Forladt

En stil jeg skrev i skolen for et par uger siden. Synes bare lige, at jeg hurtigt ville dele den med jer herinde :)

5Likes
1Kommentarer
1115Visninger

1. Forladt

 

De små fine bølger slår let mod alle småstenene på i vandkanten. Udover bølgernes brusen og mågernes skrig, er der ikke andet, man kan høre. Der er helt stille. Skyerne er grå og tunge, som om der er uvejr på vej eller der lige har været et. Luften er tyk, og man kan mærke, at der er sket en ulykke. På stranden kan man se en lille dukke ligge helt forladt nede i vandkanten. Bølgerne rammer den nogle gange, og den bliver skubbet lidt længere op. Dukken er blevet forladt. Men hvordan?

”Nu skal vi på stranden,” hun løb glad rundt i huset med mig i hendes hånd. Hvis jeg kunne smile, havde jeg gjort det, men det kunne jeg ikke. Jeg var en død ting, en dukke. ”Kom så,” Råbte hendes mor, Lene, til hende. Marie satte i løb hen mod hoveddøren, og pludselig sad hun ude i bilen med mig i hånden. Jeg blev spændt fast ved siden af hende.

”Skal du virkelig have den dukke med overalt? Du er jo trodsalt syv år” Sagde Lene hende anklagende. Lene kunne ikke lide mig. Jeg ødelagde åbenbart hendes ’perfekte’ barn. Hun skulle jo blive voksen. Men helt ærligt voksen som syvårig? ”Lad hende nu bare,” det var Robert, hendes far. Han holdt altid med mig eller på en måde mest med Marie.

Lene sukkede højlydt, og satte sig ind på passagersædet. Robert rullede øjne af Lene, og satte sig ind på førersædet. Marie smilede stort. Humøret var altid godt hos hende, heldigvis blev hendes humør ikke påvirket af den anspændthed, der var mellem hendes forældre. Hun var stadig ikke gammel nok til at mærke den.

Regnen slog hårdt mod ruden. Marie sad og nynnede, og Robert og Lene skændtes lavmælt omme på forsæderne. Da vi drejede ind på parkeringspladsen på stranden, var der ikke en eneste sjæl. Der var helt tomt.

Marie var hurtigt. Hun klikkede både mig og hende selv op, lukkede døren op, og kort tid efter kunne jeg mærke dråberne på min plastikhud. Længe løb hun bare rundt på stranden med mig i sin hånd. En gang i mellem kastede hun mig op i luften og greb mig igen. Lene og Robert stod bare og kiggede på hende, mens de engang i mellem førte en kort samtale.

Marie var fuldstændig ligeglad med, at det stod ned i stænger. Hun var ligeglad med, at hun blev syg. Hun var ligeglad med det hele. Hun levede i nuet. Hun var stadig et barn og nød godt af det. Heldigvis. Mange børn kastede bare deres barndom væk for at blive hurtige voksne. Marie var ikke en af dem.

Efter en halv time, hvor Marie bare havde løbet rundt nede på stranden, løb hun op på en af klipperne. Det måtte hun ikke normalt, men Robert og Lene havde travlt med at skændes, så hun tog vel chancen. Marie stillede sig tæt på klippekanten og kiggede ned. Bølgerne var store og skummet på dem sprøjtede, når de ramte klippevæggen. Marie så fascineret ud. Hun stod som forstenet.

”MARIE!” Lene skreg forskrækket hendes navn, da hun så hende stå på klippekanten. Marie kiggede op, og i dét sekund fik hun overbalance, og pludselig fløj vi begge gennem luften. Jeg hørte Lene og Robert skrige hendes navn flere gange, men det var jo for sent, de kunne intet gøre. Vi landede i vandet med et stort plask, men Marie gav ikke slip på mig, hun blev ved med at holde fast.

Kort efter kom vi op til vandoverfladen igen, men en stor bølge kom, og slyngede os ind i klippevæggen. Langsomt mærkede jeg Maries hånd løsne sit greb om mig. Bevidstløs eller død. Det var, hvad Marie var. Hendes forældre fik hende op på fastlandet igen, men det var for sent. Marie overlevede ikke. Marie havde mistet sin barndom OG sit voksenliv.

Dukken ligger der stadig. Der er ingen, som tænker på den. Ingen skænker den en tanke. Den eneste som bekymrer sig om den, er ikke længere i live. Marie, dens ejer på syv år, mistede livet på stranden med dukken i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...