Avery Tempt -

Vampyren tog fat om min lange guldhalskæde og rev til, han studerede den kort inden han rev min sorte hue af og mit lange mørkebrune hår faldt ned omkring mig. Mine ben svigtede under mig og jeg faldt sammen på mine knæ. Med hænderne bundet på ryggen og mit ansigt svævende kort over jorden stirrede jeg rædselsslagen på gulvet under mig. Håret – det afslørede mig. Vampyren nærmede sig, greb fat i mit hår og tvang mit hoved tilbage, jeg klemte øjnene sammen og et hulk banede sig vej mens en enlig tåre trillede over min forslåede kind. ”Tilkald Aiden” hviskede vampyren vantro til en af de mindre højtstående vampyrer, mens han nærstuderede mit ansigt.

8Likes
8Kommentarer
1189Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Jeg gik med raske skridt og med et smil om munden, mod lærernes bygning. Jeg kiggede kort op i himlen og fandt den helt skyfri og fyldt med stjerner. Månen skinnede klart og oplyste stien mellem elevbygningen og lærerbygningen, den viste også et klart omrids af de let svajende træer og den blomstrende beplantning på skolen. Jeg løb de seks trappetrin op til dobbeltdøren inden jeg trådte ind i den varme oplyste Hall. Jeg gik hjemmevant mod en af de tre døre der fandtes i underetagen, en på henholdsvis højre og venstre side, som begge førte til lærernes private værelser og en stor dobbeltdør lige fremme der hørte ind til lærernes fælles opholdsrum, hvor jeg gik ind. Lawford, Hentock og Lecker stod og delte nogle våben mellem sig. Hentock tog mest kastestjerner, mens Lawford forsynede sig med en elegant Kantana og Lecker tog blandt andet kasteknive. Alt i sølv. Det eneste der dræbte en vampyr var at blive såret tilstrækkeligt, gennemboret i hjertet eller halshugget, og det eneste der kunne gennemtrænge en vampyrs hud var sølv. Stadig smilende gik jeg de tre mænd i møde. Lawford var den ældste. Først i halvtredserne. Dernæst Lecker med en alder på treogfyrre og sidst Hentock, der også var den yngste af alle de mandlige lærer, der lige var fyldt niogtyve. Lawford der stod med fronten vendt mod mig kiggede op og lyste op i et venligt smil "Godaften Avery, så dukkede du alligevel op" Sagde han drillende med et glimt i øjet. De to øvrige mænd vendte sig og Hentock sagde alvorligt "Hvis du skal med må du love ikke at sakke bagud som du gjorde sidst" Jeg smilede med masser af selvtillid til ham og svarede; ”Husk på at det var min nølen der reddede din røv” Jeg smilede tilfreds da jeg så han først så tvær ud men så klukkede let. Lecker sukkede utålmodigt "Hvad skal du have af våben?" Spurgte han og gjorde plads så jeg kunne se på udvalget inden jeg udvalgte et sæt kasteknive, lidt kastestjerner og mit fortrukne våben en lang stang med en tredive centimeter langt blad i den ene ende, selve skaftet var sort med en masse sirlige mønstre i sølv der forhindrede vampyrerne i at udnytte våbnet. "Er vi alle klar?" spurgte Lawford da jeg havde valgt mine våben. Jeg rettede lidt på min hue og nikkede inden jeg fulgte med de andre ud af døren.   Vi steg alle ud af den mørke Mercedes Lawford havde kørt os ind til bymidten i og samledes kort i den mørke gyde vi havde parkeret udenfor. Alle blev hurtigt enige om at vi deltes i to hold med mig selv og Lecker i den ene gruppe og Hentock og Lawford i den anden. Vi ville gå øst og ind i parken for at opsøge en gruppe vampyrer der på det seneste havde angrebet og holdt til der de seneste nætter, mens de andre ville gå mod vest og gennemsøge de små gyder udenfor barer og diskoteker. Da vi nåede parken efter ti minutters gang hørte vi allerede en del støj fra den nordlige og værst tilgængelige del af parken, det kunne kun være et vampyr overfald og når man kunne høre det fra så lang en afstand måtte det være pænt stort. "Jeg ringer lige til de andre, der kan være brug for dem" Sagde Lecker og ringede op. Jeg knugede om det lange skæfte og satte smilende og utålmodigt farten op. Det kunne være stort det her og jo flere vampyrer om et enkelt overfald der kunne dræbes, jo færre overfald ventede i fremtiden, men vi måtte skynde os inden de forsvandt igen. Lecker mumlede kort i telefonen og lagde så på "De er på vej, men vi må derhen inden de forsvinder" Informerede han, jeg nikkede og satte i løb. Vi løb side om side i stilhed og i et højt tempo til vi var så tæt på at vi kunne skimte vampyrerne og ofrene længere fremme, de var cirka tyve/enogtyve vampyrer, en usædvanlig stor gruppe. Og så var det en gruppe overlegne drenge og nogle forvirrede og halvskræmte piger på cirka ni personer, det var en smule svært at konstatere helt præcist i mørket. Flokken stod på en af hovedstierne i parken og vampyrerne legede og forvirrede drengene der stolte forsøgte at vise mod foran deres piger og forsøgte at finde hoved og hale i vampyrernes opførsel. Vi stod i krattet bag vampyrerne og listede os forsigtigt ind tættere på dem uden at lave støj. En af vampyrerne lo højt og de andre fulgte eksemplet, der tog jeg initiativet og lavede en sej entre. "Jeg troede ikke at du synes din død var så sjov? Men nåh ja, så skidt så lad os få den overstået når du nu ikke kan vente" okay, så sej var den måske heller ikke. Vampyrerne stivnede kort inden de alle hurtigt vendte sig mod os. Lederen, eller ham der fremstod som, kiggede på mig og spurgte; "Hvad fanden snakker du om?" og jeg svarede kort med et smil "Din fremtid" og nikkede mod det lange våben i min hånd. "Igen spørger jeg; Hvad fanden snakker du om? Jeg dør sku ikke i dette århundrede" Sagde han og knipsede med den ene hånd og en af de andre vampyrer tog fat i en af de unge piger i menneskeflokken og rakte ham hende.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...