Ude

En novelle om to søskende, der kæmper for overlevelse i en splittet verden. Håber I kan lide den ^^

2Likes
2Kommentarer
473Visninger

1. (one shot)

 

Tidsfornemmelsen er væk. Helt væk. Jeg kan ikke engang huske, hvornår i går var, eller i dag. Jeg ved ikke engang, om natten er faldet på, eller om dagens lys stadigvæk skinner. For mig er det hele mørkt og håbløst. Der er ingen mennesker på stationen, kun en ensom hund, der halter væk ind mod det onde mørke. Gadelamperne blinker svagt, og en telefonboks står og brummer, med sådan en nytteløs tone.          

Min bror, Karl, ligger og sover, med dybe vejrtrækninger. Ikke fordi han sover tungt, men fordi mange nætter med våd asfalt, kulde og afføring, har gjort ham syg. Mens han roligt ligger og sover, overvejer jeg afstanden hen til telefonboksen, er der for langt? Hvis jeg går fra Karl nu, kommer der så nogen, og tager ham fra mig? Jeg er bange, men tager chancen, løber så lydløst som muligt, hen mod telefonboksen, mens mit hjerte kan være stortrommen i Beethovens femte symfoni.

Nu er jeg der, endelig, jeg kaster et hurtigt nervøst blik hen på Karl, og går ind i boksen, der stadigvæk brummer nytteløst. Lugten af afføring og gamle cigaretskodder breder sig omkring mig. Jeg prøver desperat at finde nogle mønter, som folk kunne have glemt at tage med sig. Det kolde, våde og stinkende metal stikker i mine fingre, men jeg har lige akkurat lange nok fingre, til at nå en mønt, der sidder gemt inde i maskinen. Jeg ser på den lille sølv mønt, med et billede af ham, der bragte os alle i fare, og væmmes. Men vi har brug for pengene, så jeg beholder den

Karl! Jeg skynder mig tilbage, uden at fjerne blikket fra Karl, han ligger helt stille og sover, heldigvis. Jorden er kold og klam, da jeg sætter mig ned igen, og mit korte våde hår klistre sig ind til mit magre ansigt. Stjernernes skarpe lys skræmmer mig, tænk nu, hvis det var fly, der bare ventede på at se den mindste lille bevægelse, for at have en grund til at smide en bombe.

Måske kommer de i morgen, måske vil de have os hjem igen. Jeg håber så inderligt, men hvad kan jeg gøre? Ingenting. Jeg vil så gerne have at nogen kommer, så vi kan få et hjem igen. Så Karl kan få opfyldt sit behov om at blive passet på. Andet end mit tragiske forsøg.

Mine tanker bliver afbrudt af en skærende metal lyd og lys i det fjerne. Symfonien er i gang igen. Hurtigt tager jeg Karl og løber ind bag ved et lille hus, der skal forstille et billetkontor. Dér føles det endnu værre, lugten af olie, følelsen af mudder, og angsten for at dø.

Karl giver en lille lyd fra sig, mens jeg prøver ar fokuserer på lyden. Et tog. Hurtigt holder jeg Karl for munden, mens symfoniorkestret går over til forte. En ny lyd af en dør, der åbner sig, og en flok folk, der går i takt ud af døren opstår. Soldater. Russiske soldater. Deres mærkelige rullen på r’et og accent, gør det helt indlysende, at det er russere. Gid jeg tager fejl, men det gør jeg ikke, det ved jeg, jeg ikke gør.

Karl sover stadigvæk, hvis han havde været helt rask, var han vågnet for længst. Russerne stopper op ude foran toget, mens den skingre lyd af metal kører igen. Så vidt jeg ved, siger deres officer, noget, hvad ved jeg ikke, det eneste jeg kan sige på russisk er onde mennesker. Hvorfor mon?

Deres kommandoråb skærer igennem mørket, som en pil lige i brystet, og deres våben banker ind mod deres hårde veste. Helt uden at fjerne blikket fra russerne, lægger jeg forsigtigt min hånd på Karls tynde bryst. Svage dunk kommer med ca. 10 sekunders mellemrum. Desperat rusker jeg i ham, men fortryder det straks, da han lille hoved vipper frem og tilbage, som en fjeder. Forskræmt støtter jeg min hånd under hans nakke, og aer ham over håret.

Oven over os hænger en lampe, som lige pludselig tænder, med det mest skrigende neonlys. Et lille gisp kommer fra både mig og Karl. Soldaterne er stille, men efter lidt tid begynder de at gå. Lykken spreder sig i min krop, men kun et kort stykke tid. Indtil de skifter retning hen mod os. Deres tunge ubarmhjertige støvler, trasker over mod billetkontoret, vi sidder bag.

Karls tynde arm falder til jorden, og symfoniorkestret går over til fortissimo. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, jeg vil løbe, men mine ben bevæger sig ikke. Jeg lægger mig ned på jorden og knuger Karl ind til mig. Tårerne svømmer ned af mine kinder, og varmer jorden op lige, hvor mit hoved er. I det øjeblik ser jeg et billede af min mor, min far, Karl og smilende oppe på min fars skuldre, sidder jeg.

Billedet går hurtigt i stykker, da en tung støvle rammer min rygrad, så det knaser. De må ikke, hvad med Karl? Soldaterne viser ingen nåde, og giver sig til at sparke os begge to. Jeg vil skrige, men kan ikke, min stemme er væk. Karl giver nogle ulykkelige host fra sig, men åbner ikke øjnene.

De griner af os, råber skældsord, som kun de forstår. Et sidste spark rammer mig i ryggen. Så er de væk, med en høj latter. Nu ligger vi der, vi, der ikke havde noget valg. Symfoniorkestret runder af. Tæppet går for. Ingen klapper. Mørke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...