Avery Tempt -

Vampyren tog fat om min lange guldhalskæde og rev til, han studerede den kort inden han rev min sorte hue af og mit lange mørkebrune hår faldt ned omkring mig. Mine ben svigtede under mig og jeg faldt sammen på mine knæ. Med hænderne bundet på ryggen og mit ansigt svævende kort over jorden stirrede jeg rædselsslagen på gulvet under mig. Håret – det afslørede mig. Vampyren nærmede sig, greb fat i mit hår og tvang mit hoved tilbage, jeg klemte øjnene sammen og et hulk banede sig vej mens en enlig tåre trillede over min forslåede kind. ”Tilkald Aiden” hviskede vampyren vantro til en af de mindre højtstående vampyrer, mens han nærstuderede mit ansigt.

8Likes
8Kommentarer
1185Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Jeg skannede hurtigt gangen under mig, ingen at se. Mit skjulested havde ind til videre fungeret rigtig godt, det lå tre-fire meter oppe under loftet, brede bjælker løb langs kanten af loftet og i hjørnerne, skar to bjælker hinanden og udgjorde nok overflade til at jeg kunne ligge der. Jeg havde hugget et tæppe og en pude fra en af de mange sofaer der stod opstillet i gangene.

Efter min flugt fra kampscenen, løb jeg rundt i alle de gange jeg kom i nærheden af, for at finde en udgang, forgæves. Langsomt som tiden gik, blev jeg mere og mere udmattet. Jeg løb med jævne mellemrum ind i vampyrer og kæmpede imod dem så længe jeg var nødsaget til det og stak så af igen. Efter en rum tid, blev jeg nødt til at hvile og måtte bruge enormt lang tid på at finde et skjulested sikkert nok.

Tiden gik som tiden nu gik, jeg havde ikke den største fornemmelse for den, for der var jo ingen vinduer, jeg tog efter hvornår jeg blev udmattet nok til at overgive mig til søvnen og ellers brugte jeg tiden på at gennemsøge gangene efter en udgang. Underligt nok var der hverken telefoner eller andre elektroniske ting at se, alt lys kom fra stearinlys eller fakler på de mere primitive gange.

Jeg sprang ned fra bjælkerne og landede hårdt mod gulvet, så jeg fik et ordentlig stød op i fødderne, mine kræfter var helt flade, jeg havde jo intet spist eller drukket i, gud ved hvor lang tid, vampyrerne havde udenfor Aidens værelse med jævne mellemrum sat store friske og indbydende fade med diverse mad og drikke, flere gange var jeg ved at overgive mig og tage for mig af retterne, men gud forbyde at jeg skulle være deres lille kælemenneske og lade mig forpleje af dem.

Jeg satte i middel løb og startede endnu engang på min søgen efter en udgang. Denne gang var det på en af de mere luksuriøse gange og selvom de husede de vampyrer jeg afskød så meget, måtte jeg alligevel tage mig selv i at måbe over den smag der var brugt i indretningen af gangene, det var så overdådigt at man ikke engang turde gætte på hvor mange timer det havde taget at danne det. Væggene var dækkede af en cremefarvet tapet med guldmønster på, smukke høje lister var placeret både helt ved gulvet og højt oppe ved loftet, billeder af forskellige mennesker, eller vampyrer var hængt op i smukt udskårede rammer, der igen var malet en anelse mørkere end tapetets lyse cremefarve, men de havde også små gulddetaljer. Forskellige møbler var sat op med store luftige puder, skulpturer var der også rigelige mængder af.

Jeg rundede et hjørne og ramlede direkte ind i en vampyr, jeg stirrede ham i øjnene et øjeblik, men stak så forbi ham og løb alt hvad mine muskler kunne præstere, jeg kunne høre vampyren bag mig og han halede ind på mig, i min panik væltede jeg møbler, dekorationer og skulpturer på min vej for at sinke ham og det lykkedes da også men jeg kunne stadig høre ham bag mig og nu havde han også fået selskab af en række andre vampyrer, i min fart kunne jeg ikke bestemme hvor mange det drejede sig om. Jeg løb til højre og venstre alt efter hvad der virkede nemmest, og endte udenfor den sal jeg først var blevet ført til, blind gyde, hurtigt overvejede jeg mine muligheder, og ænsede en luftkanal i væggen ind til salen, hurtigt sprang jeg op på bordet under det og skubbede risten ind, jeg løftede mig op i armene smuttede ind og satte i samme øjeblik forsigtigt risten på igen, som vampyrerne nåede frem. De kiggede forvirret rundt men blev enige om at jeg var løbet en anden vej, så de satte hurtigt i løb væk fra mig. Jeg blev opmærksom på salen på den anden side af luftskakten og krøb nærmere. Aiden og Tyler stod og snakkede højlydt, mens salen, ligesom da jeg var derinde, var dækket op af vampyrer der flankerede alle vægge. ”Okay, jamen så drop det” sagde Tyler opgivende ”Vi vender bare tilbage til det senere” Han kiggede på den fraværende Aiden der stirrede tomt ud i luften. ”Noget helt andet er hvad vi skal gøre ved situationen omkring vampyrjægeren” forsøgte Tyler igen ”Vi kan ikke blive ved med at ingen på paladset kan gå i sikkerhed på vores gange”

Aiden smilede og kiggede på Tyler ”Ingen er blevet overfaldet de sidste par dage. Altså - der er ikke et problem længere”

”Jamen at vi lader hende rende rundt blandt vores slags, gør det helt simpelt til en situation vil jeg mene” mukkede Tyler

”Jamen det gør vi heller ikke meget længere” Smilede Aiden

Tyler kiggede forvirret på ham ”Hvad mener du?”

Aiden nikkede blot op mod luftskakten og der gik et sekund eller to inden jeg opfattede at han havde opdaget mig, men da jeg i min panik vendte mig for at slippe ud af skakten, havde der allerede linet sig en hel række af vampyrer op udenfor risten. Panisk skubbede jeg til risten med mine ben, for at vampyrerne ikke kunne skubbe den ind for at komme ind til mig, men jeg var meget svækket og de fik hurtigt overvundet mine kræfter.

Igen forsøgte jeg at stritte imod og sparkede løs mod den vampyr der rakte ind efter mig. Det var en kortvarig kamp, for hurtigt fik han fat i min ankel og trak mig ud.

 

For anden gang lå jeg nu på knæ foran Tyler og Aiden i den store sal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...