Avery Tempt -

Vampyren tog fat om min lange guldhalskæde og rev til, han studerede den kort inden han rev min sorte hue af og mit lange mørkebrune hår faldt ned omkring mig. Mine ben svigtede under mig og jeg faldt sammen på mine knæ. Med hænderne bundet på ryggen og mit ansigt svævende kort over jorden stirrede jeg rædselsslagen på gulvet under mig. Håret – det afslørede mig. Vampyren nærmede sig, greb fat i mit hår og tvang mit hoved tilbage, jeg klemte øjnene sammen og et hulk banede sig vej mens en enlig tåre trillede over min forslåede kind. ”Tilkald Aiden” hviskede vampyren vantro til en af de mindre højtstående vampyrer, mens han nærstuderede mit ansigt.

8Likes
8Kommentarer
1190Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Da jeg fik mig selv taget så meget sammen at jeg kunne fornemme hvor jeg befandt mig, lagde jeg først og fremmest mærke til de arme der holdt om mig, jeg lå på en blød seng med ansigtet ind mod en eller andens skjorte der var blevet helt våd af mine tårer og så at skjorten vist nok tilførte Aiden. Pis.

”Vil du ikke nok slippe mig?” Spurgte jeg og lukkede bedende mine øjne, men han slap mig straks og trak sig lidt væk. ”Undskyld.” sagde han ”Vil du så ikke nok fortælle dit navn?” spurgte han. Jeg åbnede øjnene og kiggede op på ham ”Avery… Avery Tempt.” Svarede jeg og så et kort glimt af tilfredsstillelse i hans øjne. Sådan. Basta. Nu var det gjort, så ville de ikke tigge om det mere. Jeg følte mig ikke rigtigt bange på det tidspunkt, mere følelsesløs og slap. Uduelig, måske.

Aiden rejste sig fra sengen og gik om til fodenden og lagde hånden på sengerammen, ”Kom. Så skal jeg føre dig til dit nye værelse” Sagde han og kiggede afventende på mig og da jeg ikke reagerede, lagde han sin hånd på min ankel. Jeg trak den hurtigt til mig og fik lavet en bevægelse så jeg smukt ramlede ned på gulvet og slog min albue. Jeg ignorerede smerten og kom på benene. Aiden stod med en alvorlig mine og kiggede nærmest pint på mig før han gik hen til døren og holdte den for mig. Jeg tog en dyb indånding, så dyb som Satiraen tillod, og gik med øjnene rettet på ham ud af døren. Den smukke gang jeg også tidligere havde befundet mig på var helt tom bortset fra Aiden og jeg. Han rømmede sig og gik så i den ene retning og forventede tilsyneladende at jeg selv fulgte med.

 

Jeg opstillede hurtigt mine flugtmuligheder, jeg var ret sikker på at jeg sidste gang var kommet fra den anden side af gangen, men vidste jeg så hvor jeg var? Nej. Noget gav mig dog håb, for jeg kunne mærke mine kastestjerner mod min mave, så jeg kunne sagtens slippe fra Aiden uden nogen fandt ud af det umiddelbart efter.

Jeg var nød til at prøve. Langsomt fik jeg to kastestjerner i den ene hånd og fyrede dem af sted mod Aidens ryg.

De ramte godt og dybt, og Aiden faldt vridende sammen, han ville ikke dø af det, men han ville ikke kunne følge efter mig. Jeg satte i løb, men allerede efter de første par skridt, kneb det med ilten. Pis, hvordan kunne jeg på nogen måde glemme Satiraen? Jeg kæmpede mig videre og hamrede ned i gulvet, da balancen fejlede, men jeg kravlede videre til jeg kunne runde et hjørne. Langsomt fik jeg mig selv fremad til den første dør dukkede op, den var i et lille indhug i væggen, så der kravlede jeg ind og krummede mig sammen til jeg kunne trække vejret nogenlunde igen. Jeg kunne pludselig høre gisp længere væk og regnede hurtigt ud at der nok var nogen der havde fundet Aiden, med mine to kastestjerner i ryggen. Jeg kunne også høre hans stemme brumme en eller anden ordre og nogle hurtige fodtrin efter en der løb. Jeg rakte op efter håndtaget til døren og skubbede den op inden jeg krøb ind i det lyse rum. Det var et slags trænings rum af en art, der var ingen våben, men noget af gulvet var dækket af madrasser, og der hang nogle plakater med kampstillinger, der stod også en masse dukker samlet på gulvet i hjørnet modsat hvor jeg var og der kravlede jeg i skjul. Jeg var helt forpustet igen, selv om jeg kun havde flyttet mig fra døren og hen bag dukkerne. Jeg aner ikke hvor længe jeg sad der bag dukkerne, men lige da jeg opdagede at jeg trak vejret normalt igen, gik døren op. Mit hjerte gik i stå, før det så satte i gang igen for fuld hammer. Ind ad døren kom en smuk dreng på alder med Aiden ind. Han var også muskuløs og mørkhåret, men han havde en anden attitude, han var mere afslappet eller måske mere ansvarsløs, som kunne ses på hans holdning og hans skødeløse måde at bevæge sig på. Han gik hen til et skab nogle meter fra mit skjulested bag dukkerne og standsede brat for at lytte inden han for sig selv, trak på skulderne og åbnede skabet. Ud af skabet tog han min frihed, eller måske mere vejen til den, for han tog en Satira magen til min ud af skabet og en af de nøglelignende ting de brugte til at låse og låse dem op med. Jeg ventede til han igen var sjosket ud af rummet inden jeg bevægede mig hen til skabet og åbnede det. Jeg var lige ved at hulke af glæde da jeg låste Satiraen op og smed den på gulvet. Bag mig lød der et klik fra døren, et gisp og noget der blev tabt på gulvet. Langsomt vendte jeg mig om og så at drengen fra før var vendt tilbage og nu stod med et chokeret udtryk i ansigtet. Han tog sig hurtigt sammen og kiggede vredt på mig. ”Du er vampyrjægeren der sårede Aiden” sagde han vredt og skar ansigt. Han havde en smuk stemme, mere drenget end Aidens meget alvorlige og dybe stemme. Et øjeblik var jeg paf, men da han begyndte at nærme sig, beredte jeg mig selv til en eventuel kamp og ganske rigtigt, han greb ud efter min arm og jeg gav ham en knytnæve under øjet, han kiggede lettere forbløffet på mig, som om det virkelig havde gjort ondt på ham. Klamme vampyr. Han slog selv ud efter mig, men ramte ikke. Dette var starten på en lang serie udslag og afvigelser fra både min og hans side, han ramte ikke så det udgjorde en skade og jeg kunne jo heller ikke skade ham så det blev et problem for ham. I en af vores små pustepauser stod jeg med ryggen mod døren og underligt nok, strejfede tanken om at blive og kæmpe videre mig, men fornuften vandt og jeg stak af uden af se mig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...