Demon Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Færdig
"Mente du, da du lovede mig, at du ville blive hos mig for altid?"
Ciel Phantomhive's - en af de øverste dæmonfamilier - familie bliver på grusommste og brutaleste vis nedslagtet af vampyrer. Ciel ender alene sammen med sin bedste ven og tjener, Oz Nightraven, barn af en Demonhunterklan, og hunden Daimon. Ciel ønsker hævn, og hævnen leder dem til en gruppe, der er ude efter Kongen af Dæmonverdenen. For at rede Kongen og få hævn, er Ciel og Oz nød til at rejse - men rejsen koster...

5Likes
2Kommentarer
977Visninger
AA

7. Oz...

Oz lå med jakken åben, trøje og forbinder skåret op.. Og havde bryster.. Han var.. en pige?
"Oz," spurgte jeg, eller kvækkede.

"Er du en pige?"

Han.. eller hun.. gispede.

"Ja. I hvert fald biologisk," hostede hun.

"Hedder du så slet ikke Oz?" spurgte jeg, men hun nikkede.

"Mit navn er Oz. Da Master Vincent fandt mig, og tog mig til sig, vidste han ikke noget om mit køn. Og da du behandlede mig som en dreng, og var glad for det, og jeg var også glad, så jeg besluttede mig for at være en dreng for din skyld," sagde hun. Jeg rødmede endnu mere: Alle de gange Oz havde siddet i badeværelset med mig, de gange, Oz har set mig... nøgen. Gah!!! Oz virkede til at være lige så berørt som mig, måske fordi hun var topløs. Tanya kom tilbage, og så på os.

"Hvorfor har du ikke rigtig noget tøj på, Oz?" spurgte hun undrende, mens Oz satte sig op, og tog armene omkring overkroppen. Kellin kom ind med en første-hjælps kasse, og tilså Oz' sår.

"De heler ganske udmærket, om få minutter er du hel igen," beroligede han. Jeg tog min jakke af, og kastede den til hende.

"Tag den på. Vi gennemsøger slottet sammen når du er healet." Jeg vendte ryggen til, mens hun pillede sit ødelagte tøj af. Kellin mumlede noget ved siden af mig.

"Hun er først begyndt at vise sig nu, eller et tilfælde?" Jeg så på ham.

"Vidste du, at Oz var en pige?" spurgte jeg, og han nikkede.

"Det har vi da vist hele tiden." Der blev prikket på min skulder, og Oz stod genert bag mig. Jakken kunne dårlig nok lukkes, så storbarmet var hun. Nu hvor jeg vidste, hun var en pige, var hun ret smuk.. og feminin. Oz havde altid haft håret sat i en halvlang hestehale, men nu gik han.. hun med det løst.

"Skal vi gå?" spurgte hun, med sin normale stemme.

"Hvordan taler du som en pige?" spurgte jeg, og Oz lo.. som en pige.

"Sådan her." Hendes stemmer var steget et par oktaver, og det lød som om, hun skulle til at synge. Jeg rødmede let, og gik foran hende rundt i slottet.

 

Vi kom ind i et værelse. Tydeligvis et værelse til en lille pige. Legetøj, godt nok ødelagt, fine kjoler i skabet. Oz sank sammen på gulvet bag mig, og gispede.

"Det var mit.." Jeg satte mig på hug foran hende.

"Hvad?" spurgte jeg, og hun gentog sig lidt højere.

"Jeg sagde, det her var mit værelse. Jeg boede her." Hun hulkede, og pegede på en bamse.

"Den der, den kan jeg huske." Jeg rejste mig, og tog den omtalte bamse. Det var en sort kanin, med en rød trøje på. Den havde en snor om sig, med en lille seddel. Jeg læste op hvad der stod:

"Tillykke med din 10 års fødselsdag, kæreste Ozelia.
Vi håber du får en dejlig dag, søde datter.
Mamma & Pappa"

Oz græd.

"Det var dæmoner, der slog dem ihjel," hulkede hun.

"Jeg kan huske det hele nu. De kom, og splittede alt ad, inklusiv mor og far. Jeg flygtede alene og længe, og ved et tilfælde løb jeg ind i Master Vincent, der havde et ærinde i nærheden," fortalte hun. Jeg rodede op i hendes hår og smilte.

"Se det på den lyse side, vi tog blev venner, ik'?" Hun nikkede gennem tårerne, og jeg hjalp hende op at stå. Jeg så skeptisk på jakken.

"Gad vide om noget af din mors tøj har overlevet. Tanya er ikke stor nok," konstaterede jeg, og Oz rødmede. Hun tog bamses, og holdte blidt om den.

"Skal jeg reparere den for dig?" spurgte jeg. Hun nikkede den, rakte bamsen til mig, og med en lille besværgelse, blev bamsen ny igen.

"Tak."


Oz ledte mig ind til hendes forældres soveværelse.

"Altså, det er ti år siden, så tror du virkelig tøjet har overlevet?" spurgte hun, og jeg lo.

"Jeg gør da bare som med bamsen," svarede jeg.

"Nååh."

Hun åbnede skabsdøren.

"Det får du mig ikke til at gå i," sagde hun med det samme, og lukkede den igen.

"Jo, jeg gør," svarede jeg, tvang hende væk fra døren.

"Hmm.. Ja, din mor havde en speciel smag, meget kjolet. Intet normalt tøj.. Ville hun gerne leve i 1800'tallet? Eller går demonhunter fruer generet bare i den slags?" spurgte jeg retorisk, og hev en kjole ud.

"Den her må være fin." Jeg gav den til hende. Satte mig på en stol, og kiggede afventende på hende.

"Master Ciel!" rødmede hun.

"Hvad? Jeg tænkte, at du har set mig skifte tøj så mange gange, at nu måtte det være min tur." Jeg fik sagt det uden en flig af følelse, men indeni var jeg ved at gå til. Hun havde ærlig talt en flot skikkelse. Hun stirrede ondskabsfuldt på mig, men åbnede jakken, og lod den falde på gulvet. Jeg bed mig i indersiden af kinden, men blev ved med at kigge Oz i øjnene. Eller Ozelia, som hun så rigtigt hed. Mine kinder brændte helt ekstremt, men jeg så ikke væk fra Oz' øjne. Hun lo genert, og vendte så ryggen mod mig.

"Lukker du lige, og gør, så den er fin og passer?" Jeg gjorde det hurtigt, lykkelig over, at hun var klædt på. Forlod hende i sine forældres værelse, og skyndte mig ud til bilen. Jeg kunne ikke få vejret. Oz var en pige.. Min bedste ven var en pige. Og en smuk en.. Hvad i alverden skulle jeg gøre nu? Kunne Oz og jeg forblive venner, nu hvor jeg havde opdaget, hun var en pige?
Uden at ville det, kom jeg til at tænke på hendes krop, og rødmede igen. Daimon slikkede mig i ansigtet, og bragte mig væk fra de.. foruroligende billeder. Jeg tog en dyb indånding. Prøvede at holde styr på mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...