Demon Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Færdig
"Mente du, da du lovede mig, at du ville blive hos mig for altid?"
Ciel Phantomhive's - en af de øverste dæmonfamilier - familie bliver på grusommste og brutaleste vis nedslagtet af vampyrer. Ciel ender alene sammen med sin bedste ven og tjener, Oz Nightraven, barn af en Demonhunterklan, og hunden Daimon. Ciel ønsker hævn, og hævnen leder dem til en gruppe, der er ude efter Kongen af Dæmonverdenen. For at rede Kongen og få hævn, er Ciel og Oz nød til at rejse - men rejsen koster...

5Likes
2Kommentarer
1090Visninger
AA

2. Lord of Phantomhive

Tre dage efter massakren, lukkede Oz øjnene op igen.

"Oz... Du er i live, du klarede den!" lo jeg glad, mens Oz ømmede sig. Hans gyldne øjne glimtede i det svage morgenlys.

"Eller, du.. Øhm.. Du.. Du er ikke død!" sagde jeg så, før i live er han vel ikke. Dæmoner.. Er de egentlig i live? Vi kan bløde og dø, så teknisk set.. Oz hev mig ud af mine tanker ved at sætte sig op, men jeg prøvede at skubbe ham ned igen.

"Nææh nej du, dæmonforvandlinger er ikke lige sådan at overleve," prøvede jeg, men han rejste sig op fra sengen. Jeg sukkede, og hjalp ham i tøjet.

"Du er stædig," mumlede jeg tvært, og Oz lo.

"Tja, Master Ciel, sådan skal man vist være, hvis man vil skal passe ind hos Phantomhive." Det måtte jeg jo give ham ret i. Efter kort tid var Oz så klar, og jeg gik ind til Christabelle. Jeg sad hos hende længe, uden at sige noget, jeg holdte kun hendes hånd. Efter få timer kom Oz ind til mig.

"Master Ciel? Jeg har ordnet begravelserne, og underrettet alle pårørende. Dine familiemedlemmers grave er parat, og hvis du giver mig få minutter, skal jeg nok får gjort Herren, Fruen og Frøken Christabelle i stand." Jeg nikkede, og gik rundt omkring i slottet. Det var helt utroligt. Der var rent over det hele, og væggene var blevet malet lyst grønne i stedet for den normale blå. Alle tjenestefolkene var blevet hentet af deres familie, og begravelserne ville finde sted i morgen.

Efter lidt tid kom Oz ned.

"Master Ciel," sagde han stille, og jeg vendte mig om mod ham. Der blev banket på, og Oz gik ned af trappen, krydsede salen, og åbnede døren. Der lød nogle stemmer udenfor, og Oz præsenterede folkene.

"Lord Sigfred Manson, Lady Danielle Manson og deres tre børn, Leonard og Cindy. Lord Henry Baskerville, Madame Simsa og hendes datter, Vi. Sir Frederick Castellar og Lady Diana Castellar og deres børn Damian, Dandelion og Derek. Lady Louisa Daimion. Og Dæmonkongens budbringer, Grell Suthcliff," sagde han højt, og jeg gik ned og hilste høfligt på dem alle. De var de mest fremtrædende familier inden for Dæmonimperiet. Lady Castellar kom hen, og tog min hånd.

"Kæreste, det må være meget hårdt for Dem, Lord Phantomhive," sagde hun, og så strengt på Dandelion, som gik hen til os. Dandelion nejede høfligt for mig, og smilte genert. Jeg opførte mig som en gentleman, og kyssede hendes hånd. Hun rødmede, og jeg smilte venligt.

"Jeg er virkelig ked af det på Deres vegne, Lord Phantomhive," sagde hun, og så ned i gulvet.

"Mange tak, miss Dandelion. Det er mig en stor trøst." svarede jeg, og Dandelion rødmede endnu mere. Oz lagde hånden på min skulder, og hviskede i øret,

"Madam Simsa og Suthcliff." Jeg fortstod straks, og undskyldte mig overfor Lady Castellar og miss Dandelion, for at gå hen til Madam Simsa.

"Åh, unge Phantomhive," sagde Suthcliff, og smilte venligt.

"Jeg kondolerer, og det samme gør vor Konge. Vincent og Rachel's død er et stor tab for os alle." Jeg nikkede bare, og så ned i jorden.

"Kongen vil i anledningen af Deres forældres død, invitere Dem til slottet. Du arver, som De nok allerede har opdaget, Vincents titel, slottet og alle familien Phantomhives.. pligter over for Kongen." Det havde jeg naturligvis ventet. Far lavede en masse for Kongen, så vi var der forholdsvis tit. Faktisk så tit, at Kongen og far havde aftalt bryllup mellem Christabelle og Kongens søn, James - for Christabelle, Jamie. Så det kom ikke som nogen overraskelse.

"Javel. Hvornår er jeg inviteret til?" spurgte jeg, lettere flabet, men Suthcliff lagde ikke mærke til det. Han svarede mig ikke, for hans øjne var rettet mod Oz.

"Ahmm.. Næste uge," sagde han, stadig med blikket på Oz. Madam Simsa så også på ham, og blev bleg.

"Det.. Det er vel ikke..?" spurgte hun Suthcliff.

"Jeg tror det ikke, men..." svarede han. Oz gik hen til os, med næsen rynket i afsky. Dæmoner har nu aldrig været nogle, han bedst kunne lide, og det var så taget med ham, selvom han selv var en. Jeg så deres blikke, og blev sur.

"Dette er min tjener - og bedste ven - Oz Nightraven." Suthcliff og Madam Simsa fik store øjne, og Suthcliff gik.

"Undskyld," lød en fin stemme ved siden af Simsa, "er Nightraven ikke den største klan af Demonhunters?" spurgte Vi, og hendes mor nikkede afmålt på hovedet,

"jo kæreste, det er de." Madam Simsa tog fat i sin kjole, og gik over til Manson-parret.

"Øhm.. Hvad laver en Demonhunter så her, med Phantomhive?" Vi så nysgerrigt på Oz, som så op i loftet.

"Hm.. Mine forældre blev dræbt af en klan vampyrer, da jeg kun var 8 år. Master Vincent fandt mig, og tog mig under sine vinger, så jeg voksede op på Castle Phantomhive. Jeg er blevet lært op i Demonhunting, af selveste Master Vincent, men samtidig og lært op til, at ikke alle dæmoner er.. Ja, monstre." Oz var stille et øjeblik.

"Under Master Vincent og Lady Rachels kærlighed, voksede jeg op sammen med den unge Herre. Han blev min bedste ven, selvom han var dæmon." Han så over på mig og smilede.

"Jeg nægtede at være hans ven, det ville ikke være sømmeligt for Herren. Men Master Ciel satte mig på plads." Jeg lo, og sagde det samme, som for flere år siden:

"Hvorfor skal vi følge den tradition? Du er selv nobel, så hvorfor skal jeg ikke kunne være venner med dig? Jeg er ligeglad, om du så var søn af den usleste svinebønde, du kom her, og jeg kan lide dig, du kan lide mig, så vi er venner!" Oz og jeg lo højt sammen.

"Allerede som 8 årig gav du problemer, Oz." Vi lo svagt med, som om hun var usikker på, om hun måtte være med.

"Haha.. 1600 år, og så tror du, du er en helgen?" svarede Oz igen. Dandelion gik over til os, med små skridt, og så muggent på Vi.

"Master Ciel," sagde hun, og rømmede sig, så min opmærksomhed vendte mod hende.

"Det er virkelig nobelt af Dem, sådan at være bror for en Demonhunter, og redde ham, da han var ved at dø." Hun blinkede med sine lange øjenvipper, smilte sødt. Jeg smilte tilbage, og tilbød hende min arm.

"Vil De med mig rundt og hilse på resten af gæsterne?" Hun nikkede ivrigt, og med Oz bag mig, gik vi rundt og hilste på alle de ankomne, inden jeg trak mig tilbage for at sørge. Jeg indbød dem alle til min families begravelse om et par dage. Alle takkede ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...