-vampyr novelle-

OBS! Jeg er igang med at rettet denne novelle igennem, lave kapitler osv. Når jeg er færdig vil den nye version blive lagt op :)

Sophie har egentlig levet et godt liv. To gode veninder, en sød kæreste, og gode karakterer. Men ting ændres den dag Sebastian træder ind i hendes liv. Hun har ført hørt om vampyrer, og ved de findes, men aldrig mødt en i virkeligheden. Det ændrer Sebastian på.

4Likes
11Kommentarer
1064Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

”Hvordan har du så haft det?” spurgte Christina da hun kom ind med sine tre tasker. Jeg trak på skuldrene.
”Fint nok. Brina og Jen overnattede her igår. Jeg håber ikke det gør noget,” sagde jeg, og undlod at fortælle at Sebastian også havde været med det meste af natten.
”Nej det er fint nok. I plejer da også at gøre det den første skoledag ikke?” spurgte hun og begyndte at tage sine sko af.
”Jo det gør vi,” sagde jeg, og havde det virkelig dårligt med at lyve overfor hende. Vi plejede ikke at være så hemmelighedsfulde overfor hinanden.
”Hyggede i jer?” spurgte hun og rettede sig op igen. Jeg nikkede. Hun smilede.
”Jamen jeg skal lige have pakket ud og lagt nogle ting til vask,” sagde hun, gav mig et kram, og gik så ud til vaskerummet med sine tasker.
Jeg pustede ud, og skyndte mig op på mit værelse, hvor jeg så på de to lyserøde liljer der lå på mit skrivebord. Den havde siddet der hvor Sebastian havde aet mit hår væk. Det var hans lyserøde lilje. Den havde den samme duft som den anden, og jeg blev næsten bange da jeg opdagede at der også var noget over den duft Sebastian havde, der virkede alt for velkendt. Som om jeg havde kendt den i flere årtier. Det skræmte mig ekstremt meget. Også det at der var gået to dage, og vi var allerede så tætte som vi var. Han kendte min adresse før jeg overhovedet havde fortalt ham den, og han havde sikkert også mit nummer. Måske endda Email?
Jeg vidste godt han var vampyr, men så mange ting kunne han da umuligt vide om mig. Det var lidt for stalker agtigt til at være sandt.
Jeg skubbede Sebastian ud af hovedet, og fandt min bikini, som jeg skiftede til, for endelig at tage den svømmetur i poolen jeg egentlig havde planlagt.
Jeg svømmede rundt i ret lang tid, for det var faktisk mere afslappende end jeg havde troet det ville være. Vandet omkring mig fik mig til at slappe af og nyde livet – også selvom problemet ’Sebastian’ egentlig stod bøjet i neon foran mig.
Efter noget tid kom Christina ud for at svømme sammen med mig, og vi havde det ligeså sjovt som vi plejede at have det – vi lavede vandkamp og svømmede om kap, dykkede, hentede ting fra bunden. Det var bare dejligt at slappe af igen, og ligesom tage en pause fra det hele.
”Siger du virkelig der ikke er nogle lækre drenge du er interesseret i?” spurgte hun da vi lå på liggestolene og tog sol og hyggede. Jeg nikkede.
”Virkelig. De er nogle idioter allesammen,” sagde jeg og trak på skuldrene.
”Ej øv...Hvad med ham der Brandon der? Ham så du da meget til en overgang,” sagde hun og satte sig op. Jeg tog mine solbriller på, og håbede de skjulte at det gjorde ret ondt at høre hans navn.
”Ham ser jeg ikke noget til igen...” sagde jeg stille og havde lyst til at vende tilbage til da vi bare svømmede og havde det sjovt.
”Hvorfor ikke? Hvad har han gjort?” spurgte hun og satte sine solbriller op i håret. Jeg trak på skuldrene.
”Vi var egentlig lidt... Kærester... Men nu er han stoppet på skolen, og jeg har fået af vide han har kysset med Marie,” sagde jeg og lod mig synke dybere ned i liggestolen. Hun hævede det ene øjenbryn.
”Af hvad? Hvilket svin!” sagde hun. Jeg nikkede.
”Så det er lidt... Underligt... Også det der med at jeg nu sidder ved siden af en hel anden i næsten alle timerne, fordi jeg plejede at sidde ved siden af Brandon,” sagde jeg, uden at tænke over hun nok ville spørge ind til hvem jeg sad ved siden af – og jeg kunne ikke li’ at fortælle hende om Sebastian endnu. Intet var sikkert med ham, så hun skulle ikke vide noget.
”Hvem er det så?” spurgte hun nysgerrigt.
”Bare en pige jeg ikke rigtig kender,” løj jeg, og fik det ret dårligt over at lyve overfor hende. Hun havde gjort så meget for mig.
”Er hun sød?” spurgte hun, og lænede sig tilbage, tydeligt skuffet over det var en pige og ikke en dreng.
”Tjoe hun virker fin nok,” sagde jeg, og kunne ikke lade vær’ med at tænke på Sebastian, og på at jeg rent faktisk savnede ham.
”Nå, jeg tror jeg vil gå ind igen. Tak for i eftermiddag!” sagde hun og samlede sine ting sammen, hvorefter vi begge to gik ind, og jeg gik op på mit værelse.
Imens jeg lagde mit håndklæde på plads, og skiftede tøj, tænkte jeg på Sebastian. Jeg kunne ikke forstå de følelser der var i mig. I det ene øjeblik hadede jeg ham som pesten, og i det næste... Jeg nåede ikke at tænke tanken til ende, før det føltes som om 100 knive gennemborede mit hoved. Jeg tog mig til hovedet, og bed mig selv i læben for ikke at skrige, imens jeg faldt om på gulvet.
Jeg ville ønske han var her!! Han kunne få det til at stoppe!
Mere nåede jeg ikke at tænke, før det gjorde endnu mere ondt, og jeg ikke længere kunne tænke. Jeg krøb mig helt sammen, og jeg kunne smage blod i min mund da jeg bed hul i min læbe endnu en gang. Mit hoved stoppede med at fungere, og jeg kunne ikke mærke andet end smerten i det. Jeg kunne ikke mærke det blod der flød ud i min mund og ned ad min hage. Jeg kunne ikke mærke mine tæer der var ømme af at blive krummet så meget sammen. Alt jeg kunne mærke var smerten i mit hoved, der ikke ville gå væk. Jeg ville have Sebastian her. Jeg ville have ham til at få det til at stoppe. Lige nu. Jeg kunne høre hans stemme svagt.
”Sophie...” Han sagde noget andet, men jeg kunne ikke forstå hvad. Det måtte være minder fra tidligere. Da han hjalp mig igennem mit andet nedbrud. En pludselig varme spredte sig i min krop, og smerten begyndte at blive mildere i mit hoved, og jeg kunne pludselig mærke sveden på min panden, mine ømme muskler, og ikke mindst et par arme der holdte om mig. Han var her! Sebastian var her!
”Slap helt af...” Hans betryggende ord fik mig til at tage mig sammen og tage situationen under kontrol. Jeg trak vejret dybt ind, og kunne godt mærke jeg rystede. Jeg blev nødt til at tage mig sammen. Men på en måde vidste jeg at han ikke lagde et pres på mig. Jeg skulle give mig den tid jeg havde brug for. Han ville ikke forlade mig.
Tak.
Jeg havde regnet ud han kunne noget med mine tanker, og jeg kunne virkelig ikke tale. Min mund var fuld af blod og spyt, og jeg rystede stadig og havde smerter.
”Du skal ikke sige tak.” Jeg kunne mærke hans hånd glide igennem mit hår, stille og beroligende. Jeg begyndte at få styr på mig selv, og åbnede mine øjne for at se op på ham. Han havde et blidt udtryk i ansigtet, og tørrede bare det blod jeg havde på hagen væk med et lommetørklæde han pludselig havde i hånden. Jeg så spørgende på ham, og prøvede at få den sidste smerte til at gå væk, så der til sidst kun var den velkendte prikken tilbage i mit hoved. Han rystede på hovedet, og løftede mig op så let som ingenting, hvorefter han bar mig ud på mit badeværelse hvor han hjalp mig med at skylle blodet ud af min mund, og fjerne de sidste spor af blod. Jeg drak noget vand for at få den grimme metal smag ud af munden, og prøvede så at tale.
”Hvordan kunne du?” Min stemme var rusten og meget svag, men han kunne tydeligt høre mig.
”Det er bare noget jeg kan... Jeg går ud fra du har regnet ud det har noget med tanker at gøre?” spurgte han og lagde en tot af mit hår om bag mine ører. Jeg nikkede, ude af stand til at sige noget. Hans mund var 10 cm væk fra min, og jeg ønskede bare at mindske den afstand. Give slip og kysse ham. Lige da jeg skulle til at give efter, trak han sig væk igen.
”Jeg må hellere gå nu... Vi ses imorgen.” Og så forsvandt han bare. Ud i det blå. Igen havde han efterladt en lyserød lilje på mit bord, som det eneste bevis på han rent faktisk havde været der.

Jeg sov ikke godt den nat. Det eneste jeg kunne tænke på var Sebastian, og da jeg endelig faldt i søvn drømte jeg selvfølgelig også om ham. Det underlige var bare, at drømmen foregik hjemme hos mig. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet, da han pludselig sad i vinduet. Jeg så undrende på ham, og så snart han så jeg havde set ham, gik han tættere på mig. Jeg havde spurgt om hvad han lavede der, og så var han forsvundet igen.
Det var en kort og sær drøm, men den havde virkelig sat sit mærke i mit hoved, for jeg kunne ikke lade vær’ med at tænke på den næste dag, imens jeg satte mit hår stramt op og trak min hætte op over. Jeg lagde min telefon i lommen på mine idag tætsiddende jeans, og så mig en sidste gang i spejlet, før jeg svingede min skoletaske over ryggen og gik ned til min bil.
Jeg tænkte stadig på den da jeg samlede Jen op ved hendes hus, og kørte hende til skole. Hun plaprede løs om en eller anden skuespiller, men jeg kunne virkelig ikke koncentrere mig om det. Drømmen havde virket så ægte, og der var noget over det, der sagde mig at jeg skulle finde ud af mere. Og at det ikke bare havde været en drøm. Hvad hvis han egentlig havde været på mit værelse? Ej det ville da være en dum tanke...
”Ej hører du overhovedet efter?” Jen afbrød min tankegang ved at prikke til mig da vi holdte for rødt.
”Åh undskyld...” sagde jeg, og koncentrerede mig om vejen.
”Er det Brina?” spurgte hun medfølende. Jeg hævede et øjenbryn.
”Brina?” spurgte jeg så, og kom først der i tanke om hvordan hun var overfor Sebastian.
”Jeg ved godt du har noget for Sebastian. Du kan benægte det lige så tosset du har lyst til, men jeg ved du har noget for ham... Og Brina kan godt være lidt for meget,” sagde hun. Jeg prøvede ikke at vise hende at hun ramte helt rigtigt. For hendes ord gik lige i mig. Jeg var ked af Brina ville have ham – selvom jeg hele tiden prøvede at overbevise mig selv om at jeg hadede ham.
”Jamen Brina kan li’ ham... Og så skal hun have lov,” sagde jeg, og kørte lige så snart der blev grønt. Jen sukkede opgivende.
”Jeg håber virkelig hun ved hvor meget det betyder for dig at hun er lykkelig,” sagde hun alvorligt og satte sig godt tilbage i sædet. Jeg sukkede indenvendigt, og ville ønske jeg kunne sige et eller andet for at få hende overbevist om det var fint Brina kunne li’ ham. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke lyve overfor en af de eneste veninder jeg havde. Så jeg trak bare på skuldrene og kørte videre. For jeg var alt for stædig til at ville indrømme jeg rent faktisk kunne li’ Sebastian. Ikke engang overfor mig selv.
Han er en player... Han kan få Brina hvis det er det han vil have. Han kan bare ikke få mig.. Jeg vil ikke bare være en del af hans spil
Da vi drejede ind på parkeringspladsen, sørgede jeg for at parkere så langt væk fra hans sorte BMW som parkeringspladsen tillod. Jen sukkede da vi stod ud, og jeg omhyggeligt undgik at se Sebastian i øjnene, og skyndte mig forbi ham, og ind til første time. Jeg kunne mærke han fulgte mig meget tæt, for uheldigvis havde vi de første fire timer sammen, og efter frokost var jeg ikke sikker på hvilke timer vi havde sammen.

”Er du sur på mig?” spurgte han da vi sad til Tysk sammen, og så på en eller anden film vi vist skulle følge med i. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg var bare stille.
”Vær’ lige sød at svare Sophie...” hviskede han i mit øre, og jeg kunne mærke hans søde ånde imod min hud. Jeg fik kuldegysninger og vendte mit hoved imod ham. Hans øjne så triste ud, og de skinnede overhovedet ikke som de plejede. Og det gjorde ondt indeni mig at se ham sådan, og jeg kunne ikke bare lade ham være ked af det.
”Jeg er ikke sur på dig...” sagde jeg, og prøvede at smile  til ham. Han så på mig, og ville være sikker på jeg rent faktisk mente det.
”Jeg mener det,” sagde jeg og lænede mig tilbage i min stol. Et smil bredte sig på hans læber, og han var pludselig meget mere afslappet ud.
”Det virkede bare meget sådan,” sagde han og smilede til mig. Jeg trak på skuldrene.
”Jeg er ikke sur på dig,” gentog jeg for anden gang, og begyndte at tegne på mit hæfte. Det var sandt nok. Jeg var ikke sur på ham, og jeg havde ingen grund til at være det. Han havde reddet mig fra et par sammenbrud et par gange, og han blev ved med at være sød imod mig, selvom jeg var så led imod ham. Hvorfor mon egentlig han blev ved med at holde fast og være sød? Var han virkelig sådan en god skuespiller?
”Du må gerne tro det er sådan Sophie... Men jeg kan love dig for at det ikke er sådan,” sagde han, og lagde sin hånd oven på min. Igen kunne jeg føle den trang jeg havde til at være sammen med ham, og det krævede ekstremt meget selvkontrol af mig, ikke at gribe hans hånd, og trække ham ind til mig, for at give ham et kys.
”Hvad er det du gør? Roder du dagligt rundt i mit hoved?” spurgte jeg, lidt hårdere end jeg engeligt ville. Han lo, hvilket irriterede mig ekstremt, så jeg tog mine hvide høretelefoner i ørerne, og skruede op for sex pistols for at få hans latter ud af hovedet. Hvis han bare skulle være så flabet, ville jeg overhovedet ikke lytte til ham.
 

Jeg tror han forstod min lille hentydning, for han snakkede ikke til mig resten af timen. Faktisk tog han ikke kontakt til mig før til frokost hvor han sad med sin ene arm om Brina, og Jen og jeg sad og så på dem. Selvfølgelige var hans eneste spørgsmål om jeg kunne huske hvad vi havde fået for i Engelsk. Jeg svarede ham, og da det virkede lidt mindre mistænkeligt, rejste jeg mig, tog min taske over skulderen, og så gik jeg. Jeg vidste egentlig ikke helt hvor jeg skulle gå hen. Jeg vidste bare jeg havde brug for frisk luft. Jeg satte kursen mod udendørsarealet, hvor jeg satte mig under det store egetræ og smed min taske ved siden af mig. Min hætte blev trukket godt op over mit hoved, og jeg gemte mig bag et par solbriller. Så krummede jeg mig lidt sammen, og kæmpede for at holde de tåre tilbage jeg ikke vidste hvorfor dukkede op i mine øjne. Det var ikke fordi jeg aldrig græd – det gjorde jeg faktisk ret ofte, men jeg vidste virkelig ikke hvorfor de dukkede op nu. Jeg havde overhovedet ingen grund til at græde. Ja okay, Sebastian havde siddet og nusset og puttet om Brina, men jeg burde virkelig være glad på hendes vegne, og ikke sidde og tude i smug. Hvor var jeg egentlig en dårlig veninde. Jeg burde ikke græde, og jeg burde ikke være jaloux på nogen som helst måde. Jeg burde være glad.
”Hey.” Jeg stivnede da jeg genkendte stemmen.
”Jack?” Han stod og så ned på mig med et bekymret smil. Han nikkede stille, og satte sig så ned ved siden af mig.
”Er du okay?” spurgte han og lænede sig op ad egetræet. Jeg nikkede bare og sørgede for at mine solbriller dækkede mine sikkert blodskudte øjne. Han hævede et øjenbryn.
”Jeg kender dig Soph. Hvad sker der? Er det Brina og ham den nye?” Jeg undrede mig over han stadig brugte vores kælenavne. Sidst jeg tjekkede, syntes han vi var nogle nedern typer, og vi var ihvertfald ikke så meget værd som de populære folk.
”Det er ligemeget,” mumlede jeg og trak hætten endnu bedre op over mit hoved. Jeg havde ikke tænkt mig at dele mine problemer med en der sikkert bare rendte hen til Marie og fortalte det hele videre, så hele skolen kunne grine af mit miserable, ikke-eksisterende kærlighedsliv. Især ikke når det var en person jeg virkelig havde stolet på.
”Fortæl mig det nu bare,” sagde han, og aede mig på knæet, ligesom han plejede at gøre dengang. Jeg så på ham, og hævede vantro et øjenbryn.
”Jack... Forventer du helt seriøst, at jeg, efter du kasserede os som skråt, sidder og fortæller dig hvad der er galt, og hvorfor jeg ikke har det godt?” spurgte jeg, og vidste godt løbet var kørt. Han vidste godt der var et eller andet galt, og jeg behøvede ikke gemme mine øjne for ham mere. Derfor tog jeg mine solbriller af, og lagde dem ned i min taske.
”Jah... Det gør jeg,” sagde han, og smilede opmuntrende til mig. Jeg rystede på hovedet af ham, og vendte mig væk fra ham. Ikke tale om jeg krængede mit hjerte ud til ham. Den eneste jeg kunne finde på det med var Jen, eller måske Sebastian? Han kunne måske være god at snakke med? Han virkede som om han havde nok forstand på det. Men alligevel, når det omhandlede ham, ville det måske ikke være det smarteste at fortælle ham det. Han ville nok bare tro jeg var fuldstændig besat af ham. Jeg havde jo kun kendt ham i tre dage – selvom det føltes som om jeg havde kendt ham i meget længere tid. Og med meget mener jeg ikke bare hele mit sekstenårige liv. Med meget, mener jeg flere århundrede.
”Du ved hvor du kan finde mig hvis du får brug for det.” Jack rejste sig fra sin siddeplads ved siden af mig, og så en sidste gang på mig, før han forlod græsplænen. Jeg sukkede, tog mine ørepropper i ørerne og skruede helt op for From First to Last. Måske kunne de drukne mine tanker om alt det her. Desværre virkede det ikke helt som jeg havde planlagt. I stedet for at hjælpe, fik det træerne til at begynde at snurre rundt, og jeg vidste det ikke ville vare længe før jeg fik endnu et sammenbrud – og hvis jeg var heldig var Sebastian i nærheden. Dog blev det ikke til et sammenbrud. Den underlige prikken blev kraftigere end den plejede, og jeg blev svimmel – men der var intet sammenbrud.
Så da klokken ringede, rejste jeg mig og skyndte mig ind til timen – vi havde engelsk, og jeg havde brug for at være tæt på ham.

”Hey Sophie,” sagde han da jeg satte mig ned ved siden af ham og trak hætten af, ”du forsvandt ret pludseligt?”
Jeg smilede bare til ham og trak på skuldrene, hvorefter jeg muntert sagde jeg bare havde brug for noget frisk luft, og fandt mine bøger frem. Han grinede, og fandt sine egne frem, og jeg kunne mærke han undrede sig over hvorfor jeg var så glad – men han beklagede sig ikke. Han var lykkelig over at se mig så glad, og uden hætten på.
”Ser du jeg har et lille forslag,” sagde han og balancerede sin blyant på sin lillefinger. Jeg smilede, og så spørgende på ham.
”Efter Engelsk, tager vi to afsted... Jeg overrasker dig,” sagde han med et barnligt smil. Jeg hævede et øjenbryn.
”Og sådan... Pjækker?” spurgte jeg nysgerrigt, og overvejede det faktisk. Han nikkede opmuntrende. Jeg grinte svagt.
”Jamen let’s do it,” sagde jeg, og kunne pludselig ikke vente til engelsk var overstået.

Efter engelsk var det let nok bare at gå ud af skolen, og ud til vores biler, hvor jeg fulgte efter Sebastian. Og jeg opdagede hurtigt vi var på vej hjem til mig. Jeg undrede mig da vi kørte op i indkørslen, og han steg ud af sin bil.
”Stil din bil her, gå op og tag noget på der ikke har en hætte på, efterlad en seddel til Christina om at du kommer sent hjem, og så kører jeg,” sagde han med et smil, og lukkede døren for mig på min bil. Jeg hævede et øjenbryn.
”Altså vil du med op og vælge hvilken trøje det skal være?” spurgte jeg. Han fik julelys i øjnene, nikkede ivrigt, og vi gik indenfor.
Selvfølgelig valgte han en t-shirt der sad ret tæt på mig, og jeg fik allernådigst lov til at beholde mine jeans på, og da jeg havde skiftet så han ganske tilfreds ud. Jeg fik hurtigt skrevet sedlen til Christina, hvorefter jeg gik med Sebastian ned til hans bil, og satte mig ind på passager sædet.
”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg nysgerrigt da han startede bilen. Jeg lagde mærke til at han ikke brugte nøgler af nogen som helst art til at tænde den. Han gjorde det bare.
”Jeg overrasker dig som sagt,” sagde han med et smil, og bakkede ud af vores indkørsel. Jeg mumlede lidt om hvad han nu kunne finde på, og så ud af vinduet.
”Du er da vel ikke bange?” spurgte han med et grin. Jeg så overrasket på ham.
”Bange? Hvorfor fanden skulle jeg være bange?” spurgte jeg og holdte mit blik på ham. Han trak på skuldrene med et smil på læben.
”Det kunne da godt være du var bange for jeg kidnappede dig og tog dig med til mit hemmelige skjulested hvor jeg sugede alt dit blod ud.” Han lo højt og drejede ned på motorvejen. Og pludselig blev jeg lidt bange for det. Hvad var det egentlig han havde tænkt sig? Han var jo en vampyr. Man glemte det bare ret let. Han virkede som en helt normal dreng. Nåhr ja, bortset fra hans evne til at dukke op under alle mine sammenbrud, hans tankelæseri, for ikke at tale om han var suveræn i alle skolefag, og kunne køre bil uden at kigge på vejen. Det virkede bare ikke som det jeg havde hørt om vampyrer. Det virkede som noget helt nyt. Noget man ikke havde hørt om før.
”Nåh, gør jeg det?” Jeg fik et chok da han hev mig ud af min tanke verden og så på mig. Jeg skulle lige tænke lidt over hvad han mente før jeg forstod det.
”Hey! Lad vær’ med at rode rundt i mit hoved,” sagde jeg og lagde armene over kors. Han grinede.
”Undskyld, men du fik sådan et underligt udtryk i ansigtet. Jeg måtte altså lige se hvad der skete,” sagde han. Jeg rakte tunge af ham, men kunne ikke lade vær’ med at smile. Han var nu meget sød.
”Hvad så, hvornår har du planlagt at fortælle mig hvor du tager mig hen?” spurgte jeg, og så på skiltene der viste vi var på vej mod San Diego.
”Når vi er der. Så skal du nok finde ud af det,” sagde han, og så meget mystisk og hemmelighedsfuld ud. Hvorfor ville han nu ikke fortælle mig det? Han havde godt nok sagt han ville overraske mig, men var det virkelig så vigtigt?

”Sea World?” spurgte jeg overrasket da vi trådte ud af hans bil på Sea Worlds parkeringsplads.
”Jear. Jeg ved du er ret glad for vand, så jeg tænkte det her kunne være sjovt,” sagde han, og lukkede igen døren efter mig. Jeg så på ham.
”Hvordan vidste du det?” spurgte jeg. Hvor meget vidste han mon egentlig om mig? Hvor mange ting havde han fået ud af hovedet og munden på andre folk?
”Tag det nu roligt. Jenna fortalte mig det,” sagde han og lagde en arm om mig.
”Kom nu med og nyd dagen.” Jeg trak på skuldrene, tænkte ’hvorfor ikke’, og fulgte med ham op til indgangen.

”Fortalte Jenna dig virkelig at jeg elsker vand?” spurgte jeg, da vi sad på Shipwreck Reef Café og drak cola imens vi kunne se folk få en våd overraskelse i en forlystelse i nærheden.
”Jep. Jeg udspurgte dem lidt om hvordan du var og sådan noget,” sagde han uskyldigt. Jeg rødmede svagt og koncentrerede mig om min cola.
”Kunne du ikke finde ud af det ved at gå på opdagelse i mit hoved?” spurgte jeg, og vidste ikke helt hvordan han ville tage sådan et spørgsmål. Det var måske lidt halv sært?
”Tro mig, det er ikke alt man kan finde ud af ved at grave i folks hoveder. Og jo, jeg kunne vel sagtens finde ud af din livshistorie, men jeg ville hellere lære dig at kende selv. Uden at snyde.” Han smilede og fik mig til at se op på ham igen. På en eller anden måde gik det lige i hjertet på mig, og det betød utroligt meget for mig. At han ikke bare ville snyde.
”Jamen... Tak... Så fortæl mig lidt om din fortid,” sagde jeg med et smil, og så ind i hans øjne. Han smilede, og jeg kunne genkende skæret i hans øjne. Og det bragte minder frem. Minder jeg ikke kunne genkende. Få sætninger.
”Krydderier, direkte fra Østen! Kun 10 shillinger!” Der var mange mennesker idag, og mange kom forbi og købte krydderier af mig. Også den høje, unge mand med de flotte blå øjne.
”Hvor meget skal du have for 10 kg mel og 8 liter vin?” spurgte han mig, og smilede et charmerende smil til mig.
”Øh... Øh...” Jeg kunne sejle væk i hans øjne! Men selvfølgelig kunne det aldrig gå. Han var en velhavende mand, og jeg var kun en fattig ung pige.
”Det må blive 250 shilling,” sagde jeg med rystende stemme, og fandt hans ting frem. Han smilede et sødt smil til mig og rakte en penge pung til mig.
”Behold resten. Og lov mig at passe godt på dig selv,” sagde han, tog sine varer, og forsvandt ud i menneskemængden.

”Sophie! Er du der?” Sebastian smilede til mig, og jeg kunne genkende ham fra den lille film der var blevet spillet i mit hoved.
”Åh undskyld. Jeg faldt i staver,” sagde jeg, og prøvede at smile til ham, selvom jeg var skræmt. Det var ham der havde været den velhavende unge mand i mit lille minde. Jeg kunne genkende hans øjne, hans kropsbygning, hans glatte og perfekt hud, og hans krøller.
”Det er helt fint. Hvae, skal vi ned og blive våde i vandrutsjebanen?” spurgte han med et smil, og jeg kunne ikke andet end at nikke, og prøve at smile ægte til ham. Han lagde en arm om mig, betalte for vores cola’er (og ignorerede den stærke protest jeg kom med) og trak mig så med hen til vandrutsjebanen.


Det var faktisk ikke så svært at nyde dagen, for han havde haft ret. Jeg elskede vand, og det var det perfekte sted for en date. Hvilket det nok egentlig var. Vi sluttede dagen af med at se på noget delfinshow ved en stor halvrund sø, om aftenen. Han stod bag ved mig med sine arme viklet om mig, og havde begravet sin hage i mit hår.
”Har du haft en god dag?” spurgte han.
”Helt fantastisk,” svarede jeg, og kiggede på delfinerne der sprang rundt i neonfarvet lys. Det havde været dejligt at være på en date igen, og jeg havde overhovedet ikke skænket Brandon en tanke. Han var ude af mit liv.
”Skal vi tage hjem?” Jeg nikkede, og lod ham føre mig ud og hen til sin bil. Og der begyndte jeg igen at tænke på det minde der var dukket op i mit hoved. Hvad var det for noget?


”Er du træt?” spurgte han og smilede til mig. Jeg rystede på hovedet og så på bilen der kørte foran os. Den slingrede blidt fra side til side og kørte i det hele taget ret ustabilt.
”Kan du ikke køre væk fra ham der? Han har vist fået lidt for meget at drikke,” sagde jeg bekymret. Han grinede højt.
”Sophie, jeg lover dig, så længe du er sammen med mig, sker der dig ikke noget som helst. Okay?” sagde han med et smil, men satte alligevel farten uhyggeligt meget op og kørte forbi bilisten. Jeg elskede fart, så det skræmte mig ikke at han kørte næsten 200 km/t, men jeg var alligevel bekymret – bøden for at køre så stærkt kunne umuligt være lav.
”Heller ikke når du kører faretruende stærkt, og politiet faktisk eksisterer?” spurgte jeg med et hævet øjenbryn, og begyndte at få det lidt halvkoldt.
”Slap af, vi bliver ikke taget. Her tag min jakke,” sagde han og kastede sin jakke over til mig. Havde han haft jakke på om dagen? Det var ikke lige umiddelbart noget jeg kunne huske, men det måtte han vel have haft. Ellers kunne han vel ikke kaste den over til mig.
”Hvordan kan du være så sikker på det? Og tak.” Jeg tog hans jakke på, og kunne genkende den søde duft han havde – og det føltes fantastisk at være helt indhyllet i den.
”Stol på mig.” Han smilede til mig og kørte af motorvejen, og sænkede farten. Jeg grinede og puttede mig bare i hans jakke. En del af mig stolede blindt på ham – den del der også ville have ham tæt på mig og være sammen med ham. Men den anden del var halvt bange for ham, og halvt nervøs for hvem han egentlig var – for det var helt klart ikke normalt for en vampyr at være sådan. Ikke fordi jeg havde super meget forstand på vampyrer, men jeg kunne næsten tænke mig til han ikke var en normal vampyr. Det havde jeg egentlig vidst lige siden vi hvar ude og spise, hvor han rent faktisk spiste. Og ikke drak blod. Så hvordan kunne jeg egentlig stole på ham? Og hvad vidste jeg egentligt om ham? Han hed Sebastian, og han var vampyr. Eller, en anden form for vampyr. Jeg vidste ikke engang hvor gammel han var. Det kunne godt være han lignede en på min alder, men han kunne jo let være 100, måske 200 år.
”Jeg ved godt det er sært...” Jeg fik et chok, da han pludselig så alvorlig ud og havde strammet grebet om rattet. Åh nej, bare jeg ikke havde pisset ham af.
”Det er bare lidt... Underligt... At jeg ikke rigtig ved noget om dig,” sagde jeg og prøvede at smile til ham, men det var pludselig ikke så let. Han kunne jo læse mine tanker. Hvorfor tænkte jeg så sådan noget ondt noget?
”Du er ikke ond,” mumlede han. Jeg så overrasket på ham.
”Synes du ikke? Selvom jeg har tænt så mange dårlige ting?” spurgte jeg, og prøvede at forstå hvad det var der foregik oppe i hans hoved. Han rystede på hovedet.
”Det gør dig overhovedet ikke ond... Langt fra. Jeg har selv provokeret dig,” sagde han og trak på skuldrene da han kørte ind i vores indkørsel.
”Jamen...” Han lagde en finger på min mund, og jeg holdte kæft lige med det samme. Hans finger var kold, men alligevel sendte den en varm bølge igennem min krop.
”Ikke noget jamen. Bare slap af søde. Der skal skam meget mere til,” sagde han, og grinede svagt. Jeg så ham i øjnene, og igen havde jeg følelsen af at jeg ville være tæt på ham. Endnu tættere.
Han fjernede sin finger, og stod ud af bilen, hvorefter han lynhurtigt åbnede min dør, og lod mig træde ud. Jeg stoppede op og så på ham.
”Jeg har nogle spørgsmål...” sagde jeg, og gabte. Han grinede igen.
”Gem dem til imorgen Soph. Du er træt, og du skal have din søvn.” Han lukkede bildøren, lagde en arm om mig, og fulgte mig så op til huset. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham.
”Tak for i dag,” sagde jeg, og krammede ham. Han lagde sine arme om mig, og trykkede mig indtil sig, stille og roligt, som om jeg var en skrøbelig ting der kunne gå i stykker.
”Skal du egentlig passe meget på for ikke at skulle gøre mig fortræd?” spurgte jeg. Han rystede leende på hovedet.
”Jeg har været imellem jeres art så længe nu, at det ikke er svært mere. Det er kun hvis jeg er oprevet eller noget at jeg skal passe på. Gå nu i seng søde.” Han kørte sine fingre igennem mit hår, gav mig et kys i panden, og gik så ned til hans bil. Jeg så efter ham, indtil bilen var kørt ud af vores indkørsel, og så gik jeg indenfor hvor Christina stod og så på mig.
”Nååå hvem var han så?” spurgte hun. Jeg rødmede, og ville lade min hånd glide igennem mit hår, men en lyserød lilje forhindrede min hånd i at glide længere end til mit øre.
”Han er bare.. Øhm... En fyr fra min klasse,” sagde jeg, og ville forfærdelig gerne op på mit værelse og i seng – for jeg var træt. Sebastian havde ret. Det havde været en lang dag, og jeg ville gerne hvile, så jeg kunne være frisk til at udspørge ham næste dag – og måske finde ud af alle de ting jeg gerne ville have svar på. Måske endda finde ud af hvem han var for en.
”Og hvor seriøst er det?” Hun havde ikke tænkt sig at stoppe forløbig – det kendte jeg hende lidt for godt til at vide.
”Jeg ville virkelig gerne svare på alle dine spørgsmål, men jeg er altså virkelig træt. Så jeg vil gå i seng,” sagde jeg, og gik så op af trapperne, hvor jeg lukkede døren, og uden så meget som at kigge rundt på mit værelse, trak jeg min trøje af og begyndte at åbne mine bukser, da jeg pludselig kunne fornemme en anden i lokalet.
”Jeg nyder det da ret meget.” Jeg tabte kæben da jeg så Sebastian sidde i min stol, og grine svagt.
”Din syge stodder!” hviskede jeg oprevet og lukkede hurtigt mine bukser igen, hvorefter jeg skyndte mig at finde en trøje jeg kunne sove i.
”Hey, jeg havde altså ikke regnet med du ville strippe så hurtigt,” sagde han, men et smil spillede stadig omkring hans mund.
”Årh som om man. Du kan læse mine tanker,” sagde jeg og satte mig på min seng.
”Ja, men det er ikke noget jeg nyder at gøre,” sagde han, og var pludselig død alvorlig. Jeg lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham. Han var i et split sekund ovre ved mig, og lagde forsigtigt dynen over mig.
”Lig dig ned, og smid bukserne når du er under dynen, og så spørg mig ud. Jeg bliver her indtil du falder i søvn. Stol på mig. Jeg gør dig ikke noget.” Han smilede til mig og jeg lagde mig ned og tog mine bukser af. Han lagde sig oven på dynen, men alligevel ret tæt på mig, og spurgte så hvad jeg ville vide. Jeg kiggede lidt op i loftet, men vendte hurtigt mit blik mod ham igen.
”Du er ikke ligesom andre vampyrer...” Han grinede.
”Det er ikke et spørgsmål Phie... Det er et faktum.” Jeg rullede øjne, men kunne godt mærke at jeg fik lidt mere farve i kinderne.
”Jaja! Min pointe er... Hvad er du så?” Jeg så nysgerrigt på ham, og han veg lidt tilbage.
”Det... Øhm... Jah... Næste spørgsmål.” Han smilede undskyldende til mig.
”Ej! Du sagde du ville besvare mine spørgsmål,” sagde jeg og gav ham mine meget berømte hundeøjne. Han smilede igen bare, og nussede mig på kinden.
”Det der spørgsmål må blive en anden gang. Spørg om noget andet.” Jeg tænkte mig lidt om.
”Sover du?” spurgte jeg så, og ventede spændt på et svar.
”Altså... Både og. Jeg bliver nødt til at sove en gang imellem, men det er meget mindre end i skal. Sådan 1 time om ugen eller sådan noget. Deromkring,” sagde han, og lagde sin ene arm om mig. Jeg lagde mit hoved på hans arm, helt tæt på hans hoved, og slappede af i hans nærvær.
”Hvad med spisningen? Det jeg ved om vampyrer er at de drikker blod,” sagde jeg så, og lukkede stille og roligt mine øjne.
”Det er en af de ting der gør mig anderledes. Jeg spiser rigtig mad, men ikke så meget af det,” svarede han, og begyndte at nusse mig i håret.
”Mmh... Hvor gammel er du?” spurgte jeg, og kunne mærke at jeg stille og roligt gled ind i drømmeland. Jeg kunne føle hans hånd igennem mit hår, og hans krop tæt på min, og jeg følte mig tryg. Som om intet kunne skade mig.
”Det er... Øhm... Ret pinligt...” Han rømmede sig.
”Vil du ikke nok blive natten over?” spurgte jeg søvnigt, og vendte mig på siden så jeg lå med hele kroppen ind til ham.
”Hvad med Christina?” spurgte han med en meget stille stemme, og lagde den anden hånd på min kind.
”Hun er væk imorgen før vi står op. Please Sebastian... Jeg be’r dig,” sagde jeg, og åbnede mine øjne, selvom min krop protestede ret meget.
”Jo... Jeg skal nok blive her. Bare slap af, og sov,” sagde han beroligende, og kyssede mig på panden. Jeg puttede mig helt indtil ham, og lagde mig så godt til rette på hans arm.
”Godnat...” hviskede jeg og var næsten faldet i søvn da han sagde godnat, og lagde begge arme om mig.

Da jeg vågnede næste morgen, lå han der stadig og smilede bredt til mig.
”Godmorgen,” sagde jeg og rodede lidt op i mit hår.
”Godmorgen Phie. Det virker som om du har sovet ret godt,” sagde han med et grin og satte sig op. Jeg spærrede øjnene op, og så nervøst på ham. Jeg havde det med både at snakke i søvne, og samtidig gøre alle mulige skøre ting når jeg sov, så jeg var pænt bange for hvad jeg kunne finde på.
”Årh, du stønnede lidt, og sådan... Åååh Sebastian! ÅH DU ER SÅ GOOOD!” Han lod som om han var mig, og jeg daskede til ham og grinede.
”Jaja, iiih hvor er du sjov,” sagde jeg og rejste mig op, uden at tænke på jeg ikke have bukser på. ”Hey, prøver du på at tænde mig? For det der er altså ikke rigtig fair. Sådan at smide tøjet foran mig,” sagde han, men han smilede ret smørret, og lod ikke til at have noget som helst problem med jeg stod halvnøgen foran ham.
”EJ! Gider du lige! Kig væk,” sagde jeg, og blev helt rød i hovedet, imens jeg klodset ledte efter et par bukser og en sweatshirt jeg kunne skjule mig bag. Han grinede, og vendte hovedet væk fra mig.
”Slap nu af. Det er fint nok. Jeg har altså set en pige nøgen før,” sagde han, og det gibbede lidt i mig. Jeg var jomfru, og havde heller aldrig set en dreng nøgen før – den slags behov havde jeg aldrig haft.
”Det var da godt,” sagde jeg og trak et par lange, store bukser på.
”Ej, må jeg ikke bestemme dit tøj i dag?” spurgte han, og rejste sig. Jeg sukkede.
”Fint nok…” sagde jeg så, og lod ham tage over.  Jeg slap overhovedet ikke så let som dagen før. Han fandt nogle af mine gamle hotpants, og en tanktop til mig, og insisterede på at jeg skulle tage det på – og jeg havde vel ikke noget at sige. Jeg havde givet ham lov til det. Derfor droppede jeg mine protester, tog det på, og lidt lipgloss – igen efter hans anbefaling.
”Jamen goddag smukke,” sagde han og lagde en arm om mig da vi gik nedenunder for at spise morgenmad.
 

Vi spiste sammen, hvorefter han kørte mig i skole, og ignorerede alle de dræberblikke der blev sendt efter mig. Ikke os. Ikke ham. Mig. De hadede mig for at han kunne li’ mig. De hadede mig for jeg havde taget sådan noget tøj på. Selv Jen og Brina gloede på mig da jeg trådte ud og Sebastian lynhurtigt var ved siden af mig og lagde sin arm beskyttende om mig.
”Hej Soph,” sagde Jen og krammede mig, men Brina virkede kold, og hård imod mig.
”Hey i to. Hvad så?” spurgte jeg med et smil.
”Du forsvandt bare fra skole i går?” sagde Brina koldt og lagde armene over kors.
”Øhm… Jo, altså jeg tænkte jeg lige ville få sovet ordentligt ud og få ordnet nogle lektier og…”
”Årh spar mig dine undskyldninger! Du har altid været vildt dårlig til at lyve.” Hun afbrød mig, drejede rundt på hælen, og forsvandt så. Jeg gloede efter hende med meget store øjne.
”Hvad skete der lige der?” spurgte jeg, og prøvede på at forstå hvorfor hun flippede så meget ud. Jen trak på skuldrene, og så sigende på Sebastian, og så forstod jeg hvad det var. Hvordan kunne jeg have været så dum? Selvfølgelig! Hun havde bemærket både Sebastian og jeg var forsvundet – og at vi ankom sammen dagen efter som et nyforelsket par hjalp ikke.
”Vi ses… Jeg skal lige… Gøre noget.” Jeg vred mig ud af Sebastians arme, og skyndte mig indenfor, hvor jeg lagde de bøger jeg ikke skulle bruge ind i mit skab, og skyndte mig så til første time.

Heldigvis havde jeg ikke første time med Sebastian, så jeg kunne koncentrere mig, og faktisk få lavet noget. I stedet for at sidde og snakke med ham, og se på hans mystiske ting. Der var virkelig mange ting jeg gerne ville vide om ham, men jeg måtte ikke lade mig selv overgive sådan til ham. Brina kunne li’ ham, og jeg kunne nok godt finde mig en anden. Hun måtte gerne få ham.
”Sophie!” Læren så skuffet på mig.
”Hvad?” spurgte jeg, og kunne næsten se et rødt felt omkring hendes hoved. Nej ikke næsten. Jeg kunne se et rødt felt omkring hendes hoved. Jeg prøvede på ikke at tabe kæben, og svarede bare på hendes spørgsmål, og gned mig diskret i øjnene. Farven falmede lidt bort til en blå agtig farve, og pludselig forsvandt den.
Hvad i al helvede var det?!
Jeg kunne ikke lade vær’ med at stirre efter det røde skær resten af timen, men der skete ingenting. Ingen af de andre elever havde den slags farver rundt om deres hoveder. Og læren havde kun haft det et kort øjeblik.

Jeg kunne ikke lade vær’ med at tænke på det da jeg gik alene fra timen og til Tysk, som jeg tilfældigvis havde sammen med Sebastian – og jeg vidste pludselig hvad jeg kunne gøre. Han var vampyr, og han vidste måske noget om sådan noget. Så måske vidste han hvad der skete, og hvad det røde omkring min lærers hoved havde været. Men turde jeg spørge ham? Godt nok var han vampyr, men jeg skulle forestille at være en helt normal pige. Ikke en der så farver omkring folks hoveder.
Da jeg gik ned af gangen kunne jeg se farver omkring nogle af de andre elevers hoveder – men bestemt ikke alle. Det var meget forskelligt.
”Hey smukke. Det er altså godt at se dig uden så meget tøj på.” Sebastian lagde en arm om mig, og jeg kunne ikke lade vær’ med at grine over hans sætning. Den kunne misforstås lidt for meget.
”Jamen hey til dig også,” sagde jeg, og kunne ikke sige til ham at det var forkert at han holdte om mig. Forkert at vi nogensinde kunne blive mere end venner.
Og hvorfor skulle jeg egentlig sige det? Hvem sagde vi nogensinde havde været mere end venner? Jeg overreagerede alt for meget.
”Hvad så, er du klar til Tysk?” spurgte han og lod mig gå først ind i klasselokalet. Jeg rystede på hovedet.
”Nope.. Ikke det mindste. Men jeg er helt klar på at stille dig de spørgsmål jeg ikke nåede at stille i går inden jeg gik i seng,” sagde jeg og satte mig ned på vores pladser.
”Åh, jeg havde håbet du havde glemt det,” sagde han sarkastisk og satte sig ved siden af mig. Jeg grinede, men vidste jeg blev nødt til at spørge ham om de farver.
”Ej, der er en ting jeg virkelig bliver nødt til at spørge dig om…” sagde jeg og så alvorligt på ham. Han smilede opmuntrende til mig, som for at sige jeg bare skulle fortælle. Jeg fortalte ham om alt der var sket, og han så bestemt ikke glad ud da jeg var færdig.
”Omkring deres hoveder? Ikke noget ved resten af kroppen?” spurgte han, og jeg rystede på hovedet, nervøs over hans alvorlige udseende. Var jeg ved at dø?
”Nej Phie, du er ikke ved at dø… Det du kan se, er aura’er,” sagde han og så på mig. Jeg hævede begge øjenbryn.
”Au hvad for noget?”
”Aura. Alle mennesker har en aura. Grunden til din lærers aura var rød, var at hun var sur. Sådan skifter de farver efter humør…” sagde han, og begyndte at fortælle mig om de forskellige farver, men jeg lyttede ikke efter. Der var kun en ting jeg ville vide.
”Hvorfor kan jeg se dem?” spurgte jeg, og så ham lige i øjnene. Han trak på skuldrene.
”Det burde ikke være muligt for et menneske som dig,” sagde han og lod sin blyant svæve lige over sin finger. Jeg lod ikke mærke til det i starten, men spærrede så øjnene op.
”Endnu en cool vampyr evne?” spurgte jeg nysgerrigt, og så på blyanten der svævede ½ cm over hans finger. Han rystede på hovedet.
”En dag vil du forstå det hele. Nå, var der ikke nogle spørgsmål du skulle stille mig?” spurgte han med et smil, og prøvede helt klart at skifte emne. Jeg sukkede, og tænkte mig om efter de spørgsmål jeg ellers havde haft helt klare i mit hoved tidligere.
”Jo… Jeg skal bare lige huske dem,” sagde jeg, og så på ham, ”du svarede mig aldrig på hvor gammel du er.” Han så ned i bordet.
”Det er pinligt Phie…” sagde han og jeg kunne fornemme en smule farve i hans kinder. Wait a minute… Farve?! I hans kinder? Han var en vampyr, han havde ikke noget blod!
”Fortæl mig det nu bare. Du skylder mig det,” sagde jeg og lagde armene over kors. Han sukkede, og så forpint på mig. Var han virkelig så gammel?
”Ja, jeg er så gammel… Okay… Jeg blev født i 1742,” sagde han og holdte sit blik nede i bordet.
”Det vil sige… Omkring 300 år?” sagde jeg. Han nikkede. 
”Okay, det havde jeg ikke lige regnet med,” sagde jeg ærligt og så på ham. Han trak bare på skuldrene, som for at sige ’hvad sagde jeg’.
”Men alder er bare et tal,” fortsatte jeg, og smilede til ham da han så overrasket op på mig.
”Mener du det?” Jeg nikkede og puffede lidt til ham.
”Du er stadig den samme. Det er jo specielt med dig,” sagde jeg og trak på skuldrene. Han smilede bredt og rykkede lidt tættere på mig.
”Så jeg er speciel for dig?” Jeg rødmede.
”Du er en vampyr. Hvordan kan du ikke være speciel?” spurgte jeg, og vidste egentlig ikke helt om det var sandt. Der var egentlig noget ved ham der var specielt for mig. Og det var ikke fordi han var en vampyr. Der var bare noget der tiltrak mig, og på samme tid skubbede mig væk fra ham.
”Ja... Du har ret.” Han fik et koldt udtryk i ansigtet, lænede sig tilbage og kiggede op på læren. Åh gud!
”Nej Seb, ikke på den måde,” sagde jeg, men vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Han ville helt sikkert spørge om på hvilken anden måde jeg så havde ment. Og han skulle ikke vide det.
”Ikke vide hvad?” spurgte han, og så på mig med milde øjne.
”Ikke noget,” sagde jeg, og så ned på det papir der lå foran mig.
”Ej fortæl mig det nu,” sagde han bedende og lagde sin ene hånd på min. Jeg fik et chok, da hans hånd var iskold, men alligevel sendte en velkendt varm bølge op igennem hele min arm og ud i hele min krop. Jeg rystede på hovedet og prøve at smile normalt, men det var svært.
”Kom nu Phie.” Han så mig lige i øjnene, og jeg kunne mærke alting svimlede omkring mig.

”Du ser smuk ud.” Han lagde sin arm om mig, og førte mig op ad de store marmortrapper, og op til den store hall der var fyldt med mennesker der kun ventede på os.
”Tak... Og i lige måde,” svarede jeg, og trak vejret dybt ind før vi trådte ind ad dørerne og alle vendte sig og kiggede på os, og gispede. Jeg kunne høre folk hviske rundt omkring, men det var ligemeget. Alt der betød noget var ham der stod med sin arm om mig, og hviskede betryggende ord i mit øre.

Jeg trak hurtigt min hånd til mig, rejste mig, og styrtede ud af klassen og ud på pigetoilettet, hvor jeg skyndte mig hen til vaskene, hvor jeg holdte godt fast i stenkanten, og prøvede at få væggene til at stoppe med at køre rundt om mig. En stor smerte skød igennem mit hoved, og jeg knækkede sammen på gulvet, hvor jeg holdte stramt rundt om mig selv for at få smerten til at forsvinde, men det blev kun værre. Mit hoved føltes som om det skulle sprænges, og alting rundt om mig sejlede, samtidig med de gled ud i en masse farver. Jeg trak vejret hurtigt ind og ud, og kunne mærke alting kørte hurtigere og hurtigere rundt, og det sidste jeg hørte inden jeg besvimede, var Sebastians stemme der råbte mit navn.

”Phie? Er du okay? Please, kig på mig.” Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så lige op i hans smukke blå øjne.
”J-jeg... Tror nok jeg har det fint,” sagde jeg og tog mig til hovedet. Vi var ude på pigetoilettet, og jeg lå i hans skød med hans arme om mig, og han lod sin hånd glide blidt igennem mit hår. Væggene stod stille igen, og der var kun den velkendte svage prikken tilbage i mit hoved.
”Du må ikke gøre mig så bange...” sagde han og lod ikke sit blik fjerne sig fra mit. Jeg så ind i hans, og vidste hverken hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg var draget af ham. Jeg ville kysse ham, lade ham holde mig indtil sig og nyde nærheden imellem os. Men jeg vidste han ville afvise mig. Jeg var overhovedet ikke god nok til ham, og vi havde ikke kendt hinanden lang nok tid til at kunne blive til mere end venner. Derfor satte jeg mig bare op, og så rundt på toilettet, som om jeg først nu havde lagt mærke til det var der vi var.
”Undskyld... Det er ikke med vilje. Jeg ved ikke hvad det er der sker når jeg får de her sammenbrud...” sagde jeg ærligt, og prøvede at rejse mig, men jeg var stadig svimmel.
”Her, lad mig hjælpe dig.” Han tog fat i min hånd og hjalp mig op at stå, hvorefter han krammede mig blidt og så mig i øjnene.
”Det er godt du er okay igen.” Så var han pludselig væk, og alt der var tilbage af ham, var en lyserød lilje i min hånd, og den elektriske sitren der var i hele min krop efter hans nærvær.

Jeg så ham ikke mere den dag. Han var der ikke til frokost, og heller ikke til alle de andre fag vi havde sammen – jeg havde en stærk fornemmelse af at han pjækkede. Men jeg vidste ikke hvad det var der havde fået ham til bare at forsvinde lige pludselig. Og jeg var bange for han ikke kom tilbage. Det var sikkert bare at være paranoid, men jeg kunne ikke lade vær’.
Da jeg fik fri, og kom i tanke om at jeg ikke havde min egen bil, turde jeg ikke engang gå ud på parkeringspladsen for at kigge efter den. Jeg tog bagudgangen og gik en kæmpe omvej, for jeg vidste at jeg ville have det underligt med at se ham. Hvorfor vidste jeg egentlig ikke rigtig, men det var sådan jeg havde det, og derfor undgik jeg ham.
Jeg gik hjem, og det første jeg gjorde var at låse alle døre, lukke vinduer, og så tage en flaske vand i køleskabet. Han skulle ikke komme hen til mig. Ikke endnu. Han kunne møde mig i skolen som en normal dreng. Jeg satte mig op på mit værelse, og tog min guitar, hvorefter jeg begyndte at spille og nynne en sang jeg havde skrevet et års tid tidligere, da jeg pludselig var begyndt at savne min familie igen. Jeg lukkede øjnene, og lod musikken opsluge mig, og fik ikke kun et lille chok, men et kæmpe stort, da jeg kiggede ind i Sebastians blå øjne da jeg åbnede dem igen.
”Hvad laver du her?” spurgte jeg og trak mig tilbage, da han kun var 5-10 cm fra mit ansigt.
”Jeg ville se om du var okay. Jeg ventede på dig ude foran skolen, men du kom ikke. Og så tænkte jeg at jeg nok ville finde dig her,” sagde han og lagde hovedet på skrå. Jeg lagde min guitar til side, og trak mine knæ op under mig.
”Du kunne bare se mig imorgen i skolen,” hviskede jeg og så ned på mine hænder.
”Ville du helst have jeg først så dig i skolen imorgen?” spurgte han, og prøvede på at fange mit blik. Jeg sørgede for ikke at se ham i øjnene, for jeg kunne ikke sige ja. Jeg ville ikke først se ham næste dag. Jeg elskede at han var kommet til mig. Men han måtte ikke vide det. Jeg ville ikke sige det til ham.
Han lagde en finger under min hage og løftede mit hoved op.
”Du bliver nødt til at være mere åben... Dine tanker skinner igennem, ret så tydeligt, så jeg vil finde ud af det uanset hvad,” sagde han, og hans øjne var bekymrede, men hans mund var bredt ud i et smil. Jeg så på ham, og prøvede at forstå hvad der var så specielt ved mig siden han brugte så meget tid på at gøre mig glad og bekymre sig om mig.
”Undskyld,” sagde jeg og prøvede at smile til ham. Han smilede tilbage, lænede sig frem og kyssede mig i panden.
”Vil du have jeg skal gå?” spurgte han med et smil. Jeg rødmede, og rystede på hovedet. Han lo og strøg en tot hår om bag mit øre.
”Hvad skal vi så lave?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene og var pludselig utroligt genert. Jeg vidste jo ikke hvad han kunne li’ at lave.
”Jeg så du havde en pool,” sagde han interesseret, ”jeg har badetøj i min bil.”

Vi havde en utrolig hyggelig dag sammen. Jeg skiftede til en bikini, og han tog badeshorts på, og så skyndte vi os ned i haven, og hoppede i poolen. Han så utroligt godt ud med vand ud over det hele, og solen der skinnede på ham, og det var ret svært at skjule jeg kunne li’ ham – for det vidste jeg jo godt jeg kunne. Han var ikke kun utroligt lækker og sexet – han var også sød, og tog sig godt af mig. Han var virkelig en perfekt fyr.
”Du ser godt ud i bikini,” sagde han og sprøjtede vand på mig. Jeg grinede og sprøjtede tilbage på ham.
”Du er en dreng. Jeg kunne have fortalt mig selv den ville komme før eller siden.” Han trak på skuldrene og lod sig selv falde tilbage i vandet.
”Det er vel rigtig nok.” Jeg dykkede og svømmede efter ham. Han smilede til mig, satte af på væggen, og skar igennem vandet, med en hastighed der ikke burde være mulig. Jeg måbede ad ham, og måtte skynde mig op til overfladen for ikke at drukne.
”Hvad fuck var det der?” spurgte jeg og hostede lidt, da jeg havde fået ret meget vand i munden. Han grinede og svømmede meget langsomt over til mig.
”Jeg er stadig en form for vampyr søde...  Jeg kan nogle ting normale mennesker ikke kan,” sagde han og grinede. Jeg lagde mit hoved på skrå.
”Det er jo rigtigt... Man glemmer helt du er vampyr... Man tror bare du er... Speciel,” sagde jeg og flød stille og roligt.
”Speciel?” spurgte han og svømmede hen til mig. Jeg nikkede, og trak mig automatisk lidt væk fra ham. Han så undersøgende på mig og nærmede sig langsomt igen.
”Uddyb,” sagde han, og jeg lod ham komme nærmere, men ikke for nær. Jeg ville ikke have ham helt tæt på mig endnu. Jeg kendte ham trods alt ikke så godt endnu.
”Jamen du er ikke ligesom andre vampyrer jo... Man tror bare du er en dreng med særlige evner... Fremmane liljer, løbe stærkt, dukke op forskellige steder, vide hvornår jeg har det dårligt... Jeg har ellers hørt i kun kan vide det når i har drukket vores blod,” sagde jeg, og grinede svagt, hvorefter jeg vendte min opmærksomhed fuldt mod ham igen, ”du er bare helt speciel.” Hans kinder blev svagt lyserøde, og han svømmede tættere på – lidt for tæt på til min smag, så jeg svømmede en smule tilbage, og så undskyldende på ham.
”Kan du godt li’ at jeg er speciel?” spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede og smilede til ham. Selvfølgelig kunne jeg godt li’ det. Det var noget af det der gjorde at jeg holdte så meget af ham. Han var helt speciel for mig.
”Skal du med til Jason’s sommerfest?” spurgte han. Jeg rynkede panden.
”Holder Jason sommerfest?” Han nikkede og smilede.
”Hvornår?” Han lod sig falde tilbage og mumlede at det var om lørdagen. Jeg tænkte mig om. Lørdag, lørdag. Skulle jeg noget der?
”Det håber jeg ikke du skal.. For jeg havde håbet du ville følges med mig,” sagde han håbefuldt.
”Det vil jeg da gerne,” sagde jeg, og rødmede. Ligesom en date? Han nikkede og smilede til mig. Jeg svømmede hen til kanten, og skubbede mig selv op.
”Hvad så?” spurgte han, og svømmede hen ved mine ben. Jeg trak lidt på skuldrene.
”Jeg fryser,” sagde jeg. Det var skam sandt nok. Vinden var ret kold, så jeg fik gåsehud, og blev pludselig meget kold. Han kom hurtigt op til mig og lagde et håndklæde om mig, hvorefter han hjalp mig op til mit værelse, og ud på badeværelset.
”Bare sæt dig og se noget fjernsyn eller sådan noget imens jeg er væk,” sagde jeg med et smil, og lukkede døren. Så skulle det ellers gå hurtigt. Jeg smed min bikini, tændte for vandet, vaskede mig og puttede hurtigt shampoo i håret, skyndte mig ud, tørrede hurtigt kroppen, tog tøj på, og satte mit hår op, tog deodorant på, børstede tænder, og gik så ud til Sebastian der sad med fotoet af mig og min familie i hånden, på min seng.
”Hey,” sagde jeg og satte mig ved siden af ham. Han kiggede op fra billedet, og så sørgmodigt på mig.
”Hvordan dødede din familie?” spurgte han. Det spørgsmål kom helt bag på mig. Det var længe siden jeg havde snakket om min families død, og det gjorde stadig ondt at tænke på det. Dog tog jeg mig sammen og forklarede ham det hele.
Da jeg var færdig med at forklare ham det, sad han med et dystert blik på, og lagde billedet til side.
”Det er hårdt at miste sin familie,” sagde han og så ned på sine hænder, der lå foldet i hans skød. Jeg nikkede, og kom i tanke om at hans familie var død for 300 år siden – imens han ikke var blevet en dag ældre.
”Ja, det er hårdt.. Men jeg tænker ikke så meget på det mere,” sagde han som svar på mine tanker, og så på mig. Jeg så ned på hans hænder, og lagde min oven på hans.
”Hvis der nogensinde bliver noget... Så kom... Jeg er altid frisk på at snakke... Og du har gjort så meget for mig,” sagde jeg, og så ham i øjnene, imens jeg kunne mærke den elektriske sitren imellem os. Han smilede.
”Tak Phie... Det betyder virkelig meget,” sagde han og krammede mig. Jeg kunne mærke mit hjerte satte farten betydeligt meget op ligeså snart hans krop kom i kontakt med min, og jeg ville være tættere på.
”Vi ses imorgen søde...” Han kyssede mig på panden, og pludselig var han væk. Og denne gang efterlod han ingen lyserød lilje.

Da Christina kom hjem, hørte jeg hende ikke, for jeg sad med mine hvide høretelefoner i ørerne, og havde skruet helt op for en eller anden sang jeg ikke vidste hvad hed. Jeg vidste bare den larmede nok til at overdøve alt andet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han bare var gået så pludseligt – og ikke nogen lilje. Jeg forstod det virkelig ikke. Betød det at han ikke kunne li’ mig mere? Og at han ville tage afstand? Jamen det kunne ikke passe. Han havde lige inviteret mig ud. Vi skulle til sommerfesten sammen.
Jeg fik et chok da der blev lagt en hånd på min skulder, og jeg opdagede Christina stod og så bekymret på mig. Jeg tog hurtigt mine høretelefoner ud og sagde undskyld til hende.
”Er du okay?” spurgte hun. Jeg nikkede, og stoppede musikken. Den kunne meget tydeligt høres, og jeg var bange for Christina i forvejen var meget bekymret. Jeg plejede ikke at lukke mig inde på den måde. Nogensinde.
”Er du nu sikker? Skal vi tage ud og shoppe?” spurgte hun. Jeg grinede stille. Christina var vant til at shopping hjalp på alting – indtil hun indså det kun var hættetrøjer og store bukser jeg var interesseret i. Så var det pludselig ikke så hjælpsomt. Hun prøvede at hjælpe mig så godt hun kunne – men det hjalp ikke rigtigt. Jeg var bare håbløs.

Efter aftensmaden, gik jeg direkte op på mit værelse, begyndte at smide mit tøj, og gik i bad igen. Jeg havde brug for at lede mine tanker over på noget andet end Sebastian – og et bad lød ret godt. Så jeg tændte for det varme vand og lod det omfavne mig, og berolige mig.
Phie, slap nu af...
Jeg fik et kæmpe chok da Sebastians stemme fyldte mit hoved.
Seb?! Er du her nu?!
Jeg kunne høre ham grine i mit hoved, og så mig forvirret rundt. Hvor var han? Kunne han se mig? Jeg slukkede hurtigt for vandet, fandt mit håndklæde og sørgede for jeg var dækket af det. Desværre var der ingen spor af hans stemme.
Seb!!!
Han svarede ikke. Hans stemme var helt væk. Jeg satte mit hår op i mit håndklæde, og skyndte mig ud efter noget tøj, hvorefter jeg lagde mig i min seng, og puttede mig godt ned under min dyne. Jeg ville bare have dagen overstået, så jeg kunne komme i skole og være sammen med Sebastian igen.

Ugen sneglede sig afsted, og den længste dag var nok lørdagen hvor det hele skulle ske. Jeg stod op ved elleve-tolv tiden, og fik pludselig tøjkrise – hvad skulle jeg tage på? Det var Jason der holdte festen – hvilket ville sige stort set hele skolen ville være der. Men jeg skulle følges med Sebastian – hvilket ville sige jeg ikke fik lov til at gemme mig i en hættetrøje. Hvad ville han nu stille sig tilfreds med?
Jeg fandt en sommerkjole, og et par højhælede sko, som jeg lagde frem, og kunne ikke lade vær’ med at stå og kigge på sættet i et par minutter, bare for at forestille mig hvad der skulle ske. Jeg var begyndt at acceptere at jeg kunne li’ Sebastian – og det virkede da også som om han havde noget for mig. Alligevel var jeg ret nervøs for hvad der ville ske. Han var jo trods alt stadig Sebastian, og jeg var ikke sikker på om han stadig var en player type, eller om han havde lagt det på hylden. Jeg gik ikke og rodede i hans privatliv. Nok fordi jeg ikke rigtig havde evnen til det. Men nogle evner havde jeg dog. Farverne jeg havde set var blevet tydeligere og tydeligere, og til sidst forsvandt de ikke – jeg kunne nu se aura’er konstant, og det var egentlig forstyrrende at have et pulserende lysshow skinnende i øjnene 24/7. Det hjalp dog meget når Sebastian var i nærheden, for så forsvandt det hele. Også de små stemmer der snakkede i mit hoved. Stemmer jeg genkendte som de folk der var omkring mig’s stemmer. Enten var folk blevet utroligt uhøflige – eller også var jeg begyndte at kunne læse tanker. Det var en af de få ting jeg ikke havde fortalt Sebastian. Jeg ville af en eller anden grund ikke have han vidste det.
Christina kom stille ind på mit værelse, og smilede til mig da hun så tøjet der lå fremme.
”Så du vil ikke gemme dig bag en hætte idag?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.
”Jeg kender efterhånden Sebastian godt nok til at vide han ikke vil tillade det,” sagde jeg, og kunne ikke lade vær’ med at smile.
”Hør Soph... Altså... Hvis dig og Sebastian nu får lyst til at... Gå videre med jeres forhold...” Jeg holdte en hånd op for at stoppe hende.
”Nej, vi skal ikke have den her samtale, og slet ikke nu! Sebastian og jeg er bare venner indtil videre,” sagde jeg, og rødmede. Hvordan kunne hun tro det? Allerede. Det var bare for tidligt at have den snak.
”Jeg ville bare være sikker på at du vidste at hvis i nu får lyst til at...” Endnu en gang stoppede jeg hende meget brat, og begyndte at gå nedenunder for at få noget morgenmad.
”Vi er slet ikke på det stadie endnu.” Jeg fandt en skål frem og begyndte at fylde skemad i. Sebastian og jeg var stadig venner – og ikke mere. Selvom vi skulle på en date, var der ikke mere end det. Endnu ihvertfald. Den trang jeg følte til at være tættere på ham, blev stærkere og stærkere, og jeg var begyndt ikke at kunne modstå den. De sidste par dage havde det været mig der havde siddet tæt op ad ham, og ikke Brina – hun havde siddet overfor og sendt mig de ondeste dræberblikke. Egentlig havde jeg været lidt ligeglad – selvom det klart ikke var fair. Jeg stjal pænt meget Sebastian fra hende, og teknisk set var jeg jo stadig kærester med Brandon. Selvom jeg havde tænkt mig at slå op med ham på sekundet jeg så ham – hvis jeg da så ham igen.

Da det endelig begyndte at blive aften, og Sebastian skulle til at hente mig, kunne jeg stadig ikke få Christinas snak ud af hovedet. Godt nok havde vi boet sammen i fem år, men hun kendte mig åbenbart ikke så godt alligevel – for så burde hun vide at jeg ikke kunne finde på sådan noget, så hurtigt. Jeg sad på mit værelse i min kjole, med mit hår løst, et par øreringe og en meget let make-up, da det ringede på, og jeg næsten faldt på vejen ned til døren, hvor Sebastian stod, lækker som aldrig før. Han havde en ternet løs skjorte på, et par jeans der sad lidt halvløst om hans tynde ben, sat håret så det strittede lidt (Og ikke krøllede) og havde en hvid undertrøje på indenunder hans skjorte der var åben i toppen.
”Wauw...” sagde han og så op og ned af mig. Jeg rødmede og drejede rundt så han kunne se hele vejen rundt.
”Jeg er beæret over at skulle følges med sådan en smuk ung dame,” sagde han og rakte sin hånd ud som jeg tog. Han kyssede blidt og forsigtigt min hånd, og tog mig så med ud til sin bil. Nogle gange talte han som om han var med i en gammel bog som Romeo og Julie – hvilket egentlig var logisk nok, for han var fra den tid. Nogle gange var det bare underligt at tænke på han var 300 år, selvom han ikke lignede en der var så gammel.
”Phie?” spurgte han da vi bakkede ud fra indkørslen. Jeg nikkede, og så smilende på ham. Det føltes bare alt for rigtigt at jeg sad i bilen sammen med ham, og var på vej til fest – som hans ledsager.
”Drikker du?” spurgte han. Spørgsmålet kom helt bag på mig. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på alkohol, og da slet ikke om jeg skulle drikke.
”Øhm, altså jeg har været fuld før. Men det er sjældent. Hvad med dig?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.
”Jeg bliver fuld på andre måder,” sagde han kort og så på mig, ”så det bliver en ædru aften?” Jeg nikkede med et smil. Det betød endnu mere for mig. At han ville huske vores første rigtige date, og ikke bare drikke sig stangstiv, og glemme alting hurtigere end man kunne sige flødekaramel. Måske var jeg noget mere end bare endnu en pige?
”Godt. Havde også regnet med du ville holde dig ædru,” sagde han, og parkede bilen lidt nede ad den vej Jason boede på. Han steg ud, og var på mindre end et sekund ovre og åbne døren for mig.
”Efter dig smukke,” sagde han og lod mig komme ud. Jeg smilede, og følte mig som en prinsesse. Han lagde sin arm om mig, og trak mig blidt med ind, hvor festen allerede var okay godt igang. Brina dansede med Sam, der havde et godt udkig til en dreng der dansede op ad en anden pige, der tydeligvis ikke interesserede sig for andre end en dreng der stod alene ovre i hjørnet. Han skilte sig utroligt meget ud fra alle de andre folk i lokalet, og sådan set på hele grunden. Hans hår var sort og hvidt og gik ham til under skuldrene, og hans pandehår dækkede for den side af hans ansigt der vendte imod mig. Han så tynd ud, og var ret alternativ. En type jeg ofte faldt for, og en type der mindede mig om Brandon. Men selvfølgelig kunne det ikke være ham. Brandon havde lyst hår. Helt lyst hår. Og hvad skulle han også lave her? Brandon hørte ikke til ved en fest for skolen.
”Skal vi finde noget at drikke?” spurgte Sebastian med et smil, og jeg blev mindet om den arm han havde liggende om mig, og at det var ham jeg var her med. Jeg nikkede, og fulgte efter ham ud i køkkenet, hvor der også stod sodavand fremme, som vi tog en af hver. Der var flere folk der allerede var godt fulde, og jeg havde indtil videre set mindst 4 der stod og snavede. Godt hverken Sebastian eller jeg skulle drikke. Jeg blev også lidt for ærlig når jeg var fuld.
Han tog min hånd, og trak mig med udenfor, hvor der var en stor pool og en stenbænk, der stod indeunder nogle træer, og månen skinnede ned på vandet.  Alt i alt, var det hele ret romantisk. Vi satte os tæt sammen på stenbænken, og han satte sin flaske bag sig på bænken.
”Hvordan har din dag så været?” spurgte han og smilede til mig. Jeg rødmede.
”Kedelig... Jeg har ikke rigtig lavet noget. Bare kedet mig rigtig meget,” sagde jeg, og lod mit hår dække for det meste af mit ansigt. Han grinede og jeg kunne mærke hans  blik stadig hvilede på mig.
”Og ventet på mig...” sagde han og lagde sin hånd oven på min. Alle de små hviskende stemmer i mit hoved, og det pulserende lysshow fra folk der dansede, forsvandt med det samme. Der var kun ham. Jeg kunne føle hans nærvær, dufte hans parfume, og hans lugt. Jeg så op på ham, og hans øjne skinnede da han så ind i mine.
”Phie der er en ting jeg gerne har ville sige...” sagde han og blev rød i kinderne. Jeg lagde mit hoved på skrå, og lod ham komme tættere på da han lagde sin arm om mig og trak mig helt indtil sig.
”Jeg... Du er ikke bare...” Jeg vidste hvad han ville sige. Jeg vidste han ville fortælle mig han var forelsket i mig. Og så kysse mig. Jeg kunne se den lille mini film i hans hoved, og jeg kunne føle det på ham. Derfor lod jeg ham ikke tale ud. Jeg lænede mig frem, og pressede mine læber imod hans. Først var han lidt stiv i ansigtet, men så slappede han af, lagde en arm blidt på min nakke, og lukkede øjnene. Det var fantastisk. Mit hjerte satte farten op til 200 km/t, og blodet rusede i min krop. Jeg ville ikke have det skulle slutte. Jeg lagde mine arme om ham, og trykkede han endnu tættere indtil mig, og ville have mere. Selvom jeg ikke ville gå videre. Han trak sig væk igen og så mig lige ind i øjnene.
”Afbryder jeg?” Jeg trak mig lynhurtigt væk fra ham da jeg genkendte Brina’s omtumlede stemme. Hun havde helt klart fået lidt for meget at drikke.
”Nej da. Slet ikke. Hvad så?” Jeg smilede til hende, og prøvede på ikke at tænke på min lip gloss, der sikkert sad helt forkert nu.
”Jeg ville bare fortælle dig at din kæreste er her.” Jeg stivnede, og stirrede på Brandon, der kom gående ud på terassen.
”Brandon?” hviskede jeg og så med store øjne på ham. Han nikkede. Så kom vreden op i mig. Jeg rejste mig, og marcherede hen til ham, hvorefter jeg svang min hånd og stak ham en flad.
”Undskyld Phie...” Jeg kunne se mit slag overhovedet ikke havde påvirkert ham. Han tog blidt fat i mig, og trak mig indtil sig, hvorefter han kyssede mig. Jeg skubbede mig ud fra ham, og kunne på to sekunder mærke Sebastians stærke og trykke arme om mig.
”Jeg synes du skulle gå nu,” sagde jeg, og trykkede mig indtil Sebastian. Jeg ville ikke se Brandon mere. Det var slut imellem ham og jeg.
”Jamen Phie...”
”Bare gå Brandon!”
Han så på mig med et såret blik, og vendte så om, og traskede indenfor. Og pludselig væltede en dårlig følelse ind over mig. Som om jeg skulle kaste op. Meget snart. Derfor vred jeg mig ud af Sebastians arme, og løb ind på toilettet, hvor jeg knækkede mig. Samtidig begyndte mit hoved at snurre rundt, og mit syn begyndte at svigte. Endnu et anfald var på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...