-vampyr novelle-

OBS! Jeg er igang med at rettet denne novelle igennem, lave kapitler osv. Når jeg er færdig vil den nye version blive lagt op :)

Sophie har egentlig levet et godt liv. To gode veninder, en sød kæreste, og gode karakterer. Men ting ændres den dag Sebastian træder ind i hendes liv. Hun har ført hørt om vampyrer, og ved de findes, men aldrig mødt en i virkeligheden. Det ændrer Sebastian på.

4Likes
11Kommentarer
1065Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg lagde egentlig ikke mærke til ham første gang han kom ind i klassen. Han lignede bare en helt almindelig dreng. Høj, mørkt halvlangt hår, blå øjne, muskuløs. Han lignede alle andre drenge. Jeg reagerede ikke så stærkt da vores lære fortalte han var vampyr. Der var så mange vampyrer rundt omkring, så han var vel bare endnu en. Det skulle ikke gøre ham speciel. Det var først da han sagde at han ville tage Brandons plads i klassen at jeg reagerede. Brandon? Var han gået ud?
Brandon og jeg havde været kærester i et halvt år, og plejede at fortælle alting til hinanden. Men på den anden side havde han også virket lidt underligt det sidste stykke tid. Læreren bad ham tage Brandons siddeplads – som tilfældigvis var ved siden af mig.
”Hej. Mit navn er Sebastian,” sagde han, da han satte sig, og rakte høfligt hånden ud imod mig.
”Sophie,” sagde jeg og så på hans øjne. De var virkelig dybe og blå. Alle sagde vampyres øjne var overfladiske og kolde, men det var ikke sådan med ham. Sebastians øjne var dybe og imødekommende. Samtalen stoppede der, og stilheden varede ved, indtil slutningen af timen.
”Vil du ikke følge mig ned til geografi?” spurgte han og smilede varmt til mig, fem minutter før klokken ville ringe til frikvarter.
”Det kan jeg da godt,” sagde jeg, og smilede åndsfraværende igen. Han sagde tak, og vendte tilbage til den tegning, han var gået igang med på første side i sit hæfte. En tegning af mig.

Da klokken ringede, gav jeg mig god tid til at pakke mine ting sammen, for af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at følge den mystiske vampyr til geografi lokalet – og jeg havde da slet ikke lyst til at tænke på, jeg også selv skulle have geografi nu.
”Hvae, kommer du?” spurgte han med et kækt smil.
”Jaja, lige to sekunder. Jeg skal lige pakke sammen,” sagde jeg, lidt små irriteret og sænkede med vilje farten.  
”Skal du have hjælp?” spurgte han venligt, og rakte ud efter en af mine bøger.
”Overhovedet ikke!” sagde jeg og tog hurtigt den bog han havde rakt ud efter. Han lo og holdte hænderne oppe i vejret.
”Okay så.” Jeg blev rød i kinderne da han tog hænderne ned igen og så afventende på mig. Jeg skulle da overhovedet ikke have hjælp af en fyr som ham. Jeg kunne sagtens selv pakke mine ting sammen. Det behøvede jeg ikke en vampyr til at gøre for mig.
Jeg fik lagt de sidste bøger ned i min taske, og tog den så over skulderen.
”Du er godt klar over at vi kommer for sent nu, ikke?” spurgte han stadig med det der irriterende kække smil.
”Vel gør vi da ej.” Selvfølgelig ville vi komme forsent. Vi havde kun 2-3 minutter til at komme fra den ene time til den anden. Det var umuligt at nå helt ned i den anden ende af bygningen og stadig nå at være til geografi til tiden.
”Vis mig nu bare det lokale,” sagde han utålmodigt, og nærmest trak mig ud af klassen med sit blik.
”Jaja, jeg kommer nu!” sagde jeg, og skyndte mig efter ham ud af engelsk klassen.
Vi gik ned ad gangen, ud i trappetårnet, to etager ned, og så ned ad et par gange, og kom fem minutter for sent til geografi.
”Sophie. Sebastian. I kommer for sent,” sagde vores lære bebrejdende, og kiggede på os over sine halvmåneformede briller.  Vi mumlede et undskyld, og skyndte os ned på vores pladser.
”Jeg sagde jo vi ville komme forsent,” hviskede Sebastian da vi sad ved siden af hinanden – igen. Brandon og jeg havde selvfølgelig siddet ved siden i hinanden i alle de timer vi kunne komme til det, hvilket nu betød at jeg sad ved siden af Sebastian i næsten alle timer – mit liv ville blive besværligt hvis jeg skulle høre på al hans flabede snak.
”Jaja.” Jeg svarede kort for hovedet, og fandt min geografi bog frem. Jeg gad virkelig ikke snakke med ham. Og hvad skete der lige for den tegning han havde tegnet af mig i den første time? Man sidder sgu da ikke bare og tegner random folk man kommer til at sidde ved siden af. Det var bare underligt. Han var vel i det hele taget også bare sær. Han var jo også vampyr.
Jeg vidste egentlig  ikke rigtig hvad det ville sige at være vampyr. Jeg vidste bare det ikke var ligesom i alle Dracula bøgerne. Vampyrer var ikke blodtørstige væsner, der greb hver en chance de havde for at tømme et offer for blod. De var egentlig helt normale mennesker. Bortset fra de drak blod fra poser, og for det meste var uhyggeligt stærke. Og så det med at de aldrig sov.
Jeg havde aldrig gidet interessere mig for emnet, for jeg troede aldrig jeg rent faktisk skulle støde på en. Især ikke en jeg kom til at snakke med. Men det lavede Sebastian så om på.
Han var uhyggeligt klog. I geografi overraskede han selv læren. Hun var næsten ved at græde af glæde, da hun fandt ud af at vi ikke allesammen var totalt håbløse tilfælde. Alle pigerne i klassen var helt vilde med ham – og jeg forstod dem virkelig ikke. Der var ikke noget specielt ved ham.
Han var høj, havde brunt krøllet hår der var klippet ret kort, blå øjne, var pænt muskuløs, og ret solbrun. Ligesom alle andre drenge i Californien. Hvilket var præcis hvor vi var. Han var jo ikke noget specielt. Alligevel dånede alle pigerne for ham, og de fleste tænkte vist på hvorfor de ikke var så heldige som mig at få lov til at sidde ved siden af ham – ikke fordi jeg har en eller anden speciel evne til at læse tanker. Jeg vidste bare de tænkte det. Jeg havde gået i klasse med de piger i 1 år, og jeg vidste godt hvordan de reagerede på nogle drenge – og det var helt vildt.
Derfor vidste jeg, at jeg behøvede ikke engang snakke med Sebastian. De andre ville kaste sig over ham ligeså snart de fik mulighed for det – hvilket nok ville være ved frokost tid.
Som alle andre skoler, var vores kantine delt op i grupper. Skoles overhoveder – fodbold idioterne og cheerleader tøserne, nørderne – gav sig selv, dem der var fagligt stærke, musiknørderne, de kreative, muskelbundterne, og så var der min gruppe. Jeg, og mine to bedste venner sad altid sammen. Og gerne alene. Der var mig, Sabrina og Jenna. Vi var sådan set bare tre piger, der alle tre var anderledes og udenfor. Vi havde engang været en firekløver, men vores fjerde medlem, Jack, sluttede sig til skolens overhoveder lidt før sommerferien, og nu var vi bare os tre piger.
”Har du set ham den nye?” spurgte Jenna som om hun var ved at dø imens hun spiste sine økologiske pastaer.
”Ja ham der Sebastian!” sagde Sabrina bekræftende, og lavede sit dåne udtryk. Jeg grinede af dem.
”Slap nu af. Han er en normal dreng ligesom alle de andre drenge på skolen. Hvad skulle der være specielt ved ham?” spurgte jeg og rev et stykke af min bolle.
”Jamen han er jo vampyr! Og så er han fuldstændig, total, over, lækker!” sagde Jenna med et stykke salat siddende imellem tænderne.
”Ja og? Jen, han er jo ligesom alle de andre drenge. Høj, solbrun og prøver at charme sig ind på alle,” sagde jeg og trak min hætte bedre op over hovedet.
”Det siger du bare fordi du er en af de heldige der har kæreste på,” sagde Brina og pegede på mig med sin sandwich.
”Jeg er nu ikke så sikker mere. Brandon ville da have fortalt mig hvis han skulle flytte skole?” spurgte jeg, og fik det lidt halvdårligt.
”Havde han ikke fortalt dig det?” spurgte Jen og tabte kæben da jeg rystede på hovedet.
”Jeg er ked af det Phie... Men jeg så ham altså også kysse med Marie til festen her i lørdags.” Jeg så knust på Brina.
”Marie?” hviskede jeg. Hun nikkede. Jeg hadede i forvejen Marie overalt på jorden, og det vidste Brandon også godt. Men hvad der undrede mig mere, var hvorfor hun ville kysse med ham. Brandon var scene kid, og ikke lige den type Marie gik ud med – efersom Marie var en af skolens overhovede, og selvfølgelig også ’kaptajn’ for cheerleaderne. Jeg havde været sammen med Marie stort set hele mit liv. I vuggestuen, i børnehaven, i folkeskolen, og nu også i high school.
Da vi var små, var vi de veninder ingen kunne skille ad, og vi hang sammen igennem alting. Hun var der altid for mig, og hun støttet mig igennem alt, og omvendt. Så da hun blev større, begyndte hun at skubbe mig væk fra sig, og det blev endnu værre da vi begyndte at blive forelsket i  de samme drenge, og konkurrerede mod hinanden i alle de dicipliner vi kunne komme til – og der var faktisk okay mange. Så omkring 7-8 klasse, valgte jeg at blive sådan en slags emo, hvor hun blev mere og mere dukket, og begyndte på cheerleading, og alle de der ting. Jeg elskede sådan set også cheerleading. Men jeg ville ikke begynde at gå hende på nerverne. Derfor holdte jeg mig til min musik.
Da jeg så blev kærester med Brandon, tænkte jeg at det var en ting hun faktisk ikke ønskede at tage fra mig, pga. Brandon havde den stil han havde – åbenbart tog jeg fejl.
”Det må vel betyde vi har slået op,” sagde jeg og lagde min bolle ned. Jeg var pludselig ikke så sulten mere.
”Åh, stakkels dig Phie,” sagde Brina og Jen og lagde en hånd på hver af mine skuldre.
”Det går nok...” sagde jeg, og rejste mig.
”Vi ses til idræt. Jeg har lige brug for noget tid alene,” sagde jeg, vendte mig om med min bakke, og stødte lige ind i Sebastian. Bakken væltede og min bolle og mælk faldt ned fra den, og imens jeg bare ventede på de skulle ramme gulvet, fik jeg øje på Marie og de andre dukker, der stirrede ondt på os. Åh nej. Sebastian var åbenbart hendes ejendom.
”Du tabte noget,” sagde Sebastian og rakte mig bakken, hvor tingede stod lige præcis som de havde gjort før jeg stødte ind i ham.
”Åh, tak...” Jeg tog hurtigt bakken, styrede udenom ham, og smed maden ud, hvorefter jeg hastede ud af kantinen.
Jeg styrede med det samme mod pigetoiletterne, men da jeg skubbede døren op, stod Sebastian op ad håndvaskene og så på mig.
”Hvad laver du her? Det her er pigetoilettet,” sagde jeg, lidt hårdere end det egentlig var ment, og skulle lige bruge et øjeblik på at fatte hvordan han var kommet derud hurtigere end mig. For han så fuldstændig afslappet ud.
”Du virkede ikke som om du var okay,” sagde han og smilede charmerende til mig. Hvis han troede at det trick ville virke på mig, kunne han godt ta’ og tro om igen.
”Jeg har det fint tak, bortset fra du står på pigetoilettet, og lidt forstyrrer mig,” sagde jeg og smilede et falsk, sukkersødt smil til ham.
”Hvorfor kan jeg så se, at du er ret tæt på at græde?” spurgte han.
”Gider du lige. Jeg er ikke tæt på at græde. Hvis du endelig vil snakke, kan du så ikke gå udenfor og vente, og lade mig komme på toilettet?” spurgte jeg og så utålmodig på ham.
”Fint. Jeg venter udenfor. Men du ved godt at jeg ved hvis du kommer udenom på en eller anden måde, ikke?” sagde han, og forlod så pigetoilettet. Jeg så efter ham, gik ind i en bås og satte mig ned på toilettet.
Hvem troede han lige at han var? Han var bare den nye dreng? Han skulle da ikke sige noget til mig der havde gået her i et helt år. Bare fordi han var vampyr, gav det ham overhovedet ikke ret til at opføre sig så flabet og irriterende.
Da jeg havde siddet længe nok til han ville tro på jeg var på toilettet, gik jeg ud og vaskede mine fingre, og drak samtidig noget vand, da jeg pludselig var blevet ekstremt tørstig. Jeg så mig selv i spejlet, trak vejret dybt ind, og gik så ud af toilettet.
Han stod lige ude for døren, og lyste op i et smil da han så mig komme ud.
”Er vi klar igen?” spurgte han og smilede det der charme smil til mig. Jeg gav ham det koldeste blik jeg kunne mestre, og svarede et kort og hårdt ja, inden jeg gik forbi ham og ned imod fysik lokalet.
”Undskyld jeg bekymrer mig for dig,” sagde han med et grin, og holdte let trit med mig. Jeg rullede øjne af ham. Skulle han være så latterligt irriterende hele tiden?
”Ja det må du nok sige. Hør her, du kender mig ikke engang.” Jeg stoppede op midt på gangen og så ham i øjnene.
”Du ved ikke hvem jeg er. Du kender mit navn. Jeg ved ikke hvilke informationer du sikkert har gransket ud af mit hoved, med dine syge vampyr evner, men det er ikke normalt.” Okay, måske var jeg lige lidt hårdere end jeg egentlig kunne tillade mig. Men jeg havde det stadig dårligt over hvordan Brandon bare havde droppet mig. Nu lod jeg det bare gå ud over Sebastian.
”Wow, træk kløerne ind tiger.” Han hævede øjenbrynene og så forskrækket på mig. Jep, jeg havde nok været lidt for hård.
”Sorry... Har nogle personlige problemer... Vi ses.” Jeg skyndte mig ned ad gangen, og bad til han ikke også skulle have fysik nu, for jeg kunne virkelig ikke klare at være mere sammen med ham. Jeg havde egentlig bare lyst til at være alene. Og hvorfor fanden sagde jeg egentlig undskyld til ham?

Heldigvis skulle han ikke have fysik sammen med mig, så jeg satte mig bare ned på min sædvanlige plads, og begyndte at tænke tingene igennem. Egentlig var det ikke specielt smart at være ukoncentreret i fysik, fordi det var en af mine virkelig svage sider. Men jeg behøvede virkelig at finde ud af det! Hvorfor var Brandon bare stoppet uden at sige noget? Det var først da vi var et kvarter inde i timen, og vores klasse stadig larmede at jeg lagde mærke til læren ikke var kommet – hvilket betød fritime. Jeg tog min taske over skulderen, og hastede ud af klassen og hen imod udendørsarealet. Det var egentlig bare en stor græsplænen med en masse træer, men den var nu alligevel ret hyggelig. Jeg travede helt ud til mit yndlingstræ; en kæmpe stor eg, der stod lidt afsides fra de andre, og gav skygge man kunne gemme sig i. Jeg satte farten lidt op, og satte mig ned under det med min bog og mine høretelefoner sat godt ind i ørerne. Brandon og jeg havde plejet at sidde her efter skole, og i vores fritimer, og bare putte. Sidde og kysse med hinanden, og snakke og holde om hinanden. Det var et godt sted at komme væk fra alting på. Især fordi Sebastian nok ikke vidste hvor det var. Hvilket betød jeg slap for ham – kun godt. Jeg havde ikke brug for hans selvglade snak lige nu. Jeg savnede Brandon helt vildt meget. Jeg var jo vant til at se ham hver dag. Måske skulle jeg prøve at ringe til ham? Jeg så på min telefon. Turde jeg? Jeg kunne vel let komme til at høre noget jeg ikke havde lyst til at høre – men jeg var så nysgerrig! Jeg ville vide hvad der var sket. Og om vi stadig var kærester. Eller om det egentlig havde været slut længe. Jeg var egentlig lidt bange for svaret. Hvad nu hvis det havde været åbenlyst det havde været slut længe? Jeg tændte for All Time Low, og begyndte at læse i min bog, for at få tankerne væk fra Brandon. Jeg måtte tage mig af det på et andet tidspunkt. Det kunne jeg ikke lige nu. Der ville jeg bare koncentrere mig om min bog, og om min skole. Det var mit andet år i gymnasie, og jeg havde nogle fag jeg skulle tage mig rigtig meget sammen i. Min eksamen var ekstremt vigtig for mig, og jeg ville have det højeste gennemsnit jeg kunne mestre. Så måtte Brandon vente til en anden dag. De problemer kunne jeg vel altid ordne. Han var ikke svær at komme i kontakt med.
Da vores fritime var ved at være slut, pakkede jeg min bog væk, og satte kurs mod skolen igen. Det var ikke godt at komme for sent, selvom det var svært at lade vær.
Jeg kom dog i god tid til Spansk, og da jeg havde sat mig, så jeg til min store irritation, at Sebastian trådte storsmilende ind i lokalet. Han lod sit blik vandre over de tomme borde, og grupperne der sad oppe på katederet, og stoppede da han så mig sidde bagerst med mine hvide apple høretelefoner i ørerne. Han satte med det samme kursen ned imod mig, og ignorerede alle de tilråb han fik fra dullerne på bordet, der ville have ham til at sætte sig hos dem. Hvorfor kunne han ikke bare sætte sig hos dem? Og lade mig være?
”Hey Phie.” Jeg hævede et øjenbryn imod ham.
”Og siden hvornår har du fået lov til at kalde mig Phie?” spurgte jeg og rykkede lidt længere væk – så langt som bordet tillod mig.
”Tjoe, er det ikke det alle folk kalder dig?” spurgte han, og smilede stadig det der irriterende charmerende smil.
”Jo, folk der kender mig! Du kender mig ikke. Okay, hør her Sebastian. Du er kommet ind i dag, du har taget min kærestes plads i alle de timer vi har sammen, og du tror du bare kan charmere dig ind på mig. Det kan du ikke,” sagde jeg og smilede sukkersødt til ham. Han så på mig med et hævet øjenbryn.
”Det har jo ikke været min mening at stjæle din kærestes plads. Jeg vidste ikke han var din kæreste, og det er ikke min skyld han gik ud,” sagde han, og så ganske seriøst på mig. Jeg rullede øjne, og koncentrerede mig om at tegne på mit hæfte. Han havde vel egentlig ret. Det var jo ikke hans skyld at Brandon var gået ud. Men det var hans skyld at han var så vildt irriterende! Kunne han ikke bare lade mig være?
Timen var uendelig lang, og da den endelig sluttede, skyndte jeg mig ud af klassen, imens han pludselig brugte ekstremt lang tid på at pakke sine ting sammen.
Da skolen var slut, havde jeg travlt med at komme ud til min knallert, der stod parkeret udenfor på skolens parkeringsplads. Uheldigvis, var den sorte BMW der havde parkeret der om morgenen, Sebastians bil.
”Fed knallert,” sagde han med et venligt smil, da han stod foran sin bil.
”Tak. Fed bil,” indrømmede jeg, og tog min hjelm på.
”Så ses vi vel imorgen... Hey Sophie? Det har altså aldrig været min mening at irritere dig.” Var det sidste han sagde inden han satte sig ind i sin bil, og bakkede ud af parkeringspladsen, og fulgte strømmen, ud af skolen. Jeg satte mig op på min knallert, og bakkede selv ud, med hovedet fuldt af tanker om ham. Måske havde jeg været ret unfair overfor ham? Måske burde jeg slappe lidt mere af? Han var jo stadig møg irriterende og arrogant.
På vejen hjem, fik jeg ikke rigtig tænkt over trafikken, kun over ham. Hvilket måske var grunden til jeg ikke lagde mærke til den sorte BMW, der lignede mistænkeligt meget Sebastian bil, der kørte ret tæt på mig hele vejen.
Da jeg endelig kom hjem, satte jeg mine sko omhyggeligt på plads, og hængte min jakke op, hvorefter jeg stille og roligt gik op på mit værelse, hvor jeg satte min taske i hjørnet, og fandt de få lektier vi havde fået for.
De var egenligt ikke specielt svære, men fordi jeg ikke kunne lade vær’ med at tænke på Sebastian, kunne jeg ikke rigtig fokusere og få lavet det ordentligt, så jeg brugte halvanden time på det. Da jeg endelig blev færdig, besluttede jeg mig for at finde ham på skolens net, og så stalke ham, så jeg kunne finde ud af noget mere om ham. Men til min store overraskelse, kunne jeg ikke finde ham. Han stod der overhovedet ikke. De nye elever plejede ellers at blive skrevet på flere uger inden, så dem han skulle gå i klasse med, havde mulighed for at skrive med ham, og finde ud af noget mere om ham, inden de startede i skole sammen. Sebastian var der bare ikke.
Efter en times leden efter ham, gav jeg op, og slukkede min computer, da jeg hørte Christina kom hjem. Et typisk ung mor navn, men sådan var hun overhovedet ikke. Christina var min værge, eftersom min far dødede af kræft da min mor var gravid med mig, og min mor og min lillesøster dødede for fem år siden. Jeg kunne huske det lidt for tydeligt.
Vi var taget på skovtur, bare os tre, ud til en skov ingen af os rigtig kendte. Vi havde taget madpakker med og havde sat os i en lysning for at spise dem, men så var jeg blevet sur på min mor over den åndssvage grund at jeg ikke måtte tage på lejr med min klasse, så jeg var gået fra dem for at køle lidt ned. Jeg var gået længere ind i skoven, og sat mig på en sten hvor jeg prøvede at blive i godt humør og nyde eftermiddagen med mine søskende, da jeg blev skubbet af et eller andet, og faldt ned ad den skrænt jeg havde siddet ved.
Jeg vågnede op på hospitalet tre dage senere, og fik af vide det var et mirakel jeg havde overlevet. Men det var jeg lidt ligeglad med.
”Hvor er min familie?” spurgte jeg med en hæs stemme. De to kvindelige sygeplejersker kiggede først på hinanden og så ned på mig i sengen. Så tog den ene fat i min hånd, og fortalte mig at min mor og lillesøster var blevet angrebet af et stort dyr, og var døde. Jeg var efterladt helt alene.
Det var der Christina trådte til, og med det samme opgav den lille lejlighed hun havde, til fordel for et stort hus i den samme by så jeg kunne blive ved med min skolegang, og fik det hele indrettet til min smag. Jeg var glad for jeg havde Marie dengang. Hun havde støttet mig utroligt meget, og været der for mig.
Christina var sød, og hun hjalp mig meget, men hun havde aldrig haft børn før, og det var ret meget af en omvætning i sit liv, at få en  11-årig pige som datter/plejebarn. Derfor gjorde jeg mit bedste for ikke at gå i vejen for hende, og hjælpe hende med de ting hun havde brug for hjælp til.
Christina var min mors halvsøster, så det var hårdt for os begge at have mistet hende. Derfor hjalp vi hinanden igennem sorgen, og fik opbygget et tættere og tættere forhold til hinanden. Hun var der for mig da Marie ikke gad mig mere, og gav vores venskab op.
”Hey Soph. Hjælper du mig ikke lige med mine poser?” Jeg løb ned ad trappen og hjalp hende med at tage poserne ind i køkkenet.
”Hvordan er det så gået i skolen idag?” spurgte hun imens hun satte sine egne poser på køkkenbordet og går ud efter flere. Jeg stoppede op, i tvivl om jeg skulle fortælle hende om Sebastian. Selvfølgelig ved hun godt om alle de vampyrer der render rundt – men jeg ved ikke hvordan hun ville reagere på jeg kendte en, og han stalkede mig på den måde han gjorde. Hun ville blive bekymret, og prøve at finde ud af mere om ham – noget jeg gerne selv ville klare. Især når man tænkte på jeg ikke kunne finde ham på skolens net.
”Tjoe, det er gået fint nok,” sagde jeg da hun kom tilbage, og smilede helt normalt til hende. Hun skulle ikke vide noget om Sebastian. Han ville alligevel ikke komme til at have nogen som helst betydning for mig, overhovedet. Han var bare den nye dreng i klassen, der tilfældigvis var vampyr, og stalkede mig for vildt.
”Er der virkelig ikke noget nyt?” spurgte hun skuffet, imens hun lagde is ned i fryseren.
”Nope... Der er ikke noget,” sagde jeg, og hoppede op på køkkenbordet, hvor jeg satte mig godt tilrette. Hvis jeg kendte Christina ret, ville hun ikke give op med den smule jeg havde fortalt hende.
”Ej kom nu! Der må da være et eller andet!” sagde hun og så på mig.
”Nope... Der er virkelig ingenting!” sagde jeg og grinede, så hun blev overbevist.
”Ih! Nå, men så må jeg vel hellere lade dig slippe for denne gang,” sagde hun med et grin, og lagde de stofposer hun brugte, ned i en skuffe under køkkenbordet, og gav mig et kram, før jeg gik op på mit  værelse igen. Og stoppede brat op da jeg så den ene lyserøde lilje der lå ensom på min seng. En lyserød lilje? Hvor kom den fra? Jeg kiggede mig rundt på mit værelse, men der var ikke andre end mig selv. Jeg gik ind, og lukkede døren efter mig, hvorefter jeg tøvende samlede liljen op. Jeg havde aldrig set dem i andre farver end hvid, men de måtte åbenbart også findes i lyserød. Den var smuk, og duftede sødt og underligt bekendt. Som om jeg havde kendt den duft igennem hele mit liv. Men hvor var det jeg kendte den fra? Jeg kiggede på liljen, og blev enig med mig selv om at jeg ville gemme den. Jeg ville ikke smide den ud. For på en måde betød den noget helt specielt for mig. Noget unikt, som jeg end ikke vidste hvad var.
Jeg lagde den over på mit skrivebord, og satte mig på min seng med min computer. Derpå havde jeg en mappe med hele mit gamle liv. En mappe med alle billeder af mine forældre og min lillesøster. Alle videoer, alt! Jeg åbnede mappen med min lillesøster og så på hende. Hun var 9 år gammel da hun blev dræbt. Det var bare ikke fair. Hun havde ikke engang haft sin første runde fødselsdag. En tåre undslap mit øje da jeg så på billederne af hende. Hun havde altid været munter og glad. Hun havde ikke fortjent at dø så tidligt.
Jeg lukkede mappen. Jeg ville ikke tænke så meget på mit gamle liv mere. Der var ikke noget jeg kunne gøre, og det hjalp ikke at sidde fast i fortiden. Hvor meget det end gjorde ondt.
Jeg fik et chok da min telefon ringede lidt højere end normalt, hvilket resulterede i jeg hoppede en halv meter i luften, og næsten tabte min computer. Jeg skyndte mig over for at tage min telefon, og det viste sig hurtigt at være Jenna.
”HEY SOPH!”
”Hey Jen,” sagde jeg, lidt mere roligt end hende.
”Vi tænkte på, altså Brina og jeg, om vi ikke skulle holde den sædvanlige aften som vi gør første skoledag?” spurgte hun, med højt humør.
”Øh... Jo, den er jeg da med på,” sagde jeg og kløede mig i nakken. Første skoledag, plejede vi altid at tage først ud og spise et eller andet sted, og så hjem til mig hvor vi hyggede os ekstremt meget, fordi Christina havde sørget for der både var jacuzzi, kæmpe stort fladskærmstv, plads til mindst hele min årgang og altid slik og sådan noget.
”GODT! For det er ham den nye Sebastian også!”
”HVAD?!” Hun lagde på meget hurtigt. Siden hvornår havde vi haft en dreng med? Og så en NY dreng? Åh gud det ville blive forfærdeligt.
”Vi spiser på The Hill (; klokken 18.00” skrev Jen i en sms. The Hill? Wow. Det var en meget fin og ret dyr restaurant i midten af byen. Vi plejede at spise på McDonalds. Og egentlig vidste jeg godt hvorfor de havde valgt den restaurant. Det var et sted hvor jeg aldrig kunne drømme om at komme i det tøj jeg sædvanligt gik i. Det var som regel en sweater eller en stor hættetrøje, og bare de første og bedste bukser jeg kunne finde. Så havde jeg mit blonde hår sat op i en stram knold, eller hestehale, og gemt godt væk under hætten. Men hvis vi skulle et fint sted hen, ville jeg absolut ikke tage sådan noget tøj på – så Sebastian ville få fornøjelsen af at se mig uden hætte.
Jeg brugte hele resten af dagen på at udtænke en måde at kunne gemme mig under en hætte, men jeg kunne simpelthen ikke finde på noget. Derfor da klokken var halv seks, trak jeg i den turkise kjole Christina havde købt til mig, lod mit hår falde løst, og tog et par høje hæle på. Jeg puttede hurtigt lidt lip gloss på læberne, og tog lidt mascara på, og skyndte mig så ned til min bil der stod nede i indkørslen. Jeg stoppede dog brat op da jeg så den sorte BMW der stod i indkørslen, og vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle sige, da dens ejermand stod ud. Nemlig Sebastian.
”Hej Sophie,” sagde han med et stort smil og gik over imod mig. Først anede jeg overhovedet ikke hvad jeg skulle sige. Gud det var sødt gjort, men det var jo irriterende Sebastian!
”Hva-hva... Hvordan...” Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Han smilede bare til mig, og åbnede døren til passager sædet.
”Jeg tænkte jeg ville køre dig til The Hill, så du ikke behøvede bruge penge på benzin og sådan. Og jeg vil gerne lære dig ordentligt at kende,” sagde han med et smil der nok ville have fået enhver anden pige til at dåne. Men det virkede bare ikke på mig. Jeg ville ikke bare være en del af hans lille spil.
”Jo, det er vel fint nok,” sagde jeg, lidt uden at tænke mig om, og gik hen imod ham. Han smilede til mig, og stillede sig lidt til side, så jeg kunne sætte mig ind i hans bil. Jeg satte mig ind, og han lukkede døren efter mig som en rigtig gentlemand, hvorefter han satte sig ind på fører sædet, og tog sele på.
”Men hvis du prøver på noget...” jeg lod resten hænge i luften. Han lo.
”Tag det roligt Sophie, jeg gør dig ikke noget,” sagde han og startede bilen. Jeg kiggede mistroisk på ham.

”Du ser forresten virkelig smuk ud i aften,” sagde han, efter vi havde kørt i tavshed i fem – ti minutter. Jeg hævede et øjenbryn, og kiggede først der på hans tøj – og måtte indrømme at han så VIRKELIG godt ud.
”Tak...” Jeg sagde ikke mere. Jeg ville ikke have han skulle vide hvad jeg syntes.
”Det klæ’r dig virkelig uden hætten.” Fortsatte han, og kiggede på mig.
”Burde du ikke koncentrere dig om vejen?” spurgte jeg uroligt, og prøvede på ikke at tænke på det han lige havde sagt. Mente han det virkelig? Han grinte og kiggede på vejen igen.
”Jeg behøver ikke kigge på vejen,” sagde han, og drejede af på den afkørsel vi skulle af på.
”Super overnaturlige vampyrevner?” siger jeg, og først der husker jeg, at han rent faktisk er en vampyr. Hvad havde han tænkt sig at gøre når vi skulle på restauranten? Han kunne jo ikke bare sidde og drikke af en pose blod.
”Nah... Færdigheder,” sagde han og grinede.

Da vi endelig kørte ind på parkeringspladsen, kunne jeg tydeligt se Jen og Brina stå oppe ved indgangen, og jeg havde næsten lyst til at springe ud af bilen. Jeg havde fået nok af Sebastians nærvær. Jeg var ved at dø, fordi hele min krop ville tættere på ham. En del af mig, ville sidde i hans arme, og føle hans læber mod mine. Men jeg nægtede! Det var lige præcis den følelse han ville have alle piger skulle have. Så han kunne få enhver pige. Og jeg ville ikke være sådan en.
Så da han parkerede bilen, gav jeg ham ikke tid til at nå om på den anden side af bilen, men skyndte mig selv ud, og ud i den friske luft. Jeg trak vejret dybt ind, og prøvede at få styr på mig selv, hvorefter jeg vinkede til Jen og Brina, der vist kun havde lagt mærke til Sebastian, der lagde en arm om mit liv, og førte mig hen mod de andre. Jeg ville ikke indrømme det, men mit hjerte satte farten op lige i det jeg følte hans arm på mit liv, og det faktum at han var så tæt på mig, fik mig til at føle mig hjemme og lykkelig. Som om det var der jeg hørte til.
”Heeej!” Jeg tvang mig selv til at trække mig ud af hans favn, og krammede Jen og Brina. De sagde begge hej, krammede mig, og gav mig begge ’vi vil have alle detaljerne’ blikket på samme tid.
”Det er da hyggeligt at se i kommer sammen,” sagde Brina, og kiggede op og ned ad Sebastian – tydeligt interesseret i ham. Jeg blev pludselig i tvivl om hun havde noget for ham? Alle piger på skolen, endda nogle af drengene, syntes at Sebastian var gude lækker og dejlig, men hvis Brina virkelig havde mere end bare det, ville jeg ikke stjæle ham fra hende – især når jeg ikke selv brød mig om ham. På nogen som helst måde.
”Jah, jeg tænkte at jeg ville hente Sophie så hun ikke selv skulle køre herhen alene,” sagde Sebastian, og stillede sig tæt på mig igen. Og på en måde ville jeg ønske at han lod vær’. Og på en anden ville jeg have hans arm om mig igen, og have ham helt tæt indtil mig. Der var et eller andet inde i min krop der ville have ham tæt på mig – og jeg kunne ikke forstå hvad det var. Der var noget ved hans nærhed der virkede bekendt.
”Skal vi gå ind?” spurgte Jen, og reddede mig fra pinlige undskyldninger om hvorfor jeg havde sagt ja til ham. Vi nikkede, og Sebastian sørgede for at gå i mit tempo, så han hele tiden gik ved siden af mig. Og da jeg så os i et af de uendelige spejle der var, så jeg hvordan vi så ud sammen. Det så underligt ud. Han var høj, solbrun, med mørke krøller, de flotteste blå øjne. Og jeg ved siden af ham, så helt forkert ud. Lav, bleg, med blondt langt fladt hår, og et par blå øjne. Den turkise kjole fremhævede alle mine former, og fik mig til at se prinsesse agtig ud, men jeg følte mig ikke som en prinsesse. Jeg følte mig nøgen. Jeg var vant til store hættetrøje og baggypants – ikke tætsiddende tøj der afslørede enhver delle eller fejl.
”AH! Hr. Monte! Velkommen!” Tjeneren der skulle vise os vej til vores bord, virkede oprigtigt glad for at se Sebastian, der åbenbart hed Monte til efternavn.
”Nu skal de se! Denne vej!” Han viste os begejstret vej om til en lille bås der var lidt for sig selv, med et bord med plads til 6-7 mennesker.
”Vi er jo kun 4,” hviskede jeg til Sebastian, der alligevel stod så tæt op af mig, at det ikke var et problem at hviske til ham, selvom han var mindst 20 cm højere end mig.
”Det går nok. Lidt ekstra plads. Jeg tænkte i nok helst ville sidde lidt væk fra de andre,” hviskede han tilbage, og jeg fik kuldegysninger i hele kroppen, da jeg mærkede hans varme ånde imod min hud. Jeg kunne overhovedet ikke sige noget, da han gik for at trække en stol ud for mig, og gøre tegn til jeg skulle sætte mig. Jeg rødmede bare let og satte mig.
Hvad fanden sker der?! Stop det så Sophie! Han er bare en player! Ligesom alle de andre drenge. Du må ikke blive svag overfor ham.
Han så pludselig trist ud. Som om han havde hørt mine tanker om ham. Jeg løftede det ene øjenbryn, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Hvorfor skulle han blive trist over det? Vidste han ikke godt jeg ikke brød mig så forfærdelig meget om ham? Og hvad fuck, kunne han læse mine tanker?!
Jeg så på ham, men han smilede bare og gav mig et menu kort.
”Bestil du bare,” sagde han, og begyndte selv at kigge i den. Han var jo vampyr? Skulle han så ikke drikke blod? Eller et eller andet lignende. Jeg kunne ikke lade vær’ med at lægge mærke til han trak på smilebåndene, og tydeligvis havde vildt meget lyst til at grine.

 

Jeg prøvede at koncentrere mig om maden i stedet for ham, og hans sære opførsel. Der var virkelig mange ting, men jeg vidste ikke helt hvad der ville være noget for mig. Det endte op med at jeg valgte noget pasta pesto noget, og krydsede fingre for jeg kunne li’ det. De andre sad stadig og grublede over hvad de skulle have, bortset fra Sebastian der vist allerede havde bestemt sig, for han havde lagt menu kortet ned, og sad og så på Brina der var meget ubeslutsom. Og der var noget indeni mig der ville have hans opmærksomhed. Han skulle ikke fokusere på hende.
”Har du allerede bestemt dig?” spurgte han, og smilede til mig. Hvad var det jeg tænkte på?
”Ja det har jeg…” sagde jeg, og lagde menu kortet ned med forsiden opad.
”Hvad skal du så have?” spurgte han.
”Bare pasta med pesto… Hvad med dig?” spurgte jeg, ret nysgerrig efter hans svar. Jeg vidste godt der var nogle restauranter og barer man kunne få poser med blod på, men det her var nok ikke en af dem.
”Tjoe, noget af det jeg elsker ret højt. Lasagne,” sagde han, og jeg kunne fornemme en smule farve i hans kinder. Lasagne? Okay, nu var jeg officielt forvirret! Jeg nikkede bare som svar, og blev ved med at undre mig over det sære tilfælde.
 

Da Brina og Jen endelig fik bestemt sig, fik Sebastian en tjener over lige med det samme, som tog imod vores bestillinger, og forsvandt igen.
”Må jeg så høre historien om hvordan i fik inviteret Sebastian med?” spurgte jeg med et smil, og prøvede at lyde så naturlig som overhovedet mulig.
”Tjoe, altså efter skole fandt vi ham, fordi vi tænkte det ville være fedt for ham at lære os at kende, så vi inviterede ham med,” sagde Brina, og smilede sødt til ham, som om det hele havde været hendes ide – jeg havde nu en ide om det havde været Jen der fandt på det.
”Jah. Og jeg kunne jo ikke sige nej,” sagde Sebastian, som selvfølgelig sad ved siden af mig. Og hvor meget min hjerne end sagde jeg skulle hade ham, trak min underbevidsthed mig hen imod ham. Selvom jeg prøvede at kæmpe imod.

 

 Da vi var færdige med at spise, var jeg lykkelig over at skulle køre med Sebastian hjem. Hvorfor, vidste jeg egentlig ikke rigtig. Vi skulle bare køre den tyve minutters tur der var hjem til mig, og så hygge os foran fjernsynet med en film og måske gå i jacuzzien senere. Christina var endnu en gang på rejse med sit arbejde, så jeg havde huset for mig selv – det vil sige, ingen problemer med at have Sebastian i huset. Tidligere på dagen ville jeg have givet alt for at kunne komme udenom ham, men der var noget der trak mig imod ham.
Han lagde igen en arm om mit liv, og førte mig ud af restauranten, ud på gangen med de mange spejle, og pludselig fik jeg det halv skidt.
”Jeg skal altså lige på toilettet,” sagde jeg og fjernede hans hånd fra mit liv.
”Er du okay?” spurgte han bekymret. Jeg nikkede, og skyndte mig så hurtigt jeg nu kunne i mine høje hæle ud på badeværelset, hvor jeg låste mig inde på toilettet, og nærmest drattede om på brættet. Jeg lagde mine hænder på min mave, og trak vejret i hurtige stød. Det hele kørte rundt for mig, og jeg havde en underlig oppustet følelse. Hvad var det der skete?
Jeg fik rejst mig, og vaklede ud til spejlet, hvor jeg tog noget vand i hovedet, og drak noget, imens jeg prøvede at finde balancen igen. Hvad kunne have gjort det her? Jeg havde kun drukket et glas vin til maden, og det plejede da ikke at påvirke mig. Og da slet ikke så groft. Jeg satte mig ned op ad væggen, lukkede øjnene, og tog mit hoved i hænderne, indtil jeg fik kontrol over mine tanker.
Fokuser… Slap helt af…

Jeg fik styr på mig selv, og da jeg åbnede øjnene igen, stod væggene hvor de plejede, og alting så normalt ud. Jeg rejste mig stille og roligt, og holdt balancen, imens væggene stadig blev på deres pladser. Så tog jeg igen lidt vand i hovedet og fik taget mig sammen, hvorefter jeg gik ud igen, med et fornyet smil på læberne.
”Er du okay Sophie?” spurgte Sebastian, oprigtigt bekymret for mig.
”Jeg har det fint,” sagde jeg med et stort smil, og virkede helt normal, selvom der var en svag prikken i mit hoved.
”Okay. Lad os komme hjem til dig,” sagde han med et smil, der sagde mig at han overhovedet ikke var overbevist. Han lagde ekstremt forsigtigt sin arm om mig igen, og førte mig blidt ud til sin sorte BMW, hvor han igen åbnede døren for mig, og høstede adskillelige dræberblikke fra Brina. Jeg satte mig ind, og da han lukkede døren for mig, spændte jeg mig fast, slappede helt af i sædet, og lukkede øjnene, imens jeg bad til at den irriterende prikken i mit hoved ville forsvinde.
”Er du sikker på du er okay?” spurgte han da han satte sig ind og lukkede døren efter sig.
”Jaja… Jeg har det fint,” sagde jeg og åbnede øjnene igen. Han var stadig ikke overbevist da han startede bilen og bakkede ud fra parkeringspladsen.

 

Der var stilhed imellem os det første stykke vej – men ikke en ubehagelig stilhed. Den var rar. Som om vi forstod hinanden på en meget større måde end bare ved talens brug. Jeg vidste ikke helt hvad der var, men det var noget dejligt. Som om der var noget rigtigt i at komme tættere på ham.
”Hvornår har du fødselsdag?” spurgte han med et smil, og så på mig.
”Øhm… I sommerferien. Hvornår har du?” spurgte jeg, og så hurtigt på ham, før jeg rødmede svagt og kiggede ud af vinduet igen.
”I oktober,” svarede han og jeg kunne fornemme han rakte ud efter mig. Jeg lod ham ligge en finger under min hage og trække mit ansigt tilbage.
”Du er så smuk… Lad vær’ med at vende dit ansigt væk…”Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle sige da han så mig dybt ind i øjnene, og kom nærmere, men et pludselig instinkt, fik mig til at trække mig væk, og se på vejen. Bilen havde ikke rykket sig en mm, og kørte perfekt ude i højre side af vejen.
Pludselig var det ikke en rar stilhed der var imellem os. Den var faktisk ret ubehagelig. Jeg følte mig igen nøgen, og usikker. Jeg vidste ikke om jeg kunne stole på ham, og om jeg turde være i samme bil som ham. Ikke efter det.

Det varede indtil vi nåede hjem til mig, hvor jeg skyndte mig ud af bilen, og låste op, hvor jeg tumlede ind, gav Sebastian besked om han bare kunne sætte sig ind i stuen, og spurtede så op på mit værelse, hvor jeg fortsatte ud på mit badeværelse med normalt tøj i hånden.
Det var først da jeg stod med en hættetrøje og et par jeans på, at jeg følte mig sikker og normal igen. Bortset fra prikken i mit hoved var blevet kraftigere, og den føltes mere og mere ubehagelig. Jeg tog lidt vand i hovedet igen, og så smilede jeg til mig selv i spejlet, hvorefter jeg gik nedenunder, hvor Jen var igang med at sætte en film på, og Brina sad praktisk talt på skødet af Sebastian og snakkede med ham. Den boblende jalousi kom igen frem til overfladen, men jeg skubbede den hurtigt om i baghovedet da Jen fik mine tanker over på noget andet.
”Hey, finder du ikke lige madrasserne og dynerne og sådan noget?” spurgte hun med et kæmpe smil, imens hun rodede med filmene. Jeg nikkede, trak hætten op over mit hoved og gik ind efter de mange madrasser vi havde i tilfælde af mange overnattende. Jeg tog fire ud, og bar dem ind, med noget besvær.
”Skal jeg ikke hjælpe dig?” spurgte Sebastian og rejste sig, så Brina nærmest faldt omkuld.
”Nejnej, det er fint,” sagde jeg og lagde den ene på gulvet.
”Vel er det ej,” sagde han, og gik udenom mig, hen til de andre madrasser, og slæbte de sidste tre ind på en gang.
”Fuck... Hold kæft du er stærk!” sagde Brina beundrende og fløj op for at ville mærke hans overarme.
”Tak,” sagde han, og smilede til hende imens han spændte i armene. Jeg så lidt halv jaloux på dem, og fandt dynerne, som jeg på en eller anden måde fik samlet i en kæmpe stor bunke, som jeg gik ind med, uden at kunne se noget.
”Phie, det der går galt,” grinede Jen, og pludselig forsvandt halvdelen af den store bunke.
”Altså, hvorfor slæber i piger rundt, når jeg kan bære det hele så let som ingenting?” spurgte Sebastian opgivende, og så på imens vi lagde dynerne klar. Jeg undlod at svare, og rullede bare øjne imens jeg gik ud i køkkenet for at finde snacks og sodavand. Jeg åbnede køleskabet, og den kulde der gik mig i møde, var dejlig og hjalp ekstremt meget på mit hoved, så jeg lukkede øjnene og nød det, indtil en stemme pludselig afbrød min pause fra virkeligheden.
”Øh... Er du okay?” Selvfølgelig var det Sebastian. Hvem havde regnet med andre? Jen og Brina vidste begge to godt jeg ikke var helt normal. De accepterede bare mit venskab uden spørgsmål.
”Du ved godt det er.. Lad mig se, det må vist være femte gang, du spørger mig om det?” sagde jeg, uden at smile, og fandt de sodavand’er jeg oprindeligt ville finde.
”Fjerde,” rettede han med et smil og tog kassen for mig. Jeg rullede øjnene, mumlede what-ever, og fandt chips i skabene sammen med nogle skåle til at have det i. Han stillede sig op ad køkkenbordet, og betragtede mig imens jeg fandt tingene.
”Har jeg gjort et eller andet... Ondt?” spurgte han. Jeg trak vejret ind igennem næsen, og måtte tilbehageholde mig selv for ikke at gå i hans fælde.
”Næh.. Det har du såmend ikke. Andet end at være vildt arrogant og irriterende,” sagde jeg, uden at kigge på ham, for jeg vidste han ville give mig et såret blik og jeg ville få lyst til at kramme ham og sige undskyld. Derfor holdte jeg bare blikket på det dip jeg var ved at hælde ned i en skål.
”Undskyld...” sagde han stille, og jeg kunne fornemme han ikke kiggede på mig mere. Jeg smugkiggede om på ham, og opdagede han kiggede skamfuldt ned i gulvet. Okay så han vidste det godt?
”Ja, jeg ved godt jeg kan være for meget...” sagde han, og bar kassen ind i stuen til de andre. Jeg sukkede og stillede skålene op på en bakke, hvorefter jeg bar den ind til de andre, der havde skiftet til noget mere afslappet tøj, og sad og snakkede løs imens de ventede på os.
”Orh chips! FEDT!” sagde Jen og tog en skål. Jeg rystede på hovedet af min veninde. Det var så typisk hende. Hun var endnu en af de der typer der kan spise alt de vil, men aldrig bliver tykkere. Bumser fik hun heller ikke nogle af.
Brina satte sig helt op ad Sebastian igen, og han virkede pludselig ikke så ked af det mere. Han lagde den ene arm om hende, og grinede til hende, da hun sagde et eller andet der åbenbart var rigtig morsomt. Jeg sagde til mig selv jeg ikke skulle tage mig af dem, og satte mig så ned på en madras og trak en dyne over mine ben, imens Jen satte filmen på. Vi havde besluttet os til at se en gyser, og jeg ville ønske det var mig der sad sammen med Sebastian, og mig han beskyttede.
Ligeså hurtigt som jeg havde tænkt tanken, skubbede jeg den væk fra mig igen, og trak min dyne længere op så jeg kunne gemme mig i den, når der var scener i filmen, der var for meget. Sebastian skulle ikke ødelægge vores tøseaften. Som så ikke var så meget en tøseaften mere. Ikke efter der pludselig var gået flirt og hormoner i den.
Jen og jeg satte os sammen som vi plejede at gøre med Brina, og holdte om hinanden, og skreg på de tidspunkt man skulle skrige i en gyserfilm – og pludselig blev det hele meget sjovere. Som i gamle dage, da vi også havde Jack med.
Pludselig gik lyset ud i hele huset, og tre pigeskrig skar igennem luften. Jeg klemte mig indtil Jen, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Brina måtte sidde sammen med Sebastian, så hun ville vel klare den. Men Jen og jeg var begge to et par høns, og vi var begge to pisse bange for både gyserfilm og mørke.
”SEBASTIAN?!” Brina’s bange skrig kløvede stilheden, og fik os andre til at hoppede to meter i luften.
”Sidder han ikke lige ved siden af dig?” spurgte jeg med rystende stemme.
”N-nej...” jeg kunne høre hun var ved at græde. Hvor var han nu blevet af? Når vi rent faktisk havde brug for ham!
”Bliv her.. Jeg kravler over til Brina,” sagde Jen, og pludselig kunne jeg ikke mærke hende mere. Hun måtte sgu da ikke gå fra mig! Jeg var ligeså bange for mørke som Brina var.
”JEN! Du må sgu da ikke bare gå fra mig,” sagde jeg, og fik et chok da jeg kunne mærke en sød varm ånde ved mit øre.
”Såså smukke.. Slap helt af, og kom,” sagde stemmen som jeg genkendte som Sebastians. Jeg rejste mig rystende op, og lod ham omfavne mig.
”Du skal ikke være bange,” hviskede han og aede mig på ryggen.
”Sabrina, Jenna, bliv her. Jeg finder nogle lys.” Han flettede sine fingre ind i mine og trak mig med ud i gangen.
”Har i ikke nogle lys?” spurgte han da vi stod i det lys månen lavede ved at skinne ind igennem vinduet – og jeg undrede mig over han ikke blev til et eller andet stort monster. Eller var det varulve der gjorde det? Det kunne jeg ikke huske. Hvad mere vigtigt var, kunne jeg heller ikke huske hvor vi havde nogle lys.
”Øh.. Jeg kan ikke huske det,” sagde jeg, og så på hans blå øjne der skinnede i måneskæret. Han lagde armene om mig, og trykkede mig helt indtil sig.
”Tænk Sophie... Tænk...” sagde han opmuntrende, og pludselig kunne jeg huske de lå ude i køkkenet, og jeg havde et par oppe på mit værelse.
”Der er nogle ude i køkkenet,” sagde jeg, og undlod at fortælle om dem på mit værelse. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke rigtig lyst til at vise ham mit værelse. Der var noget personligt over det, og jeg ville ikke lade ham se det endnu. Jeg kendte ham knapt nok. Plus alt strømmen i hele huset var gået, og vi var tre piger der var ekstremt bange for mørke. Det måtte nok være lidt vigtigere end om han måtte se mit værelse eller ej.
Han tog igen fat i min hånd, og gik stille og roligt ud i køkkenet med mig, hvor vi fandt lysene, og tændte dem med en lighter. Vi gik ind i stuen, og da vi lyste lokalet op, så jeg til min overraskelse at det kun var Jen der sad på gulvet og krammede en dyne.
”Hvor er Brina?” spurgte jeg bekymret og gav hende et lys.
”H-hun gik ud for at lede efter jer,” sagde Jen, og kom på benene. Oh fuck. Brina var vildt bange for mørke, og mit hus var stort – hvilket ville sige hun nok tumlede rundt et sted og ledte efter Sebastian og jeg.
”Soph, hvis du går ud og finder hende, så får jeg styr på strømmen imens,” sagde Sebastian, og forsvandt pludselig.
”Oh great! Og så skal jeg bare sidde tilbage her. Alene?!” sagde Jen og så bange ud. Jeg rystede på hovedet, og gjorde tegn til hun skulle rejse sig.
”Kom, vi går ud og finder Brina,” sagde jeg, og tog hende i hånden da hun fik rejst sig. Hun nikkede, og sammen gik vi ud for at finde Brina.

Vi havde undersøgt hele underetagen, og var på vej op ad trapperne, da lyset kom igen, og vi så Brina sad op ad en væg, med knæene op under sig, og hovedet begravet i knæene.
”Brina?” Jeg løb over til hende og pustede mit lys ud.
”Jeg er okay,” sagde hun lidt halvkoldt, og rejste sig uden besvær.
”Hvorfor gik du?” spurgte Jen og fulgte efter hende nedenunder igen.
”Jeg ville finde Phie og Seb,” sagde hun, og det gav mig kuldegysninger da hun kaldte ham Seb. Kendte de hinanden i forvejen, eller var de bare blevet utroligt tætte på næsten ingen tid? Ja okay, jeg skulle nødigt selv snakke. Jeg havde næsten kysset med ham i bilen. Efter mindre end 24 timer sammen?! Der var noget galt.
”Jamen Sebastian gav os jo besked på at blive inde i stuen,” sagde Jen, og smed sig på madrasserne igen. Brina trak bare på skuldrene og lagde sig ned.
”Hvor er han egentlig henne?” spurgte Jen, og vi så os om i stuen – og han var der ganske rigtigt ikke. Hvor var han nu forsvundet hen?
”Øhm... Han ville gå ud og ordne strømmen,” sagde jeg, lidt skyldig. Måske havde han fået stød af sikringerne, og var død. Og pludselig lå hans stærke arme om min mave, og hans ånde var igen tæt på mit øre.
”Mig? Dø? Af stød?” hviskede han med et lille grin. Jeg rødmede, og trak mig lidt ud. Min krop længtes mod ham, men jeg ville ikke falde i fælden. Han var en player, og jeg kunne ikke tillade mig at falde for ham. Plus jeg vidste ikke om jeg stadig var kærester med Brandon.
”Jeg var også ude og ordne strømmen. Det var bare en lille strømafbrydelse,” sagde han til de andre, og gav slip på mig.
”Det var fucking dårlig timing!” sagde Jen, da tv’et tændte igen, og gav alle bortset fra Sebastian et kæmpe chok, da den startede lige da skurken var igang med at skære i sit offers ben. Jeg kiggede hurtigt væk, og over på trappen, hvor jeg kunne se lyset ovenpå stod tændt.
”Jeg løber lige op og slukker lyset,” sagde jeg, og gik op ad trappen, men Sebastian stoppede mig.
”Lad mig. Bliv hernede,” sagde han og trak mig blidt ned ad trappen igen. Jeg undrede mig lidt over hvorfor jeg nu ikke måtte gå op og slukke lyset, men tænkte der nok var en mening med det, og satte mig ned til de andre igen.
”Dig og Sebastian er da ret gode venner, hva’?” sagde Jen til Brina, der rødmede.
”Han er vildt sød...” sagde hun og så ned på sine fødder. Åh gud. Et sikkert tegn på hun var forelsket i ham. Men allerede? Hvor hurtigt kunne han præstere at få en pige til at falde for sig? Var en dag virkelig nok? De havde jo knapt nok snakket sammen. Ihvertfald det jeg vidste.
”I har jo kun kendt hinanden i knapt nok en dag,” røg det ud af mig. Brina sendte mig et fjendsk blik.
”Du er da ikke meget bedre selv. Bare se hvordan du flirter med ham,” sagde hun beskyldende. Mig? Flirte med ham? Nu måtte hun da lige stoppe.
”Jeg kan overhovedet ikke li’ Sebastian på den måde... Han er en fin fyr, men jeg er altså bare ikke interesseret i ham,” sagde jeg og satte mig ned.
”Godt... For det er jeg altså, og det sidste jeg har brug for, er konkurrence fra skønhedsdronningen... Når du ellers ikke gemmer dig under dine hætter,” sagde hun, og krammede sine knæ.
”Hold nu op... Jeg er ikke nogen skønhedsdronning,” sagde jeg. Sådan noget elskede jeg at få afvide før min familie døde. Men nu hadede jeg det. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor. Det var sødt sagt, men jeg kunne ikke li’ at få det af vide, og jeg var ikke enig. Måske fordi jeg gemte mig så meget som muligt bag min hætte.
”Hvis du ikke gemte dig bag den hætte, ville enhver dreng inden for 20 km’s radius falde for dig med det samme,” sagde Brina og kiggede på sine fødder. Jeg grinede ironisk.
”Som om Brina... Hold nu op. Gå efter Sebastian,” sagde jeg, selvom den del af mig der ville have ham protesterede ekstremt meget, og skreg at jeg skulle bede hende holde sig langt væk fra ham. Jeg ignorerede den bare, og opmuntrede Brina mere og mere til at gå efter ham – så ville han måske forsvinde ud af mit hoved. Jeg havde virkelig ikke brug for en dreng i mit liv.
Vi lagde os ned sammen, og satte en ny film på, som vi så imens vi lå under dynerne, imens vi efterhånden begyndte at undre os over hvor Sebastian blev af. Jeg ved ikke helt hvad der skete, for jeg faldt meget hurtigt i søvn, og da jeg vågnede næste morgen, var han der ikke.

”Ej hvad gør vi med tøj?!” spurgte Jen og Brina, der pludselig flippede helt ud, over de havde glemt deres tøj.
”I kan bare låne af mig,” sagde jeg og trak på skuldrene. De gloede på mig med store øjne.
”Jeg har altså også andet end hættetrøjer!” sagde jeg lidt muggent, og gik forrest op ad trapperne, og ind i mit skab.
”Bare find et eller andet,” sagde jeg ligegyldigt, og fandt selv et par tilfældige sorte jeans, og en stor grå sweatshirt. De stoppede begge to op, meget overraskede i indgangen.
”Hvorfor går du aldrig i alt det her?” spurgte Brina, og trak et par shorts og en tanktop frem.
”Jeg ville fryse,” løj jeg, og begyndte at skifte. Det var jo ikke sandt. Vi var i Californien. Det var umuligt at fryse her. Og da slet ikke i så meget tøj. Det vidste Jen og Brina også. De sagde bare ikke noget til det. De fandt bare tøj de kunne tage på, og så skyndte vi os afsted til skole.
 

Det skuffede mig ikke at se Sebastians sorte BMW på skolens parkeringsplads, men ligeså hurtigt som jeg tænkte det, skubbede jeg det ud af mit hoved igen. Han var jo gået fra os igår. Tror jeg da? Jeg vidste ikke engang om han var vendt tilbage efter at have været oppe og ’slukke lyset’.  Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle tro. Var han bare skredet eller var han kommet ned og havde været sammen med Brina og Jen indtil den blev for mange eller hvad var der sket? Jeg ville egentlig gerne vide det, men jeg tvang mig selv til ikke at tænke på det.
Vi parkerede, og en del af mig ønskede at han ville sidde der i Engelsk timen, men selvfølgelig gjorde han ikke det. Jeg måtte sidde alene, imens jeg kunne høre de andre piger snakke om det var min skyld han ikke var her. Jeg trak min hætte helt op over hovedet, og sank længere ned på stolen, men deres kommentare skar i ørerne på mig. Var det min skyld han ikke var der?

Til frokost så jeg heller ikke skyggen af ham, og jeg lod godt mærke til at Brina var ekstremt stille. Hun måtte have det værre end jeg havde, for han betød helt klart mere for hende end han gjorde for mig.
Efterhånden som dagen skred frem, gled han mere og mere ud af mit hoved. Jeg prøvede bare på at glemme jeg nogensinde havde mødt ham – det var bare svært når mindet om ham stod strålende klart i mit hoved. Selvom jeg kun havde kendt ham en dag, var det som om der manglede en del af mig når han ikke var her. Den del der længtes efter ham, og hans nærvær.
Efter skole skyndte jeg mig ud til min bil, og satte mig hurtigt ind og kørte væk fra skolen. Jeg ville bare hjem og tage mig en god lang svømmetur i vores pool. Måske ville det få mig til at tænke på noget andet end ham.
Jeg blev dog ekstremt overrasket da hans sorte BMW holdte i garagen, og han stod op af den med sine solbriller på, og hænderne halvt nede i sine bukserlommer. Han så fantastisk ud. Jeg kørte op ved siden af hans bil, parkerede og steg hurtigt ud.
”Hvad laver du her?” spurgte jeg, og lød mere anklagende end jeg egentlig ville.
”Tjoe, jeg tænkte jeg lige ville se til dig, og måske hjælpe med noget oprydning,” sagde han med et smil, og tog sine solbriller op i håret.
”Øh... Jo tak,” sagde jeg, og måtte indrømme at jeg ikke havde skænket oprydning en tanke, fordi jeg havde så travlt med at tænke på hvorfor han ikke var i skole.
Vi gik sammen ind, og han slæbte så let som ingenting madrasserne tilbage hvor jeg fandt dem aftenen før. Jeg begyndte at samle skålene op og stille dem til opvask, hvorefter det var sodavandsdåserne der blev samlet sammen og sat i pantbunken. Dynerne var væk da jeg kom ind, så jeg skyndte mig ud efter støvsugeren, og da det hele så skinnende ud igen, dumpede jeg ned i sofaen.
”Puh...” sagde jeg udmattet og lænede mig tilbage med lukkede øjne. Han grinede og slog sig ned ved siden af mig. Han var selvfølgelig ikke træt, for han var jo utroligt stærk når han var vampyr, og det var ingenting for ham at sætte madrasser og dyner på plads.
”Hårdt?” spurgte han med et grin. Jeg nikkede, og åbnede øjnene igen.
”Du var ikke i skole idag,” konstaterede jeg, og hævede det ene øjenbryn. Hvor meget jeg end bare ville være skeptisk, var jeg vildt nysgerrig efter hvad han havde lavet i stedet for at være sammen med mig.
”Nej...” sagde han, og smilede stadig til mig. Jeg spurgte ikke hvorfor, for jeg vidste han godt vidste jeg ville have et svar.
”Jeg lavede bare... Noget andet,” sagde han og trak på skuldrene.
”Men jeg synes virkelig jeg skal se dit værelse.” Jeg tænkte over det. Ville jeg virkelig vise ham mit værelse? Jeg overgav mig til sidst, og lod ham komme med op ad trappen, og ind på mit værelse.
”Fedt,” sagde han og så sig rundt. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så jeg trak bare på skuldrene og satte mig på min seng. Han gik over til min hylde, og fandt et billede af mig, min mor og min lillesøster, og det lignede han stivnede lidt.
”Hvem er de?” spurgte han stift.
”Min familie... De døde for fem år siden...” sagde jeg trist, og rejste mig for at gå over til ham. Men pludselig stod billedet på sin plads, og han var ovre i den anden ende af lokalet og kiggede på de trøjer der lå fremme.
”Hvorfor går du altid i store hættetrøjer?” spurgte han og vendte sig mod mig. Jeg trak på skuldrene endnu en gang.
”Jeg føler mig tryg i dem...” sagde jeg tænksomt, og stak hænderne i mavelommen på den sweatshirt jeg havde på.
”Du er meget pænere uden,” sagde han bestemt, og lagde den trøje han havde haft i hånden, tilbage hvor han fandt den. Jeg rødmede. Han vidste jo faktisk hvad han snakkede op, for han havde set mig i en helt tætsiddende kjole, der afslørede alle mine former og fejl for den sags skyld. Men jeg ville ikke stoppe med at gå med dem. Jeg elskede mine hættetrøjer.
Jeg så over på billedet han havde set på, tænkte tilbage på den dag, og pludselig skød en kraftig hovedpine igennem mit hoved. Det føltes ligesom at blive slået i hovedet med et baseballbat, så jeg tog mig til hovedet og krympede mig sammen, imens jeg bed så hårdt i min læbe at den begyndte at bløde.
”Sophie?” han vendte sig mod mig, og så mig, hvorefter han skyndte sig over til mig og prøvede at få mig til at se på sig, men jeg lukkede øjnene hårdt i, og prøvede at få den smerte der overtog mit hoved, til at gå væk.
”Træk vejret dybt ind,” sagde han professionelt, men jeg ignorerede ham bare. Som om det ville hjælpe. Jeg rullede væk fra ham, og rullede mig sammen til en lille kugle imens jeg bare holdte på mit hoved. Jeg kunne føle ham sidde og ae mig i håret, og bede mig om at trække vejret dybt ind og puste langsomt ud, igen og igen. Jeg pressede mine øjne sammen, og langsomt som smerterne aftog, begyndte det hele at køre rundt for mig igen. Jeg lagde armene om mine knæ, og prøvede på at få det til at stoppe med at snurre så hurtigt rundt.
”Se på mig. Kun på mig,” sagde han da jeg åbnede øjnene og så rundt på mit værelse, der snurrede rundt om mig.
”Sophie. Nu,” sagde han med en fast, hård stemme. Jeg tvang mig selv til at fjerne blikket fra mit roterende værelse, og så på ham. Hans blå øjne var bekymret, men rolige, og der var noget i dem der fik mig til at slappe af, og pludselig stoppede det med at snurre helt så meget rundt.
”Fokuser på mig. Jeg lover dig det går væk,” sagde han og aede noget hår væk der var faldet ned foran mine øjne. Jeg gjorde som han sagde, og langsomt begyndte væggene at falde på plads igen, og det eneste der var tilbage efter mit sammenbrud, var en svag prikken i mit hoved. Jeg så bange på ham.
”Hvad skete der?” spurgte jeg, og holdte stadig fast om mine knæ. Han rystede stille på hovedet og lagde sig ved siden af mig, hvorefter han lagde armene om mig og trak mig indtil sig.
”Bare slap helt af,” sagde han, og lod sin hånd glide op og ned ad min ryg. Jeg trak vejret stille og roligt, ind og ud, og begyndte at slappe af i hans arme.
Vi lå sådan i ret lang tid, og da han gav slip igen, havde jeg helt genvundet mig selv, bortset fra den svage prikken i mit hoved, og den trang jeg havde til at kysse ham.
”Tak...” mumlede jeg taknemligt, og trak mig selv lidt ud fra ham, så jeg ikke var så tæt på.
”Så lidt,” sagde han og trak på skuldrene som om det var ingenting. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Vi lå tæt i min seng, med armene om hinanden, og han havde lige reddet mig fra et sammenbrud. Hvad siger man så?
”Christina er kommet hjem,” sagde han, og pludselig var han væk, og da jeg kiggede ud af vinduet og ned mod indkørslen, kunne jeg se min egen bil, og Christinas bil. Der var ingen spor af den sorte BMW eller dens ejermand. Kun en lyserød lilje der sad i mit hår. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...