Normal eller ej? - Fredag den 13.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2012
  • Opdateret: 13 dec. 2012
  • Status: Færdig
Anna Berry ser frem til en almindelig dag - selvom hun godt ved, at den ikke vil blive helt normal - det er jo trods alt fredag den 13.! - men intet vil rigtigt gå rigtigt for hende den dag, og dagen ender med at ændre hendes liv. Mere end meget.

- Dette er min gyser stil, som blev afleveret den 14. december 2012, og den er måske ikke blevet helt som jeg havde forventet, da der var nogle meget specielle linier jeg skulle køre efter - og jeg orker ikke at skrive den om.
- Jeg vil opdatere dette, når jeg har fået svar på stilen, og måske rette nogle af mine fejl :)

6Likes
5Kommentarer
707Visninger
AA

6. Normal eller ej?

 

Da mor kommer hjem, og hun ser mig, helt plastret til, bleg og kold, skynder hun sig hen til mig, og spørger mig om, hvad der er sket. Og selvfølgelig svarer jeg hende sandfærdigt. Med alle detaljer. Desværre tror hun ikke på mig, og løber direkte ud fra mit lille værelse, og ringer efter en.

Senere bliver jeg taget med i en ambulance, og bliver omgående tjekket om min hjerne har taget skade.  Hvilket den – jeg ved ikke, om det er heldigvis, eller uheldigvis – ikke har, så jeg bliver taget videre til et helt og ekstremt  simpelt og hvidt rum. Cirka på størrelse med mit eget derhjemme, men der er blot ingen bøger. Der er intet andet end en seng, og et plastikbord. ”Fuck..” Mumler jeg, da det går op for mig, at jeg er røget på den indelukkede. Jeg tager dagbogen frem, og fra den dag af, skrev jeg med den hver dag. Den var jo mit eneste selskab, og en fantastisk ven. Og lydene? De blev ved. Blot kun hver fredag. Og hver december d. 13. kommer skyggen og puster til mig. Jeg har fået fortalt at det blot er min fantasi, at det ikke er der, men jeg ved, de lyver. Herinde kan man ikke stole på nogen andre. Nogle er for sindssyge, andre er blevet sindssyg af at være her, og så er der nogle få, som mig, der holder ud og er helt normale. Dog mangler jeg ofte noget selskab, og så snakker jeg bare med de folk, som lever i mit hoved (deres personlighed er fantastisk! Og nogle gange, føles det også som om, at de er mig), eller skriver med dagbogen, som jeg stadig ikke ved, hvem havde lagt den der, til mig. Til den det er: Tak.

Nu kan jeg godt se ironien i, at jeg havde et armbånd, hvorpå der stod ’I live inside your head’

Måske er jeg ikke helt så normal alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...