Demon Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Færdig
"Mente du, da du lovede mig, at du ville blive hos mig for altid?"
Ciel Phantomhive's - en af de øverste dæmonfamilier - familie bliver på grusommste og brutaleste vis nedslagtet af vampyrer. Ciel ender alene sammen med sin bedste ven og tjener, Oz Nightraven, barn af en Demonhunterklan, og hunden Daimon. Ciel ønsker hævn, og hævnen leder dem til en gruppe, der er ude efter Kongen af Dæmonverdenen. For at rede Kongen og få hævn, er Ciel og Oz nød til at rejse - men rejsen koster...

5Likes
2Kommentarer
991Visninger
AA

6. Castle Nightraven O.O

Oz virkede utilpas, mens vi kørte mod det forfaldne slot, der skulle indeholde nogle onde vampyrer.

"Noget galt, Oz?" spurgte jeg, da vi holdt ind for natten.

'"Nej, ikke noget, Ciel," sagde han, men det lød ikke overbevisende. Han var generelt blevet meget fjern, mens vi kørte mod slottet. Nu var han næsten umulig at nå ind til. Vi tændte et bål, og Oz sad længst væk.

"Oz, hvad er der?" spurgte jeg irriteret, men han var stille. Så svarede han endelig.

"Intet... Det er bare det.. At.. Det slot mod kysten.. det kunne være der, jeg boede før," sagde han lavt.. og meget piget. Jeg rystede på hovedet, men lagde en hånd på hans skulder.

"Hey, jeg er her, ikke? Det skal nok gå," beroligede jeg ham. Kellin og Tanya blev færdig med at slå teltet op (spørg mig ikke hvorfor de havde et med, jeg anede ikke engang vi havde et) og vi lagde os alle ind. Oz lå krøllet helt sammen, som om han havde ondt, men selvom vi andre ikke havde meget plads, lod vi ham sove sådan.

Oz var væk. Han var ikke til at finde, og Daimon lå stadig ude foran teltet.

"OZ!" råbte vi alle sammen, ledte rundt omkring, på klipperne, inde i skoven. Daimon kunne ikke snuse sig frem til ham, åbenbart. Jeg gik fortvivlet rundt.

"OZ!" Så snublede jeg over en træstamme, og kiggede op i luften. Og fik øje på noget mærkeligt. En skikkelse i træet over mig.

"Hvad laver du dernede?" spurgte Oz forvirret, sprang ned, og hjalp mig på at stå igen.

"Ledte efter dig," sagde jeg irriteret, og børstede blade af mit tøj.

"Efter mig? Jeg gik en lille tur efter nogle æbler, da jeg lugtede vampyr. Men sporet var flere dage gammelt." Jeg gryntede bare, og vi gik tilbage.

 

"Jeg har fundet ham! Han var gået sig en tur," sagde jeg virkelig muggent til Kellin og Tanya, men de smilede bare.

"Han har det også lidt svært, hvis det er han gamle hjem," sagde Kellin forstående. De havde pakket teltet sammen, og fundet noget morgenmad frem til os. Vi spiste i stilhed, og satte os så ind i bilen. Oz kørte hurtigt, og jeg spurgte ham, om hvor langt tid det ville tage.

"Hmm.. Aften, tror jeg," svarede han, virkede lidt mere livfuld en dagen før. Jeg smilede, og så ud af vinduet, mens England gled hurtigt forbi os.

 

Hen ad aftenen var vi der endelig. Kellin og Tanya fremmanede deres leer, Tanya satte sin fast på ryggen, dykkede ned i bagagerummet, og tog en sniper frem.

"Det, at jeg har min sniper, betyder at jeg ikke kan være tæt på til at starte med, men hvis det begynder at gå dårligt, rykker jeg ind med leen." Jeg nikkede. Tog et par dybe indåndinger, og så på Oz.

"Er det her?" spurgte jeg, men han rystede usikkert på hovedet. "Jeg ved det ikke, jeg kan ikke rigtig huske det," sagde han, og jeg klemte hans skulder.

"Jeg er her." Kellin kastede noget til mig.

"Ah, mit sværd, mange tak," sagde jeg, og svingede prøvende med det. Perfekt som altid. Oz havde også en le, og jeg spurgte ham hvorfor.

"En le er et normalt demonhunter våben, ud over pistoler." Han løftede lidt op i trøjen, og viste mig sine pistoler, der sad i bukselimningen.

"Klar?" spurgte jeg, og vi rykkede ind mod huset i stor fart. Kellin sparkede døren op, og med det samme dukkede der en vampyr op. Tanya tog den ned med det samme, og lod Daimon løbe ind i slottet. Vampyrerne derinde skreg. Kellin og Oz løb derind, med mig bagefter, lidt håbende på, at vi kunne nå at tage nogle til fange. Kellin og Oz svingede deres leer, men Oz' knækkede skaftet. Han bandede, og hev - hvorfor aner jeg ikke - en armbrøst frem.

"Me amo lith," sagde han lavt, og fyrede løs. En vampyr kom mod mig, men jeg skar hovedet af ham, inden han nåede at komme ret langt. Udenfor bandede Tanya, og sprang ind ad vinduet med leen hvirvlende i cirkler.

"Det var ikke til at få et skud ind," brokkede hun sig, og skilte en halv snes hoveder fra deres skuldre. De var pænt frygtindgydende. 


Efter lidt tid, stoppede strømmen af vampyrer, vi havde taget dem alle, og Daimon kunne ikke lugte sig til flere, men Tanya gik alligevel rundt på slottet med ham. Imens satte Oz sig på trappen, og jeg ledte efter overlevende. Uheldigvis var der ingen at finde. Jeg så rundt på billederne. Der var en pige, der lignede Oz på en prik, bare med langt hår og en fin kjole.

"Oz, er det din søster?" spurgte jeg, og så tilbage på ham...
Jeg gispede, og kastede mig frem mod ham; bag ham kravlede en vampyr, og den så ikke ud til at have venlige intentioner, med den kniv..

"Oz!" råbte jeg, men for sent. Vampyren havde stukket kniven i hans mave, og han gispede. Jeg stak vampyren ned. Den greb fat i min fod, og rapsede:

"Død over dæmonerne! Død over kongen... OG det bliver der.. Ååh, ja, til ballet.. Der vrimler vi, og dræber dem!" gnæggede den. Jeg stak sværdet igennem hovedet på den, og tjekkede så til Oz.

"Er du okay?" spurgte jeg, temmelig overflødigt, for han hostede blod.

"Kan.. ikke.. få.. vejret.." gispede han. Jeg åbnede hans jakke, skar blusen op.. og fandt forbindinger..? Nå, men forbindingerne blev også skåret op, og jeg gispede, rødmede, og trak mig hurtigt tilbage.
"Oz," spurgte jeg, nærmere kvækkede. "Er du en pige?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...