Demon Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Færdig
"Mente du, da du lovede mig, at du ville blive hos mig for altid?"
Ciel Phantomhive's - en af de øverste dæmonfamilier - familie bliver på grusommste og brutaleste vis nedslagtet af vampyrer. Ciel ender alene sammen med sin bedste ven og tjener, Oz Nightraven, barn af en Demonhunterklan, og hunden Daimon. Ciel ønsker hævn, og hævnen leder dem til en gruppe, der er ude efter Kongen af Dæmonverdenen. For at rede Kongen og få hævn, er Ciel og Oz nød til at rejse - men rejsen koster...

5Likes
2Kommentarer
1040Visninger
AA

4. King of Demons

Den morgen, mine forældre og Christabelle skulle begraves, hørte jeg en masse tumult ude ved porten. Jeg gik ud af sengen, og så ud af vinduet. Der lå en masse livløse kroppe, og Tanya og Oli stod, og svingede deres leer rundt i cirkler, mens Daimon løb bjæffende rundt omkring. Jeg klukkede. Oz.

Oz vækkede mig kort tid senere, og hjalp mig i tøjet, selvom jeg egentlig kunne selv. Men sådan var Oz bare, og det havde han været al den tid, jeg havde kendt ham. Bagefter gik vi ned i spisesalen, hvor Kellin ventede.

"Godmorgen, Master Ciel," hilste han glad, men hans humør smittede ikke rigtigt. Tanken om, at min familie skulle begraves, lagde et slør over alt andet. Elizabeth kom ind med min morgenmad, også hun smilede. Jeg så mistroisk på Oz. Det måtte være ham der havde sagt de skulle... Eller også var de bare generelt meget glade mennesker. Den sidste tanke var nok mest mulig. Quintin havde lavet æg, bacon, pandekager og noget varm kakao.

"God appetit," ønskede Elizabeth mig, da hun gik igen. Jeg takkede og spiste. Mmm. Quintin kunne godt finde ud af at lave mad, ingen tvivl. Imens puslede Kellin og Oz omkring mig, gjorde klar til, at de øverste af vores samfund skulle komme. Inklusiv vores konge. Jeg kiggede ned på min mad. Kongen. Han og far havde været tætte venner, huskede jeg, og blev ked af det igen. Men så mærkede jeg en hånd på hver af mine skulderblade.

"Master Ciel?" spurgte Oz, og smilte blidt.

"Blomsterdekorationerne ankommer om et øjeblik, kan du klare dig selv indtil da?" Jeg nikkede halvsmilende, og spiste videre.

Siren og Emilia stod fnisende over i hjørnet, mens jeg var i bad. Jeg sukkede.

"Jeg bad jer om at gå ud," sagde jeg opgivende, men kunne alligevel ikke lade vær med at grine. Pigerne gik ud, og jeg blev endelig alene. Da jeg var færdig, tørrede jeg mig hurtigt, og blev så hjulpet i tøjet igen. Som om jeg var et barn, altså.. Men det var sådan det altid havde været. Ud af vinduet så jeg Tanya, Oli, Andy og Dylan gøre klar. Vejret var flot, solen skinnede, og det blæste næsten ikke.

"Herre?" spurgte Siren bekymret, og jeg så på hende. "Er De okay?" Jeg nikkede, og smilte.

"Det er bare underligt. De er her ikke mere. Far vil ikke lege med Daimon i haven mere, mor vil ikke synge, når jeg spiller, og Christabelle vil ikke komme mere, og vise mig sit nye tøj, hun vil ikke længere glæde sig til sit bryllup med Jamie. Far vil ikke gå turer med mor langs søen," sagde jeg, og begyndte at græde.

"Mor vil ikke længere male Christabelle og jeg, Daimon vil ikke længere have sin bedste ven!" Tårerne trillede ned, men jeg var ligeglad.

"De vil ikke længere være her!" Siren og Emilia gjorde deres bedste for at trøste mig, men til sidst hentede de Oz. Oz lo kærligt.

"Seriøst, Ciel," sagde han, og lagde en hånd på min skulder.

"Det skal nok gå. Det lover jeg." Jeg tørrede mine øjne.

"Gæsterne er her om et øjeblik," mumlede jeg så, og trak vejret dybt. Jeg så på Oz.

"Hvor slemt ser jeg ud?" Oz skar en grimasse.

"Du ligner, for at være ærlig, et gespenst, der har været død to gange," lo han, og jeg sukkede.

"Men andet kan ikke forventes, Master Ciel, du har mistet din familie, så folk forventer næsten, at du ligner sådan et." Jeg smilede, og takkede Emilia og Siren. Så gik jeg ned ad trappen, da Kellin åbnede hoveddøren.

"Hans Kongelige Dæmonhøjhed, Kong Lashie Gami," præsenterede han.

"Hendes Kongelige dæmonhed, Dronning Amalié. Hans Kongelige dæmonhed, Kronprins Ezreal og Hans Kongelige dæmonhed, Prins James." Kellin var blå i hovedet, da Kongen og hans familie trådte ind.

"Ciel," sagde Lashie venligt, og rakte en hånd frem.

"Jeg er virkelig ked af dine tab, min kære dreng." Jeg takkede, og hilste på hans kone.

"Stakkels barn. Du skal altid være velkommen i vort hjem, kære nevø," sagde hun, og kyssede mig på panden.

"Tak, moster Amalié," svarede jeg grådkvalt. Tårerne var på vej igen. Jamie lignede en, der havde grædt mere end mig, det samme gjorde Ezreal. Jamie græd faktisk stadig.

"Jeg savner Chrissie," snøftede han, og jeg ruskede i hans hår.

"Det gør jeg også, hviskede jeg hæst.

"Lord Sigfred Manson, Lady Danielle Manson og deres tre børn, Leonard og Cindy. Lord Henry Baskerville, Madame Simsa og hendes datter, Vi. Sir Frederick Castellar og Lady Diana Castellar og deres børn Damian, Dandelion og Derek. Lady Louisa Daimion, Duke Grell Suthcliff, og Lord Elliot Phantomhive," præsenterede Kellin, og jeg hilste på alle de forskellige personer. Til sidst ankom "præsten" Scolionel Illio. Han skulle stå for begravelsen.

 

Mens mors, fars og Christabelles kister blev sænket i jorden, græd jeg. Alle græd, for min familie var højt elsket i vores samfund. Oz stod ved siden af mig, klemte min hånd, og hulkede.

"Master Vincent. Mor Rachel," hulkede han, og jeg krammede ham. Mor havde nægtet at blive kaldt Milady, og jeg vidste, Oz havde tænkt på mine forældre som vores begge. Han ville aldrig sige det, fordi han troede jeg blev skuffet, men tvært imod. Jeg så Jamie prøvede at rive sig løs, da Christabelles kiste blev sænket i jorden.

"Chrissie!" skreg han. "Bella!!" Dronning Amalié tog ham tæt ind til sig.

"Christabelle!" hulkede han. Jeg kunne høre kongen trække vejret tungt.

"Kære venner. I dag er en af de sørgeligste dage i mit liv. Min bedste ven, min hustrus søster, og Jamies forlovede. De er væk nu, og har efterladt Ciel tilbage." Han snøftede.

"Men jeg lover dig, Vincent, han er ikke alene. Vi skal nok sørge for, at han og Oz har det godt," forsikrede Kongen, og jeg tørrede mine øjne endnu engang.

"Tak, min Konge," sagde jeg, men han rystede på hovedet, og jeg smilte gennem tårerne.

"Så tak, onkel Lashie." Oz klemte min hånd hårdere. Jeg så på ham. Hans gyldne øjne løb konstant, mens han prøvede at smile tappert. Dronningen trådte også frem og talte.

"Kære søster, kære svoger, vidunderlige niece, farvel. Vi savner jer alle, og vi skal nok fange de vampyrer, der gjorde det mod jer!" Det var svært at forstå hvad hun sagde, fordi hun hulkede så kraftigt. En masse andre holdte tale, men den eneste, der ikke gjorde, var onkel Elliot. Han stod bare foran gravene.

"Vincent," hviskede han forpint. En blid vind blæste op, og vi gik indenfor. Jeg gik allersidst, og kiggede på deres gravstene.

"Farvel, mor og far og Christie," hviskede jeg hæst og forpint.

"Tak."

 

Onkel Lashie klemte om moster, og lyttede til min fortælling om hvordan de alle døde. Så rømmede jeg mig.

"Onkel, jeg anmoder om tilladelse til at jagte de vampyrer, der stod bag angrebet. Det var ikke kun hende, der slog dem ihjel, hun talte om nogle flere. Jeg vil gerne have lov til at følge efter dem," sagde jeg, men onkel rystede på hovedet.

"Ikke alene." Jeg pegede på Oz, Tanya og Kellin.

"Oz tager med, og måske også Kellin og Andy. Jeg vil ikke tage af sted alene." Så nikkede onkel.

"Jeg vil først få fred, når dem, der slog min bedste ven ihjel er væk." Jeg nikkede, og hviskede noget til ham.

"Hun talte også om noget med magten, eller rettere, det så jeg i hendes tanker, da hun brændte. De ønskede dig død, onkel Lashie. Jeg vil stoppe dem, jeg ønsker ikke flere familiemedlemmer døde. Desuden er jeg en Phantomhive, vi udrydder alle trusler mod Kongen," sagde jeg, og onkel nikkede endnu engang.

"Du kan starte i morgen, min dreng."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...