Avery Tempt -

Vampyren tog fat om min lange guldhalskæde og rev til, han studerede den kort inden han rev min sorte hue af og mit lange mørkebrune hår faldt ned omkring mig. Mine ben svigtede under mig og jeg faldt sammen på mine knæ. Med hænderne bundet på ryggen og mit ansigt svævende kort over jorden stirrede jeg rædselsslagen på gulvet under mig. Håret – det afslørede mig. Vampyren nærmede sig, greb fat i mit hår og tvang mit hoved tilbage, jeg klemte øjnene sammen og et hulk banede sig vej mens en enlig tåre trillede over min forslåede kind. ”Tilkald Aiden” hviskede vampyren vantro til en af de mindre højtstående vampyrer, mens han nærstuderede mit ansigt.

8Likes
8Kommentarer
1209Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig klar til at møde min modstander. Han stod allerede klar og kiggede på mig med mørke øjne i den modsatte ende af lokalet, omkring femten meter fra mig og det skarpe lys fik det hele til at virke som en scene. Jeg nikkede kort til ham og han svarede ved at nikke tilbage. Så fór vi begge frem med så meget fart at mellemrummet mellem os forsvandt i løbet af sekunder. Jeg kastede mig frem få meter fra ham, landede elegant på hænderne og låste mine ben omkring nakken af min forskrækkede modstander, jeg nåede lige at se ham spærre øjnene op inden jeg lod min krop falde og rev ham med ned, med hovedet først mod det hårde gulv. Da vi begge lå på gulvet smilede jeg tilfreds inden jeg løsnede mine ben og rejste mig. Min modstander rejste sig også, men gnubbede ømt sit hoved.

Mr. Lawford kaldte de ivrige elever, der havde siddet som tilskuere, til orden og undersøgte hurtigt drengen Ethan, der i denne omgang havde været min modstander, for alvorlige kvæstelser. ”Frøken Avery, godt klaret, men jeg tror du har lavet nok for i dag” Sagde Mr. Lawford og skævede endnu engang til Ethan der havde sat sig tilbage på en af bænkene, hvor de resterende elever også sad. Jeg tog en dyb indånding og kørte en løbsk pandehårs lok om bag øret og satte mig hen ved siden af Ethan.

”Er du okay?” Spurgte jeg, mens jeg fraværende bandt mine snørebånd igen og skævede derefter til ham. Han sukkede og vendte sig mod mig med hovedet på skrå ”Helt ærligt, så fatter jeg ikke at du bare skal køre så hårdt på. Vi træner jo bare” Beklagede han sig og vendte sig mod den anden sidekammerat og diskuterede lystigt et eller andet uinteressant med ham.

Okay, Ethan var måske heller ikke ham jeg var bedst på fode med, men der var jo Liam, Carter og Jack. Hun smilede kort for sig selv. Ja, de ville altid være der for hende. Og ud over det var der jo alle de drenge på skolen der altid sukkede efter hende når hun gik forbi, men dem kunne hun i sidste ende ikke regne med. Hun var den eneste på skolen der var af hunkøn, hvis man da ikke talte lærerne med.

Breedow kostskole lå cirka i midten af staten Kansas i byen Lyons. En stor by der med museet og de velholdte huse og grunde, samt rene, rolige kvarterer, er en by man kun kan sige et ord om; Perfekt.

Men så er der jo lige kostskolen der træner lovende fremtidige vampyrjægere, men det vidste offentligheden selvfølgelig ikke. De vidste kun at det var en skole der gik højt op i kampsport og havde en uhyggelig høj standart. Og nå ja, så optager de kun drenge. Med en undtagelse selvfølgelig – mig.

Alle på skolen stammer fra meget fine familier med mange generationer af tidligere vampyrjægere og kun dem med de mest kendte forfædre og mest lovende fremtid bliver optaget på Breedow. Endnu en grund til særbehandling, for jeg kender ikke mine forfædre, men fremtiden som den ser ud nu; tja, den passer ind.

Jeg er vokset op her på skolen. De fleste starter når de fylder elve eller tolv, jeg boede her fra jeg var tre. Mine forældre er ukendte og hvordan jeg havnede her, aner jeg ikke. En af lærerne fandt mig tumle rundt på et stort græsareal, indenfor skolens område i en af ferierne og da de langt om længe fandt nogen der kunne tage sig af mig, blev de alle enige om at tage mig til sig i stedet. Så mine forældre består af tre mødre og fem fædre. Alle skolens lærere. Jeg har hele mit liv modtaget alt skolens undervisning og ligger derfor nu på et niveau over min aldersgruppe på skolen. Jeg startede officielt på selve skolen sammen med de andre elever i min aldersgruppe, da jeg fyldte elve og i undervisningen tager lærerne ikke hensyn til mig som normale forældre måske ville have gjort. Jeg har ligesom de andre et værelse i elevblokken, og jeg har ikke boet i lærerblokken siden jeg startede på skolen, men vi er stadig sammen som normale familier, som de andre elever er med deres forældre i ferierne eller i weekenderne.

Det eneste privilegium jeg har, er at jeg får lov at tage med på vampyrjagter nogle nætter og de andre nætter, der sniger jeg mig ud.

Rådet, der består af en række udvalgte vampyrjægere, der holder orden på verdens vampyrjægere og opsætter forskellige regler, ser helst at jeg slet ikke havde noget med dette at gøre, ikke fordi jeg er pige. Ikke fordi jeg ikke kommer fra den rigtige familie, men fordi de ser mig som en svaghed vampyrerne endnu ikke har opdaget og de mener at jeg kunne komme i fare hvis de valgte at bruge mig som afpresning. Jeg er den eneste oplærte vampyrjæger af hunkøn. Alle andre kvinder der ved besked, er alle lærer på skolerne rundt om i verden eller fungerer på almindelige jobs.

 

Jeg smed håndklædet på bænken og trak i mine grå joggingbukser, hvorefter jeg strammede mit korset så jeg fik et så fladt bryst som muligt, inden jeg trak min mørkeblå T-shirt på. Jeg gik hen foran spejlet med min sorte hue og samlede mit lange halv våde hår og trak huen over det og skjulte det. Det var Unionens bestemmelse at jeg skulle skjule så meget af min kvindelige side som muligt. Jeg studerede mit udseende, min sol gyldne glatte hud, mine sølvfarvede øjne omkranset af en bred sort iris og lange naturligt mørke øjenvipper. Mine tynde øjenbryn passede ikke helt til drenge-looket, men jeg nægtede altså at rende rundt med et kæmpe mono på bredde med motorvejen. Min spinkle krop lignede bestemt ikke en der kunne slå en voksen mand i gulvet på ingen tid, men man kunne samtidig så også se at den var pænt veltrænet, vi snakker ikke mega muller om armene, men nok til at jeg ikke gik rundt som de fleste teenagere på min alder der hænger forover med ryggen i en doven stilling. Jeg tog en dyb indånding, samlede håndklædet op og holdte min hånd på siden af hovedet, så det spærrede mit syn i højre side og gik ud af mit eget lille private omklædningsrum… Og direkte ind i drengenes.

”Hey!”, ”Shit Ave!” og ”Skrid for fanden!” var nogle af de kommentarer der stødte imod mig da jeg vadede hensynsløst gennem rummet og kunne mærke den varme damp fra badene komme mig i møde inden jeg hastede ud af døren og kunne ånde lettet op. De havde måttet reservere et lille rum til mit eget omklædningsrum, da jeg jo ikke skulle klæde om med drengene, men for at komme til det, måtte jeg igennem omtaltes omklædningsrum.

Jeg gik raskt gennem undervisningsbygningens gange for at nå til kantinen. Skolen, breedow, bestod af tre bygninger, lærerbygningen, hvor lærerne havde deres værelser og opholdsstuer. Elevbygningen, hvor eleverne havde værelser og opholdstuer og til sidst, undervisningsbygningen, hvor alt undervisningen foregik, derudover lå der også en kantine. Alle bygningerne var af røde mursten og have et majestætisk udseende, mens alle gulve, vægge og gange var udsøgt dekoreret i en stil der burde høre til det forrige århundrede.

Kantinen var allerede godt fyldt op med skolens elever. Der er i alt otte årgange og man er færdiguddannet vampyrjæger når man fylder atten, så jeg havde kun et enkelt år tilbage og lige nu var vi cirka midt i skoleåret. Jeg gik op til serveringsskranken og tog et stykke pizza på en bakke og en flaske vand, før jeg satte mig hen til mit sædvanlige bord i det ene hjørne af kantinen. Carter og Jack sad der i forvejen, men Liam var væk, han sad sikkert i et hjørne af biblioteket med næsen i en bog. Han interesserede sig meget for vampyrjægernes historie og ligeledes vampyrernes historie og han studerede ivrigt udenfor skoletiden. Han haltede til gengæld bagefter i kampsporterne, de var bestemt ikke en del af hans stærkere sider. Jack var en stor fyr, både høj og muskuløs og det var ham jeg bedst kunne lide at træne med. Han gav mig nemlig lidt at kæmpe imod for han var også blevet trænet hjemmefra inden han startede på Breedow. Han var næsten sorthåret med store smilehuller i de blege kinder, en kontrast der gjorde ham skøn at kigge på, på en anderledes måde. Han afstammede ikke fra de bedste vampyrjægere, men ligesom jeg, klarede han sig mere end udmærket. Han var blevet optaget på grund af sine allerede strålende talenter inden skolestart.

Carter var mere gennemsnitlig som de andre drenge på skolen. En højde på en meter og noget i halvfjerdserne, et kønt smil og gik mest op i kampsporterne, men tog også fat i det boglige uden at sløse. Han havde lyst hår og klare blå øjne og havde sat håret i en rodet, men moderne stil og bekymrede sig ikke om penge, for det havde han nok af. Han afstammede fra en række højtrangerede gruppe vampyrjægere, men gik ikke op i det som så mange andre på skolen gjorde.

Jeg satte mig smilende ved siden af Jack, der smilende kiggede op på mig ”Nå? Nogen der overlevede?” Spurgte han sarkastisk ”Ja, desværre.” Beklagede jeg mig ”Lawford lod mig kun kæmpe en gang” Carter klukkede lavt og fik mig til at kigge op ”Jeg tror godt jeg ved hvem det gik ud over” sagde han og pegede med tommelfinderen over mod Ethan der sad og sendte onde blikke mod vores bord. Jack smed armen om min hals og sagde grinende ”Nårh.. Skal jeg til at huske dig på hvem der er stadig er bedst af os to?” Han klemte lidt til med armen ”Det skulle jo nødig komme til at virke kedeligt her, vel?” Jeg prikkede ham let i siden og han slap mig før han knækkede sammen af grin, ”Unfair!” udbrød han ”Det er ikke en del af kampsport det der..” jeg smilede til ham ”Du sagde ikke vi skulle bruge ting fra kampsporterne af” Svarede jeg og Carter klukkede også. Jack var helt utrolig kilden og det var hylende morsomt at se ham, det store skrummel, gang efter gang, knække sammen af grin.

 

Efter skole eller rettere sagt, da timerne var overstået, gik jeg igen mod træningssalen. Jeg skubbede hårdt mod den ene dør og det automatiske lys i salen tændte og afslørede at salen var tom. Perfekt. Jeg rullede en dukke frem fra udstyrsrummet ud og fandt nogle knive og lidt kastestjerner frem fra et skab. Jeg placerede mig selv cirka syv meter fra dukken og begyndte at kaste løs mod den. De fleste ramte i hovedet eller i brystet hvor hjertet sidder. Jeg gik hen til dukken, samlede knivene og kastestjernerne sammen og prøvede fra ti meters afstand. Samme resultat. Jeg gik endnu engang hen til dukken og trak med hårde ryk våbnene ud af dukken, men blev ved den sidste kniv opmærksom på noget bag mig. Nogen kiggede på mig. Først lod jeg som ingenting og trak kniven ud, men vendte mig så hurtigt om for at finde Mr. Lawford lænet op ad væggen længst fra mig. Jeg smilede og slappede af i skuldrene. Han skubbede sig selv fra væggen og gik roligt hen til mig. ”Hej” sagde jeg og kiggede på våbnene i mine hænder og kiggede op igen. Foden kom som ud af luften og den havde nær ramt mig, hvis ikke jeg havde haft hurtige reflekser, jeg stod bøjet bagover, hvilende på min ene hånd og så ham finde balancen igen efter det mislykkede spark og jeg kastede mig fremad og fik vredet hans venstre arm om og holdte ham låst fast, men han spændte ben for mig og kastede mig fremad for at møde gulvet. Hårdt. Lawford greb begge mine arme og holdt omkring mine håndled med den ene hånd og fik fat i mit ene ben med den anden. Jeg forsøgte at komme fri, men måtte nytteløst give op og slappede af i musklerne. Mr. Lawford gav grinende slip på mig ”Årh… det er længe siden vi har trænet sammen” Sagde han stadig smilende og kørte en hånd over panden ”Du ved vel, at det ikke er for at være ond at jeg må holde dig tilbage i timerne” Spurgte han lidt mere alvorligt. Jeg nikkede men svarede alligevel tvært: ”Jah. Men de andre kunne jo også tage sig sammen, det er irriterende ikke at have nogen ordentlige modstandere” Han smilede forstående ”Vi skal på jagt i nat, hvis du har lyst?” Sagde han ”Selvfølgelig har jeg lyst” Svarede jeg og gik rundt i salen for at samle de tabte våben op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...