Normal eller ej? - Fredag den 13.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2012
  • Opdateret: 13 dec. 2012
  • Status: Færdig
Anna Berry ser frem til en almindelig dag - selvom hun godt ved, at den ikke vil blive helt normal - det er jo trods alt fredag den 13.! - men intet vil rigtigt gå rigtigt for hende den dag, og dagen ender med at ændre hendes liv. Mere end meget.

- Dette er min gyser stil, som blev afleveret den 14. december 2012, og den er måske ikke blevet helt som jeg havde forventet, da der var nogle meget specielle linier jeg skulle køre efter - og jeg orker ikke at skrive den om.
- Jeg vil opdatere dette, når jeg har fået svar på stilen, og måske rette nogle af mine fejl :)

6Likes
5Kommentarer
712Visninger
AA

4. Mørke rum, lyde og blod.

 

På vej hjem begynder mit sår at bløde endnu mere, og mit hoved gør vildt ondt. Jeg har nu også blod over alt og en slimet fornemmelse i munden, som smager af syre. Jeg bøjer mit hoved ned, så det ikke løber ned af min hage, hvis jeg nu skulle kaste op. Ud af øjenkrogen ser jeg, desværre for sent, at jeg står midt under en opslået stige. ”Neeej!” græder jeg. Dette er i sandhed ulykkens dag. Faldet og gået igennem en stige. I dag kan ikke blive meget være.

Da jeg nærmer mig mit hjem, som efter en dag som i dag, virker meget mørkere end normalt. Villaens mørke mure virkede dystre og skræmmende. Det ser også helt forladt ud, sådan en fredag morgen, hvor alting stadig er mørkt, og hvor ingen er hjemme.

Da jeg når helt hjem igen, skynder jeg mig ud på badeværelset, hvis mure er mørkeblå, og gulvet er kolde fliser. Lyset er oven i købet også gået, så jeg måtte nøjes med gadebelysningen. Ude på badeværelset haster jeg mod spejlet for at se, om jeg har nogle større skader. Men.. Det lyder som om, der er nogle andre herinde. Jeg ser mig omkring, kigger bag badeforhænget og om hjørnet. Men jeg ser intet udover det sædvanlige, og lyden bliver ved med at lyde, som om den er lige bag mig. Og den er sønderrivende. Som om en kat filer negle på et vindue. Men.. Det er som om der er to lyde. En til at distrahere den anden. Jeg ville bryde mig mere om, hvis jeg aldrig havde hørt den anden. Det er den, som får mig til at stivne på stedet, lige hvor jeg står. Foran spejlet, stirrende i mit eget forfærdelige spejlbillede. Mit sorte hår er blevet helt stift af blodet, som løber fra toppen af mit hoved. Min pande, min næse og mine kinder, helt ude ved ørene er svøbt helt ind i blod, og klør helt vildt. Mine øjne – mine dejlige hasselnødsfarvede øjne – var helt vilde, og mine pupiller helt små, og har antaget næsten samme form som en slanges. Og min hud er helt bleg.  Alt i alt; jeg ligner et frisk lig, hvor blodet stadig løber ned. Og den lyd. Den får mig også til at føle mig som et. Men, det er vel også naturligt, når man står og stirrer ind i et spejl, og du både kan føle og høre en, som står og ånder dig i nakken, men ikke kan se nogen. Det er meget nasty. Og det bliver ved i flere minutter, indtil det pludseligt stopper. Jeg ånder dybt, og tænder vandhanen for at vaske blodet af mit ligblege ansigt, og plastrer mig derefter helt til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...