dødens øjne? Et hårdt skub i ryggen fik mig til at falde forover.  Publikums gisp og rædsel ramte mig i ansigtet som en kølle. De lo, grinede, græd.  Jeg var rædselsslagen. Alle de øjne, var kun på mig. De dømte. ”Dans!” lød det.  Frugt blev kastet, spyt regnede ned over mig.  Gråden væltede op i mig. Jeg satte mig på knæerne og græd.  ”Få det til at stoppe. Få det til at stoppe. Jeg er ikke et misfoster. Jeg .. Jeg er normal.”  Min tårer havde lavet en spejlende sø i mine hænder, det reflekterede mit spejlbillede.  Ansigtet i spejlet, var ikke mit. Det kunne det umuligt være mig.  Øjnene var tomme, kun lidt hvide og skinnende tårer stod ud af øjenhulerne.  ”Jeg er normal.” min røst skar igennem. Latter. Latter fra publikum, latter fra bæsterne.  Med et skrig vågnede jeg. Jeg var tilbage. Tilbage til det kendte. Mit eget værelse, og ikke længere i et omrejsende show med sære skabninger. Jeg stod ikke længere foran det dømmende publikum. Sveden, den kolde sved fik mig til at fryse.  Springende ud af sengen, væltede jeg ud på badeværelset, for at se mine øjne i spejlet.  ”Drengen med dødens øjne.” Var han der endnu?  Til min lettelse, var han forsvundet.  Freakshows. Måtte have været forfærdelige. Trods at Cirkus Miseru’s artister, holdt smilet oppe ved sang dans, lagde nattens mørke sig også over dem. Jeg havde før læst om folk i sådanne forestillinger, blev afhængige af at drikke eller lignende, fordi smerten ved at være så anderledes, var forfærdelig.  Hvilket fik mig til at tænke på, om der stadig var ”freaks” i blandt os..? Resolut, satte jeg mig foran computeren og søgte på tv-serier i dag, om dem, der ikke ligner os andre. Listen var lang.  Krop Umulig, et tv-show om læger, der kurerer de mest pinlige ting. En serie om kvinder der går op i deres udseende, og møder folk med brandsår, manglende lemmer, vanskabte, der er fuldt ud tilfredse med sig selv, og ikke har behovet for en operation. En serie om at leve med manglende kropsdele. Og om siamesiske tvillinger, der blev opereret fri for hinanden.  Jeg tænkte på cirkusset i min drøm. Ville nogen af dem, kunne have fået et anstændigt liv? Er vi blevet tolerante, eller ser vi stadig på dem, som.. misfostre?  I min drøm, i cirkus Miseru, mødte jeg de første vanskabninger i mit liv.  I fremtiden, ville der stadig være plads til dem? Eller vil de ende i et tv-program hvor læger, forsøger at rette dem op, om de vil eller ej? Er der egentlig plads til dem, nu her? I denne tid?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...