Tetrana

Min prolog til en fantasy-historie. Den skal handle om to børn, der kommer til en anden verden (Tetrana), hvor de oplever et helt fantastisk eventyr.
Jeg håber, I kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

1. En ny verden fødes

 

En ny verden fødes

 

De ulmende gløder fra den døende sol, spredte sit sidste skær hen over den lyse aftenhimmel. Ikke en lyd hørtes, ikke engang fuglenes kvidren. Alt var tyst. En kølig brise fejede hen over det dugvåde græs, og fik de små dråber til at plaske ned mod jorden. Solens langsomme svinden, gav farverne frit lejde til at udsmykke himlen. Og langt ude i horisonten, var en stribe af krystalblåt hav. En verden uden andet end græs, hav og himmel. Stjerner var der ikke flere af, og solen ville snart udslukkes. Når solen slukkes, dør verdenen. Alle verdner har sin ende. Dette var enden på denne.

   Men hvorfor starte med en slutning, når man kan begynde med en begyndelse?

 

Nogle siger, at det starter med et brag. Andre siger, at det er gud, der har skabt det. Nogle siger endda, at det aldrig begynder, men bare er der.

   De tager alle fejl.

   En verden begynder ikke af sig selv. En verden bliver skabt. Ikke ved hjælp af trolddom eller magi, for der skal en del til, for at skabe en helt ny verden, så meget at ingen nogensinde vil kunne mestre det. Nej, for at skabe en ny verden, skal man såmænd bare bruge lidt fantasi. Fantasi er den mest skabende kraft i hele universet. Fantasi gør os levende, og uden den, ville intet eksistere, men det er folk for fantasiløse til at se.

   For hver lille fantasifulde tanke vi sender ud i universet, bliver en ny verden skabt. Men hvis tanken er for spag, så vil den nye verden blive svag og hurtigt dø. Vi vil aldrig kunne bevise noget af dette, da det at vide, ville stoppe os i at fantasere.

   Denne verden blev skabt af en lille, fjortenårig pige, som sad i et indelukket klasselokale, og fantaserede sig til et nyt gemmested for virkeligheden.

 

Tetrana

 

Frem af det uendelige ingenting begyndte et svagt lys, at kunne anes. Endnu var det ikke så kraftigt, men det tog vedvarende til i styrke. Lyset blev skarpere, og snart tog det form som en stor, rund cirkel. Det var solen. Bag ved denne cirkel dukkede tre andre cirkler, mindre og med et mere gråligt skær, op. De var måner. Luften var endnu en tåget dis, men efterhånden som disen trak sig tilbage, afslørede den et fantastisk, bakket landskab. Så begyndte en hel bjergkæde at rejse sig i horisonten. De stod som høje, mørke kæmper og så gruopvækkende ud. Hvad der var bag dem, var ikke til at vide. Måske ville det en dag blive afsløret, men lige nu var det stadig et mysterium. Der begyndte at vokse græs på bakkerne, også stammer skød, med en foruroligende fart, op af den hårde jord. Det var som at filme flere årtiers forløb, hvorefter at afspille det i en unaturlig hurtig hastighed. Men hvor lang tid der egentlig gik, hvis der altså overhovedet fandtes tid i denne forunderlige verden, forblev et mysterium.

   Nu trådte små, mælkehvide prikker frem rundt omkring på den lyse himmel. Stammerne, som var skudt op af jorden, fik grene og blade. Vand strømmede frem fra et uvist sted, og lagde sig mellem bakkerne, der nu var små øer. Skyer kom fra nær og fjern, som om de ville sørge for at være behjælpelige med at skabe det nye land. Men det var ikke vand, der faldt ned fra skyerne. Det var heller ikke sne eller hagl. Ned fra skyerne dalede små, yndige, livsgivende himmelfnug. Ser du, himmelfnug har den evne, at alt hvad det kommer i berøring med, bliver vækket til live. Det rørte vandet, som straks blev til en brusende flod. Det rørte jorden, og der voksede græs, blomster og en masse ukendte planter. Da det til sidst rørte træerne, rejste de sig og strakte sig lidt, hvorefter de udvalgte sig det bedste sted for til sidst at slå rod.

   Flere ting dukkede op. Ude i horisonten blev der dannet store bjerge, og i vandkanten kom sand. Til allersidst dukkede dyrene op. Fiskene lå allerede og sprællede i vandet, for at finde andre af deres art, ræve, kaniner og andre skovdyr fandt også snart deres kald, og fuglene vidste også hurtigt hvor de skulle gøre af sig selv. Kun en enkelt ting manglede endnu, men det ville tage lang tid, før den endelig dukkede frem fra sit skjul.

 

Lige nu var Tetrana et lykkeligt sted, men om nogle tusind år, ville ondskaben overtage landet. Ingen dyr ville kunne vide sig sikker, og magien ville miste sin kraft. Mørket ville overtage, og lyset svinde. Kun en ting, eller rettere to, ville kunne rede landet fra at blive efterladt i evigt mørke.

    Men alt dette lå langt ude i fremtiden. Stadig var Tetrana et lykkeligt, idyllisk land, og ingen af de uskyldige dyr vidste noget om, hvad der ville komme, og det ville de ikke finde ud af, før det var for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...